Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell
Læsetid: Ca. 7 min.

”Matematisk uretfærdigt” valgsystem giver S, V og K for mange mandater

En mere end 100 år gammel regnemetode giver de store partier en fordel ved de danske kommunalvalg. Metoden burde være ændret for længst, siger valgforsker.

Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Da borgerne i Halsnæs, Høje-Taastrup, Lemvig, Morsø og Lyngby-Taarbæk Kommuner onsdag vågnede op efter valgnatten, havde ét parti fået mere end halvdelen af byrådspladserne i deres kommune. Valget af borgmester er derfor en ren formssag, og fordelingen af udvalgsposter en simpel øvelse, som borgmesterpartiet dybest set kan afgøre selv uden at forhandle med andre.

Men det absolutte flertal i de fem kommuners byråd er ikke et entydigt spejlbillede af, hvordan vælgerne faktisk har stemt. Flertallet er skabt ved et spidsfindigt regnestykke – en særlig mandatfordelingsmetode, som siden 1909 har været standarden ved de danske kommunalvalg: Den såkaldt d’Hondtske metode.

Metoden har en systematisk tendens til at favorisere de store partier og svække de små, og tendensen forstærkes yderligere, når den kombineres med partiernes mulighed for at indgå valgforbund.

Venstres absolutte flertal i Lemvig og Morsø, Socialdemokratiets i Halsnæs og Det Konservatives i Lyngby-Taarbæk og Høje-Taastrup er alene skabt af den d’Hondt’ske metode. Havde man brugt andre metoder, var flertallene væk.   

Rent matematisk er den D’Hondtske metode ”indlysende uretfærdig”, siger en af dansk valgforsknings grand old men, professor emeritus Jørgen Elklit.

Vi har i mange år været blinde for den matematiske uretfærdighed, der ligger i vores eget system.

Jørgen Elklit, professor emeritus

”Det er jo meget almindeligt at pege fingre ad USA og Storbritannien og korse sig over, at deres valgsystemer efter manges opfattelse er så elendige. Men vi har i mange år været blinde for den matematiske uretfærdighed, der ligger i vores eget system. Den er ikke kæmpestor, men stor nok til tydeligt at favorisere de store partier og gøre det sværere for de små partier at komme i byrådet,” siger Jørgen Elklit.

Sammen med en anden valgforsker, Ulrik Kjær, der er professor ved Syddansk Universitet, har han tidligere, i meget direkte vendinger, opfordret til at skrotte såvel regnemetoden som valgforbundene.

5 kommuners skæve mandatfordeling

Talgymnastik med demokratiske konsekvenser

Den 112 år gamle regnestandard fik tirsdag den konsekvens, at Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti erobrede flere byrådsmedlemmer – og formentlig også får flere borgmesterposter og formandsposter i udvalgene – end deres stemmetal berettiger til.

Historisk har Venstre og Socialdemokratiet været de partier, der er blevet favoriseret: I 2017 fik de ifølge Jørgen Elklits og Ulrik Kjærs beregninger begge omkring 60 byrådspladser mere, end deres faktiske stemmetal tilsagde.

Elklit og Kjær har derfor talt for en anden metode, den såkaldte Sainte-Laguë-metode, hvor fordelingen af byrådspladser mere præcist matcher stemmefordelingen.

Valgets matematik

Bag ethvert valgresultat ligger en særlig matematisk metode til at veksle stemmer til mandater. I Danmark bruger vi forskellige regnemetoder til de forskellige valg.

Til folketingsvalg bruger vi kvota-modellen i form af ”den største brøks metode”. Den gennemsnitlige ”mandatpris” udregnes ved at dividere det samlede antal stemmer (for partier over spærregrænsen) med antallet af mandater, der skal fordeles, altså normalt 175. Derefter fordeles mandaterne efter partiernes samlede stemmetal, divideret med denne mandatpris, altså ”kvotaen”.

Til kommunalvalg bruger vi den d’Hondtske metode,  en såkaldt ”divisormodel”, hvor alle partier eller listers stemmetal i en tabel divideres først med 1, så med 2, 3, 4 og så fremdeles. Den første plads i byrådssalen går til det parti eller den liste, der har den højeste kvotient i tabellen, næste plads går til næsthøjeste kvotient osv.

Ved kommunalvalg er det muligt for partierne/listerne at indgå valgforbund med hinanden og på den måde pulje deres stemmetal. Et valgforbund indgår i første omgang i den d’Hondt’ske beregning med partiernes samlede stemmetal. Det udmønter sig i et antal mandater, som partierne i forbundet efterfølgende fordeler mellem sig på baggrund af deres respektive stemmetal – udregnet efter den d’Hondtske metode. Så her får det største parti igen en fordel, en såkaldt dobbelt D’Hondt.

Sainte-Laguë-metoden, som en række valgforskere advokerer for, er en divisormodel ligesom den d’Hondtske. Forskellen er, at man i Sainte-Laguë-metoden dividerer med større tal i tabellen –1, 3, 5, 7 og så fremdeles. Det har den indbyggede konsekvens, at partier med lave stemmetal har større sandsynlighed for at erobre en plads i byrådet, og at store partier ikke favoriseres i samme grad.  

Det lyder matematik-nørdet – og det er det også. Men det er nørderi og talgymnastik med kontante demokratiske konsekvenser. Med en anden regnemetode og uden valgforbund kunne stolelegen i mange kommuner være endt anderledes.

De to forskere har endnu ikke analyseret alle tirsdagens valgresultater. Men Jørgen Elklit har for Vid&Sans regnet på resultatet i 12 kommuner, hvor metoden har haft tydelige politiske konsekvenser.

I Høje-Taastrup på den københavnske vestegn blev Det Konservative Folkepartis 44,6 pct. af stemmerne f.eks. vekslet til 11 ud af 21 pladser i byrådet, det vil sige 52 pct. af pladserne. Med Sainte-Laguë-metoden havde partiet blot fået 9. Det havde ikke nødvendigvis væltet den siddende borgmester, Michael Ziegler, men han havde været nødt til at forhandle med andre partier for at få endnu en periode – hvad der måske havde fået ham til at give nogle politiske indrømmelser.

På samme måde i Lemvig. Her havde Venstres stemmeandel på 45,5 pct. kun givet 9 af de 21 byrådspladser og ikke tirsdagens 11. I den nordsjællandske kommune Halsnæs havde Socialdemokratiets fremgang til 46,6 pct. af stemmerne ikke været nok til et absolut flertal på 11 ud af 21 pladser, men kun 10.

I fire kommuner – Frederikshavn, Vallensbæk, Ballerup og Brøndby – er et absolut flertal blandt vælgerne blevet forstørret gennem den d’Hondtske metode. I disse kommuner er et stemmeflertal på gennemsnitligt 53,9 pct blevet vekslet til 58 pct. af byrådspladserne.

Og i Gentofte, Nyborg og Holbæk, hvor det store parti også indgik i et valgforbund, blev et gennemsnitligt stemmeflertal på 56 pct. vekslet til 60,1 pct. af mandaterne.

Demokrati kræver flere partier ved bordet

Forskellene mellem metoderne er altså tydelige. Og i Halsnæs, Høje-Taastrup, Lemvig, Morsø og Lyngby-Taarbæk havde det største parti ganske simpelt ikke fået sit flertal i byrådssalen, hvis det ikke valgmatematikken havde favoriseret det.

Om kommunerne havde fået andre borgmestre, er svært at sige – men også det er der en pointe i: Borgmester- og udvalgsposter var blevet afgjort af partiernes forhandlinger med hinanden. Samtaler, spil og drøftelser om indflydelse, politik og alliancer.

Ifølge Jørgen Elklit er problemet med den d’Hondtske metode ikke kun et anliggende for valgnørder og matematisk interesserede. Sammen med muligheden for at indgå valgforbund giver den nemlig de store partier en lille, men uafviselig fordel på de små partiers bekostning. Det svækker de politiske forhandlinger – og dermed den demokratiske dynamik – når byrådene skal konstituere sig:

Det absolutte flertal har Fanden skabt. Det fjerner mindretalspartiernes mulighed for at gøre sig gældende.

Jørgen Elklit, professor emeritus

”Det absolutte flertal har Fanden skabt. Det fjerner mindretalspartiernes mulighed for at gøre sig gældende. De har intet at handle med på valgnatten. De kan ikke lægge pres, fremme bestemte sager eller områder som betingelse for at støtte mulige borgmestre. De spiller ingen rolle, men kan bare tage imod nådsensbrødet fra det parti, som har det absolutte flertal,” siger han.

”Et flertal i byrådssalen, som udspringer af et flertal blandt stemmerne, kan man selvfølgelig intet indvende imod. Men en beregningsmodel, som har en tendens til at skabe absolutte flertal, som ikke kan udledes af stemmerne, er der simpelthen intet fornuftigt argument for at køre videre med – i hvert fald ikke et demokratisk,” siger Jørgen Elklit.

Hvorfor bruger vi stadig metoden? 

1.000-mandaters-spørgsmålet er, hvorfor den matematisk ikke helt tilfredsstillende metode til at sikre forholdsmæssighed i mandatfordelingen ikke for længst er blevet smidt på porten og erstattet af Sainte-Laguë-metoden.

Ifølge Elklit er svaret er lige så enkelt, som det er forstemmende: De store partier – det vil især sige Socialdemokratiet og Venstre – har ikke nogen interesse i at ændre det. Derfor har Folketinget ikke ændret den kommunale valgmatematik, selv om ikke mindst partierne på venstrefløjen og Dansk Folkeparti flere gange har forsøgt at få spørgsmålet taget op på Christiansborg.

Uretfærdighederne er konsekvente – og konsekvent til fordel for de store partier, der er imod en reform.

Jørgen Elklit, professor emeritus

”Man hører ofte de store partier argumentere, at det nuværende system fungerer godt og stabilt, og at uretfærdighederne i den d’Hondtske metode er små. Og det er jo sådan set rigtigt nok. Men uretfærdighederne er konsekvente – og konsekvent til fordel for de store partier, der er imod en reform. Så argumentet imod en ændring af vores valgmatematik ved kommunalvalgene er i mine øjne ikke baseret på, hvad der er godt for det danske demokrati i kommuner og regioner,” siger Jørgen Elklit.

Se skævheden mellem stemmer og mandater her

BIOGRAFIER

Søren Schultz Jørgensen
Vid&Sans
Ansvarshavende chefredaktør på Vid&Sans. Ph.d. i mediesociologi. Dækker medier, samfund og kultur.
Jørgen Elklit
Professor emeritus, Aarhus Universitet
Dr.scient.pol. Forsker i valg og vælgeradfærd ved danske folketings- og kommunalvalg, politiske partier, demokrati og demokratisering.

ANBEFALET TIL DIG

Når Danmark siger undskyld

Morten Østergaard, Paven og DR har gjort det. Din kæreste gjorde det i går – og TV2 gør det lige nu: Siger undskyld. En undskyldning kan være høflig eller provokerende, personlig eller officiel. Men den er langtfra uskyldig.

Menu