Kina blev i januar det første land til at indgå en større aftale med det afghanske Taliban-regime. Aftalen vedrører olieudvinding i den afghanske undergrund, men for Xi Jinping handler investeringen mere om regional stabilitet og stormagtsambitioner end om ørkenens sorte guld.
For 1.000 år siden forbandt Silkevejen det kinesiske kejserrige med forbrugere i hele den kendte verden. Ruten blev trevlet op i krig og konflikt, men i 2013 søsatte Xi Jinping planen om en Silkevej 2.0. Siden er veje, broer og havne skudt op over hele kloden for kinesiske penge, og mens nogle klapper af begejstring, er andre mere ængstelige. For hvor slutter Silkevejen egentlig?
Kina skulle væk fra periferien og ind i magtens centrum. Det var Xi Jinpings drøm og ambition, da han steg til tops i 2012. Og projektet er lykkedes. Men nu står riget over for historisk store udfordringer på både de indre og ydre linjer. Og der er stærkt brug for, at Xi Jinping trækker en kanin op af hatten, hvis Kina skal fastholde sin globale position.
Ved at slække på corona-restriktionerne har det kinesiske styre lagt en dæmper på den folkelige protestbølge. Demonstrationerne i de store byer var aldrig en alvorlig trussel mod regimet. Men de dækker over en dybere utilfredshed og en ny politisk bevidsthed, der kan gøre livet svært for Xi Jinping i de kommende år.
Dyk ned i sektionerne
