”Jeg ved, at mange af vore medborgere stemte på mig i dag, ikke fordi de støtter hvad jeg står for, men for at inddæmme den yderste højrefløj.” Emmanuel Macrons sejrstale på valgnatten var meget lidt triumferende. Den nyvalgte præsident anerkendte, at han i høj grad havde vundet, fordi mange franskmænd ser ham som det mindste af to onder.
At blive valgt som det mindste onde synes at have været Macrons valgstrategi fra starten. I modsætning til i 2017 fyldte hans egne politikker meget lidt i kampagnen. I stedet fokuserede Macron først og fremmest på faren fra højrefløjen og på Marine Le Pens forbindelser til Vladimir Putin.
Macron stillede slet ikke op til debat i første valgrunde, hvor han ville have stået over for en lang række kandidater på tværs af det politiske spektrum. Han deltog først i en præsidentdebat i anden valgrunde, hvor han kun stod over for den yderste højrefløjs kandidat Marine Le Pen.
Macron kunne således ’skjule sig’ i første omgang for i anden omgang at præsentere sig som det eneste alternativ til den yderste højrefløj.
Men trods Macrons relativt sikre sejr kan denne selektive ’antifascisme’, vise sig at være en farlig valgstrategi.
’Inddæmningsstrategien’ tabte pusten
Efter valget fokuserede de internationale medier på Macrons relativt sikre valgsejr, men også på det rekordhøje antal sofavælgere. Dette blev set som et udtryk for et stigende fravalg af det politiske system på tværs af befolkningen. Går vi lidt mere i dybden med tallene, er det imidlertid en lidt anden historie, der viser sig.
Det er ikke helt retvisende at sige, at antallet af sofavælgere er steget. Teknisk set er antallet af sofavælgere mellem 2017 og 2022 steget fra 25 til 28 pct. Til gengæld var antallet af blanke og ugyldige stemmer noget lavere denne gang. Ved begge valg var det ret præcist to tredjedele af franskmændene, der afgav en gyldig stemme.
Når det kommer til selve stemmeafgivningen, er der til gengæld betydelig forskel på de to valgresultater. Ved præsidentvalget i 2017 fik Macron 66,1 pct. af de afgivne stemmer og Marine Le Pen 33,9 pct. Ved valget i 2022 havde dette ændret sig til henholdsvis 58,5 pct. og 41,5 pct.
I absolutte tal gik Le Pen frem fra 10,6 til 13,3 millioner stemmer, mens Macron gik tilbage fra 20,7 til 18,8 millioner.
Mange politiske kommentatorer tilskrev tilbagegangen en faldende opbakning til Macrons politiske program. Men det er faktisk ikke helt rigtigt.
I 2022 svarede 58 pct., at de stemte på Macron på grund af hans politiske program, og fordi de mente, han ville være en god præsident. 42 pct. svarede derimod, at de stemte på Macron for at ”inddæmme” (faire barrage) den yderste højrefløj.
Det tal er faktisk faldet i forhold til valget i 2017, hvor knap 60 pct. tilkendegav, at de havde stemt på Macron for at bygge en dæmning imod det yderste højre.
Samlet set er det mere eller mindre det samme antal mennesker, som bakker op om Macrons politik. Den store tilbagegang er først og fremmest sket blandt de vælgere, som alene har stemt på ham ud fra princippet om inddæmning.
Upopulær politik
Hvis man vil forstå denne tilbagegang, kan man se på vælgervandringerne mellem første og anden valgrunde.
Det er særligt blandt de vælgere, som stemte på venstrefløjen i første runde, at Macron har mistet stemmer. Kun 42 pct. af de vælgere, som stemte på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon i første runde, valgte at sætte deres kryds ved Macron i anden runde. Det er et fald på 10 procentpoint i forhold til 2017, hvor 52 pct. af Mélenchons vælgere skiftede til Macron.
Til gengæld var der en relativ fremgang for Macron blandt vælgere på den moderate højrefløj. 53 pct. af den republikanske kandidat Valérie Pecrèsses vælgere stemte på Macron i anden runde, mod 48 pct. i 2017. Problemet er bare, at det samlede antal vælgere fra det moderate højre er dalet drastisk. Les Républicains fik 7,2 millioner stemmer i 2017, men kun 1,7 millioner i 2022.
At Macrons strategi først og fremmest har kostet ham venstrefløjsvælgere, er ikke så overraskende. For med undtagelse af ’inddæmningen’ har Macron ikke givet dem mange grunde til at stemme på ham.
Macron har hævet pensionsalderen. Han har gjort arbejdsmarkedet mere usikkert for lønmodtagere. Han har ikke, som han ellers lovede, gjort noget ved hjemløshed. Han har overtaget store dele af sin udlændingepolitik fra højrefløjen. Og hans klimapolitik er primært bygget op om en satsning på atomkraft.
Det er allesammen politikker, som er upopulære på venstrefløjen. Og i modsætning til i 2017 gjorde Macron ikke meget for at appellere til disse vælgere denne gang – men satsede på, at frygten for det yderste højre var nok til at lokke dem til i anden valgrunde.
Politiske systemfejl
En række særtræk ved Frankrigs politiske system er med til at svække inddæmningsstrategien yderligere.
For det første er der selve valgsystemet. I modsætning til f.eks. Danmark er antallet af medlemmer i parlamentet ikke proportionalt med den andel af stemmerne et parti har fået. I stedet har man et first-past-the-post-system, som man også kender det fra USA og Storbritannien: Den kandidat, der får flest stemmer i hver enkelt af de 577 valgkredse, får mandatet.
Frankrig er derudover kendetegnet ved at have et ekstremt magtfuldt præsidentembede – endnu stærkere end det, man eksempelvis kender fra USA. Og et sådant embede er i sagens natur ikke proportionalt, idet der kun kan være én vinder.
I præsidentvalgets første runde gik omkring 50 pct. af de afgivne stemmer til kandidater, der ikke kom med i anden valgrunde – altså til et mangefold af forskellige politiske positioner. Med andre ord: De to præsidentkandidater i anden valgrunde repræsenterede blot halvdelen af første valgrundes stemmer – og en endnu lavere andel af det samlede vælgerkorps.
Macron gik i 2017 til valg på at indføre mere proportionalitet i valgsystemet, men det er ikke et løfte, han har indfriet. Hans egen magt hviler også i høj grad på det modsatte; på det stærke præsidentembede og på det faktum, at hans parti med blot 32 pct. af stemmerne i første valgrunde og 49 pct. i anden valgrunde stadig har et klart flertal i Nationalforsamlingen.
Hårdhændede magtmidler
Som præsident har Macron ikke været bleg for at bruge de magtmidler, han har til rådighed. Og iagttagere har hæftet sig ved en række træk ved embedsførelse, som gør det stadigt sværere for vælgerne at se ham som et væsentligt mindre onde end den yderste højrefløj.
Han har bl.a. indskrænket forsamlings- og demonstrationsfrihed. Han har indført en ny lov, som gør det nemmere at forbyde foreninger. Og Frankrig har været plaget af gentagne voldsomme episoder med politivold – blandt andet i forbindelse med De Gule Vestes lange stribe af protester i 2018-20.
Amnesty International har i gentagne rapporter og erklæringer kritiseret den excessive politivold såvel som den række af lovpakker, som har gjort det muligt at anholde og retsforfølge fredelige demonstranter.
Lovene er formelt set indført for at imødegå terrortruslen. Men de benyttes vidt og bredt til at anholde alt fra klimademonstranter til koncertgængere.
De seneste eksempler er ’Loven om global sikkerhed’ og ’Loven om respekt for repubikkens principper’, der blev indført i henholdsvis april og august 2021. Den første lov gør det blandt andet ulovligt at filme politiet og dermed vanskeligt at dokumentere politivold. Den anden gør det muligt at forbyde ’anti-republikanske’ foreninger, hvilket i sagens natur kan være svært præcist at definere.
Snigende autoritarisme
Den polske politilog Adam Przeworski har i bogen Crises of Democracy (2019) advaret mod, hvad han kalder for ’snigende autoritarisme’.
I mellemkrigstiden kom autoritære regimer til magten gennem kup, anført af ledere i uniform. I nutiden ser vi derimod en mere snigende form for autoritært lederskab, som bliver indført med små lovændringer og democratic backsliding: Beslutninger og forvaltning tages ud af demokratiske hænder og overlades til autoriteter.
Przeworski har særligt fokus på lande som USA, Polen og Ungarn. Men Frankrig har gennem en længere årrække set lignende tendenser (om end i klart mindre skala).
Dette gør det svært for Macron at overbevise befolkningen om, at han vitterlig skulle udgøre et værn mod en autoritær højrefløj. I manges øjne har hans egen regeringsførelse netop mange af de autoritære kendetegn, som man frygter fra det yderste højre.
Leger med ilden
Emmanuel Macron og den liberale midte i Frankrig leger med ilden, når de satser så stærkt på, at ’inddæmningstrategien’ kan sikre dem magten i det lange løb.
Hvis ikke Macron ændrer stil og politik, er det mest sandsynlige, at opbakningen til inddæmningsstrategien vil falde yderligere.
I et kortsigtet perspektiv har strategien lige akkurat været tilstrækkelig til at sikre Macron fem år mere ved magten. Men den har paradoksalt nok også været med til at legitimere og styrke den yderste højrefløj. Macron har haft held til at fremstå som det eneste alternativ til den yderste højrefløj – men på samme måde fremstår Le Pen og hendes parti nu som det eneste seriøse alternativ til den etablerede politik.
Man bør huske, at Hilary Clinton forsøgte og fejlede med en lignende strategi i valgkampen mod Donald Trump i 2016.
Derfor er det sandsynligvis i den liberale midtes interesse at begynde at se lidt mod venstre og at gennemføre nogle politikker, som er mere spiselige for vælgere på venstrefløjen.
Politiske reformer, der øger proportionaliteten og parlamentets indflydelse, vil selvfølgelig indskrænke Macron og hans partis magt på kort sigt. Men de kan også sikre en bredere repræsentation af synspunkter og bidrage til at svække højrefløjens autoritære appel.
Alternativet er, at også næste præsidentvalg bliver et valg mellem to onder. Og risikoen er, at vælgerne ikke længere vil betragte Macron som det mindste.
