Krigens første offer er sandheden, siger man. Videnskabelige tilbageslag rangerer forståeligt nok lavere end menneskeliv på listen over krigsbekymringer. Men også forskningen bliver hårdt ramt i konflikternes kølvand, og Ukraine-krigen er ingen undtagelse. Det er ikke bare russiske og ukrainske forskere, men hele globale forskningsmiljøer der taber, når båndene på tværs af grænser kappes.
Det kan Jennie Junghans tale med om. Hun er historiker på European University Institute med speciale i medicinhistorie og har især specialiseret sig i børnepsykiatrien før, under og efter anden verdenskrig.
Som medicinhistoriker har hun bl.a. forsket i, hvordan den psykiatriske videnskab fundamentalt ændrede karakter, og masser af vigtig viden røg ud med badevandet, da Tyskland efter anden verdenskrig røg ud i kulden. I dag ser hun historien gentage sig med Ruslands invasion af Ukraine.
”Det korte af det lange er, at vi får dårligere forskning. Produktionen af god videnskab er totalt afhængig af internationalt samarbejde. Når forskere ikke kan mødes og diskutere metoder, resultater og hypoteser, så bliver kvaliteten markant ringere,” siger Jennie Junghans.
Som forsker mærker hun selv, hvordan krigen i Ukraine nu stækker hendes og kollegernes arbejde, og som historiker ved hun kun alt for godt, hvor hæmmende konflikter har været for videnskab igennem historien.
Tysk viden røg på møddingen
I 1937 mødtes alle verdens klogeste hoveder inden for børnepsykiatri i Paris til den første internationale konference om denne nye videnskabsgren. Som den førende nation på området dominerede de tyske forskere den udenlandske delegation, både i antal og faglig tyngde.
Men da de i 1948 mødtes igen, glimrede tyskerne ved deres fravær.
”Med dét skift er der en hel masse viden, forskere og projekter, der ryger på møddingen. Alt det tyske ryger ud. En masse værdifuld forskning og viden går tabt, og verden vender i mange år ryggen til en masse universiteter og forskere, som kunne have været nyttige samarbejdspartnere,” siger Jennie Junghans.
Berøringsangsten over for tyske forskningsmiljøer fik store konsekvenser for børnepsykiatrien og mange andre videnskabsgrene. Europas folkerigeste nation og på det tidspunkt langt det største forskningscenter inden for psykiatri blev pludselig sat ud af spil i kølvandet på krigen.
I Danmark blev forskningen ramt virkelig hårdt. Den store nabo i syd var før krigen vores vigtigste samarbejdspartner – også forskningsmæssigt – og sprogligt orienterede dansk videnskab sig især mod Tyskland.
”Der sker et kæmpe skift, hvor danske forskere pludselig langt overvejende læser værker fra amerikanske og britiske forskere. De tyske kilder, der før var dominerende, bliver ikke længere læst og citeret. Det er særligt tydeligt inden for mit forskningsfelt, men det er faktisk i hele forskningsverdenen, at der sker et voldsomt skift,” siger Jennie Junghans.
Det sproglige skift smittede af på forskernes tankegang og indirekte på de videnskabelige sandheder. For pludselig var der en masse tyske forsøg, teorier og udgivelser, der ikke blev studeret. I stedet var det forskere som publicerede på engelsk, f.eks. amerikanere, der fik opmærksomhed, og deres teorier, man byggede videre på.
Videnskab er aldrig upolitisk
Dette brede skift i kulturel, sproglig og faglig orientering har præget dansk og international forskning helt frem til i dag. Og når engelsk f.eks. er blevet det internationale forskningssprog, er det ifølge Jennie Junghans ikke ligegyldigt.
”Videnskab er aldrig politisk eller kulturelt neutral. I lægevidenskaben vil vi gerne tro, at diabetes i Danmark og Chile er det samme, fordi læger er hævet over politik og lokale forhold. Men der er forskel; på hvilke bøger vi læser, hvilke teorier vi tænker efter, hvilke kilder vi stoler mest på. Hele tankegangen og tilgangen til viden bliver påvirket, så det gør forskningen og den medicinske behandling også,” siger Jennie Junghans.
Ligesom i dag, hvor den russiske invasion af Ukraine betyder, at alt russisk forkastes – også frugtbare forskningssamarbejder – var det ikke kun tyske forskere, der fik den kolde skulder efter krigen. Også deres idéer blev forkastet.
”Efter anden verdenskrig er tysk lægevidenskab blevet så stigmatiseret, at ingen længere ønsker at forbindes fagligt med Tyskland. Der er tyske læger med i retsopgøret efter nazismen, og det brændemærker tysk videnskab – særligt inden for psykiatri og lægevidenskab,” siger Jennie Junghans.
Det politiske chok ændrede psykiatriens bane så fundamentalt, at det definerede udviklingen helt frem til den moderne revolution i genteknologi.
”På grund af tyske lægers forbrydelser under krigen sker der et voldsomt paradigmeskift, hvor man forkaster alle teorierne om arvelighed og fokuserer på miljø. Eugenikken har fået forbrydelser på samvittigheden, og det udrydder fuldstændig ideen om, at gener kan spille en vigtig rolle. Det er ikke en retning, man tør tænke i længere,” siger Jennie Junghans.
Krigen rammer danske projekter
Spoler vi frem til 2022, så ser Jennie Junghans med egne øjne de samme destruktive effekter på videnskab gøre sig gældende igen.
”Nogle af mine kolleger har samarbejder med russiske forskere, og de projekter falder på gulvet nu, fordi båndene kappes. De får besked af ledelsen på at undgå samarbejde med Rusland. Og det er jo et land med massevis af forskere og store universiteter, så der er rigtig mange projekter, der rammes,” siger hun.
Krigens kappede bånd ødelægger allerede helt konkrete danske forskningsprojekter. Professor Kasper Thorup fra Københavns Universitet er f.eks. med i et projekt, der skulle kortlægge gøgens trækruter på tværs af kloden ved hjælp af en antenne på Den Internationale Rumstation.
Men da antennen sidder på rumstationens russiske modul, er der nu lukket for data – og et mangeårigt internationalt forskningsprojekt faldt til jorden på et øjeblik.
I dag bliver russerne fordømt og vendt ryggen af det internationale samfund, mens ukrainerne bliver hyldet. Men det betyder ikke, at ukrainske forskere og projekter har kronede dage.
”Alle ønsker at hjælpe ukrainerne og fortsætte samarbejder med dem. Men hvis du ikke kan komme på laboratoriet i Ukraine, fordi der er bomber og krig, så går det projekt i vasken. Ukrainsk forskning er hårdt ramt, og det er samarbejdet også,” siger Jennie Junghans.
Lige nu har Moesgaard Museum en stor udstilling om vikingernes aftryk i Østeuropa formidlet med bl.a. arkæologiske skatte fra Ukraine. Men når udstillingen lukker, får de danske arkæologer svært ved at returnere genstandene til Ukraine, for er museet lukket og de ukrainske kolleger flygtet, går alt i stå.
Hvad enten det er politiske sanktioner, gensidigt fjendskab eller lavpraktiske forhindringer, som står i vejen, så er det lammende for en forskningsverden, der er helt afhængig af internationale forbindelser.
”Forskningssamarbejder tager jo årevis at få på benene. Det er netværk, logistik og komplicerede aftaler. Men de er faldet sammen på en måned. Både de russiske og de ukrainske projekter er smadret, og partnerne i den anden ende er ikke til at få fat på,” siger Jennie Junghans.
Isolation gør videnskaben fattigere
Forskning skal ideelt set være helt åben for nye ideer og videnskab skal favne al viden. Men i praksis er forskere blot mennesker med blinde vinkler og praktiske barrierer, pointerer Jennie Junghans:
”Hvis man er forsker, så ved man, at det hele handler om peer review. Det handler om at give hinanden modspil og kritik for at trykprøve teorierne. Man er nødt til at møde nogen med en helt anden tankegang for at se noget med nye øjne og sammen tænke helt nyt,” siger Jennie Junghans.
Læser ingen tysk, så går tyske forskeres psykiatriske landvindinger i glemmebogen. Bliver Ukraine invaderet, er en guldgrube af vikingeskatte lukket. Og lukker Rusland af for verden, kan en dansk biolog ikke følge fuglenes træk gennem Asien.
I kølvandet på anden verdenskrig, hvor engelsk blev in og tysk blev out – (ja, danske medier bruger stadig flere engelske end tyske fremmedord) – så opstod der også en anden og mere permanent fraktur, som Ukraine-krigen risikerer at genskabe.
Mens det meste af verden, inklusive Danmark, begyndte at se op til USA og Storbritannien, orienterede Østeuropa sig mod Sovjetunionen. Ikke kun i populærkulturen, men helt ind på universitetsgangene og på de akademiske biblioteker. Der opstod en parallel og primært russisksproget forskningsverden, som udviklede egne paradigmer, gjorde egne fremskridt – og med tiden kom til at halte efter den langt større engelsksprogede forskerkreds.
Hvis Rusland og dets allierede igen bliver akademisk isoleret, vil det ikke bare gøre alting værre for deres forskere.
”Det er lige så ærgerligt på vores side af hegnet. Det rammer hårdere i Rusland, som bliver helt isoleret, men der er ingen vindere. Når vi mister de russiske kolleger og projekter, så bliver hele videnskaben fattigere,” siger Jennie Junghans.
