Sure, gamle, udtrådte sko og støvler kan også være en passion.
Det er det i hvert fald for arkæolog Vivi Lena Andersen, der minutiøst har gennemgået over 7205 sko eller skodele og blandt andet skrevet en ph.d.-afhandling om emnet.
”Jeg havde aldrig tænkt på at blive skoforsker, men ideen opstod, da jeg var med til at udgrave det sted, hvor A. P. Møller - Mærsks hovedsæde ligger i dag. Her fandt vi en losseplads fra 1700-tallet, og i den var der et væld af velbevarede sko og skodele. Det var sådan en direkte linje til fortiden, og da jeg stod med en lille barnesko med fodaftryk i bunden, kunne jeg jo se, at skoene havde siddet på helt almindelige mennesker. Der bestemte jeg mig for, at skoforskning skulle være mig,” fortæller Vivi Lena Andersen, der er leder af formidlingsafdelingen på Københavns Museum.
Hun har især haft fokus på sko fra middelalderen og frem til og med 1700-tallet, og der sker store forandringer med københavneres skovalg undervejs.
Den ældste, hele sko, arkæologer fra Københavns Museum har fundet, er en barnestøvle fra 1300-tallet. Den ligner lidt en sok af læder og er formet efter foden. Den har formentligt tilhørt et barn i to-årsalderen, men ligner meget de sko eller støvler, som voksne gik med dengang. Lukningen er ’datidens velcro’ – huller på den ene side af skaftet og remme med knuder på den anden til at sætte fast i hullerne.
”Den blev fundet i Lille Kongensgade i forbindelse med Metro-udgravningen,” fortæller Vivi Lena Andersen.
”Vi fandt ikke selve huset, hvor der havde boet folk, men vi fandt deres baggårdsområde, som de blandt andet brugte til affald. Her lå en træspand med forskellige effekter; mursten, hestehår, en hovedløs kat og altså denne barnesko. Man kan se på den, at den er blevet repareret med en ny sål kort tid, inden den blev smidt ned i spanden. Måske har det været en affaldsspand, men en anden teori er, at den – på grund af det kryptiske indhold - måske har været en del af en overtroisk handling.”, siger Vivi Lena Andersen, der dog ikke selv tror på den teori.
Københavnernes skovalg skifter hen over de forskellige århundreder. Ifølge Vivi Lena Andersen ændrer udvalget af sko sig i 1400-tallets København, fordi byen bliver hovedstad og tiltrækker nye typer mennesker. Da Erik af Pommern bliver konge i 1417, følger adelige fra andre dele af riget med, og de har andre dragter og andet fodtøj end de almindelige, fattigere københavnere.
”Der sker nogle demografiske forandringer, og det fører til, at vi finder et væld af forskellige typer sko fra den tid. Denne sko er markant anderledes end dem fra 1300-tallet, fordi den ikke længere har form som foden. Snuden er spids, og foden spændes nærmest ind som et korset. Der er ikke længere ordentligt plads til tæerne. Det kan vi se af fodaftrykket i bunden, hvor der kun er aftryk af få tæer, simpelthen fordi de har ligget ind over hinanden,” fortæller Vivi Lena Andersen.
Skoene ændrer sig markant i løbet af 1500-tallet, for skomagerne holder op med at lave fodtøj tilpasset henholdsvis højre og venstre fod. Nu laver de i stedet 'symmetriske' sko, der er ens uanset hvilken fod, man stikker i, og det er selvsagt ikke optimalt for fodsundheden.
”Denne sko eller tøffel har en bred snude, for moden var – som vi også kender det fra berømte malerier af den engelske kong Henrik VIII – en bred klædedragt, posede bukser og altså tilhørende brede sko. Det burde være sundere for fødderne at få bedre plads, men samtidig bliver en tyk sål moderne,” forklarer skoforskeren.
”Sålerne blev enten lavet af træ eller kork og er så stiv, at fødderne ikke kan bevæge sig ordentligt, og det gav mange skader. De tykke såler blev nok opfundet, fordi man befandt sig i det, der kaldes den lille istid, og sålen kunne således skabe afstand mellem fødderne og de kolde overflader, de trådte på, men det gav altså nogle andre sundhedsskadelige effekter.”
Fra omkring år 1600 og frem kommer der hæl på skoene. I begyndelsen er skomagerne ikke helt enige om, hvordan de skal laves, men i løbet af de kommende årtier bliver der udviklet en løsning, der bliver den mest udbredte.
”Man laver det, der kaldes en stakket læderhæl. Det er nærmest et tårn af stablede læderlag, og det er lidt smart, for når de nederste lag bliver slidt, kan de pilles af, og der kan sættes nye på. Tidligere var skoene meget sårbare overfor slid bagerst på sålens hælområde. Jeg har udført forskellige eksperimenter, hvor ansatte fra Middelaldercentret på Falster gik med kopier af datidens sko, og hælområdet blev ekstremt hurtigt slidt på middelalderens sko. I nogen tilfælde holdt de kun to uger, mens dem, der holdt længst, blev slidt op i løbet af seks måneder. Med de stakkede læderhæle kunne skoene imidlertid holde helt op til to år og var altså nemme at reparere”, fortæller Vivi Lena Andersen.
Hælene, som i løbet af 1600-tallet sad på alle sko, kunne blive ganske høje, for det dikterede moden. Til at starte med drejede det sig især om herrernes hæle. Deres klædedragt var på det tidspunkt typisk strømper på nederste del af benene, og så bukser der kun gik til knæene. Derfor var det nemt at se deres flotte høje hæle og også deres stærke lægmuskler, som også var en del af moden. Kvinderne gik i lange kjoler, og derfor var deres sko mere usynlige.
I Enevældens tid – fra 1660 og frem - dukker et andet modefænomen op blandt Københavns rigeste indbyggere, og efterhånden breder det sig til alle samfundslag; kanten af hælene og sålerne bliver røde.
”Vi lavede en udgravning på Rådhuspladsen, da der skulle anlægges Metro, og der lå i gammel tid en voldgrav. Da byen i 1600-tallet voksede, skulle befæstningen flyttes længere ind i landet, og derfor fyldte man voldgraven op. Og det gjorde man altså med affald, for eksempel fodtøj, så vi fandt en hel masse sko og mange af dem havde røde hæle. Det var både børne-, herre- og damesko og fra både rige og fattige.”
Tiden i jorden havde falmet farven, så Vivi Lena Andersen måtte have mange af dem under mikroskop for at kunne fastslå, at de havde rød kulør på hæl og sål. Der var dog forskel på farvestoffet; de rige kunne flashe skrigende røde sko, mens de fattige ikke havde råd til samme farve og måtte nøjes med en mere rustrød.
”Populariteten skyldtes, at den franske solkonge, Ludvig 14., besluttede sig for, at røde hæle og såler kun var for ham selv og herrerne ved hoffet. Men den regel gjaldt jo ikke i Danmark, og derfor kunne alle få et lille strejf af status ved at gå med sko, der mindede om Solkongens.”
Den røde farve gik efterhånden af mode, men de symmetriske sko, der ikke tog højde for forskellen på højre og venstre, blev ved med at plage de københavnske fødder i flere århundreder.
”Datidens læger vidste godt, at det var noget skidt og opfordrede folk til at lade være med at gå i dem. Men der blev ikke lyttet. Skomagerne var også klar over, at symmetrien ikke var god for fødderne, men fortsatte alligevel produktionen, for det var jo det, kunderne efterspurgte,” understreger Vivi Lena Andersen.
”Først fra midten af 1800-tallet begynder vi igen at se venstre og højre-sko, og det skyldes, at skofabrikkerne kommer til. Men venstre- og højreskoene bliver først almindelige omkring år 1900.”
”De symmetriske sko gav mange lidelser, men som man siger: Man skal lide for skønheden. Og det gjorde københavnerne i høj grad,” fastslår hun.
Vivi Lena Andersen, der er Danmarks eneste skoforsker, var fornylig i programmet Kraniebrud på Radio4, hvor hun besvarede spørgsmålet 'Hvad kan vi lære af fortidens fodtøj?'
