Op mod 50.000 danskere ramt af overset spiseforstyrrelse

For knap et år siden, den 1. januar 2022, anerkendte Sundhedsstyrelsen spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder) som en ny diagnose. Det betyder, at BED nu indgår som en anerkendt sygdom i sundhedsvæsnet, og fagpersonale skal kunne genkende lidelsen og visitere til den rette behandling.

BED kaldes også tvangsoverspisning. Hvis man har BED, mister man kontrollen over sin spisning og spiser store mængder mad inden for kort tid, for eksempel inden for et par timer.

Sundhedsstyrelsen skønner at 40-50.000 voksne danskere lider af BED. Det er flere end antallet af personer med anoreksi og bulimi til sammen.

Mange går rundt med BED uden at vide det, og det er et problem, fordi det kan føre til forkert behandling. For eksempel viser forskning, at op til 20 pct. af patienter med type 2-diabetes også har BED. Her kan overspisningerne være med til at forværre blodsukkerreguleringen og forstyrre behandlingen af diabetes.

Så det er altså vigtigt at kende til BED. Dels fordi mange har lidelsen, og dels fordi andre sygdomme kan forværres af ubehandlet BED. Men også fordi nogle mennesker skammer sig så meget over, at de tvangsoverspiser, at de skjuler det og ikke får den hjælp, de har brug for.

Ved BED kaster man ikke op

BED adskiller sig væsentligt fra anoreksi og bulimi. Ved BED overspiser man, men man kaster ikke op bagefter. Anoreksi og bulimi er såkaldte restriktive spiseforstyrrelser: Forenklet sagt undgår man at spise ved anoreksi, og ved bulimi forsøger man at kompensere for spisningen ved at kaste op, bruge afføringsmidler eller ved at overtræne.  

Typisk er det en psykolog eller psykiater, der stiller diagnosen BED. Personen, der overspiser, bliver bedt om at svare på følgende spørgsmål:

1. Oplever du flere gange om ugen, at du spiser store mængder mad inden for et kort tidsrum?

2. Føler du i den forbindelse, at du mister kontrollen over din spisning?

3. Ender du med at spise hurtigere, end du normalt plejer?

4. Fortsætter du, til du er ubehageligt mæt?

5. Starter du med at spise uden at mærke sult?

6. Spiser du alene, fordi du er flov over, hvor meget du spiser?

7. Føler du skyld, skam, selvlede eller depression bagefter?

Hvis personen svarer ja til de to første spørgsmål og til tre af spørgsmålene 3-7, og i øvrigt er belastet af sine overspisninger, er der sandsynligvis tale om BED.

Skyld, skam og dårligt selvværd

På Klinik for BED på Odense Universitetshospital har vi behandlet patienter med BED siden 2019. Der er flere grunde til, at vi synes, det er vigtigt at udbrede kendskabet til spiseforstyrrelsen:

Mange med BED oplever skyld og skam over deres overspisninger. Det, vi skammer os over, gemmer vi ofte væk – og mange med BED skjuler deres overspisning fra familie, venner og kollegaer.

BED-patienter beskriver, hvordan de kan gå en hel aften og bare vente på, at deres familie går i seng, så de kan komme til at overspise. Eller de skynder sig at overspise i bilen på vej hjem, så de kan skaffe emballagen af vejen, inden de træder ind ad døren.

Andre bor alene, men er plaget af, at de konstant føler, de skal begrænse deres spisning foran andre. Sådanne begrænsninger i spisningen kan trigge overspisning, når de kommer hjem og endelig er alene.

Skyld og skam over overspisning fører ofte til selvkritiske tanker hos patienter med BED. Som en BED-patient sagde: “Man behøver ikke tale grimt til en BED patient - det kan man være sikker på, de nok selv skal gøre”. De selvkritiske tanker er ofte med til at fastholde eller forstærke overspisningerne, og fejlslagne forsøg på at holde op med at overspise udløser ofte selvkritiske tanker. Så det er en ond cirkel.

Med sådan nogle forudsætninger er det ikke svært at forstå, at det kan være vanskeligt at holde op med at overspise. Mange patienter med BED har derfor et meget lavt selvværd omkring deres spisning, og det kan forplante sig til andre situationer, så de føler, at de er mindre værd i sociale sammenhænge, for eksempel sammen med familie, venner eller kollegaer.

Skam og lavt selvværd betyder, at BED isolerer og fører til ensomhed. Mange patienter får derfor ikke den hjælp, de har brug for. De oplever, at de er helt alene med deres problemer. Ofte viser det sig dog, at nogle i deres omgangskreds har lignende problemer, men det er ikke noget, man taler om.

Vægttab fjerner ikke problemet

Nogle BED-patienter har en forestilling om, at deres problemer er løst, hvis de taber sig. Men et vægttab fjerner ikke spiseforstyrrelsen. Tværtimod. Forsøg på at spise mindre øger ofte sult og risikoen for overspisning. Derfor ender mange BED-patienter med at tage det tabte på igen, hvilket kan føre til en ny nederlagsoplevelse.

Det er en bedre løsning at stabilisere vægten, spise regelmæssigt og undgå sult. Hvis man ikke er i stand til at skelne mellem overvægt og BED, forsøger man blot at finde en let løsning (vægttab) på et kompliceret problem (spiseforstyrrelsen).

BED forveksles nemlig tit ’blot’ med overvægt, også i sundhedssektoren. Det er et problem, fordi behandlingen, slankekure, kan have den modsatte effekt ved BED. BED-patienter, der forsøger at spise mindre, ender tit med uregelmæssig spisning, hvor de svinger mellem at spise for lidt og overspise. Mange oplever, at deres BED forværres, og at de tager på, når de sættes på slankekur.

Overvægten fører også til, at mange BED-patienter oplever, at de opfattes som dovne, uvidende, eller at de selv er skyld i deres overvægt. Men intet er længere fra sandheden - de fleste BED-patienter er sig smerteligt bevidste om deres overvægt, og de ønsker brændende at tabe sig.

Et vægttab er bare sjældent løsningen på spiseforstyrrelsen, fordi de tanker, følelser og handlinger, der knytter sig til spiseforstyrrelsen, ikke adresseres ved et vægttab. Den form for fejlbehandling og stigmatisering er ikke det, BED-patienter har brug for. De har brug for, at deres lidelse og deres problemstillinger tages alvorligt som det, det er: En spiseforstyrrelse – ikke et overvægtsproblem.

Selv om BED nu er anerkendt som diagnose, overses mange, der er ramt af lidelsen, stadig. Derfor er der grund til at øge opmærksomheden på den nye spiseforstyrrelse.