Kød på hjernen

Uden adgang til kød ville vores menneskelige hjerne se helt anderledes ud. Nærings- og kalorierig kost som kød, knoglemarv, fisk og skaldyr var forudsætningen for, at vores forfædres hjerner udviklede sig. Og at komme i nærheden af sådan en kost indebar i første omgang opfindelsen af stenredskaber.

Fra store tyggemuskler til store kødhoveder

Begyndelsen på hjernens udvikling for omkring 2,5 millioner år siden definerer efter de flestes mening oprindelsen af den egentlige menneskeslægt, Homo. Det moderne menneske, Homo sapiens, der opstod for omkring 200.000 år siden, har en hjerne, der er 4,6 gange så stor som gennemsnittet for et pattedyr, og den udgør cirka 2% af legemsvægten. Fra et ernæringsmæssigt synspunkt er det helt ekstraordinære ved vores store hjerne dens høje energiforbrug: Vores hjerne lægger beslag på næsten 25% af det totale energiforbrug mod 8-10% hos chimpanser og 2-5% hos andre pattedyr.

Alle arter på menneskelinjen, der levede før oprindelsen af Homo, kaldes abemennesker og havde en hjernestørrelse, der ikke afveg væsentligt fra chimpansens hjerne. Deres kost bestod af lavkvalitetsføde som frisk løv og modne frugter, mens nogle abemennesker havde kraftigere tyggemuskler og store kindtænder med tyk emalje for at kunne indtage sejere og mere fiberholdig planteføde som græsser og rødder.

Tidlig Homo havde til gengæld træk ved tænder og kæber, der viste en overgang til mindre planteføde og et begyndende kødforbrug. Samtidig var hjernestørrelsen næsten dobbelt så stor som hjernen hos abemenneskene. Hjernestørrelsen hos tidlig Homo er altså vokset i takt med det øgede indtag af kød.

Tidlig Homo har efter al sandsynlighed fået sit behov for kød opfyldt ved at spise rester af rovdyrenes måltider. De har muligvis jaget forskellige smådyr såsom gnavere og krybdyr, men egentlig storvildtjagt har kun haft betydning den sidste halve million år af menneskets udvikling. Før den tid bestod deres væsentligste kødforbrug af ådsler.

Hjernen vokser og taljen bliver smallere

Til at skrabe kødet af knoglerne og efterfølgende knuse dem for at nå ind til den næringsrige knoglemarv har vores forfædre anvendt stenredskaber. De ældste kendte redskaber af sten er 2,5 millioner år gamle og derfor netop samtidige med den begyndende udvikling af hjernen.

Men mere kød på menuen har ikke kun haft forstørrende effekt på menneskets organer. Mens vores hjerne er vokset, er vores tarm tilsvarende skrumpet. Et kranie fra et abemenneske, der levede for 2,5 millioner år siden viser, at der har været mindre plads til hjernen, men tilsvarende mere plads til de store tyggemuskler, som den fiberholdige planteføde krævede. At mennesket – modsat for eksempel chimpansen – har en talje, skyldes således, at hjernen hos mennesket har et højt energikrav. Derfor er menneskets mavetarmkanal blevet reduceret i størrelse under udviklingen fra abemenneske til menneske. Tarmen er det eneste organ hos det moderne menneske, der er lille i forhold til kropsstørrelsen. Størrelsen på tarmen er stærkt afhængig af føden, og forholdsvis små tarme er kun forenelige med en højkvalitetskost, der er nem at fordøje. De høje energikrav, som menneskets hjerne stiller, er derfor først og fremmest imødekommet ved, at der under udviklingen er sket en tilsvarende reduktion i størrelsen af mavetarmkanalen.

Artiklen er skrevet i samarbejde med sundhedsfestivalen Hearts&Minds. Her kan du i løbet af september lære endnu mere om din hjerne – og hvordan du træner og plejer den.