Danmark har i århundreder været et landbrugsland. Men siden midten af 1900-tallet har vi bevæget os længere og længere væk fra den Morten Korchske landidyl, med den lille familieejede gård som landsbysamfundets knudepunkt. Og de sidste 10-15 år er der sat turbo på en udvikling, som ikke bare ændrer de økonomiske spilleregler i landbrugs- og fødevaresektoren, men også vil sætte sit præg på vores nationale identitet og selvforståelse i mange generationer fremover.
”Vi står i en brydningstid, som er mere radikal og skelsættende end nogensinde tidligere i historien. Det er en historisk forandring, som efter min vurdering vil få endnu større betydning for vores identitet og selvforståelse end andelsbevægelsen eller stavnsbåndets ophævelse,” siger Egon Noe, der er professor og centerleder ved Center for Landdistriktsforskning på SDU.
Mere end 60 pct. af Danmark er opdyrket. Men hvor jorden frem til midten af det 20. århundrede blev fordelt på flere og flere små selvejende landbrug, går det idag den anden vej. Nye ejerformer fører til færre, men større bedrifter, og de sidste 40 år er antallet af jordbrug reduceret med 70 pct. De store bedrifter med mere end 100 hektar udgør nu 75 pct. af Danmarks landbrugsjord.
Det er en historisk forandring, som efter min vurdering vil få endnu større betydning for vores identitet og selvforståelse end andelsbevægelsen eller stavnsbåndets ophævelse.
Egon Noe, professor, SDU
”Det er færre og færre mennesker, der beslutter, hvad der sker med det åbne land, og færre, der har adgang og tilknytning til det. Det er efterhånden de færreste, der har nære relationer til nogen, der driver landbrug,” siger Egon Noe.
Rikke Brandt Broegaard, kulturgeograf og seniorforsker ved Center for Regional- og Turismeforskning, har forsket i de lokale effekter af landbrugets nye ejerformer. Hun er ikke i tvivl om, at de har haft kolossal betydning – ikke bare for landbrugssektoren, men også for det omgivende samfund.
”Tidligere hang ejerskab og sted sammen. Man ejede jorden for at bruge den. Men når man åbner op for selskabseje, og ejeren ikke behøver bebo gården selv, og man kan samdrive så store arealer, som man vil, så er der ikke nødvendigvis noget stedsengagement. Det bliver en investering, som lige så godt kunne have været i hvilket som helst andet aktiv,” siger Rikke Brandt Broegaard.
Generationsskiftet er stoppet
I disse år skifter jorden hænder. Ikke som tidligere i landbrugshistorien, hvor den ældste søn overtog den fædrene gård, eller hvor unge mennesker kunne købe sig til en fremtid på landet. I dag er de enkelte landbrug for store til, at yngre generationer har mulighed for at blive selvejende landmænd. En landmandskarriere er reelt forbeholdt de kapitalstærke.
”Man har udskudt problematikken omkring generationsskifte ved at holde kapitalen inde i landbruget og lade dem, der allerede havde stærke landbrugsbedrifter, overtage de nødlidende brug. Værdierne er blevet samlet på færre hænder. Men hvordan sikrer man, at nye kan komme til, når en landbrugsvirksomhed koster 400 millioner? Det ændrer hele ejerlogikken og dermed også, hvordan landbruget fungerer,” siger Egon Noe.
At det gør det svært for de yngre generationer at komme ind i landbruget kan blandt andet ses på landmændenes gennemsnitsalder. Andelen af unge landmænd er faldet stort set hvert år siden 2000. Tal fra 2017 viser, at blot 6 pct. af landmændene er under 40 år, mens mere end dobbelt så mange er over 70 år.
”Der ligger en kæmpe udfordring her. Nye generationer kan ikke komme ind og låne til en ejendom, så vi har bare udskudt problemet med at få refinansieret landbruget,” siger Egon Noe.
Farvel til selvejerbonden
De danske bedrifters vokseværk tog for alvor fart efter finanskrisen i 2008. Over en årrække blev der gennemført flere store liberaliseringer af landbrugsloven. Det betød, at jorden ikke længere behøvede at være forbundet til det menneske, der havde den mellem hænderne.
”Lidt populært kan man sige, at den store fortælling om selvejerbonden slutter med liberaliseringen af landbrugsloven 1. januar 2015, der åbnede op for, at eksterne investorer kunne købe landbrugsjord. Det skete som en konsekvens af den krise, landbruget stod i, og for at redde bankerne, der havde investeret store beløb i landbrugserhvervet,” forklarer Egon Noe.
Der er så mange ting i vores kulturforståelse, der har rod i landbruget. F.eks. har det jo formet et politisk parti og hele højskolebevægelsen. Men de værdier, som landbruget traditionelt set har stået for, er under opløsning.
Egon Noe, professor, SDU
Hvor landmanden på nabogården førhen havde førsteret til at købe, når en gård blev sat til salg, blev der nu åbnet op for selskabseje, så f.eks. kapitalfonde kunne købe gårde og jord. Og konsekvenserne er ikke udeblevet. Selskabsejede landbrug står i dag for knap 30 pct. af den samlede omsætning i primærsektoren, viser en rapport fra Center for Regional- og Turismeforskning.
Det er et voldsomt historisk brud, mener Egon Noe.
”Selvejerformen er en fuldstændig integreret del af den danske selvforståelse og identitet. Der er så mange ting i vores kulturforståelse, der har rod i landbruget. F.eks. har det jo formet et politisk parti og hele højskolebevægelsen. Men de værdier, som landbruget traditionelt set har stået for, er under opløsning,” siger han.
Finansgørelse af jorden
I kølvandet på finanskrisen fjernede man også den øvre grænse for, hvor mange ejendomme én person eller ét selskab må eje, og man behøver ikke længere være uddannet landmand for at eje landbrugsjord.
I dag kan en jordejer fungere som en passiv investor, der kun koncentrerer sig om at få sorte tal på bundlinjen. Jorden bliver på den måde en vare, der kan handles med som andre varer. Blandt forskere taler man om en ”finansgørelse”, siger Rikke Brandt Broegaard.
”Det kapper båndet mellem ejerskab og stedstilknytning. Jorden bliver et aktiv, man investerer i, frem for noget, man ejer for at bruge det til noget produktivt. Det bliver rent finansielle overvejelser, der gør, at man køber,” siger hun.
Dermed bliver jorden til en vare, der er afkoblet fra det miljø og de lokalsamfund, der omgiver den.
”Hvis man kun ser på økonomien, bliver man en lokal aktør, der præger stedet ved sit fravær. Det bryder med det samspil, der har været mellem ejerskab og stedsengagement i mange hundrede år af vores landbrugs- og landdistriktsudvikling.”
For mange landsbysamfund har det lokale landbrug historisk set været livsnerven. Når ejerskabet skifter, er det derfor afgørende for lokalsamfundene, hvem der står bag købet, og ikke mindst hvorfor den nye ejer har investeret i jorden.
Når en gård med tilhørende jord sælges, går der ofte mange år før ejerskabet skifter hænder igen. De krav, der stilles til ejeren eller en eventuel forpagter, er derfor afgørende for påvirkningen af det omkringliggende økosystem, for jobskabelsen og for andre stedseffekter i lokalsamfundet, forklarer Rikke Broegaard. Ikke mindst fordi der hele tiden bliver mindre jord at dyrke.
”Jorden er en knap ressource. Der bliver ikke produceret mere landbrugsjord. Tværtimod bliver der løbende taget landbrugsjord ud af den samlede ligning, på grund af urbanisering, forurening og alt muligt andet. Globalt bliver der mindre af den, samtidig med at vi bliver flere mennesker.”
Den aktive investor
Selv om landbrugsjorden generelt samles på færre hænder, er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alle nye investorer kun har profit for øje.
Med muligheden for selskabseje er der også kommet investorer til, der ikke kun ser på det økonomiske afkast, men også har andre udviklingsmål. Der er ikke mange af dem, og sammenlignet med kapitalfondene ejer de ikke store arealer, men Rikke Broegaard nævner Danmarks Økologiske Jordbrugsfond og Jordbrugsfonden SamsØkologisk som eksempler på investorer, der kan bidrage til en positiv udvikling, der hvor de opkøber jord.
”De går ind med en målsætning om at bidrage til et aktivt lokalsamfund, tiltrække nye tilflyttere og skabe økonomiske følgeeffekter. Hvordan det ser ud om 10 år, skal jeg ikke kunne sige. Men man kan se, at selv små initiativer skaber positive effekter, der breder sig som ringe i vandet.”
