Polen står ved en politisk korsvej

Det sidste år har det svirret med valgrygter i Polen. Valgperioden udløber først i 2023, men et lynvalg i utide kan ikke udelukkes. Og uanset datoen er mange kommentatorer enige om, at valget er det vigtigste siden 1989 – ikke bare for Polen, men i høj grad også det øvrige Europa.

Polen er EU’s største medlemsland fra den gamle østblok. Under den nuværende regering ledet af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har Polen haft talrige konflikter med EU og er bl.a. blevet anklaget for at politisere domstolene og bryde med fundamentale retsprincipper.

Men med den russiske invasion af Ukraine er Polen med ét blevet et nøgleland i EU og NATO. Med sin placering mellem Ukraine og Tyskland er Polen en frontlinjestat. De fleste ukrainske flygtninge, 3-4 millioner mennesker, er rejst til eller gennem Polen, og landet er også afgørende for vestlige leverancer af våben til Ukraine.

Retsprincipper, abort, kvinderettigheder og behandlingen af seksuelle minoriteter samlede for få år siden titusinder af demonstranter, men bliver efter alt at dømme ikke afgørende for udfaldet.

Et kommende valg vil først og fremmest være påvirket af krigen og vil derfor også blive mødt med stor opmærksomhed i Bruxelles.

En uventet svær overgang

Ganske som andre lande i Central- og Østeuropa har Polen siden 1989 gennemlevet forskellige faser i overgangen fra kommunisme og planøkonomi til demokrati og markedsøkonomi.

Mange troede i sin tid på, at de gamle østbloklande ville opleve en forholdsvis smertefri overgang til et demokratisk system efter vestligt forbillede. Men vejen har været mere kringlet og tornestrøet end forudset – med stærke variationer fra land til land.  

Det viste sig især vanskeligt at skabe et positivt samspil mellem politik, økonomi og det civile samfund, og udviklingen har bestemt ikke været lineært fremadskridende. Mange steder har der eksisteret en nærliggende risiko for tilbageslag, og et nyt hybridt system med blanding af demokrati og autokrati.

I dag er det især Polen og Ungarn, der påkalder sig bekymring i det øvrige Europa.

.

Skiftende skillelinjer

I december 1981 indførte ministerpræsident Wojciech Jaruzelski undtagelsestilstand efter pres fra Sovjetunionen, og i årene derefter fik militæret og sikkerhedstjenesten en meget synlig nøglerolle i det polske samfund.

Men efter Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen i 1985 åbnede der sig nye muligheder.

I 1988-89 blev der indledt rundbordsforhandlinger mellem styret og oppositionen, som mundede ud i en aftale om fredelig overgang til demokrati.

Ved det første frie valg fik Solidaritet, der var startet som en fagforening for værftsarbejderne i Gdansk, et stort flertal. Solidaritets leder, Lech Walesa, blev snart efter Polens første ikke-kommunistiske præsident.

Men ét er at gøre ende på et diktatur – noget helt andet er at opbygge et velfungerende demokratisk og markedsøkonomisk system. Det økonomiske udgangspunkt var svagt, og der var ingen historiske erfaringer at bygge på i overgangen fra kommunisme til liberalt demokrati.

I de første år efter kommunismens fald stod Solidaritet i spidsen for en række skiftende regeringskonstellationer. Regeringerne var notorisk ustabile og blev upopulære i brede kredse, især på grund af den økonomiske politik, der førte til virksomhedslukninger, arbejdsløshed og stigende ulighed.

De færreste forestillede sig, at polakkerne ville bringe eks-kommunister tilbage til magten, men det skete allerede i 1995, hvor Lech Walesa tabte præsidentvalget til Aleksander Kwasniewski fra det socialdemokratiske parti, der i praksis var en videreførelse af kommunistparti.

Frem til 1998 havde liberale og socialister på skift regeringsmagten.

Lov- og Retfærdighedspartiet

Efter de omtumlede 1990’ere opstod der en række nye partier, bl.a. det liberale Borgerplatformen (PO) og det nuværende regeringsparti, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS).

PiS blev stiftet op til parlamentsvalget i 2001, af bl.a. Lech Kaczynski, der var præsident fra 2005 til 2010, hvor han omkom i et flystyrt, og hans tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der var ministerpræsident 2006-2007 og i dag er formand for partiet.

PiS forholdt sig fra begyndelsen uldent til spørgsmålet om EU-medlemskab og profilerede sig på slogans om lov og orden, bekæmpelse af korruption, kristne værdier og beskyttelse af borgerne mod globalisering.

Partiet vandt regeringsmagten i 2005, året efter at Polen var indtrådt i EU, tabte den igen i 2007, og genvandt den i 2015.

Ligesom Viktor Orbans parti Fidesz i Ungarn har Lov og Retfærdighedspartiet været fortaler for det illiberale demokrati og har på mange områder brudt med de principper, som EU traditionelt har stået for, herunder skellet mellem den udøvende, dømmende og lovgivende magt. PiS har i stedet haft fokus på at styrke de statslige institutioner og derigennem sikre orden og disciplin.

Polen har i flere år nydt godt af økonomisk opgang, lav arbejdsløshed og pæne lønstigninger, og PiS har været i stand til at indføre en række populære love, f.eks. højere minimumsløn, lavere pensionsalder og det såkaldte ”500+ program” – en familieydelse på 500 zloty (ca. 800 kr.), med det erklærede formål at booste fødselsraterne.

PiS’ har med betydelig succes satset på, at de fleste polakker sætter materielle goder, lighed, livskvalitet og social og fysisk sikkerhed højere end mediefrihed og magtens tredeling.

Hvis de grundlæggende leveforhold er gode, kan de fleste vælgere godt leve med kaos i skolesystemet, skandalesager i medierne og de tilbagevendende konflikter med EU og nabolandene.

Økonomiske udfordringer

Siden årtusindeskiftet har Polen haft pæn vækst i økonomien. Selv under den globale finanskrise i 2008-2009 voksede økonomien, og Polen var det østland, der klarede sig klart bedst igennem krisen.

Den høje vækst er fortsat siden. Polen har ikke indhentet det økonomiske gab til de ”gamle” vesteuropæiske EU-lande, men i store byer som Gdansk, Wroclaw og Poznan ligger den disponible indkomst over EU-gennemsnittet, i hvert fald målt i købekraft.

Polen ligger også pænt placeret i målinger over korruption. Modsat f.eks. Ungarn og Ukraine er der ikke en stærk klasse af rige oligarker med tætte forbindelser til det politiske system.

Det hører dog med til billedet, at økonomien stadig er stærkt afhængig af EU-støtten, ikke mindst til landbruget, ligesom tabsgivende kulminer volder problemer – både økonomisk og miljømæssigt.

Også COVID-19-pandemien og krigen i Ukraine har skabt økonomiske problemer. Antallet af udbudte jobs faldt alene i april 2022 med 12 pct., og tendensen er klart stigende.

Inflationen nåede i samme måned 12 pct. og er siden steget yderligere. Udgifterne til opvarmning i private hjem steg med omkring 30 pct. i april og maj.

Et alvorligt problem er den voksende gæld. Nogle økonomer taler ligefrem om risikoen for et ”græsk scenarie” – med henvisning til den gældskrise, som Grækenland oplevede i årene efter finanskrisen, og som endte med en række hårdhændede økonomiske reformpakker dikteret af EU.

Fra mønsterland til problembarn

Polsk politik har over årene været stærkt polariseret, ikke mindst i EU-spørgsmålet, og den politiske retorik er til tider barsk.

Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) slår stærkt på kristne værdier og national suverænitet. EU er blevet kaldt et ”liberalistokrati” og et ”liberalt diktatur”, hvor medlemslandene er tvunget til at følge de udspil, der kommer fra Bruxelles, eksempelvis i flygtningepolitikken og på retsområdet.

Jaroslaw Kaczynski selv benægter, at hans parti ønsker at melde Polen ud af EU – men han har kritiseret EU’s ”neoliberale postkolonialisme” og ”heksejagten” på de nye medlemslande, eksempelvis i flygtningespørgsmålet.

Der er heller ikke folkelig opbakning til at forlade EU. Faktisk er modstanden mod udmeldelse større i Polen end i de andre Visegradlande (Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn).

Efter den russiske invasion og krigen i Ukraine er Polen blevet en meget vigtig frontlinjestat for EU, hvilket den polske regering har gjort sit bedste for at udnytte, f.eks. til at få fjernet EU’s økonomiske sanktioner mod Polen på grund af landets brud på retsstatsprincipper, såkaldt “rule of law”.

Hardlinere og softlinere

At dømme efter meningsmålingerne får PiS svært ved at opnå flertal alene efter et valg, og regeringsforhandlingerne vil formentlig blive både svære og langstrakte.

Den nuværende præsident, Andrzej Duda, kan komme til spille en vigtig rolle. Han er blevet styrket i kølvandet på invasionen af Ukraine – og har valgt sin egen strategi, hvor han i høj grad slår sig op på at bygge bro mellem partierne.

Oppositionen tæller både hardlinere, der står i ”total opposition” til regeringen, og softlinere, der ønsker en moderat politik og er åbne for forhandlinger med regeringen.

Den hårde linje er stærkest repræsenteret i det største oppositionsparti, Borgerplatformen, anført af Donald Tusk, der var ministerpræsident fra 2007-2014 og formand for EU’s Ministerråd 2014-2019.

Den mere bløde oppositionslinje findes især i ”Polen 2050”, et nyt centrum-parti ledet af den tidligere tv-vært Szymon Holownia, Bondepartiet (PSL) og Venstrealliancen (SLD).

Dertil kommer højrepartiet Konføderationen, der både tæller en nationalistisk og en ultraliberal fløj. Partiet har bl.a. appelleret til vælgere, der var imod vaccinationer under COVID-19-pandemien. Partiet er det, der er mest ”forstående” over for Ruslands politik – også efter invasionen af Ukraine.

Ifølge meningsmålingerne står Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) i dag til mellem 35 og 38 pct. af stemmerne, Borgerkoalitionen til 25-28 pct., Polen 2050 til 8-10 pct., Polske Koalition 5-7 pct. og Venstreblokken til 8-10 pct. Tallene for Konføderationen svinger omkring den polske spærregrænse på 5 pct.