Brachiosaurus, triceratops og tyrannosaurus – navne kendt af de fleste børn, men ikke set i live i 65 millioner år. Måske har du set eller læst den gamle Jurassic Park eller glæder dig til den næste film i rækken og spekuleret på, om det egentlig er blevet muligt at skabe en sådan park i virkeligheden. Det har DNA-forsker Lotte Bjergbæk også.
”Det er muligt at genskabe dyr, som uddøde for knap så længe siden, hvor der stadig er intakt DNA tilbage. Måske kan vi genoplive dyr som mammutten helt tilbage fra istiden. Men dinosaurer kommer vi ikke til at se igen. Vi kan i hvert fald ikke genskabe dem en-til-en med gammel DNA, sådan som de gør i filmene,” siger hun.
Lotte Bjergbæk er lektor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet og forfatter til bogen DNA. Og så har hun set Jurassic Park-filmene adskillige gange, men ikke for deres videnskabelige realisme.
”Der er sket nogle kæmpe fremskridt i DNA-teknologien for nylig, og kloning er også kommet utrolig langt de sidste tredive år. Men der er nogle kendsgerninger der gør, at vi nok aldrig kommer til at kunne genskabe dinosaurer, selv om så meget andet bliver muligt,” siger hun.
De etiske problemstillinger er et kapitel for sig. Men også rent teknisk er der betydelige barrierer. Problemet er, at kloning kræver et komplet genom – alle de strenge af DNA, som tilsammen udgør koden for en art. Og selv om forskere er blevet ekstremt gode til at sekventere DNA, til at reparere og ændre det, så kræver det, at man har noget DNA at arbejde med. Og når det gælder dinosaurerne, er råvarerne ikke gode nok.
DNA nedbrydes ligesom alt andet materiale, når et dyr er dødt. Under de rette forhold kan en krop bevares i tusindvis af år, f.eks. nedfrosset i permafrost eller i en iltfattig mose, og det kan DNA’et også, selv om det efterhånden vil blive fuldt af huller og fejl. Med de nyeste teknologier kan DNA’et repareres, men der er en grænse.
”Selv i bedste fald vil DNA være totalt ulæseligt efter 1,5 millioner år, og efter 7 millioner år vil bindingerne være helt væk. Der vil ikke engang være fragmenter tilbage at læse eller binde sammen. Dinosaurernes DNA eksisterer simpelthen ikke længere, og så er det lige meget, hvor god teknologien bliver, når det hele for længst er blevet til støv,” siger Lotte Bjergbæk.
Mammutter – og det der ligner
Dinosaurerne uddøde for ca. 65 millioner år siden, men flere forskere har gennem tiden spekuleret i, om DNA-fragmenter alligevel kunne overleve frem til nu – tidligst i en videnskabelig artikel fra 1982, der inspirerede Michael Crichton til at skrive scifi-thrilleren Jurassic Park. Enkelte har endda hævdet at have fundet væv og DNA fra dinosaurer, senest i 2020, men det har hver gang vist sig at være løgn eller fejl.
Til gengæld er der grund til at være optimistisk, hvis man ’kun’ drømmer om en park fyldt med uddøde istidsdyr som mammutter, sabeltigre og uldhårede næsehorn. Arter, der var i live indtil menneskehedens fødsel, er ofte fundet intakte i permafrost, og det betyder organisk materiale at arbejde med for forskerne.
”Vi har stadig ikke nok DNA til at bringe en ægte mammut til live. Det kræver det komplette DNA. Det har vi ikke endnu, men det er muligt at finde eller stykke så mange fragmenter sammen, at det er nok,” siger Lotte Bjergbæk.
Netop dét puslespil arbejder en gruppe på Harvard lige nu på. Genetikprofessor George Church og hans forskergruppe har som langsigtet mål at sætte levende mammutter ud i Arktis for at modvirke klimaforandringernes effekt på naturen deroppe. Andre har ambitioner om at bruge teknologien til at skabe en park i stil med Jurassic Park, men med istidsdyr.
Mammutter og andre uddøde dyr fra den mere nære fortid har også den fordel i forhold til dinosaurer, at de har nære nutidige slægtninge – i mammuttens tilfælde elefanten – og det er præcis hvad forskerne på Harvard udnytter.
”De sekventerer stumper af mammut-DNA, identificerer hvilke gener, der er unikke eller karakteristiske for mammutten, og forsøger at ’sy’ dem ind i DNA’et fra en moderne elefant for at skabe en mammut-elefant-hybrid. Det vil man sandsynligvis godt kunne gøre. Det har man teknologien til allerede nu,” siger Lotte Bjergbæk.
Resultatet vil ligne en mammut. Rent genetisk vil det nye dyr hovedsagelig være elefant, men det er lidt et definitionsspørgsmål, om det gør det til en elefant eller en mammut, da meget få gener kan ændre rigtig meget, mens store mængder DNA tilsyneladende har næsten ingen betydning.
I Jurassic Park bruger de netop den metode, men med omvendt fortegn. Efter at have stykket fragmenter af dinosaur-DNA sammen til et næsten fuldt genom, udfylder de hullerne i puslespillet med DNA fra nutidige dyr som frøer og fugle.
Metoden kan også bruges til at genskabe en mere autentisk mammut i dag, mener Lotte Bjergbæk, om end det er noget sværere end blot at tilføje lidt mammut-DNA til en elefant. Ved at skele til elefant-DNA vil man få en vigtig rettesnor til at samle mammuttens DNA-stykker korrekt.
”Det kommer an på hvor godt mammut-DNA’et er bevaret, og hvor meget man har. Hvis man har nok DNA-materiale, så er det ikke urealistisk at man kan gøre det modsatte af elefant-hybriden. Altså at sekventere et næsten fuldt mammut-genom og så udfylde de enkelte huller, der måtte være, med DNA fra en elefant.”
Forskere tvivler på syntetiske dinosaurer
En tredje måde at bringe uddøde kæmper til live på har også fået tilhængere på det seneste. Max Hodak, direktør for virksomheden Neuralink, som bl.a. udvikler chips til indoperering i hjernen, udtalte i 2021, at ”vi kunne nok godt bygge Jurassic Park, hvis vi ville”.
I hans scenarie ville det ikke være genetisk autentiske dinosaurer skabt af gammel DNA, men dyr med syntetisk udviklet DNA, som man efterfølgende har avlet videre på. Inden for 15 år mener han, det er muligt at skabe en park fyldt med dyr, der ligner dinosaurer – om ikke genetisk, så fysisk.
Den vision giver Lotte Bjergbæk og mange andre forskere dog ikke meget for. Og det skal også siges, at Max Hodak og Neuralink arbejder med biomedicin og neuroteknologi – ikke med DNA.
”Du er nødt til at vide noget om de gener, dinosaurerne bar rundt på, for at kunne lave syntetisk DNA, der minder om dinosaurer. Det er intet problem at lave et stykke syntetisk DNA, men du kan ikke komme tæt på at rekonstruere et dyr, som vi ikke har noget DNA fra,” påpeger Lotte Bjergbæk.
Realistisk set mener Lotte Bjergbæk kun, at vi kan bringe dyr til live, som vi har bevaret væv og betragtelige mængder genetisk materiale fra. Redigering af DNA-strenge og endda kunstige stykker DNA er et vigtigt værktøj i den proces – men ikke en metode, der kan stå alene.
Uddød bjergged blev genskabt for en stund
Hvis det næsten er muligt at genskabe for længst uddøde dyr som mammutten, hvad så med nogle af de arter, vi mennesker for nylig har udryddet? Rent praktisk har vi meget bedre DNA-materiale at arbejde med, og etisk er der færre problemer. I stedet for en forseglet park kunne vi slippe dem løs i naturen og måske reparere lidt på det økosystem, vi har ødelagt.
”Nyligt uddøde arter, som vi har masser af godt biologisk materiale fra, kan vi nemt DNA-sekventere. Så er det et spørgsmål om at have en beslægtet rugemor til kloningen – så kan vi godt skabe et levende eksemplar. Men derfra og så til at skabe en bestand i naturen er der et langt stykke,” siger Lotte Bjergbæk.
Hvor DNA-teknologien – sekventering, analyse, redigering og syntetisering af DNA – er meget langt fremme, så er teknologien til kloning af levende dyr ud fra dette DNA stadig ikke perfekt. I selve kloningsprocessen opstår der ofte problemer, så enten ægget eller fosteret går tilgrunde, eller som gør dyret svagt eller sygt senere i livet.
Man kan altså godt skabe et enkelt eksemplar af et dyr, der kan vises frem i f.eks. en zoologisk have. Men for at genskabe en levedygtig bestand af en art, der kan klare sig selv i naturen, kræver det en hel flok af sunde individer, der hver har helt forskelligt DNA, så der ikke opstår problemer med indavl.
Det er mere, end teknologien magter lige nu, fastslår Lotte Bjergbæk. Men der er intet principielt i vejen for, at det kan lykkes, selv uden nye gennembrud efterhånden som de eksisterende teknologier forfines.
Faktisk har man allerede forsøgt. Da det allersidste eksemplar af den iberiske ibex, en slags bjergged, døde i år 2000, gemte biologer celleprøver, der blev frosset ned for eftertiden. Et spansk-fransk forskerhold forsøgte i 2003 at bringe arten til live igen ved hjælp af DNA fra celleprøven.
”Det lykkedes at få kloningen til at fungere så langt som til at skabe et levende gedekid, men kloning er svært, og noget gik galt, så dyret døde hurtigt,” siger Lotte Bjergbæk.
Arten nåede kun at være tilbage på jorden i et kvarter, før den igen var uddød. I dag er vi nået et skridt længere med både DNA-forskning og kloningsteknologien, men ifølge Lotte Bjergbæk er vi stadig ikke klar til at tage skridtet videre fra ét eksemplar i et laboratorium.
”For at genetablere arter skal man have god DNA fra mange forskellige individer. Ellers kan de ikke avle videre, uden at der opstår indavl, og arten uddør igen. Det ville sikkert være muligt at prøve igen og få det til at lykkes og få en levende ged, men derfra og til at etablere arten er der et stykke,” siger hun.
Godt DNA-materiale er en mangelvare
I de 30 år, siden den første Jurassic Park-film for alvor tændte drømmen om at bringe fortiden til live, er der sket en sand revolution i genteknologien.
”Vi er primært blevet meget bedre til at sekventere DNA. Vi kan nu gøre det lynhurtigt og effektivt ud fra meget lidt materiale. Og kloningen, der skal til for at bringe de gamle eller hybridiserede arter til live, er vi også blevet meget bedre til,” siger Lotte Bjergbæk.
”Det andet, der er sket, er, at vi er blevet meget bedre til at ’sy’ og ændre i DNA. Vi kan sy et stykke DNA ind i et eksisterende genom. Så teknologien har vi sådan set fået nu. Grunden til, at vi ikke kan genskabe mange arter, er, at vi ikke har god DNA fra dem. Det er den begrænsende faktor.”
Med lidt forfining af teknologien – og en grundig snak om etikken – er det snart realistisk at bygge en park med uddøde kæmper fra istiden. Vi kan måske også snart genskabe hele arter, vi har udryddet for nylig. Men dinosaurer kan Lotte Bjergbæk godt love, at vi ikke får at se på jorden igen.
