Der gik ikke mange timer, fra Mette Frederiksen udskrev folketingsvalg, til en lang række medier var klar med deres såkaldte kandidattests, hvor man skal svare på en række politiske spørgsmål og derefter får at vide, hvilke politikere eller partier man er mest enig med. Enkelte medier havde endda lanceret deres inden valgets udskrivelse.
Vælgerne har i den grad taget kandidattests til sig, og de er de senere år blevet et fast element i danske valgkampe og folkeafstemninger.
I et stadigt mere komplekst og uoverskueligt informationslandskab giver de vælgerne en genvej til hurtigt at få et hurtigt indtryk af, hvem de ligger tættest på, uden at skulle læse pjecer og gå til valgmøder eller finde information på partiernes hjemmesider og de sociale medier.
Det gælder ikke bare i Danmark. I Tyskland havde den mest populære kandidattest, Wahl-O-Mat, 21 millioner brugere ved valget i 2021 – over en tredjedel af vælgerkorpset. I USA har den internetbaserede kandidattest Isidewith haft over 56 millioner brugere siden 2012.
Men valgtestene er mindst lige så populære herhjemme. Ifølge Den Danske Valgundersøgelse angav 50 pct. af danskerne ved folketingsvalget i 2019, at de havde taget en kandidattest.
Et bidrag til demokratiet?
De første kendte valgtest så dagens lys i Holland i 1990’erne. De skulle udfyldes på papir, og det var i høj grad et nichefænomen, der særligt tiltalte yngre mænd med politisk interesse og lange uddannelser
I dag er de blevet allemandseje – og det afføder en naturlig diskussion om, hvordan og i hvilket omfang de påvirker vores demokrati.
Vi kan notere os, er at de i hvert fald opfattes som betydningsfulde af de politiske aktører. Politiske kandidater vælger i meget høj grad at udfylde kandidattest – givetvis for at sikre sig, at de ikke bliver overset af vælgerne.
Men det er ikke kun politikerne, der bliver mere synlige. Også for medierne, der i stort tal promoverer deres egne kandidattest op til kommunalvalg, regionsvalg og folketingsvalg, kan det give synlighed og hjemmesidetrafik.
Nogle interesseorganisationer er også begyndt at lave deres egne kandidattest. Denne praksis opfylder flere forskellige formål: For det første giver det vælgere, der går særligt op i et bestemt emne, mulighed for at finde ud af, hvad kandidaterne mener om netop dette emne. For det andet er det selvfølgelig også en måde for interesseorganisationerne at blive mere synlige selv. Og endelig er der den sidegevinst, at man også – i et eller andet omfang – kan forpligte kandidaterne til at tage stilling til emner, der er særligt vigtige for den pågældende interesseorganisation.
Kandidattest er også et yndet debatemne blandt politikere. På sociale medier er det i hvert fald ikke ualmindeligt at se politikere beklage sig over, hvordan spørgsmål er formuleret, eller at bestemte emner fylder for meget eller for lidt. Man ser også politikere, der påpeger, at de svar, andre politikere har givet, er misvisende eller ukorrekte.
På den måde er kandidattest en del af vores demokratiske offentlighed. Men det er ikke en tilstedeværelse alle opfatter som positiv. Tidligere statsminister og nuværende partileder for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, skrev eksempelvis på Facebook om TV2’s kandidattest:
”Hvor er der dog bare overfladisk. Det er godt nok noget af et demokratisk ansvar, TV2 tager på sig ved at formulere netop de 30 forsimplede spørgsmål, som åbenbart efter deres mening afgør danskernes stemmeafgivning”.
Op til seneste kommunalvalg skrev den tidligere MF’er for SF, Thorstein Theilgaard på Altinget et kritisk indlæg, hvor han argumenterede for at kandidattestene kan være med til at svække demokratiet.
Tre typer af kritik
Grundlæggende bør man skelne mellem den kritik, der går på, hvordan konkrete kandidattests er udformet, og den, der retter sig mod kandidattest som sådan.
Til den første kategori hører overvejelser om, hvorvidt spørgsmålene er de rigtige og stillet på en fornuftig måde. Enhver, der udarbejder eller lancerer kandidattest, bør være opmærksom på dette, og det er helt forståeligt, at dårlige spørgsmålsformuleringer giver anledning til kritik. Men sådanne problemer kan godt løses uden at droppe kandidattest helt. Forudsat at mediehuse og andre, der lancerer kandidattest, er lydhøre over for kritikken.
En anden type kritik går på, hvordan politikere bruger kandidattest – altså de svar, der ligger til grund for sammenligningen, når en vælger tager den pågældende test.
Det er nok de færreste politikere, der svarer decideret uærligt, men de kan have en interesse i at ”dreje” deres svar på områder, hvor de eller deres parti har kontroversielle synspunkter, og gå efter at indtage en midterposition for at blive vist som en anbefaling til flest mulige vælgere. Det er en rimelig forventning, at et flertal af vælgere på mange spørgsmål vil være tættere på midten end på en af de to yderpositioner.
Sådanne politiske ’tricks’ er ikke afgørende forskellige fra dem, man kan se, når kandidater uddeler valgmateriale og møder deres vælgere i gågaden: Lidt vævende svar på svære spørgsmål og nedtoning af kontroversielle synspunkter for at komme vælgerne i møde.
Svaret på dette ’problem’ er næppe at afskaffe kandidattests – men snarere en politisk offentlighed (og presse), der stiller politikere til ansvar for deres holdninger, og sætter fokus på eventuelle uoverensstemmelser mellem f.eks. partiets holdninger og kandidatens.
Nogle designere af kandidattest udelader bevidst kategorier som ”hverken/eller” og ”ved ikke”. Hvis politikerne ikke bekender kulør, bliver det pågældende spørgsmål ikke brugt i sammenligningen med vælgerne.
En tredje, mere grundlæggende kritik sætter spørgsmålstegn ved selve ideen om, at kandidattest bidrager positivt til demokratiet. Selv om man godtager, at kandidattest er med til at informere (og flytte) vælgerne, kan man godt diskutere, om det er en meningsfuld form for politisk holdningsdannelse.
Den underliggende præmis for kandidattest er den grundtanke, at vælgerne allerede har faste formulerede holdninger til en lang række spørgsmål, men mangler viden om politikernes.
Hvis dét er tilfældet, løser kandidattestene problemet på elegant facon. Men det mere grundlæggende spørgsmål er, om vælgernes præferencer i det hele taget kan reduceres til ”gennemsnitlig enighed” på en række enkeltstående spørgsmål.
Hvis andre forhold spiller ind, løses det ikke ved at ændre spørgsmålenes formulering eller tage nye emner med.
Der er flere situationer, hvor en kandidattest risikerer at sende vælgeren galt i byen. Hvis vi tager et ekstremt eksempel, hvor ét politisk spørgsmål er altafgørende for en vælger, er det ikke nødvendigvis det klogeste at stemme på den politiker, der mener det samme.
Måske har politikeren slet ingen chance for et mandat i den pågældende storkreds. Dermed risikerer stemmen i praksis at gå til en kandidat med andre synspunkter.
Valg handler ikke kun om holdninger
De ovennævnte udfordringer bunder alle i, at kandidattest repræsenterer et bestemt syn på, hvad det er vi søger at opnå, når vi stemmer. Den bagvedliggende antagelse er, at vi ønsker at give vores stemme til dem, vi er mest enige med.
Men for nogle vælgere er enighed om bestemte issues måske slet ikke det afgørende. Kandidattest repræsenter et bestemt syn på repræsentation, hvor det handler om at blive repræsenteret af en, man er enig med. Men måske er jeg som stemmeberettiget til regionsvalget i Nordjylland mere optaget af, at den politiker, jeg stemmer på, kender livet og hverdagen i Skagen hele året rundt. Så får jeg ikke meget hjælp af en kandidattest og bliver måske endda sendt i den forkerte retning.
Det samme gælder, hvis man ønsker at stemme på kandidater med en bestemt baggrund, f.eks. hvad angår køn, uddannelse, etnicitet eller erhverv. Vælgere kan have et legitimt ønske om, at der kommer flere kvinder, arbejdere, nordjyder osv. i Folketinget, og se dét som vigtigere end enighed om en lang række enkeltsager.
Fremadrettet eller bagudrettet
Begge de nævnte syn på repræsentation er så at sige fremadrettede. De forudsætter, at stemmeafgivelse handler om at vælge nogen til at gøre noget på et tidspunkt i fremtiden – og adskiller sig kun på spørgsmålet om, hvad der er det rette grundlag at træffe beslutningen på.
Men måske er det ikke kun vigtigt, hvad politikerne siger, at de mener om bestemte emner. Måske er det også vigtigt for vælgerne, hvad de faktisk har gjort. Et eksempel fra kandidattestens egen verden illustrerer dette forhold.
Ved kommunalvalget i 2021 var der ifølge Altingets Kandidattest et flertal blandt næsten alle partiers kandidater, der mente, at der skulle afsættes flere penge til kulturen.
Lad os nu forestille os, at det i hvert fald i nogle kommuner vil være sådan, at der skæres i kulturtilbuddene frem mod næste kommunalvalg.
For den kulturinteresserede vælger rejser det spørgsmålet: Skal jeg ved kommunalvalget i 2025 stemme ud fra en fremadrettet logik og støtte dem, der i kandidattesten til den tid lover flere penge til kulturen? Eller er det mere relevant at vurdere den faktiske indsats for kulturlivet i den forgangne periode?
Den ene tilgang er ikke nødvendigvis mere rigtig end den anden. Men eksemplet viser, at man ved at tage en kandidattest også abonnerer på en bestemt forståelse af stemmeafgivelse.
Hvad siger forskningen?
Den internationale forskningslitteratur viser, at kandidattest kan påvirke partivalget. Om dét er en god ting eller en dårlig ting i demokratisk forstand, afhænger af en række faktorer – og ikke mindst af om vælgeren selv (bevidst eller ubevidst) accepterer de bagvedliggende antagelser bag anbefalingen.
Men der er også andre interessante fund i litteraturen, der giver styrke til ideen om, at kandidattest er en gevinst for demokratiet. Bl.a. giver forskningen god grund til at tro, at kandidattest øger sandsynligheden for, at en person faktisk stemmer.
Måske bliver de med tiden, på lige fod med valgplakater og lignende, en del af valgets ritual – og dermed en påmindelse om, at der er mulighed for at stemme.
Forskningen peger også på, at selve det at tage testen kan øge vælgernes politiske interesse og viden.
To tyske undersøgelser spurgte specifikt til respondenternes viden om partiernes position på spørgsmål, der indgik i den tyske kandidattest. Det viste sig, at folk i gennemsnit havde flere rigtige svar efter at have taget testen.
Andre studier har ikke fundet samme effekter. Men et nyere studie har konstateret, at folk er mere tilbøjelige til at søge yderligere politiske information, efter de har taget en kandidattest.
Et hollandsk studie har vist, at der er store forskelle på folks formål med at tage en kandidattest. Ifølge studiet kan man inddele brugerne i tre grove grupper:
Nogle er meget i tvivl om, hvad de skal stemme, og søger ny information. Nogle har allerede et par partier, de hælder til, men er i tvivl og ønsker hjælp til denne afklaring. Og endelig er der dem, der dybest set godt ved, hvad de agter at stemme, og mere bruger kandidattesten på at få dette bekræftet.
Det siger sig selv, at disse grupper er forskelligt sammensat f.eks. når det gælder uddannelsesbaggrund og politisk interesse, og at der er betydelige forskelle på, i hvor høj grad de er villige til at lade sig ”flytte” af kandidattestens anbefaling.
En demokratisk gevinst
De populære kandidattest er med internets udbredelse er blevet en fast bestanddel af moderne valgkampe.
Færre er medlemmer af politiske partier, og måske derfor i højere grad er villig til at flytte sig baseret på emner, der er vigtige for netop dem, frem for partiernes samlede politiske position eller klassemæssige politiske skillelinjer.
Kandidattest synes at imødekomme et behov for information om, hvad partier eller kandidater mener om udvalgte emner, og har uden tvivl ramt noget i tidsånden. Men de er også i deres typiske udformning med til at understøtte et bestemt syn på, hvad der ligger til grund (eller bør ligge til grund) for stemmeafgivelse og repræsentation.
De kan være en gave til vores demokrati, hvis politikere og medier bruger dem samvittighedsfuldt – og bliver holdt op på det, når de ikke gør. Og hvis de, der designer dem, er lydhøre over for indholdsmæssig og spørgsmålsteknisk kritik.
I bedste fald kan de styrke valgdeltagelsen og give vælgerne et bedre grundlag for at træffe deres valg. Men vi skylder så os selv og hinanden at være bevidste om, og gøre opmærksom på, at anbefalingerne ikke er en facitliste. De kan ikke stå alene, men udgør kun ét udsnit af de faktorer, der er relevante, når man skal sætte sit kryds.
