Belarus er de sidste 20 år blevet kaldt ’Europas sidste diktatur.’ I disse dage er der desværre ikke nogen, der gør sig store forhåbninger om, at landet med den demagogiske præsident Viktor Lukasjenko ved rorpinden er på vej mod mere demokrati. Et mere interessant spørgsmål er derfor, om diktatur-holdet, der som minimum også tæller Vladimir Putins Rusland, er på vej til at få forstærkninger fra en uventet side.
Ungarn og Polen har nu i en årrække været mål for intenst pres fra et bekymret EU. Ungarns leder Viktor Orbán blev allerede i 2015 på et EU-topmøde spøgefuldt tiltalt ’diktator’ af den tidligere Kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Senest er EU-kommissionen begyndt at uddele dagbøder til Polen i håbet om, at det kan tvinge lederne af en af Europas mest folkerige nationer til at tilbagerulle juridiske reformer, som truer med at undergrave dommerstandens uafhængighed og dermed magtens tredeling.
Men hvor galt står det egentligt til i Ungarn og Polen? Hvad kan forklare udviklingen? Og kan vi forvente, at landene ender som fuldblodsautokratier?
Mod det demokratiske nulpunkt?
Det korte svar er nej. Polen og Ungarn er næppe ved at udvikle sig til hårdkogte diktaturer. Faktisk er der en del indikationer på, at de to lande går lysere tider i møde rent demokratisk. Men dermed ikke sagt, at den politiske situation ikke er alvorlig og kompleks.
For bedre at forstå situationen i Ungarn og Polen kan det være formålstjenesteligt indledningsvist at sammenligne med udviklingen i en række andre lande. Figuren nedenfor viser demokrati-scorerne fra det såkaldte Varieties of Democracy-projekt for udvalgte europæiske lande i perioden siden Sovjetunionens sammenbrud frem til i dag.
Demokratiskalaen går fra 1 til 0, hvor 1 indikerer det ideelle liberale demokrati, som selv en global demokratisk topscorer som Danmark kun tilnærmer sig, og 0 beskriver det mest lukkede og undertrykkende diktatur repræsenteret ved eksempelvis Nordkorea.
Figuren viser med al tydelighed det demokratiske tilbageslag i Ungarn og Polen. De første to årtier efter Berlinmurens fald i 1989 klarede de sig faktisk begge over al forventning. Og de formåede endda at fastholde dette overordentligt pæne demokratiske niveau – sammenligneligt med Grækenlands – uden nævneværdig slinger i valsen.
Men siden Viktor Orbán førte Fidesz-partiet til sejr ved det ungarske valg i 2010, og Jarosław Kaczyński gjorde det samme med PiS-partiet ved det polske parlamentsvalg i 2015, er de to østlande gledet hastigt ned af demokrati-skalaen.
Listen over de demokratiske synder
I Ungarn har Orbán alvorligt stækket kritiske stemmer i både medier og civilsamfund, han har svækket domstolenes kontrol med regeringsmagten og statsapparatets og anklagemyndighedens politiske uvildighed ved systematisk at afskedige modstandere og udpege Fidesz-loyale støtter.
Ydermere er den politiske korruption vokset markant. Adskillige personer med tilknytning til Fidesz og Orbán sidder nu som direktører for re-nationaliserede virksomheder, og de har alle kunnet drage klare økonomiske fordele af deres bånd til regeringspartiet. Det er kommet så vidt, at flere iagttagere nu mener, at Ungarn på flere punkter mere ligner ’mafiastaterne’ i Rusland og Ukraine end markedsøkonomierne i Vesteuropa.
Flere iagttagere mener nu, at Ungarn på flere punkter mere ligner ’mafiastaterne’ i Rusland og Ukraine end markedsøkonomierne i Vesteuropa.
I Polen har Kaczyński og PiS-partiet med Andrzej Duda som frontfigur og præsident ikke bevæget sig lige så langt ned mod det demokratiske nulpunkt, og endnu er de berørte områder ikke lige så talrige. Men som i Ungarn har angrebene mod de demokratiske institutioner været systematiske og målrettede. Særligt problematisk er indskrænkelsen af domstolenes uafhængighed og den voksende politiske kontrol med og påvirkning af nyhedsstrømmen fra statsejede medier.
Udemokratisk ildhu
Polens og Ungarns politiske afvikling af demokratiske instanser skal vi bestemt ikke tage let på. Men vi bør også have proportionerne i orden og træde et skridt tilbage og sætte denne udvikling i et større perspektiv. Kun Ungarn ligger i skrivende stund omkring det niveau, hvor politologer typisk drager grænsen mellem demokrati og diktatur. Men Orbáns Ungarn er fortsat milevidt fra det skræmmebillede, som Lukasjenkos Belarus udgør. Og Kaczyńskis og Dudas Polen befinder sig endnu længere herfra.
Orbáns Ungarn er fortsat milevidt fra det skræmmebillede, som Lukasjenkos Belarus udgør. Og Kaczyńskis og Dudas Polen befinder sig endnu længere herfra.
Begge lande tillader fortsat, at oppositionspartier stiller op og fører valgkamp frem mod valgene, og imellem valgene udfordrer de regeringspartiernes politiske linje. Går folket på gaden og demonstrerer mod bestemte beslutninger, bliver de ikke mødt med vold og urimelig bødestraf, som vi typisk ser det i de autoritære regimer.
Figuren ovenfor viser tilmed, at Rumænien lige siden optagelsen i EU i 2007 har befundet sig på et demokratisk niveau i omegnen af Polen i 2020. Og ligesom Polen bliver Rumænien ofte irettesat, fordi landets politikere misligholder og underminerer dets demokratiske institutioner. Den virkelige årsag til bekymring i Polens og Ungarns tilfælde er måske ikke så meget det demokratiske niveau af i dag – selvom det også bør give panderynker. Vi bør snarere få sved på panden over det markante demokratiske tilbageslag og den tydelige udemokratiske ildhu, som synes at drive landenes regeringspartier.
Konservative dyder og anti-EU-retorik
Så hvordan er det da kommet så vidt med Polen og Ungarn, som begge længe var demokratiske duksedrenge i klassen af østeuropæiske stater? Hvorfor smider vælgerne ikke regeringspartierne på porten, når de langsomt nedbryder den demokratiske styreform, som langt hovedparten af befolkningen bakker op om? Den politologiske forskning peger primært på tre forklaringer: en identitetspolitisk, en økonomisk og en politisk strategisk forklaring.
Den identitetspolitiske forklaring tilskriver ideer og værdier særlig vægt i forståelsen af den genuine vælgeropbakning, som Fidesz og PiS nyder. Begge partier hylder konservative katolske familieværdier, de prædiker nationens storhed og retten til national selvbestemmelse, de er arge modstandere af liberal køns- og LGBT-relateret lovgivning. Derudover fører de en benhård udlændingepolitik, til trods for at såvel Polen som Ungarn huser betragteligt færre migranter end eksempelvis Danmark.
Polen som Ungarn huser betragteligt færre migranter end eksempelvis Danmark.
Da EU i de sidste ti år netop har presset på for at harmonisere lovgivning og politikker på disse områder, kombinerer Fidesz og PiS disse kerneværdier med en voldsom anti-EU-retorik. Men denne identitetspolitiske platform er ikke ny. I Polen er ca. 30 % af stemmerne ved samtlige valg siden 1989 eksempelvis gået til partier med lignende standpunkter. Vælgeranalyser viser da også, at Fidesz og PiS’ succes kræver yderligere forklaring.
Fremmedgjorte kernevælgere
Vi må også tage økonomien med i betragtning. Ungarn og Polen har netop med både held og dygtighed formået at omstille en kommunistisk planøkonomi til en kapitalistisk markedsøkonomi, at tiltrække store udenlandske investeringer og gennemføre hårde nedskæringer på de offentlige udgifter op gennem 1990’erne og 2000’erne. Disse tiltag lagde kimen til, at en gruppe borgere følte sig fremmedgjort over for samfundsudviklingen, og de udgør nu broderparten af de vælgere, som vi ser støtte op om Fidesz og PiS.
Det er således de lavereuddannede, de fattigere og dem på landet langt fra landets vækstcentre, der nu for alvor siger fra over for globaliseringen. Mange af disse vælgere fandt sig i det, mens Polens og Ungarns økonomier fra midt-1990’erne galoperede derudaf. Men med finanskrisen i 2008, som især Ungarns socialdemokratiske regering forsøgte at styre ud af på helt og aldeles katastrofal vis, blev der skabt et politisk rum for en økonomisk politik, som ikke kun dikteres af neoliberale præmisser.
Først Fidesz og så PiS samlede altså en vælgergruppe op, som længe havde følt sig overset.
Først Fidesz og så PiS samlede altså en vælgergruppe op, som længe havde følt sig overset. Med velfærdsnationalistiske tiltag netop solgt med udgangspunkt i ovennævnte konservative dyder har både Ungarn og Polen de seneste år re-nationaliseret virksomheder inden for strategiske områder som eksempelvis energi- og banksektoren. Ydermere er der gjort indhak i den økonomiske ulighed.
Begge lande har således indført langt mere generøse velfærdsydelser i form af eksempelvis forhøjelser af børnepenge og skattelettelser for familier med mange børn. Samtidig er der sat målrettet ind over for arbejdsløshed og lavtlønsarbejde. Igen er det familieværdierne og den almindelige hårdtarbejdende lønmodtager, der er i centrum for den økonomiske politik.
Ser vi bort fra regeringspartiernes indpakning af politikkerne, så betyder sådanne tiltag, at mange mindrebemidlede og lavereuddannede vælgere oplever højere jobsikkerhed og mere generelt mærker et markant løft af privatøkonomien.
Alternativet er værre
Dette økonomiske perspektiv kaster sammen med det identitetspolitiske ditto lys over, hvorfor vælgerne i stort tal i både Ungarn og Polen stemmer på Fidesz og PiS. Ingen af delene kan dog forklare, hvorfor selvsamme vælgere så ikke straffer partierne, når de går til angreb på de demokratiske institutioner.
Opbakningen til demokratiet i begge lande ligger ifølge The Democracy Perception Index i 2021 i omegnen af 80-85 %. Fra nyere forskning ved vi, at almindelige vælgere godt forstår, hvornår politikere overtræder de demokratiske spilleregler, og de fleste vælgere i demokratier er da også generelt negativt stemt over for den slags forseelser.
Men ofte er vælgerne mindre tilbøjelige til at straffe udemokratiske politikere fra netop deres parti, og denne eftergivenhed forstærkes i stærkt polariserede sammenhænge, hvor regeringsparti og opposition står stejlt over for hinanden. Ganske som det er i dag tilfældet med ikke bare Polen og Ungarn, men også USA. Nyder vælgere godt af den førte politik, og føler de sig distanceret fra det politiske alternativ, ja, så er de altså mere tilbøjelige til at se igennem fingre med den siddende regerings udemokratiske ageren.
Politiske grøftegravere
Og den pointe leder os frem til den tredje forklaring. Her må vi fokusere på den politiske strategi, som de polske og ungarske regeringspartier forfølger i håbet om at fastholde magten. I begge tilfælde er der tale om en populistisk tilgang, som kort sagt går ud på at grave grøfter: mellem hjemlandet og Bruxelles, mellem heteroseksuelle og homoseksuelle, mellem konservative og liberale, mellem lavtuddannede og højtuddannede.
Denne strategi bidrager i høj grad til, at Fidesz og PiS kan muliggøre og retfærdiggøre de demokratiske tilbageslag. Ved at udnytte den identitetspolitiske splid, som regeringspartierne selv har sået mellem forskellige grupper, polariserer de vælgerbefolkningen og gør det sværere for mange inkarnerede Fidesz- og PiS-vælgere at identificere sig med politiske alternativer. Netop derfor bakker mange polakker og ungarere fortsat op om de to partier, selvom de egentlig ikke bryder sig om de udemokratiske tiltag.
EU’s suveræne pressionsmiddel
Er Ungarn og Polen så dømt til fortsat demokratisk tilbagefald? Skal EU trækkes med et genstridigt Fidesz og PiS i årevis endnu?
Tager vi udgangspunkt i ovenstående forklaringer og tilsætter lidt viden fra den generelle politologiske litteratur om politisk valgte ledere, som gradvist afmonterer demokratiet, så er der faktisk grund til at være relativt optimistisk på Ungarns og Polens vegne.
For det første er begge lande udsat for et massivt – og voksende – pres fra Europas side. Polen har siden slutningen af oktober måtte æde dagbøder på en million euro, efter at EU-Kommissionen valgte at sanktionere landet for ikke at efterleve unionens krav om at respektere magtens tredeling.
Som vanligt har den polske regering forsøgt at vende konflikten til et spørgsmål om nationens ret til selvbestemmelse. Ifølge meningsmålinger synes denne sædvanlige forsvarsreaktion dog ikke at være nok til at fastholde de mere ’moderate’ PiS-vælgere, som måske fortrinsvist støtter partiet på grund af dets økonomiske politik.
Konflikten med EU har efterhånden kørt i højeste gear i et helt år, og i den periode er PiS gået seks procentpoint tilbage i meningsmålingerne, og flere af de vælgere, som stemte på partiet ved sidste valg, fravælger nu partiet til fordel for oppositionen eller sofaen. Dæmoniseringen af Europa som den udefrakommende aggressor eller som de ultrafrigjortes højborg, der belærende retter på østlandene, virker altså bedst på de ’ekstreme’ PiS vælgere. De ’moderate’ trækker sig, når konflikten spidser til. Vi har set lignende tendenser i Ungarn.
Politisk selvmord er usandsynligt
I begge lande støtter i omegnen af fire ud af fem vælgere op om fortsat medlemskab af EU – så unionen har altså et effektivt pressionsmiddel over for Fidesz og PiS, hvis EU vælger at skrue op for truslen med eksklusion af det gode selskab. I andre lande tyer despoter i svøb til valgsvindel, fængsling af politiske modstandere eller vold mod demonstranter i gaderne, når vælgertilslutningen daler, og det bliver nødvendigt at underminere de demokratiske institutioner for at bevare deres jerngreb om magten.
En sådan adfærd udfører præsident Daniel Ortega i Nicaragua for eksempel. Også han startede med gradvist at afmontere de demokratiske kontrolinstanser, men først i løbet af de seneste år har han klart bekendt autokratisk kulør.
Men Ungarn og Polen befinder sig i en helt anden situation end Nicaragua, som til trods for kaotiske tilstande ikke presses lige så hårdt af Vesten. Selv hvis de ønskede det, er det meget usandsynligt, at PiS eller Fidesz tør tage de sidste afgørende skridt mod diktaturet, når EU står og puster dem i nakken. Det er politisk selvmord.
Læg dertil, at oppositionerne i begge lande står ganske stærkt. PiS vandt det polske præsidentvalg med en forsvindende lille margin i sommeren 2020, partiet kontrollerer underhuset, Sejm, men ikke overhuset, det såkaldte senat, og allerede om mindre end to år skal polakkerne igen til parlamentsvalg.
Forårsbebudere i Ungarn
I Ungarn er der valg til foråret. For første gang i mere end ti år står Orbán, som allerede gik tilbage ved sidste valg, over for en samlet oppositionskoalition med en fælles kandidat til premiereministerposten ved navn Péter Márki-Zay. Det er også værd at notere sig, at Fidesz og oppositionskoalitionen nu ligger side om side i meningsmålingerne. Og det altså i en situation, hvor regeringspartiet dominerer og kontroller en stor del af nyhedsstrømmen til de ungarske vælgere.
Orbán forsøger som modsvar at slå hårdere på den identitetspolitiske tromme og har annonceret, at han vil udskrive en folkeafstemning om yderligere at begrænse LGBT-rettigheder. Den skal selvfølgelig afholdes samtidig med valget til det ungarske parlament.
Orbáns strategi er naturligvis at få valget til at handle om netop dette identitetspolitiske emne frem for politikområder, hvor oppositionen virkelig kan udfordre ham. Samtidig er det en sikker metode til at mobilisere så mange som muligt af Fidesz’ støtter, der netop bliver optændt af truslen om den slags vestligt pjat.
Om Marki-Zay lykkes med at bryde Orbáns magtmonopol, vil tiden vise, men det er tydeligt, at den ungarske regeringsleder er presset i en hidtil uset grad. Og selv med en folkeafstemning for eller imod LGBT-rettigheder i ryggen, så mister Fidesz sandsynligvis det totredjedelsflertal i parlamentet, som har gjort de demokratiske tilbagerulninger politisk mulige.
Vejen væk fra diktaturet
Mere generelt ved vi fra forskningen, at oppositionskoalitioner ofte ved netop at danne fælles front formår at vælte de udemokratiske ledere, som endnu ikke har bekendt fuldt autokratisk kulør. Senest så vi strategien udført med stor succes i Tjekkiet ved parlamentsvalget i oktober i år. Her måtte oligarken Andrej Babiš og ANO-partiet, som netop også fandt inspiration i Orbáns regeringsførelse og udemokratiske tiltag, se sig slået af en alliance af oppositionspartier.
Samme succesfulde opskrift fulgte politikere i Slovakiet, Bulgarien og Rumænien i 1990’erne, da autoritært sindede ledere forsøgte at kvæle demokratiet. Hvor vindene i regionen tidligere har blæst til de udemokratiske populisters fordel, så tegner der sig nu et mønster i det politiske kaffegrums: Forandring er mulig. Falder Orbán til foråret i Ungarn, står PiS-partiet alene i kampen med EU. Og så er det altså for alvor op ad bakke for Kaczyński og Duda.
Her for enden af det noget længere svar på artiklens indledende spørgsmål kan vi altså drage følgende konklusion: Nok står det ikke godt til med demokratiet i Polen og Ungarn, men det tyder ikke på, at de er på vej ned ad den samme vej mod fuldgyldigt diktatur, som Lukasjenko og Putin resolut har forfulgt i Belarus og Rusland.
I værste tilfælde vil de to lande fortsat være stærkt svækkede demokratier i en række år fremad. Men egentlig diktaturtilstande får vi næppe. Lykkes det Márki-Zay og oppositionskoalitionen at vinde valget til foråret, så vil Ungarn sandsynligvis hurtigt blive ’gen-demokratiseret’ og PiS-partiet i Polen vil formodentligt blive tvunget til at moderere sig for at overleve som regeringsparti.
Politiske kommentatorer vil måske hævde, det er en overoptimistisk analyse, men det er faktisk ikke et usandsynligt udfald.
