Fremtidens rumskibe er store, strømlinede maskiner, der med et tryk på speederen suser mellem solsystemerne.
I hvert fald hvis vi skal tro almindelige sci-fi-fantasier. Men virkeligheden bliver en helt anden. Det mener rumforskeren René Fléron, der arbejder med udvikling af rumfartsteknologi som projektleder på DTU Space.
”Vi skal forestille os et sejlskib mere end et rumskib,” fastslår han.
Han peger på det internationale projekt Breakthrough Starshot, når han bliver bedt om at kigge i krystalkuglen i forhold til fremtidens rumfart. DTU Space er ikke en del af projektet lige nu, men René Fléron håber, at det en dag sker, for det er et godt bud på, hvordan menneskeheden skal kunne komme ud over grænserne for vores eget solsystem, mener han.
”Grundideen er, at man har et meget stort areal, en slags sejl, som bliver accelereret ved hjælp af et bombardement af laserlys. Og enten trækker sejlet så noget, eller også bygger man noget ind i sejlet, og det her noget er altså selve rumskibet,” fortæller René Fléron.
Forskernes levetid er en begrænsning
Breakthrough Starshot blev etableret 2016 af blandt andre fysikeren Stephen Hawking, Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg og den russiske-israelske forretningsmand, Yuri Milner. Det er en del af Breakthrough Initiative, som driver en række projekter med det formål at finde ud af, om der er liv i rummet.
Breakthrough Starshot sigter efter at sende et rumskib ud til det nærmeste solsystem, Alpha Centauri, og selv om de tre sole i systemet er vores naboer i Mælkevejen, er der kolossalt langt derhen.
Voyager-rumsonden, som blev sendt afsted i 1977, er det rumfartøj, vi har sendt længst væk. Det forlod i 2018 vores solsystem, og det vil sige, at de videnskabsfolk, der var med til at vinke farvel til sonden i 1977, i dag er gået på pension eller i hvert fald ikke så langt fra. Og Voyager er stadig meget langt fra at have nået afstanden til den nærmeste af Alpha Centauris sole, kaldet Proxima Centauri.
”De enorme afstande i rummet og menneskers begrænsede levetid er to af de faktorer, der begrænser vores muligheder for rumrejser,” siger René Fléron med et lille smil.
”Hvis rejsen skal være realistisk at klare inden for en almindelig forskerkarriere, skal vi gerne nå frem på godt 20 år. Det vil sige, at vi skal rejse med cirka en femtedel af lysets hastighed for at nå til Proxima Centauri. Og hvad skal der til for at lykkes med det? Jo, vores rumskibe skal blive meget lettere end i dag, og accelerationskraften skal blive meget større. Og på et eller andet tidspunkt mødes de to parametre et sted, hvor det kan lade sig gøre at nå en femtedel af lysets hastighed. Nu mangler vi bare at finde ud af, om vi kan gøre det teknologisk muligt.”
Lasere skal skabe voldsom acceleration
Der er lang vej til, at det bliver muligt at rejse med en femtedel af lysets hastighed. For eksempel har vi slet ikke de lasere, der skal til for at skabe den nødvendige, vilde acceleration.
”Vi skal forestille os et system af lasere, der arbejder sammen om at danne en laserstråle. Måske skal der være så mange lasere, at de dækker et areal på 10 gange 10 kilometer. De skyder strålen op mod sejlet på det ventende rumskib, og i løbet af et meget kort tidsrum skal vi op i hastighed, for laseren bliver jo altså hjemme på jorden, og rumskibet får kun den fart, som bliver skabt til at starte med. Der er ikke nogen anden motor, der kan tændes senere for at få mere fart på. Så rumskibet skal accelerere meget voldsomt – måske 1.000 gange eller endog 10.000 gange voldsommere end de rumraketter, vi kender i dag,” forklarer han.
Samtidig skal alle rumskibets centrale dele - computere, strømforsyninger, kameraer, radioer og så videre – være meget mindre og lettere end i dag. Måske skal hardwaren være så lille, at den ikke kan ses med det blotte øje, påpeger René Fléron.
Lykkes det, så kan turen til Mars klares på en halv times tid, og den 40-årige tur, Voyager har været på, kan klares på relativt få uger. Men der er stadig langt til Proxima Centauri, for trods hastigheden vil den samlede tur tage godt 20 år, så forskerne stadig kan være en del af udsendingen. Og læg så dertil yderligere 4,2 år med at sende data tilbage til jorden med lysets hastighed.
Måske muligt om 60-80 år
Det hele lyder selv sagt temmelig vildt, men René Fléron er faktisk så optimistisk, at han tror, at der er en chance for, at det kan realiseres i slutningen af dette århundrede. Det bygger han på et regnestykke, han selv har lavet.
”Jeg har set på udviklingen af vægten på satellitter. Hvad vejede eksempelvis en satellit i 1970’erne med samme performance som en i 1950’erne? Jeg regnede mig frem til, at der var en halvering af massen for cirka hvert 12,5 år. Men kun indtil år 2000, hvor man begyndte at bruge de små cube-satellitter,” forklarer han.
”Nu halveres massen hvert fjerde år. Og hvis halveringen kan fortsætte i samme takt, viser mine overslag, at vi cirka i 2080’erne vil være der, hvor størrelsesordenen er rigtig,” siger DTU-forskeren og krydser fingre for, at han har i den mellemliggende tid har haft mulighed for at bidrage til sejl-rumskibet.
”Det er meget muligt, at mine kolleger og jeg ikke kommer til at opleve flyvningen til Proxima Centauri, men det skal ikke være en undskyldning for ikke at gå i gang,” understreger han.
-
René Fléron var for nylig med i radioprogrammet Kraniebrud, hvor han netop talte om fremtidens rumfart og Breakthrough Starshot. Hør det her: Mod det uendelige univers! Fremtidens rumfart.
