29-årige Tyre Nichols døde den 10. januar på St. Francis Hospital i det østlige Memphis. Tre dage forinden var han blevet gennemtævet af en gruppe lokale civilbetjente fra særenheden Scorpion - oprettet i 2021 for at slå hårdt ned på byens store problemer med gadekriminalitet. Om Nichols havde kørt hensynsløst i sin bil, som betjentene hævder, er endnu uklart. Men det virker indlysende, at betjentenes brug af vold var helt ude af proportioner.
Betjentenes fremfærd er blevet fordømt i vide kredse, fra borgergrupper over den lokale politichef i Memphis til USA’s præsident Joe Biden. De involverede betjente er blevet afskediget og skal nu retsforfølges for bl.a. manddrab. Og Scorpion-enheden er blevet opløst.
Men Nichols’ død er langtfra enestående. En betjents kvælning af George Floyd i Minneapolis, Minnesota i 2020, og gennempryglingen af Rodney King i Los Angeles, Californien i 1991, er iøjnefaldende paralleller. Og dog er alle tre berømte politidrab kun enkelte eksempler på en mere generel tendens: at hård nultolerance over for gadekriminalitet fra politiets side bringer sin egen vold med sig.
I 2022 blev knap 1.200 mennesker i USA dræbt af politiet – alene ved skud. Og store dele af befolkningen klager til stadighed over, at de talstærke, men dårligt uddannede politikorps slår vilkårligt ned på småforseelser, men lader storforbrydelser passere.
Samtidig er det væsentligt, at det seneste opsigtsvækkende tilfælde af dræbende politibrutalitet netop fandt sted i det sydøstlige Memphis.
Bystyret i Memphis afsætter knap 40 procent af sit samlede budget til politi og overvågning, og over hele byen har myndighederne opsat blå-blinkende overvågningskameraer under den Orwell-agtige overskrift SkyCop. Men lige meget hjælper det. År efter år ligger byen i toppen af USA’s kriminalitetsrater, navnlig når det gælder drab og gadevold. Alt imens protesterne over politiets fremfærd fortsætter.
USA’s voldeligste by
Sådan har det været længe. Allerede i 1915 bemærkede avisen New York Times, at Memphis med sin mordrate på over 72 pr. 100.000 indbyggere var den voldeligste by i hele USA. Og i 1930’erne blev byen kendt som The Murder Capital of the World.
I dag er mordraten i Memphis godt 50 pr. 100.000 indbyggere, og den synes at være svagt faldende. Til gengæld er antallet af vold og væbnede røverier stigende, og uanset hvordan man vender og drejer tallene, er de usædvanligt høje. Til sammenligning er mordraten i nutidens Danmark cirka 1 pr. 100.000.
I 1960’erne var byen hjemsted for nogle af de mest markante kampe i borgerrettighedsbevægelsens stræben efter ligestilling mellem sorte og hvide amerikanere. Efter en dødsulykke i en af byens skraldevogne i det tidlige forår 1968, indledte byens sorte skraldemænd en langvarig strejke mod de uhumske, livsfarlige og uværdige arbejdsvilkår, som byens hvide styre bød dem. Politiet gik ofte hårdhændet frem mod demonstranter – med assistance fra den tilkaldte nationalgarde, vis tanks patruljerede i gaderne.
En enkelt betjent opsøgte endda den 16-årige demonstrant Larry Payne ved hans hjem og dræbte ham på klos hold med et oversavet jagtgevær. Adskillige vidner modsagde betjentens påstand om, at den unge mand havde haft en kniv i hænderne, men retten afviste at rejse tiltale mod betjenten med henvisning til manglen på beviser.
Martin Luther King, borgerrettighedsbevægelsens fremmeste skikkelse, kom til byen for at vise støtte til strejken og demonstrationerne. Over for flere tusind tilhørere i pinsekirkens store sal i The Mason Temple lidt sydøst for bymidten holdt han en gribende tale om at bestige bjerget ligesom Moses og at kæmpe videre på trods af modgang og tilsyneladende håbløshed.
Det var den 3. april 1968. Dagen efter blev han dræbt af en snigskytte foran Lorraine Motel – et af de få logier i det indre Memphis, hvor afroamerikanere var velkomne.
Tre et halvt år senere, den 15. oktober 1971, blev den 17-årige afroamerikaner Elton Hayes tævet til døde af en flok Memphisbetjente efter en biljagt. To af hans jævnaldrende venner blev også gennembanket, men overlevede. Flere dages protester og uroligheder fulgte, og betjentene blev retsforfulgt, men til slut frikendt af en jury, der var lige så ensartet hvide som dem selv. Blandt de tidligere markante sager om dræbende politibrutalitet er det formentlig denne, der ligger tættest op af Tyre Nichols-sagen.
En tung arv
En tung arv af racisme spiller en åbenlys og væsentlig rolle her. Men dét, at Nichols blev overfaldet af en gruppe sorte betjente, viser også, at racismen ikke kun skal forstås som en lang række af enkeltsager, hvor hvide mennesker eller myndigheder har angrebet sorte medborgere. Den har også strukturelle rødder i de vidt forskellige udgangspunkter, som byens sorte befolkningsflertal og dens hvide mindretal har.
Ikke mindst fastholdes store masser af indbyggere (både sorte og hvide, men især sorte) i fattigdom og manglende fremtidsudsigter i den afindustrialiserede, nedslidte og i store områder affolkede by. Mange unge menneskers jobmuligheder ligger i bedste fald i usikkert og dårligt betalt lagerarbejde for transportfirmaet FedEx, der bruger byens lufthavn som distributionsknudepunkt.
Uanset de store resultater af kampen mod den mest iøjnefaldende diskrimination er byen stadig plaget af sociale problemer, der kan minde om skraldemændenes livsbetingelser i 1960’erne. Den slags problemer er svære at komme til livs med peberspray og politipistoler.
Jacqueline Smiths protest
Byen er imidlertid også meget mere end det. Kommer man til Memphis i dag, vil man næppe kunne undgå at bemærke kontrasten mellem statelighed og forfald, mellem opbygning og destruktion.
Lorraine Motel, hvor Martin Luther King blev skudt, tager ikke længere imod overnattende gæster, men indgår nu i det store National Civil Rights Museum, som grundigt fortæller om både USA’s diskrimination af sin sorte befolkning og om bevægelserne imod den diskrimination – og som ender sin rundtur foran Martin Luther Kings sidste overnatningssted.
Det museum er i sig selv et monument for de antiracistiske bevægelsers sejre. Racisme er ikke længere bare et givet livsvilkår. Det er et problem, der diskuteres og forsøges overvundet.
Og dog sidder der foran museet en lille, sort kvinde med protestskilte. Hun hedder Jacqueline Smith og har sidder der hver dag gennem 35 år. Hun protesterer ikke imod den bevægelse, som museet hylder – tværtimod. Hendes kritik angår det, at bevægelsen og dens historiske arv er blevet indkapslet i det dyre, prestigefyldte museum. Hvad nytter det at bygge monumenter over fortidens kampe mod diskrimination og forarmelse, når man svigter kampen mod fattigdom i dag? Var Martin Luther Kings budskab i The Mason Temple ikke, at man først kan besejre racismen ved at overvinde fattigdom og social ulighed?
Ser man sig omkring fra hendes lille protestbod, er det ikke svært at se, hvad hun mener.
Langs byens hovedgade, et stenkast fra det store museum, falder øjet på både den imposante banegårdsbygning og en række nydelige gamle hoteller og butiksbygninger. Alle vidner om en levende by med muligheder og fremgang – i hvert fald for nogle af indbyggerne.
Men der holder ikke længere ret mange passagertog ved banegården. Og til trods for energiske bestræbelser på at relancere det indre Memphis som turist-hotspot og hjemsted for den ressourcestærke øvre middelklasse, har mange af de gamle bygninger stadig brædder for vinduerne. De gamle butikker er lukket, og det er årtier siden, både Ambassador Hotel på South Main Street og Hotel Pontotoc rundt om hjørnet har haft overnattende gæster.
Bevæger man sig videre rundt i kvarteret, møder man påfaldende mange spøgelsesgrunde. Gamle bygninger er fjernet, men ingen nye er opført. Grønt ukrudt behersker tomter og murbrokker.
Byens ar
De mange huller i husrækkerne er ar efter årtiers kampe om byen. 1950’ernes og 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse fik medvind i afgørende retssager, og i et vist omfang lykkedes det bevægelsen at presse USA’s føderale regering til at sætte ind mod sydstaternes racediskrimination, hvor sorte ikke måtte bo, spise, sove, gå i skole eller få lægebehandling de samme steder som hvide. Men i Memphis svarede det hvide bystyre og store dele af den hvide befolkning igen med affolkning og nedbrydning af den indre by – og navnlig de sorte kvarterer.
Beale Street, den sorte befolknings gamle hovedgade på tværs af den ’hvide’ Main Street, blev et af hovedofrene for det, bystyret betegnede som byfornyelse, men som reelt var ødelæggelse af hele kvarterer uden planer om genopbygning. De fire blokke af Beale Street, som i dag er et af byens mest markante turiststeder – en slags bluesmusikkens Disneyland i miniformat – overlevede kun, fordi de føderale myndigheder fredede den strækning i 1966. Og selv dér står ofte kun facaderne ud mod gaden tilbage.
Da de føderale myndigheder i begyndelsen af 1970’erne begyndte at sætte busser ind for at ophæve den fortsatte raceadskillelse i skolerne ved simpelthen at fragte eleverne på kryds og tværs inden for byerne, svarede store dele af det hvide Middelklasse-Memphis igen ved at flytte fra selve byen og ud til nye parcelhus-forstæder, hvor deres børn ikke skulle dele klasseværelser med sorte fattigunger. Det tømte den indre by for mennesker og ressourcer, og den faktiske raceadskillelse levede videre på trods af, at det ikke længere var muligt at opretholde den adskillelse ved lov.
Gamle fremtidsdrømme
Alligevel er mange af de lokale stadig stolte af deres by og dens særlige vibe, dens fællesskab og dens lange, seje kampe for at blive et bedre bysamfund.
Alt det kommer ikke mindst til udtryk i byens markante musikalske arv som arnested for rock’n’roll, soulmusik, blues og country. Ikke kun Elvis Presley, men også Otis Redding, B.B. King, Johnny Cash og mange flere startede deres karrierer i 1950’ernes og 1960’ernes Memphis. I slutningen af 1960’erne blev soul-musikken fra Stax-selskabet lidt sydøst for byens centrum endda verdensberømt og gjorde the Memphis Sound til et begreb. Musikken derfra havde et tungt swing og et upoleret udtryk, der signalerede en autenticitet, som musikglade unge over hele den vestlige verden higede efter.
Byens indbyggere lever videre på trods og måske også på levn af drømmene fra dengang, fremtiden tegnede lysere.
Memphis er med andre ord fuld af modsætninger. Og de modsætninger afspejler på deres egen, tilspidsede måde også meget af det, der kendetegner USA’s moderne udvikling som helhed.
Byen ved floden
Når netop Memphis kan rumme så markante modsætninger i sig, handler det i høj grad om byens geografiske og sociale placering mellem nord og syd.
Byen ligger ved den nordlige spids af Mississippideltaet på en høj banke, hvor Chickasaw-folket før europæernes ankomst havde bosat sig i fred for den store flods tilbagevendende oversvømmelser. Hvide amerikanere købte den oprindelige befolkning ud, grundlagde byen i 1819 og opkaldte efter den oldegyptiske hovedstad ved Nilen.
Den beliggenhed gav forretningsmuligheder. Memphis blev hurtigt markedsby for den bomuld, der blev produceret på slaveplantager langs Mississippideltaet mod syd og eksporteret med flodens hjuldampere. Fra midten af 1800-tallet kom nye togstækninger til og gav byens handelsmænd effektiv forbindelse til Atlanterhavet og dermed til det europæiske bomuldsmarked. I kraft af sin forbindelse til bomuldsplantagerne var byen i de år også hjemsted for et af regionens største slavemarkeder.
Mellem Syd og Nord
For så vidt hørte og hører Memphis således geografisk, kulturelt og socialt til Syden i USA. Byen ligger officielt i Louisiana, men dens sydlige forstæder krydser grænsen til staten Mississippi. Arkansas ligger lige på den anden side af floden, i dag nogle få minutter til fods over jernbanebroen.
Memphis har også fra begyndelsen været både geografisk, politisk og kulturelt transitpunkt mellem Sydstaternes plantageliv og Nordstaternes industrisamfund. Mellem næsten selvstyrende lokalsamfund og orienteringen ud mod den store verden.
De modsætningerne har gnubbet sig op og ned ad hinanden i byen. Den lokale forfatter David L. Cohn bemærkede i 1935, at Mississippideltaet starter i den fornemme lobby på Hotel Peabody i den dyre ende af det indre Memphis.
Under den amerikanske borgerkrig 1860-65 hørte byen først til slaveholderstaterne i syd, men var fra 1862 og krigen ud under Nordstaternes kontrol. Det indebar, at byen gav nye muligheder til den afroamerikanske befolkning, og mange flyttede – eller flygtede – dertil fra Sydens slaveforhold.
Det betød dog langtfra, at livet for byens sorte indbyggere var let. Blot et år efter, at Nordstaterne vandt borgerkrigen, drog grupper af byens hvide indbyggere hærgende gennem de sortes kvarterer, dræbte 45 og sårede dobbelt så mange.
Afroamerikanernes muligheder for at leve og arbejde på nogenlunde lige fod med deres hvide naboer blev også atter drastisk indskrænket fra slutningen af 1800-tallet, hvor raceadskillelsespolitikken og tanker om hvidt overherredømme vandt frem i Sydstaterne. Og den blev nøje fastholdt under borgmester E.H. Crumps mangeårige autoritært-populistiske bystyre i første halvdel af 1900-tallet.
Frirum og flugten videre
Ikke desto mindre kunne Memphis ofte tilbyde frirum fra den langt mere ubønhørlige undertrykkelse og armod i det dybe Syden. Så Memphis blev også det sted, som både sorte og hvide landarbejdere søgte til for at finde et frirum. Byluften gør fri, som allerede højmiddelalderens europæiske livegne havde opdaget.
Den jævne sorte befolkning fra Mississippideltaget kunne op gennem den første halvdel af 1900tallet finde et frirum for en enkelt lørdag aften på Beale Streets mange barer og spillesteder. Mange, både sorte og hvide, søgte også et mere vedblivende frirum ved at flytte til byen for at blive industriarbejdere eller – i et markant mindretals tilfælde – blive musikere.
Memphis blev en vigtig brik i Elvis Presleys tidlige livshistorie, men også i f.eks. B.B. Kings, Johnny Cashs og talrige andre lokale musiklegenders. Sigende nok var de færreste af Memphis-musikkens store navne født i byen. De flyttede dertil – både i Elvis’ og B.B. Kings tilfælde fra Mississippi.
Tilstrømningen af håbefulde landboere fra syd fik byen til at vokse – fra cirka 100.000 indbyggere i år 1900 til omtrent 500.000 i 1960 og cirka 650.000 siden 1970’erne. Men Memphis var for mange også en slags mellemstation i jagten på et nyt og bedre liv på endnu større afstand Sydens racisme og armod. Mange tog videre nordpå til Chicagos og Detroits sværindustrier og anderledes musikmiljøer.
Grænser
Af samme grund var der også grænser for Memphis’ vækst – både i størrelse og i økonomisk og kulturel forstand. Den blev aldrig nogen rigtig storby efter amerikanske forhold. Den var centrum i sin region, men den forblev også en transitby, der efter amerikanske forhold altid kun har været mellemstor.
Det indebærer også, at byen på godt og ondt har bevaret træk af sydstatskulturen i sit møde med elementer af nordstatskulturen – og af landbokulturen i mødet med urbaniteten.
Man mærker tydeligt de dobbeltheder, når man bevæger sig rundt i byen. På nær den fine ende af downtownområdet er de fleste bygninger lave. Der dufter og smager af sydlig, proteinrig bondekost – først og fremmest svinekød tilberedt på traditionel landlig vis gennem mange timer over velduftende trækul. Og folk har nok en urban bevidsthed og viser gerne, at de bestemt ikke er bondeknolde - men de virker alligevel for det meste roligt imødekommende på måder, man sjældent oplever længere nordpå.
Det vil sige – lige til en bestemt grænse. Kommer man de lokale på tværs, er der sjældent langt til et skydevåben. Og der er tydeligvis stadig en del, der kommer Memphis-indbyggerne på tværs. Både dem med og uden uniform.
