I en tid, hvor kriserne står i kø og verden forandres for øjnene af os, er der behov for klarsyn og en forståelse for de globale mekanismer, der får det hele til at ske.
For hvorfor skulle verden lukkes ned i to år, og vi alle vaccineres mod en sygdom, som mange anså for blot at være en slem influenza? Hvordan kunne Donald Trump dog tabe til Joe Biden, når nu Trumps følgere så ud til at være i overtal? Hvorfor blev Corona-krisen efterfulgt af krig i Ukraine, skyhøj inflation og energikrise – og er det mon præsident Lula selv, der har iscenesat søndagens stormløb mod bl.a. kongressen i Brasilien?
Der findes mange forskellige svar på de spørgsmål, og svarene har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Men står man midt i en verden, som brænder under fødderne på en, og hvor man personligt mærker de ubehagelige konsekvenser, vælger mange at ty til en klassisk overlevelsesmekanisme. Nemlig at placere skylden hos en mindre gruppe mennesker, som man mener er gået sammen om at planlægge noget ulovligt eller umoralsk for egen vindings skyld eller for at berige en lille elite på bekostning af den brede befolkning.
Dét er netop kongstanken i en konspirationsteori. Et kendetegn ved konspirationsteorier er desuden, at de let og elegant fjerner alle tilfældigheder fra ligningen. Hvis der sker noget ubehageligt, er der altid nogen, der har planlagt det. Samtidig forbinder den slags teorier typisk forskellige kriser med hinanden - også selvom der ikke er nogen sammenhæng - og fortæller os, at intet er, hvad det ser ud til på overfladen.
Det er dog ikke kun skidt det hele. Konspirationsteorierne og deres historiske rødder kan nemlig også fortælle os en hel del om, hvor vores samfund er på vej hen, og hvad vi skal være opmærksomme på i fremtiden.
Dem og os
Konspirationsteorier er altså en forklaringsmodel, vi bruger, når vi forsøger at skabe orden i kaos. I tider med akutte kriser stiger antallet af konspirationsteorier og folk, der tilslutter sig dem, fordi teorierne giver os svar på, hvorfor verden ser ud, som den gør. Samtidig placerer de et letforståeligt ansvar. Det er deres skyld. De er en flok grådige banditter uden moral. Vi behøver ikke ændre noget.
Dette dem og os er også en vigtig komponent i konspirationsteorierne, da ligesindede kan mødes midt i den kollektive utilfredshed og opleve et effektivt socialt sammenhold. Vi har set lyset og fundet ud af, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen – og hvis bare vi kan få resten af befolkningen til at indse sandheden, bliver verden snart et bedre sted.
I nutidens informationssamfund har vores adgang til viden aldrig været større – og vores tiltro til autoriteter mindre. Hverken den etablerede videnskab, de traditionelle institutioner eller de såkaldte mainstream-medier er værd at stole på, mener konspirationsteoretikerne. Og derfor bugner de sociale medier af opfordringer til selv at gå på jagt efter sandheden i den digitale jungle.
Sølvpapirshatte eller et spejl for samfundet?
Men hvem er det så, der tror på disse konspirationsteorier? Er det kun skingrende skøre internetkrigere, der helst ifører sig sølvpapirshat for at beskytte sig mod regeringens skumle overvågningsstråler? Eller kan det i princippet være os alle sammen? Måske er der et gran af sandhed i det gamle mundheld om, at bare fordi man er paranoid, betyder det jo ikke, at du ikke bliver forfulgt?
For svaret afhænger af synet på konspirationsteorier, og her er forskningen faktisk delt.
Den ene forsker-fløj betragter nemlig konspirationsteorier som farlige og forkerte og anser konspirationsteoretikere som skingrende sindssyge mennesker, hvis mentale brist skal fikses.
Den anden fløj – som jeg er mest tilhænger af - ser derimod konspirationsteorier som en normal måde at tænke på. En måde, der afspejler samfundsudviklingen og som er opstået gennem en lang historisk og kulturel proces. Vi kan derfor blive klogere på, hvor samfundet er på vej hen, hvis vi undersøger konspirationsteoriernes historiske rødder og går i dialog med nutidens mange tilhængere.
Konspirationsteoriernes spæde start
Vi kan finde eksempler på forestillinger om snedige komplotter allerede i oldtidens Rom og Athen, og vi kender til mange religiøst funderede sammensværgelser fra Middelalderen. Men vi skal frem til 1600-tallets Europa for at finde rødderne til nutidens idé om konspirationsteorier – altså til forestillingen om hemmelige grupper, der forsøger at påvirke samfundet gennem ulovlige og umoralske handlinger for egen vindings skyld.
I tiden omkring oplysningstiden blev det politiske liv nemlig gradvist mere uoverskueligt, og de guddommelige kræfter blev ikke længere opfattet som centrale aktører på jorden. Ansvaret for begivenhedernes gang måtte derfor være menneskeligt, og skulle man udpege årsagen til tidens elendighed, kiggede man nu mod naboen, den næste by, eller – i stigende grad – mod hemmelige selskaber, der med skjult hånd styrede slagets gang.
Dette gjaldt på begge sider af Atlanten, men med tiden blev konspirationsteorierne nærmest en del af det amerikanske DNA. Som en ung og skrøbelig nation var USA i 1800-tallet konstant på vagt over for synlige og usynlige fjender. Indvandrere og grupper med stærke forbindelser til Europa og medlemmer af hemmelige selskaber blev mistænkeliggjort, og især katolikker og frimurere stod dengang for skud.
Konspirationsteorierne var overalt og blev faktisk anset for en sofistikeret måde at se verden på - for hvis man havde regnet den ud, blev man i hvert fald ikke snydt!
Der går et spøgelse gennem USA
I første halvdel af 1900-tallet voksede den amerikanske stat og offentlige sektor. Frygten for, at magten skulle overtages af udenlandske grupper, blev suppleret med frygten for at statsapparatet, militæret og politiet kunne vende sig mod landets egne borgere. Og frygten var faktisk ikke ubegrundet. I sin iver efter at beskytte landet, valgte den amerikanske regering nemlig gang på gang at udspionere egne borgere.
Under den kolde krig så man kommunistiske spøgelser overalt, og den republikanske senator Joseph McCarthy anklagede i 1950’erne diplomater i Udenrigsministeriet – og mange andre - for at deltage i en sammensværgelse med Sovjetunionen.
Efter mordet på John F. Kennedy i 1963 råbte bl.a. CIA vagt i gevær og advarede mod konspirationsteorier, der pegede på andre end Lee Harvey Oswald som den skyldige. Årsagen var, at efterretningsvæsenet frygtede, hvad der kunne ske med forholdet til særligt Sovjetunionen, hvis anklager om et kommunistisk komplot blev bragt til torvs.
Den amerikanske regering forstærker mistilliden
Men effekten af CIA’s indsats skabte blot en endnu større frygt i befolkningen. For skjulte regeringen ikke bare sandheden?
Frygten blev kun forstærket af, at skeletterne om den amerikanske regerings kriminelle handlinger mod egne borgere væltede ud af skabet. De havde bl.a. udført medicinske forsøg på mennesker, koordineret aktioner mod Vietnam-demonstrationer, infiltreret pressen – og i 1974 måtte præsident Richard Nixon træde tilbage efter de pinlige Watergate-afsløringer.
På den ene side havde man altså politikere, medier og forskere, der forsøgte at overbevise befolkningen om, at konspirationsteorier var opspind og farlige for samfundet. På den anden side kunne befolkningen jævnligt høre om de virkelige sammensværgelser, regeringen havde været involveret i. Det var en kold tid, og tilliden til statsmagten kunne ligge på et meget lille sted.
Frygten fortsatte op gennem 1990’erne, hvor myndigheder og separatistbevægelser i stigende grad kom i væbnet konflikt. Var regeringens ærinde at beskytte landet, eller ville den udrydde anderledestænkende og fjerne amerikanernes frihed? Stærke kræfter på det dengang nye internet og i konservative medier advokerede kraftigt for det sidste.
Efter årtusindskiftet og terrorangrebene d. 11. september 2001 fortsatte denne tendens. Store dele af befolkningen var overbevist om, at det måtte være Bush-regeringen selv, der havde fået tårnene til at styrte sammen. Hvordan skulle man ellers forklare 2003-invasionen af Irak?
Nok var Saddam Hussein en skurk, men han havde ingen forbindelse til 11. september og havde heller ingen masseødelæggelsesvåben, sådan som Bush-regeringen ellers hårdnakket havde påstået og havde forsøgt at fabrikere falske beviser om.
Trumps tidsalder
Spoler vi tiden frem og kigger på de sidste 10-15 år har konspirationsteorier spillet en stigende rolle i samfundsdebatten.
Det er besnærende at tillægge Donald Trump en stor del af ansvaret, men det er kun en del af forklaringen. Trump er klart den moderne præsident i USA, der mest aktivt har anvendt og fremmet konspirationsteorier i den amerikanske debat.
Man kan i særdeleshed anklage ham for at promovere konspirationsteorier om kritikere af hans regeringsførelse. Stærkest står QAnon-bevægelsen, der agiterer for, at Demokraterne står bag en skyggeregering og pædofil sexring, og Stop the Steal-kampagnen, der mener, at 2020-valget var fup og fiduser.
Men Trump har også bygget videre på konspirationsteorier, der allerede eksisterede i befolkningen. Særligt på højrefløjen har der været stor utilfredshed med f.eks. USA's internationale rolle og forestillingen om, at den traditionelle hvide, kristne, konservative kultur er ved at kollapse. Det har affødt konspirationsteorier om en international elite, der forsøger at fjerne magten fra befolkningen og fundamentalt ændre landets karakter.
Trump har aktivt støttet denne konspirationsteori gennem sin America First-politik. Men den er også – og faktisk allerede siden 2001 – blevet eksporteret til andre lande, herunder Danmark.
Konspirationsteorier som importvarer
Der er ikke noget nyt i, at konspirationsteorier florerer og slår rødder i Danmark. Indtil midten af 1800-tallet havde vi de samme forestillinger om hemmelige selskaber og jøders korrupte indflydelse på samfundet som resten af Europa og USA.
Men fra årtusindskiftet begyndte vi at overtage dele af den amerikanske skepsis over for statsmagten, dels fordi vi deltog i den upopulære Krig mod Terror, og dels pga. den omfattende nedlukning af det danske samfund under Covid-19-pandemien. Mink-skandalen og generel lukkethed om regeringsbeslutninger bidrog kun til, at danske konspirationsteorier nåede et moderne og uhørt højdepunkt.
Men er konspirationsteorier farlige?
Konspirationsteorier er en normal måde at tænke på, der er udviklet historisk og kulturelt som forklaringsmodeller på verden omkring os. Og vi kan alle sammen være konspirationsteoretikere ind imellem.
Men der er særligt to områder, hvor man skal være på vagt. Det første gælder sammenhængen mellem vold og konspirationsteorier. Det er ikke teorierne i sig selv, der skaber voldelige situationer, men de bruges flittigt til at legitimere vold.
Det så vi bl.a. under Stormen på Kongressen d. 6. januar 2021, hvor en stor gruppe Trump-tilhængere – opildnet af præsidenten selv – forsøgte at få Senatet til at omgøre 2020-valget, hvor Joe Biden vandt.
Mange af stormløberne var tilhængere af QAnon, der allerede i 2020 blev stemplet som en hjemlig terrororganisation af FBI, og tilhængere har stået bag flere voldelige overfald, senest mod Paul Pelosi, ægtefælle til den afgående formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.
Det andet område handler om den demokratiske samtale, hvor konspirationsteorier spiller en særlig rolle. De insisterer på, at alt er en sammensværgelse, hvor de rige og magtfulde søger kontrol over den almene befolkning, og at alle begivenheder skal ses i den logik.
Hvis vi vil undgå konspirationsteorier, skal vi insistere på gennemsigtighed i officielle beslutninger, men vi skal også turde tage de svære samtaler med naboen og onklen til julefrokosten, når de igen har set for mange opslag på Facebook. For hvad er det egentlig, der bekymrer dem? Måske kan vi ved hjælp af den åbne samtale faktisk finde reel forståelse og fælles fodslag.
Det er dog stadig på sin plads at insistere på, at Jorden ikke er flad, at Bill Gates ikke har skabt Corona-virussen for at tjene penge, og at den engelske kongefamilie ikke er reptil-væsner i menneskelig forklædning.
