Over hele verden fejrer kinesere lige nu de sidste dage af det kinesiske nytår. Familier samles på kryds og tværs, og den intense komsammen betragtes som verdens største folkevandring. Hvert år står i et nyt dyretegn, og nu er det kaninens tur.
Januar er også den måned, hvor World Economic Forum afholder sit årlige hovedmøde i bjergbyen Davos i Schweiz. Her samles nogle af klodens mest magtfulde og indflydelsesrige personer for at diskutere verdenssamfundets største problemer.
Sidste år var det tigerens år, og i sin videotransmitterede tale til Davos-topmødet indledte den kinesiske præsident Xi Jinping med en lille lektion i kinesisk kultur.
For kinesere symboliserer tigeren mod, styrke, og stærke spring fremad, fortalte ham og tilføjede, at man burde ”give tigeren vinger” for at være i stand til at imødegå menneskehedens enorme udfordringer; Covid-19-pandemi, økonomisk stagnation, social ulighed, manglende udvikling og et haltende internationalt samarbejde. Alle problemer, der er stærkt mærkbare i Xi Jinpings hjemland.
Årets møde i Davos sluttede den 20. januar, to dage før vi trådte ind i kaninens år, og Xi Jinping var ikke at finde i bjergbyen. Det kinesiske kommunistparti havde i stedet sendt den erfarne vicepremierminister Liu He.
Lius tale var mere prosaisk end poetisk, og han understregede betydningen af konferencens motto; samarbejde i en fragmenteret verden. Covid-19-pandemien sneg sig med ét ord lige akkurat med i talen, mens behovet for et intensiveret globalt økonomisk samarbejde fyldte det meste af tiden på talerstolen. Og det er der en særlig grund til.
”Før genåbningen af samfundet befandt Xi Jinping og kommunistpartiet sig på et historisk lavpunkt grundet deres håndtering af Covid-19-pandemien,” siger Yang Jiang, seniorforsker på DIIS. Hun forsker i kinesisk politisk økonomi i et både indenrigs- og udenrigspolitisk perspektiv.
”Nu stiger støtten gradvist, men Xi Jinping har fortsat mange udfordringer, og på den lange bane er det største problem den skrantende økonomi. Xi skal hurtigt finde en løsning på den faldende vækst, høje inflation og enorme arbejdsløshed, hvis han skal genvinde folkets tillid og omverdens respekt – og lande de nødvendige internationale investeringer,” forklarer hun.
Det er ikke første gang, at Xi Jinping står over for en række tunge opgaver. Men spørgsmålet er, om hans tidligere strategier også fungerer denne gang.
Manden med en drøm
Nummer ét i det kinesiske kommunistparti, den 69-årige Xi Jinping, blev partiets generalsekretær i 2012, da den daværende præsident Hu Jintao trådte tilbage. Magtskiftet havde ligget i kortene, siden Xi blev udpeget som efterfølger i 2007, og som forventet blev han også udpeget til Folkerepublikkens præsident i foråret 2013.
Om to måneder kan han altså fejre 10-års jubilæum som præsident i verdens mest folkerige nation, og efter et forudsigeligt genvalg som partiets generalsekretær i oktober, skal det nu gå meget galt, hvis han ikke bliver genvalgt til sin tredje femårige periode som præsident ved valget i marts. Dermed er han også godt på vej til at blive den længst siddende regent siden Mao Zedong, da der tidligere har været tradition for, at landets leder trådte tilbage efter maksimalt ti år i præsidentpaladset.
”Med Xi Jinping fik Kina en helt ny type leder. Forgængeren, Hu Jintao, havde fokuseret på harmoni ud fra sloganet ’We will not make a fuss’. Xi Jinping har gjort netop dét i et årti. Han er ambitiøs, ønsker forandringer og har et mål om at genrejse Kina som en rig, stærk og respekteret stormagt,” påpeger Yang Jiang.
Den slags ambitioner går sjældent stille for sig, og slet ikke, når noget af det første, man angriber, er elitens privilegier og pengepung. Xi Jinping søsatte en gennemgribende anti-korruptionskampagne i årene efter tiltrædelsen.
”Den kampagne er muligvis hans vigtigste eftermæle. Under Hu Jintao steg uligheden i samfundet markant og velstanden blev centreret på få hænder. Hu var for svag til at vende udviklingen, men Xi Jinping indførte en række love og reformer, der ryddede op i både private og statsejede virksomheder. Og det gav Xi en stor magt over markedet og de enkelte virksomheder og gjorde det lettere for ham at gennemføre reformer,” siger Yang Jiang.
Mindre fattigdom, mere overvågning
Under Xi Jinping har Kinas også evnet at ride med på den såkaldt fjerde teknologiske revolutionsbølge. Revolutionen, der har domineret den globale udvikling de sidste 10 år, kræver, at stater tilpasser sig den omskiftelige og stærkt teknologiske verdensorden, hvis ikke de skal gå bag af dansen, fortæller Yang Jiang.
”Xi Jinpings ambitioner omhandlede også teknologiske opgraderinger, og selv om Kina endnu ikke har teknologien til at producere de mindste mikrochips, der bl.a. bruges i avancerede våbensystemer, har de generelt evnet at omstille sig til revolutionsbølgens nye krav, bl.a. i forhold til grøn energi og brugen af kunstig intelligens,” forklarer hun.
Samlet set har forskellige markedsreformer, anti-korruptionskampagner og den teknologiske udvikling betydet, at Kinas økonomi nærmest er eksploderet det seneste årti – hvilket Liu He da heller ikke var sen til at fremhæve i sin tale på mødet i Davos.
Her pegede han bl.a. på, at Kinas BNP er mere end fordoblet fra 54 billioner til 121 billioner yuan – der stort set svarer til det samme i danske kroner - siden Xi kom til magten. Den generelle levealder i samme periode er steget fra 74,8 til 78,2 år.
De økonomiske gevinster er ikke kun kommet landets mange virksomheder og erhvervsdrivende til gode. De har også haft en signifikant indflydelse på bekæmpelsen af ekstrem fattigdom og generel ulighed. Flere tidligere regeringer har forsøgt at knække fattigdomskurven, men de mange liberale markedsreformer tabte folk på gulvet. De skabte mange privilegerede og velhavende, men langt flere marginaliserede og fattige.
”Hu Jintao fokuserede også på social velfærd og indførte visse reformer, men under Xi Jinping er den ekstreme fattigdom så godt som udryddet. Det skyldes bl.a. en mere ligelig fordeling af landets goder samt hjælpepakker, der gør det lettere for bl.a. ældre og enlige at ernære sig ved småerhverv i lokalsamfundet,” fastslår Yang Jiang.
Det lyder jo unægteligt som én lang succeshistorie. Men det er, naturligvis, kun en del af sandheden.
For den kinesiske succes er kommet med en høj pris; øget social kontrol, censur og overvågning, massiv forfølgelse af politiske og religiøse modstandere, aggressiv fremfærd over for selvstændighedsbevægelser i Hong Kong og Taiwan, og en meget usund økonomisk situation som følge af regeringens nul covid-strategi under pandemien.
Og lige nu mikses det hele sammen til Xi Jinpings formentlig største hovedpine siden magtovertagelsen i 2012 – og til det, der måske er kommunistpartiets største stressfaktor siden de blodige demonstrationer i 1989.
En mavepuster til industrien
Siddende ved sit store skrivebord og med et billede af Den Kinesiske Mur som baggrundstæppe proklamerede Xi Jinping i sin nytårstale til folket den 31. december, at ”Kina står på den rigtige side af historien”. Læs: Vi har håndteret pandemien lige efter bogen. Regeringen havde få uger forinden set sig nødsaget til at genåbne samfundet efter tre års massiv nedlukning, og udtalelsen var derfor ret bemærkelsesværdig.
”Genåbningen var et forsøg på at stabilisere en situation med pandemi, social uro og økonomisk ustabilitet,” forklarer Yang Jiang.
”Nul covid-strategien var ekstraordinært effektiv det første år, men udmagrede simpelthen folkets tillid de følgende to. Folk var isolerede og blev arbejdsløse, alt gik i stå, virksomheder gik bankerot, og det blev desuden tydeligt, at nogle af regeringens beslutninger var mere politiske end videnskabelige,” siger Yang Jiang.
Hun henviser her til Xi Jinpings generelle modstand mod at importere vacciner fra vestlige lande, særligt den amerikanske pfizer-vaccine, til trods for, at den havde en højere dokumenteret dækningsgrad end den kinesiske pendant Sinovac.
Desuden stemte kinesernes daglige oplevelser ikke overens med billedet i People´s Daily, kommunistpartiets officielle partiorgan, og dets vedholdende hyldest til Xi Jinping og regeringens håndtering. Ifølge avisen var strategien i Kina langt mere human og kompetent end i Vesten, hvor regeringer gamblede med millioner af menneskeliv.
”Men genåbningen af samfundet virker nu som en sikkerhedsventil. Frustrationen aftager gradvist, flere bliver vaccineret, særligt blandt de ældre, og mange kineserne ser regeringens lempelse som et udtryk for, at styret rent faktisk lytter til folket,” siger hun.
Det er godt og meget nødvendigt nyt for Xi Jinping. Det er bare ikke nok i sig selv. For den kinesiske industri har virkelig storblødt under nedlukningen – og gør det fortsat.
Forbruget under nedlukningen faldt enormt, og særligt på boligmarkedet er der stadig et stort efterslæb, der kalder på statslig indblanding og stabilisering. Boligmarkedet har nemlig traditionelt spillet en afgørende rolle i udviklingen af den kinesiske økonomi.
Den kinesiske industri har det heller ikke nemt. Ifølge China Manufacturing Production Index var den kinesiske produktion i december helt nede på 44,60 pct. I september havde den været på 51.5 pct. - og i december 2020 på 54.2 pct. i forhold til de første målinger fra 1995. Et signifikant fald.
Dertil kommer en mærkbar arbejdsløshed blandt de unge. Ifølge Yang Jiang står helt op mod 18-20 pct. af de 16-24-årige nu uden et job, og mange af dem er højtuddannede storbymennesker. Det er omtrent det dobbelte af i 2018.
Den næsten-private sektor
Regeringen kender naturligvis udmærket alle disse triste statistikker og deres årsager. For mens mange udenlandske virksomheder nøjedes med at omlægge deres forretningsmodel for at risikominimere under nedlukningen, valgte en stor del af dem at forlade Kina.
”De udenlandske investeringer har i årevis drevet den kinesiske vækst, men på grund af nedlukningen og tech-krigen med USA er forsyningskæden og markedsmiljøet nu ret usikkert,” forklarer Yang Jiang.
Den kolde tech-krig mellem USA og Kina har efterhånden stået på i et par år. Grundet amerikanernes frygt for kinesisk industrispionage, overvågning og for at Kina indhenter eller ligefrem overhaler dem rent teknologisk, har den amerikanske regering begrænset eksporten af visse it-komponenter til Riget i Midten. Og det gør nu det kinesiske marked og dele af deres high tech-industri meget upålidelig.
Sideløbende med Xi Jinpings antikorruptionskampagner i 2010’erne overtog staten en betragtelig del af kontrollen med den private sektor.
”Dele af den statslige regulering af den private sektor giver god mening, for der har været en række store virksomheder, der har udnyttet underbetalt arbejdskraft og dermed forøget uligheden i samfundet,” siger Yang Jiang.
”Men overordnet er det en balancegang for Xi Jinping. Han understreger ofte, at den statsejede sektor er den primære for kinesisk økonomi, men samtidig har han stærkt brug for den private sektor til netop at fortsætte den teknologiske udvikling, øge efterspørgslen og reducere arbejdsløsheden,” uddyber Yang Jiang.
På mødet i Davos åbnede Liu He faktisk for, at den private sektor kan få et større råderum, og det er en ret stor nyhed. Spørgsmålet er blot, hvad det kommer til at betyde for de private kinesiske og udenlandske virksomheder i Kina – særligt i forhold til den statslige kontrol.
Mere positiv energi, tak
Der er en årelang tradition for statslig kontrol med de private virksomheder i Kina. Har du mere end tre ansatte, skal der etableres en partiafdeling i virksomheden. Den skal gennemgå alle større beslutninger og sikre, at virksomheden ikke forbryder sig mod nationens værdisæt og strategier, forklarer Yang Jiang.
Samtidig er censuren strammere end nogensinde før i samfundet generelt, og særligt på de sociale medier slås der hårdt ned på kritiske røster.
Ifølge organisationen Journalister uden Grænser indførte det kinesiske styre allerede i 2019 en ’loyalitetseksamen’ for journalister. Og Kina rangerer som nummer 175 ud af 180 lande på den seneste udgave af organisationens indeks over pressefrihed og fri information.
”Der har været og er fortsat meget utilfredshed med den stramme censur og kontrol. Regeringen har direkte udtalt, at de ønsker en mere ’positiv energi’ på de sociale medier. Hvilket egentlig bare betyder, at kineserne skal fortælle flere positive historier om Kina – og være varsomme med at sprede de negative,” siger hun.
All People Democracy
Xi Jinping og det kinesiske styre står altså over for en lang og meget forskelligartet problemportefølje på de indre linjer i dette kaninens år. Dertil kommer konflikterne på de ydre; den anspændte situation i Hongkong og Taiwan, den militære territorialstrid i det Sydkinesiske Øhav, og vestens kritik af Xi Jinpings holdning til Putins invasion.
”Det er en stående joke i Kina lige nu, at venner ikke bør snakke om Covid-19-nedlukningen, krigen i Ukraine og situationen i Hongkong. Gør man det, risikerer man hurtigt at miste sine venner. De tre emner splitter nemlig befolkningen i to stærkt opdelte blokke: De, der mener, at Vestens propaganda hjernevasker verden, og de, der har mistet troen på det kinesiske styre og Xi Jinping,” forklarer Yang Jiang.
Ifølge DIIS-forskeren er der desuden en stigende nationalistisk tendens blandt særligt landets unge, som også ofte udgør den første ’blok’. De følger styrets retningslinjer og betragter dem som fornuftige og som et nødvendigt bolværk mod vestens uretfærdige og fordomsfulde behandling. De støtter ubetinget landets leder – men det er ikke uden problemer.
”Den stigende nationalistiske tendens og retorik kan gøre det svært for Xi Jinping at samle folket – og det har han stærkt brug for. Han må genvinde folkets brede opbakning og deres tillid til systemet. De skal tro på, at Kina er et All People Democracy, som regeringen ynder at betegne det,” påpeger Yang Jiang.
Der er udfordringer, der skal løses, påpeger hun. For det første må styret forsøge at finde en farbar vej i forhold til tech-krigen med USA. For det andet må de arbejde på at gøre landet mere attraktivt og åbent for udenlandske investeringer. For det tredje må de forske mere i bæredygtig udvikling og teknologi. Og endelig må de gennemføre sociale og økonomiske reformer, der reducerer arbejdsløsheden og uligheden.
Det er alligevel lidt af en mundfuld – selv for en ambitiøs og ærgerrig præsident.
Xi Jinping må genvinde tilliden
Men på flere områder har bl.a. genåbningen af samfundet, den aktive finanspolitik og Kinas proaktive diplomati fået flere statsledere til at lande nye eller genoptage gamle aftaler med Kina, påpeger Yang Jiang.
For få uger siden genetablerede det kinesiske styre bl.a. relationerne til Australien og banede dermed vej for, at Kina kan genoptage sin import af kul fra det australske kontinent. Og det er særligt vigtigt i disse tider, hvor krigen i Ukraine presser Kina på de indre energiforsyningslinjer, og hvor Xi Jinping i høj grad har brug for energi for at holde forbrugsdampen oppe.
I november mødtes Xi Jinping desuden med Joe Biden på Bali i Indonesien, hvor de blev de enige om at fortsætte de diplomatiske samtaler over flere møder i det tidlige forår. Yang tror ikke på, at det på den korte bane opbløder tech-krigen, men det kan måske føre til et tættere samarbejde på en række andre vigtige områder, bl.a. i forhold til klimakrisen, krigen i Ukraine og en deeskalering af den anspændte situation i Taiwanstrædet.
Og så er der Xi Jinpings helt store prestigeprojekt, det såkaldte Belt & Road-Initiative, i folkemunde blot betegnet ’Silkevejsprojektet’. Mr. Xi er vævet tæt ind i værket, for det har været i gang lige så længe, som han har siddet ved magten. Forventningerne til det verdensomspændende infrastrukturprojekt er enorme, og afkastet har da også allerede været af både økonomisk, sikkerhedspolitisk og diplomatisk karakter.
Projektet omfatter titusindvis af kilometer motorvej og jernbane, lufthavne og havneanlæg, foruden skoler, hospitaler, virksomheder og alt muligt andet i både Latinamerika, Afrika, Europa og Asien, og meget af det er allerede blevet bygget. Og dét for kinesiske støtte-yuan, af kinesiske byggesjak, kinesiske materialer og ved hjælp af kinesiske maskiner. Særligt en lang række udviklingslande har været begejstrerede for den nye infrastruktur, der binder verden sammen og gør det lettere for alle at flytte varer over grænser.
"Det allervigtigste lige nu og her er imidlertid, at Xi Jinping udbygger tilliden til folket. Regeringen må sikre den socioøkonomiske udvikling og overbevise befolkningen om, at de bliver hørt, og at de uden repressalier kan lufte deres frustrationer. Mange har set genåbningen som et eksempel på, at Xi Jinping og regeringen kan fejlkorrigere sig selv – og netop den evne er altafgørende for roen på de indre linjer,” forklarer Yang Jiang.
Men der er stadig meget lang vej før Xi Jinping, den ambitiøse mand med de store drømme, er i mål med at stabilisere Kinas sociale og økonomiske situation. Og noget tyder på, at også kaninen får brug for et par stærke vinger.
