Vi har lige fejret nytår, tv har været fyldt med forskellige udgaver af ”året, der gik”, og nu skal vi alle igen vænne os til at skrive et nyt årstal, 2023 i stedet for 2022. Tiden synes at gå sin vante gang, 24 timer om dagen, 365 dage om året. Men er det nu helt så simpelt?
Som mennesker er vi mere komplekse tidsvæsener end som så. Tid betyder andet og mere for os end ure og kalendere og år, der går. Det gør en kæmpe forskel for et menneskeliv, om det orienterer sig omkring fortid, nutid eller fremtid. Om vi kigger bagud eller fremad, når vi skal forstå de oplevelser, vi har, og sætte dem i sammenhæng.
Både fortid og fremtid kan nemlig give vejledninger til, hvad vi skal gøre ved de udfordringer, som vi står med i nutiden. Men de senere år virker det mere og mere som om vi har afskåret os selv fra de vejledninger til fordel for at gribe nuet.
I denne artikel skal vi udforske, hvordan vi endte her. Hvordan vores forhold til fortid, nutid og fremtid har ændret sig op igennem historien. Og hvorfor det har store konsekvenser for det moderne menneske, at vi i dag har valgt at leve i nuet.
Tidligere var nuet mindre vigtigt end fortid og fremtid
Som nutidsmenneske anno 2023 har du sikkert på et tidspunkt fået det råd, at det er vigtigt at leve i nuet. Ikke at lade dig styre af fortrydelse over fortiden eller bekymringer om fremtiden.
Det råd ville dine forfædre helt sikkert ikke have fået. Op igennem Vestens historie har vi oplevet og tænkt over tid på meget forskellige måder. Men vi har aldrig lagt så meget vægt på nuet, som vi gør i dag.
I den førmoderne periode (til og med ca. 1600-tallet), var livet hovedsageligt orienteret omkring fortiden. Det var et traditionsfyldt samfund, hvor man forstod nutiden i lyset af det, der kom før.
Fra og med oplysningstiden (fra 1700-tallet og frem) begyndte vi imidlertid at blive mindre styret af fortidens regler og traditioner og mere drevet af tanker om det, der skulle komme: Fremtiden lå lige rundt om hjørnet, og den skulle blive radikalt anderledes (og bedre) end det, der gik forud.
I dag har de fleste os mistet den tidligt moderne verdens selvsikre fremtidstro. Men samtidig går vi også meget ind for at lade fortiden fare. ”Det var en anden tid,” siger vi. Det har ikke noget med os at gøre. Det, der gælder, er nu og her.
Kigger vi på Vestens historie, kan vi se tre forskellige dominerende tidsregimer, og vi kan pege ret præcist på, hvornår de historiske overgange fra et til et andet fandt sted.
Men fortid, nutid og fremtid er ikke kun historiske perioder med forskellige tidsligheder.
Det er også tre forskellige måder, hvorpå vi alle sammen, til alle tider, orienterer os i verden. Vi kan med andre ord lade fortid, nutid eller fremtid dominere vores egen, individuelle livsindstilling. Vi kan alle hver især være fortids-, nutids- og fremtidsmennesker – men det er vigtigt for os, at forstå, hvad det orienteringsvalg betyder.
”Skomager, bliv ved din læst”. Om fortiden
Lad os starte i fortiden – i dobbelt forstand. Ved på den ene side at se på, hvordan man forstod tid i den førmoderne epoke frem til 16-1700-tallet. Dengang fortiden, det at kigge bagud, var den primære tidsopfattelse. Og på den anden side spørge mere generelt til, hvordan livet ser ud, hvis man lever det orienteret omkring fortiden.
I det førmoderne var den grundlæggende tidserfaring fortiden. Det betyder selvsagt ikke, at ingen lagde planer for, hvad de skulle i morgen, eller at der aldrig skete noget nyt i nuet. Men derimod at man brugte fortiden som guide til nutiden og fremtiden. Det, der allerede var sket, ville ske igen. Medmindre i morgen rent faktisk var den endelige dommedag, havde man en generel forventning om gentagelse.
Hver dag stod solen op og gik ned, nye børn blev født og gamle døde – individerne skiftede, men begivenhederne gentog sig.
Politik og historieskrivning var ligeledes i stor udstrækning kalkeret over denne model. Man skrev civilisationers, imperiers og nationers storhed og fald som givne udviklingsforløb med inspiration fra livets gang: De havde fødsel, ungdom, voksen, alderdom, død. Udviklingslinjen var givet. I den politiske teori beskrev man ofte styreformernes udvikling efter et lige så fast mønster, hvor den ene styreform blev afløst af den anden i endeløse cyklusser.
Når verden, både den naturlige, den menneskelige og den samfundsmæssige, synes at gå i cirkler, er viden om fortiden det naturlige redskab til at bemestre nutid og fremtid. Når man ved, hvad der har virket tidligere, ved man, hvad der vil virke i dag og i morgen. Erfaring er den mest troværdige begrundelse for viden.
Da den italienske renæssance-tænker Niccolo Machiavelli skulle begrunde sin videns autoritet i indledningen til sit berømte værk Fyrsten, beskrev han således sine kompetencer som ”lang erfaring med de moderne forhold og vedvarende studium af de antikke”. Den historiske afstand mellem renæssancen og antikken var mindre vigtig end det, at historien for Machiavelli var en aktuel læremester. Hans verden var grundlæggende ens og uforanderlig. Den eneste udvikling var cyklisk. Alt vender tilbage i et forholdsvist fast mønster.
Orienteringen mod fortiden er også med til at forklare den store optagethed af slægtslinjer, arv og gæld i de fortidige generationer. Familiens fortid bestemte dens status i nutiden.
Som individ var man mindre vigtig end den fortidige helhed, den slægt, man var en del af. Hvis man vidste, hvor du kom fra og hvem du var familie med, vidste man hvem du var og hvad man kunne forvente sig af dig i fremtiden. Der var status i fortiden, ligesom der for samfundets konger var reel magt i at kunne hævde en slægtslinje bagud i tid. Det var mere familienavnet, der afgjorde ens skæbne, end egne bedrifter.
Vi kan sætte den førmoderne fortidsorientering på en simpel formel: fortid=nutid=fremtid.
Fortiden fortæller om fremtiden, fordi der ikke grundlæggende sker noget helt nyt. Verden er fast og givet. Mennesket er bundet af og forbundet med fortiden. Vaner, ritualer, fordomme, overleverede sandheder, den faste række af højtider og fester året igennem omkransede mennesket i fortidens verden. Man kan sige, at det førmoderne menneske levede i en samtidig fortid.
”En verden at vinde”. Om fremtiden
I Sund fornuft, en oplysningspamflet fra 1776, skrev Thomas Paine, der var aktiv i såvel den amerikanske som den franske revolution, at ”oprindelig synd og arvefølge er paralleller.”
Den sætning var ment som et fælles angreb på monarkiet som styreform og på kristendommen som åbenbaret religion: Både konger og kristendom peger på noget i fortiden som grund til, at vi skal underkaste os dem – arvefølge og oprindelig synd. Men ifølge Thomas Paine tilhørte fremtiden individet, ikke fortidens arv og synder.
Pamfletten er altså et helt konkret historisk tegn på, at fortidens evige gentagelse var ved at slippe sit greb i slutningen af 1700-tallet. Kampskriftet er ikke bare et opgør med Gud og konge, den er et opgør med fortidens magt over mennesket.
Oplysningstiden er formodentlig den første epoke i Vestens historie, hvor folk selv mente at leve i en særlig tid: ”oplysningens tidsalder”. En tidsalder, hvis mennesker så sig selv som klart og tydeligt afgrænset fra fortiden. Og hvor særligt den kristne middelalder blev beskrevet som det yderste mørke af irrationalitet, overtro og undertrykkelse.
Den franske oplysningsfilosof Voltaire skrev til en ven engang i midten af 1700-tallet, at det var nødvendigt ”at få folk til at se, hvordan vi er blevet narret i alle ting; at vise hvor meget af det, vi betragter som gammelt, der egentligt er nyt; hvor meget der er blevet benævnt respektabelt, der egentlig er latterligt.”
Før oplysningstiden var menneskelivet bestemt af evige, uforanderlige og ukritisable sandheder: Verdens religiøse beskaffenhed, menneskets syndighed og det sociale hierarkis nødvendighed bandt mennesket til Gud, konge, godsejer, familie, nation og skæbne. Det vigtige i menneskelivet var evigt, dvs. uden for menneskets kontrol.
For oplysningsfilosofferne var det væsentligste i menneskelivet historisk, dvs. inden for menneskets rækkevidde. Menneskets livsbetingelser var ikke eviggyldige, men menneskeskabte, og derfor var det menneskets eget ansvar at leve med eller ændre på dem. Oplysningstidens mennesker så sig kun som ufrie på grund af sig selv, på grund af de styreformer, de selv accepterede – ikke på grund af syndighed eller naturens orden.
Dette skifte i permanensen i tingenes indretning ændrer også grundlæggende den personlige tidsopfattelse: Fremtiden, ikke fortiden, er nu den horisont, man retter sig efter.
For oplysningstidens fremtidsorienterede mennesker blev fortiden lig med stilstand og mørke. I stedet fandt de håbet og vigtigheden i deres egen, menneskets, skaberkraft. Tabet af fortiden som rettesnor blev kompenseret med fremtidshåb, med politisk og social aktivisme, der skulle skabe det nye og bedre samfund af i morgen.
Det var en tid med færre gentagelser, men med utopier og manifester, ideologier, planlægning, fremtidsforskning, og med store historiefilosoffer som Hegel og Marx, der lovede at forklare den dybe historiske gang og give mening til alt det tilsyneladende kaotiske, der prægede perioden op igennem 1800-tallet.
Den massive frygt for forandring, der herskede i den førmoderne epoke, blev gradvist afløst af frygten for stilstand. Skæbne syntes at vige for kontrol.
Den franske oplysningsfilosof Denis Diderot sagde derfor, at en oplysningsfilosof er en, ”der tramper på traditionens fordomme, anciennitet, almindelig konsensus, autoritet, kort sagt alt, hvad der undertrykker, hvad man vover at tænke af egen kraft”, og han angav filosoffens opgave som at ”lære folk at tvivle”, dvs. ikke at lade fortiden diktere nutiden.
Derfor blev fordomme et af den moderne tidsalders hadeord, og det er formodentlig også derfor, der skete en afritualisering og en autoritetsforskydning fra alderdommen til ungdommen, fra slægters visdom til ungdommelig handlekraft. Fortiden kunne ikke kommandere samme respekt blot ved at være ældre.
Hvor det førmoderne menneske levede med forestillingen om et forestående liv, der i store træk ville ligne dets forfædres, herskede der hos moderne mennesker en forestilling om en fremtid, der skulle skabes – af dem selv. ”Sin egen lykkes smed” frem for ”Skomager, bliv ved din læst”. De skrev selv deres egne livshistorier, og historieskabelse var selve det modernes grundlæggende karakteristika. Der var en verden at vinde i fremtiden.
Hvis fremtiden kan vindes, kan den også tabes
Vi kan også sætte den moderne tidserfaring på formel: fortid≠nutid→fremtid.
Fortiden blev nu en bedragerisk guide til nutiden, som vi måtte kaste af os for i stedet at bruge nutiden til at kaste drømme, planer og forudsigelser ud i fremtiden.
En fremtidsorienteret tidsopfattelse er altså fuld af forhåbninger, drømme, vækst og fremskridtsvisioner – men der er også ængsteligheder og mareridt, krise- og katastrofevisioner. For modernitetens fremtidsorienterede mennesker gik fremtiden fra at være forudsigelig til at blive et projekt og en opgave for det moderne menneske – et projekt, der også kunne fejle.
I det moderne mister fortiden henvisningspotentiale i forhold til fremtiden. Fremtiden bliver op igennem 1800-tallet til den dominerende reference og fortiden dens modbegreb (som i reaktionær, bagudskuende, frygtsom, nostalgisk etc.).
Det kan vi se spor af i særligt de nye politiske begreber, der opstod i perioden. De peger fremad, men ikke kun som fremskridt og vækst. Moderne fremtidsbegreber kan også være apokalyptiske, tale om forfald, ødelæggelse, altings endeligt.
Når fremtiden bliver ulig fortiden, kan man både forestille sig den bedre og værre. Væsentligt for begge fremtidsevalueringer er dog, at de begge er resultat af menneskelig handling, hvorfor selv de mest modernitetskritiske stemmer i perioden reelt set var fuldt og helt moderne. For det er først i det moderne, at forfald som resultat af intentionel menneskelig indblanding meningsfuldt kunne tænkes.
Fremtiden er altså ikke lig fremskridtet – og var det heller ikke for modernisterne. Men hvis katastrofen kommer, så er det ikke pga. en nødvendig, gudsbestemt dommedag, men derimod som et resultat af menneskelige handlinger. Den førmoderne katastrofe var guds straf ovenfra og udefra. Den moderne katastrofe blev meget sigende verdenskrig og totalitarisme indefra, fraden moderne verden selv.
Efter at Vesten selv gjorde op med sin egen fortidsdominerede fortid og begyndte at se sig selv som fremtidens herrer, blev fortiden i stedet noget, der hørte lande uden for Vesten til. Den tredje verden var Vesten underlegen, netop fordi den stadig var fanget i historie- og udviklingsløse samfund, tynget af fordomme, irrationalitet og fatalisme.
For de fortabte stater var vestlig modernisering vejen til fremtiden – enten som kolonier underlagt Vesten eller (senere i det 20. århundrede) som modtagere af udviklingshjælp. Og så er vi næsten fremme ved vores egen tid.
”Vi er med live”. Om nutiden
New York Times havde i 2017 en reklame, der lød: “Whatever happens next, we’ll help you make sense of it”.
Det er journalistisk impotens og omnipotens i én og samme sætning. ”Vi ved heller ikke, hvad der vil ske - men når det er sket, skal vi nok fortælle dig, hvad det betyder for den fremtid, vi heller ikke kender.”
Hvor den moderne periodes projekt var at gøre sig fri af fortidens klamme hånd, er nutidens store udfordring, at fremtiden synes forsvundet. Fremtiden virker ikke længere til at love noget fundamentalt nyt – selv ikke klimakatastrofen får særlig mange til at overveje, at fremtiden kan blive radikalt anderledes end nutiden.
I stedet forestiller vi os uendelige variationer af det, der allerede eksisterer. Vi skal stadig flyve på udlandsrejser – bare med elfly. Vi skal stadig have masser af elektriske apparater – de skal bare drives af sol, vind og atomkraft. Og vi skal stadig spise kød – det skal bare laves kunstigt i et CO2-frit laboratorium.
Den teknologiske hockeystav skal sikre en fremtid, til hvilken vores største forhåbning er, at tingene ikke ændrer sig alt for meget. ”Det Danmark du kender”, som Socialdemokratiet gik til valg på at give os. Det er som om, politik er gået fra at handle om forandring til at handle om bevaring.
Nutidens væsentligste karakteristikum er dog, at det tyvende århundredes erfaringer med verdenskrig og totalitarisme samt den truende klimakatastrofe har lært os at frygte fremtiden og betvivle vores evne til at styre den.
Mens modernitetens mennesker var fremtidens herskere, kan vi nutidsmennesker ikke engang forlade os på at styre selv den nære fremtid, fordi ting accelererer og forandrer sig omkring os hele tiden.
Nye ting og nyheder dukker op med stigende hast, men vi kan i stigende grad ikke forlade os på forudsigelser, ideologier, utopier, fremtidsforventninger af alle mulige slags som handlingsanvisninger til den.
Aldrig så snart har vi overstået en pandemi, før vi er i krig. Mette Frederiksens sidste regering nåede aldrig rigtig til at agere på alle sine egne planer, fordi den havde for travlt med at reagere på al den fremtid, der blev ved med at vælte ind over den. Fremtiden er altid allerede nutid, vi har ingen tid eller mulighed for at skabe den selv.
Faren ved at leve i det ekstreme nu
I stedet har vi fået dét, som forskellige forskere kalder for nutidsfiksering, det lange nu, eller præsentisme – alle sammen begreber for at være fanget i nu-og-her.
”Nu” er blevet et væsentligt kvalifikationskriterium i sig selv. Bemærk hvor glade nyhedsværter er for at fremhæve, at de har folk med live, og tv-journalister generelt for at fremhæve, at ”det sker lige nu”.
Øjeblikket og begivenheden er blevet det vigtigste aktualitetskriterium. Intet er i dag så lidt nyt som påstanden om det nye. Intet udviser mindre innovation end al snakken om innovation, kreativitet og disruption. Tiljublingen af – og angsten for – det nyeste nye illustrerer, at fremtiden er væk som vores forventningshorisont.
Lad os også sætte den aktuelle tidserfaring på formel: fortid≠nutid≠fremtid.
Vi har i stigende grad svært ved at tro på fremtiden som et kendt og rart sted, som noget vi intentionelt kan bevæge os fremad mod og bebo. Vi har svært ved at forlade os på den førmoderne fortidsorientering og tro på, at fremtiden nok ikke bliver så meget anderledes end det, vi allerede har oplevet.
Men vi har heller ingen tiltro til vores egen evne til selv at skabe en anderledes fremtid.
De temporale orienteringsredskaber virker ikke helt som før. I en globalt forbundet verden, hvor Vesten i stigende grad bare er én region blandt andre, er det sværere at hævde én lang, ubrudt og glorværdig fortid som garant for også fremtidig succes. På mange parametre kan det se ud som om, fremtiden tilhører andre, fremvoksende økonomier.
I stigende grad lurer fremtiden derfor for os vestlige nutidsmennesker som en diffus tabserfaring. Den dominerende fremtidsforestilling synes i dag at være, at fremtiden er uvis – men hvis man skal sætte sine penge på noget, så er det, at det bliver værre.
Og det tror de færreste af os på, at vi kan gøre noget fælles ved. Derfor ser vi en eksplosion af individualiserede strategier til at sikre fremtiden tage over fra de tidligere kollektive ideologiske projekter – lige fra livslang læring til private pensionsopsparinger og omfangsdræn, der skal forsøge at dæmme op imod den enkeltes klimaangst og udbrændthed.
Nuet ser ud til at give færre handlemuligheder, end fortiden eller fremtiden gjorde.
De gode gamle dage var en helt anden tid
Ingen tidslighed er helt enerådende i nogen epoke, hvor dominerende den end måtte være. Derfor er det oplagt afslutningsvis at overveje, hvordan vores fortidstanker og fremtidstanker formes og farves af den nutidsfiksering, jeg påstår, at vi lever i i dag.
For det er jo ikke sådan, at der slet ikke lægges planer for fremtiden længere, eller at vi slet ikke mindes fortiden i vore dage.
Men det er slående, hvor fortidig fortiden ser ud, når man lever i den ekstreme nutid. Dvs. hvor meget vi ser, udstiller og genfortæller den som for længst overstået, som helt arkiveret, som noget fremmedartet snarere end noget, der giver anvisninger og løsninger på nutiden. Enten var det ”en helt anden tid”, som heldigvis intet har at gøre med os mere. Eller også var det ”de gode gamle dage”, som vi længes nostalgisk efter, men som er evigt tabt for nutiden.
Den russiske kunstner Svetlana Boym argumenterer for, at nostalgien i dag antager to former.
Der er den, hun kalder for den ”refleksive nostalgi”, som vi særligt finder hos emigranter, samlere eller æstetikere – folk, der nøje gemmer og ærer det forgangne, netop på grund af dets alder, dets ekko fra en forsvunden tid.
Den type nostalgikere nyder det fortidige, netop fordi det er fortidigt. De dyrker erindring, længsel og drømme om det, der var, men de har ikke noget virkeligt ønske om at komme tilbage til den. Attraktionen er netop afstanden mellem dengang og nu.
Den anden form kalder hun for ”restorativ nostalgi”. Den er myte- og monumentmagernes nostalgiform. Modsat de refleksive nostalgikere ønsker de at genskabe fortiden. Den restorative nostalgi raser imod tidens gang, der har gjort det væsentlige til fortid – en fortid, der godt nok er væk, men som med vold og magt skal genopføres.
Det er nationalistens og fundamentalistens tidsaktivisme. De ser den aktuelle nutidsfiksering som indholdstom, som værdiernes tronefald, som hovedløs forvirring. Derfor ønsker de at fastlåse verden i det lange, måske endda evige tidsstræk, som nationen, racen, troen eller biologien synes at love.
Nationalister og fundamentalister kan synes gammeldags og forældede, men de er helt nutidige i deres forsøg på at fiksere deres ”helligste” uden mulighed for forandring. Hvor de førmoderne mennesker trygt forlod sig på, at intet i virkeligheden ville ændre sig, er disse nostalgiske nutidsmennesker forfærdede over den forandring, de faktisk ser overalt.
Kun i nutidens totalt foranderlige verden giver den fundamentalistiske antiforanderlighed mening.
I en situation, hvor den utopiske fremtid er forsvundet, er fortidsfantasier blevet en af måderne at tænke fremtid på.
Man kan ikke se fremtiden fra en nutid, man ikke forstår
Det virker ikke helt forkert at sige, at de store utopiers og fremtidsplaners tidsalder er ovre. I dag er det 2030-planer og ikke tusindårsriger, der udgør vores politiske horisont.
I det omfang fremtiden ikke bare skyller ind over os – som en slags genkomst af den førmoderne skæbnefortælling – kan vi kun administrere de kortvarige fremtider. Det næste ”lige nu”, der kun er lidt anderledes. Horisonten går ikke fra nu og til for evigt, men fra nu og til den næste bus kommer.
Det skyldes i ikke ringe grad, at det er blevet stadigt sværere at blive enige om, hvilken nutid vi lever i, synkronisere vores fælles erfaringer og skabe konsensus om veje fremad.
Lidt karikeret kan man sige, at i det førmoderne blev allerede etableret viden gengivet. I det moderne blev al viden forsøgt gendrevet. Og i dag bliver al fælles viden betvivlet.
Den tendens sætter sig også i vores handlingsberedskab. Det gør fremtidskampen til en kamp for at bevare noget eksisterende, der opleves som truet – ikke kampen for at skabe noget nyt.
Og det sætter sig endelig i vores opfattelse af truslernes årsager. Modsat modernitetens fremtidsmennesker, skriver vi nutidsmennesker i vid udstrækning os selv ud af ligningen som nogen, der kan gøre noget. ”Vi kan jo ikke redde hele verden”.
Som den tyske kulturhistoriker Eva Horn skriver i sin nye bog, The Future as Catastrophe: ”Nutidens bevidsthed om fremtiden som katastrofal består i følelsen af at være på et kritisk punkt, hvor det bare at fortsætte med vores nuværende livsstil gradvist vil lede frem til katastrofen – men en katastrofe, hvis scenarier og konsekvenser vi knap kan ane.”
Katastrofen – eller frelsen – er altså ikke et resultat af aktiv, intentionel menneskelig handlen. Den er snarere en konsekvens af vores apatiske fortsættelse af det eksisterende, som vi udfører velvidende, at det ikke faktisk kan fortsætte.
Det er, som Horn siger, ”en katastrofe uden begivenheder”. Klimakatastrofen er den samlede konsekvens af milliarder af individuelle handlinger flere hundrede år tilbage i tiden – men ikke en intentionel handling af nogen i dag. Fortid og fremtid mister her deres evne til at mobilisere os til handling.
Kom ud af apatien – lad ikke tiden bare gå
Betyder alt det her, at alt håb er ude? At fatalistisk accept af, hvad der end kommer, er eneste udvej i det 21. århundrede?
Slet ikke. Men det betyder som minimum, at vi ikke længere kan tillade os at være tidsnaive. Vi kan ikke overlade ansvaret for fremtiden til det ekstreme nu.
Tiden går ikke bare. Vores forhold til fortiden og fremtiden ændrer sig hele tiden i nutiden. Vi forstår i dag bedre end i oplysningstiden, at det, vi beslutter os for at gøre med fremtiden, kommer med omkostninger. At fremskridtet er ambivalent.
Men vi bør huske på, at det også koster ikke at handle. Stilstand er også bevægelse. Det enorme ansvar, som det moderne lagde på os ved at gøre fremtiden til et menneskeligt projekt frem for et gudsbestemt, bør ikke gøre os handlingslammede. I stedet bør vi indse, at der også er en frihed i at vide, at hvad end man handler eller ej, har det konsekvenser.
Modsat modernisterne fra 1800-tallet ved vi godt, at vi ikke kan kontrollere det hele og diktere fremtiden. Men vi kan heller ikke som de førmoderne mennesker sidde stille og vente på, at fremtiden selv kommer med den perfekte løsning.
Det, vi kan gøre, er vores bedste. Tage ved lære af fortiden uden at lade den diktere fremtiden. Kaste drømme ud i fremtiden, men lade dem være fleksible nok til at kunne blive korrigeret af nutiden, når det næste nu melder sig med ny information.
Forståelsen af de tre måder at placere sig selv i historien på som individ og samfund, i fortiden, nutiden eller fremtiden, behøver ikke være noget, der bare sker med os.
De forskellige måder at forholde sig til tiden på kan gøres til ressourcer for et omstillingsparat menneske. Vi kan have frugtbare diskussioner om, hvad der faktisk er værd at bevare fra fortiden. Hvor vi egentlig står lige nu. Og hvor vi gerne vil hen i fremtiden.
Tiden kan demokratiseres. Den sker ikke bare. Vi kan gøre noget ved det.
