Kvinderne har sat sig på Danmarks skønlitterære trone. Sidste år var samtlige ti bedst sælgende bøger skrevet af kvinder.
Men hvordan kan det være, at de danske kvinder fylder så meget i litteraturen netop nu?
Spørger man Camilla Schwartz, lektor i litteratur på Syddansk Universitet, er det ikke tilfældigt.
De kvindelige forfattere skriver simpelthen om det, der rører sig i vores tid. I nutiden er ideer og tanker om køn blevet et af de vigtigste temaer – både i litteraturen og det omkringliggende samfund. Og det er særligt de kvindelige forfattere, der baner vejen. De udforsker og genopdager, hvilke muligheder de sociale og biologiske køn rummer, og bidrager med nye perspektiver på, hvordan vi ser på krop, køn og verden omkring os.
”De kvindelige forfattere taler i dag ind i en tendens om at være og blive kønnet,” siger Camilla Schwartz.
”Samtidig har vi forhåbentlig brudt med tanken om, at mænd skriver litteratur, og kvinder skriver kvindelitteratur. Både mænd og kvinder skriver om det specifikke og det generelle ved at være menneske og kønnet, og i dag er kvindens erfaring lige så vigtig og interessant som det mandlige blik på verden. I det hele taget er litteraturen ved at bryde med forståelsen af køn som en fast størrelse. Det afspejler vores tid.”
Kvinder skriver for kvinder
Kvindernes dominans i den litterære verden handler ikke bare om, hvem der skriver bøgerne, men nok så meget om hvem der læser dem. Kvinderne er klart de flittigste læsere af skønlitteratur. 45 pct. af alle kvinder læser skønlitteratur flere gange om ugen, mens det blot er 35 pct. af mændene, viser tal fra Bog– og Litteraturpanelets årsrapport.
Camilla Schwartz mener, at det kvindelige forfatterboom også afspejler et ønske om genkendelighed blandt læserne.
”Mange af de kvindelige forfattere, vi ser i øjeblikket, skriver om deres egne oplevelser og erfaringer med netop det at være kvinde. Og ofte skriver de om at være kvinde i et patriarkalsk samfund og med en feministisk vinkel. Det vækker genkendelse hos de kvindelige læsere, som kan identificere sig med værket, fortælleren og forfatteren. Samtidig giver det en følelse af forbundethed og fællesskab med andre kvinder. I litteraturen kan man møde kvindelige erfaringer, der minder om ens egne, men også erfaringer, der er helt anderledes,” siger hun.
Moderskabet som tema
De mandlige forfattere kunne skrive om de generelle erfaringer de gjorde sig i livet, mens de kvindelige forfattere ikke kunne skrive om deres, fødsel og moderskab. I en dansk litterær sammenhæng har det været opfattet som decideret useriøst at skrive om moderskab (og faderskab for den sags skyld).
Når det historisk set har været sværere for kvindelige forfattere at slå igennem, skyldes det bl.a. vanskeligheden ved at kombinere forfatterskab med moderskab.
Det betød at der tidligere var en del kvindelige forfattere, der aktivt fravalgte moderskab for at få mulighed for at skrive, f.eks. Virginia Woolf, George Eliot, Louisa May Alcott og Simone De Beauvoir.
Det betyder, at der ikke er skrevet megen skønlitteratur om de erfaringer, følelser og oplevelser, man gennemgik som mor.
”Litteraturhistorisk er der blevet skrevet uendelig lidt om moderskabet og fødslen, både i Danmark og udlandet,” siger Camilla Schwartz.
Det bliver der rådet eftertrykkeligt bod på i disse år. Forfattere som Olga Ravn, Cecilie Lind og Dy Plambeck har sat meget eksplicit fokus på moderskabet og dets psykologiske og politiske betydning. Deres bøger kredser om følelser og feminisme, om krop og kulturelle normer, og kampen for at eje sin krop og identitet, når man pludselig deler den med en anden.
Forfatterne portrætterer alle moderskabets nuancer, fra de smukke og de stærke til de nøgne, rå og sårbare.
”Et af temaerne er, hvordan kvinder usynliggøres i moderskabet, i og med at de tages ud af konkurrencesamfundets orientering mod mobilitet og omstillingsparathed. Der er simpelthen meget lidt anerkendelse at hente i moderskabet. Man forventes som kvinde at blive ét med moderrollen. I stedet for et komplekst menneske forventes du at blive altopofrende, omsorgsfuld og kun beboet af gode følelser. Mange af de kvindelige forfattere, der skriver om moderskab i dag, forsøger ikke bare at skabe rum og plads til de ambivalente, men også de ”grimme” følelser som vrede og sorg,” siger Camilla Schwartz.
Udgangspunktet er at forstå kvinden som et helt og komplet menneske, og her spiller læseren en central rolle, siger Camilla Schwartz. ”Der er en feministisk agens på spil hos forfatteren, men også mellem forfatter og læser,” fastslår hun . Det er ifølge forskeren via genkendelse og anerkendelse af disse følelser, at moderrollen potentielt kan udvikle sig.
Det fluktuerende køn
En anden tendens i den nye kvindelitteratur er et motiv, som Camilla Schwartz selv har forsket indgående i: Et fokus på kønnet som en fluktuerende, queer og ubestemmelig størrelse.
”I virkeligheden handler det om at tænke kønnet som en leg eller en maskerade, men også som en kulturel spændetrøje, som man kan kæmpe sig fri af ved at modsætte sig forestillingen om en normativ ’voksendom’ med fast tilrettelagte forventninger til kønnet, herunder moderskabet.”
Tendensen trækker ifølge Schwarz på tredjegenerationsfeminister som Judith Butler og Jack Halberstam og reflekterer vores kulturs kønspolitiske kampe, herunder kampen for accept og anerkendelse af nye og mere mangfoldige kønsidentiteter og familieformer
Camilla Schwartz ser den i nutidige forfatterskaber som Luka Ida Holmegaards, der skildrer det at være non-binær, eller hos Cecilie Lind, hvor spiseforstyrrelsen bliver afsæt for modviljen mod både voksendom og faste kønsnormer.
De fire feministiske bølger
Feminismens første bølge opstår i midten af 1800-tallet og fortsætter ind i 1900-tallet. Bølgen handler om kampen for politiske rettigheder til kvinder. Denne bølge topper, da kvinderne opnår stemmeret i 1915.
Feminismens anden bølge opstår i begyndelsen af 1960'erne. Bølgen fokuserer på kampen for kønslig frigørelse, klassekamp og kritik af kapitalismen. Den er mest kendt under betegnelsen ”Rødstrømpebevægelsen” – en bevægelse, hvor kvinderne blandt andet krævede de samme rettigheder som mænd.
Feminismens tredje bølge opstår i 1990'erne. Den fokuserer på køn og seksualitet som mere end biologi og anser køn som noget, der er opfundet i samfundet, blandt andet gennem vores sprog.
Feminismens fjerde bølge opstår omkring år 2008. Bølgen er kendetegnet ved et opgør med seksualiseringen af kvinder og ved et stigende fokus på repræsentation af forskellige kropstyper, seksualiteter og køn. Kvindebevægelsen er i dag verdensomspændende, blandt andet på grund af digitale medier.
Økokritik og politik
En tredje tendens er ifølge Camilla Schwartz økokritikken. Den er ofte koblet til de to andre og kredser i høj grad om en større bevågenhed i forhold til klimaspørgsmål.
”Tendensen rummer en gentænkning af menneskets forhold til naturen, ofte via utopier og dystopier,” siger Camilla Schwartz. ”Den ses også hos mange mandlige forfattere, men de fokuserer i højere grad på klasseproblematikker.”
De tre tendenser, som Camilla Schwartz ser hos de nye kvindelige forfattere, væver sig ofte ind og ud af hinanden i det enkelte værk og forfatterskab.
Og hun mener, at de i sidste ende afspejler, at litteraturen er blevet mere politisk.
”Litteraturen har i dag et politisk sigte, hvor forfatteren ønsker at ændre vores syn på verden. Hos de kvindelige forfattere er det typisk et ønske om at nedbryde den patriarkalske kultur,” siger Camilla Schwartz.
Mange forfattere bevæger sig ud på sociale medier og flytter dermed fra litteraturens verden til offentligheden. Det så vi sidste år, da Olga Ravn med sit moderskabsværk ”Mit Arbejde” blev en markant stemme i debatten om barsel og fødselsrettigheder.
Med et stigende fokus på at reclaime kvindens rolle, både i samfundet og i litteraturen, trækker tidens kvindelige forfattere også tråde tilbage til andengenerationsfeminismen.
En stor del af de kvindelige forfattere i dag vælger desuden at skrive den kvindelige litteraturhistorie ind i deres værker på en måde, der rækker solidarisk ud efter andre kvinder på tværs af tid og sted.
”I moderskabslitteraturen er det udbredt at trække glemte eller oversete kvinder frem i lyset og derved gentænke og genstrukturere litteraturhistorien, så kvinderne får mere plads,” mener Camilla Schwartz.
