Russiske emigranter opbygger civilsamfund og opposition i eksil

Siden Rusland invaderede Ukraine for et år siden, har mellem en halv og en million russere forladt deres hjemland. Især i Ruslands nabolande, de tidligere sovjetrepublikker, er de russiske emigrantmiljøer vokset, og de er ved at udvikle sig til en form for løst organiseret eksil-opposition.

Ca. 130 små og større initiativer mod krigen er spiret frem blandt eksilrussere siden invasionen, størstedelen i Baltikum, Centraleuropa og Kaukasus. Nogle er små, lokale græsrodsinitiativer, andre er større politiske organisationer, der arbejder på tværs af landegrænser. Nogle beskæftiger sig med menneskerettigheder inde i Rusland og med at synliggøre modstanden mod Putin og krigen. Andre indsamler hjælp og medicin til flygtninge fra Ukraine.

Det fortæller ruslandsforsker Katrine Stevnhøj, ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Hun forsker i politisk aktivisme i russiske og belarusiske eksilmiljøer og er p.t. gæsteforsker på George Washington University i Washington D.C.

”Emigranterne føler et kollektivt ansvar for de skader, som Putin påfører Ukraine. Mange føler skam, magtesløshed og utilstrækkelighed, og de mange initiativer er en måde at komme af med frustrationerne,” siger Katrine Stevnhøj.

”Der er mange nytilkomne i de russiske eksilnetværk. De har brug for praktisk hjælp til at finde sig en plads der, hvor de er rejst hen, og de har brug for nye bekendtskaber. Men der er også russere, som har levet uden for landets grænser i mange år, og som har behov for nye fællesskaber, fordi krigen splitter venskaber og familier. Propagandaen har gjort, at der er helt forskellige syn på, hvad der er sandt og falsk,” fortæller hun.

Putin holder øje med eksil-initiativer

I Rusland ser Putin de mange flygtende som forrædere. Han har ligefrem sagt, at der er behov for en ’nødvendig renselse af samfundet’ – og at dem, der er flygtet, ikke er velkomne tilbage. De eksilrussere, der har givet udtryk for kritiske holdninger til Putin og krigen, risikerer i yderste tilfælde lange fængselsstraffe, hvis de vender hjem.

Men man skal skelne imellem, hvad Putin siger, og hvad han gør, påpeger Katrine Stevnhøj.

”Putin lader som om, det ikke betyder noget, at op imod en million russere har forladt landet – mange af dem fra den veluddannede middelklasse. Men samtidig forsøger han ihærdigt at få de kritiske organisationer uden for Ruslands grænser til at tie,” siger hun.

”Man skal ikke underkende den betydning, de mange små initiativer og større organisationer har. De skaber en modstand mod Putin i udlandet, og de prøver at samle en opposition – og det ved Putin. Når styret overhovedet gider at beskæftige sig med dem, er det fordi, de bliver vurderet til at have betydning,” siger hun.

De russiske myndigheder har taget de første skridt mod at erklære 30 NGO’er i 16 ’uvenlige’ lande for uønskede. Når en organisation bliver erklæret uønsket, bliver den ulovlig i Rusland. I Danmark anklages foreningen Danske Venner af et Demokratisk Rusland for at undergrave Rusland, og den risikerer at modtage mærkatet som uønsket. I så fald vil foreningens medlemmer kunne få op til seks års fængsel, hvis de rejser ind i Rusland.

Brain drain har taget fart siden 2012

Der har været flere russiske emigrationsbølger, siden Sovjetunionen kollapsede i 1991. Efter sammenbruddet rejste en bølge af sovjetborgere ud i de omliggende lande for at prøve at etablere sig der.

Andre sovjetborgere ’emigrerede’ uden at flytte sig fysisk: Efter Sovjetunionens opløsning opstod foruden Rusland 14 uafhængige stater. Millioner af russere befandt sig dermed pludselig uden for hjemlandets grænser, uden at de havde flyttet sig fysisk.

”Op gennem 00’erne aftog emigrationen i styrke, men der skete et løbende brain drain, hvor højt kvalificeret arbejdskraft forlod Rusland – og det sker stadig, særligt efter at landet har invaderet Ukraine,” siger Katrine Stevnhøj.

Den emigration, der skyldes politisk utilfredshed, er steget siden 2012. Da Putin genopstillede som præsident i 2012 efter fire år som premierminister – han har været præsident eller premierminister uafbrudt siden 1999 - affødte det protester. Demonstranterne fik efterfølgende meget hårde domme.

”Det satte gang i en ny emigrationsbølge. Især højtkvalificerede unge, der kunne se muligheder i udlandet, forlod Rusland. Og den bølge er fortsat,” forklarer Katrine Stevnhøj.

Havde Schengen-visum klar til afrejse

For to år siden, i 2021, strammede det russiske regime markant grebet om kritiske stemmer. Organisationer, der på en eller anden vis kunne siges at være kritiske over for styret, blev lukket – blandt andet menneskeretsorganisationer. Mange russere forlod landet i tiden inden krigsudbruddet.

”Jeg har talt med mange russiske emigranter i Polen, Litauen og Georgien. De frygtede at få fængselsdomme for aktivisme og havde oplevet trusler fra myndighederne, så de rejste ud allerede inden invasionen,” fortæller Katrine Stevnhøj.

I de første fire uger efter invasionen rejste 300.000 mennesker ud af Rusland.

”Især den første del af emigrationsbølgen var politisk begrundet. Dem, der havde ytret sig kritisk over for styret, havde allerede tænkt tanken om at rejse ud. I Rusland kom der hele tiden nye love og nye lister, som folk var bange for at være omfattet af – det, du kunne gøre i den ene uge, kunne være forbudt i den næste. Så mange havde sørget for at få et Schengen-visum, så de hurtigt kunne pakke en taske og rejse – og det gjorde de,” fortæller hun.

Et Schengenvisum giver statsborgere fra lande uden for EU og Schengen-samarbejdet mulighed for at rejse til og rundt imellem Schengen-landene.

I det første halve års tid efter invasionen var det især unge, ressourcestærke russere, der forlod landet – mange engelsktalende, og mange med et job, der let kunne overføres til et andet land, for eksempel inden for it-branchen.

Men efter mobiliseringen af 300.000 soldater fra reserven, som Putin annoncerede 21. september 2022, blev krigsfrygten den fremherskende årsag til at rejse. I titusindvis af unge mænd forlod hovedkulds landet, mange i biler til Georgien, Kasakhstan og Kirgisistan. På få timer steg prisen på flybilletter til det tidobbelte, og desperate unge mænd forsøgte på alle mulige måder at komme væk. Væk fra krigen, væk fra Putin, og væk fra risikoen for at blive skudt i småstykker.

Denne bølge af mobiliseringsemigranter er ikke nødvendigvis politisk motiveret, og flere er vendt hjem igen, efter at mobiliseringen officielt blev afsluttet, fortæller Katrine Stevnhøj.

”De russiske grænser er ikke lukkede - det er måske lidt overraskende. Men hvis du som russer har en sag for politisk aktivisme hængende over hovedet, og du gerne vil rejse ud af landet, kan du blive opdaget ved grænsen og tilbageholdt. Så folk sletter deres Instagram- og Telegramprofiler, og ved grænsen siger mange, at de er turister,” fortæller Katrine Stevnhøj.

Af samme grund er det lidt vanskeligt at opgøre det nøjagtige antal emigrerede russere. Mange har bare sagt, at de skulle på ferie. Estimaterne er lavet ud fra optællinger fra modtagerlandene og lander altså på mellem en halv og en hel million, forklarer hun.

Emigranter førte til protester

De russiske emigranter er især rejst til de tidligere sovjetrepublikker, for eksempel Georgien og Kasakhstan, der grænser op til Rusland, og hvor man kan rejse ind uden visum. Men mange er også rejst til Serbien, Tyrkiet, Armenien, Israel eller Kirgisistan.

”Georgien modtog over 30.000 russere i de første seks måneder efter invasionen – og det har ført til store protester, for det fik huslejepriserne til at stige, og der blev talt russisk alle vegne. Georgien blev selv invaderet af Rusland i 2008, og det er ikke glemt. Nogle borgere stod på gader og stræder med plakater, der viste billeder fra 2008 – ’Sådan her opførte I jer, sidst I var her’,” fortæller Katrine Stevnhøj, der var på feltarbejde i Georgien i foråret 2022.

Både i Kasakhstan og Georgien har tilstrømningen ført til en højere prioritering af landets eget sprog, kultur og værdier, og fra befolkningerne er der ønsker om strammere visumregler.

”Selv om nogle georgiere ikke bød russerne velkommen, er der også mange, der har mødt russerne med stor gæstfrihed. Mange af de russiske emigranter er jo også imod krigen, ligesom befolkningerne i Georgien og Kasakhstan. Emigranterne fortæller ikke om den russofobi, som Kreml gerne vil give indtryk af. Vreden i lokalbefolkningen er nærmere rettet mod myndighederne, fordi de ikke træffer de nødvendige foranstaltninger i forhold til alle de russiske tilrejsende,” fortæller hun.

De russiske emigranter har sat en lang række initiativer i gang for at hjælpe hinanden med alt fra boliger til at skabe nye netværk: Hvordan åbner man en bankkonto? Hvor finder man psykologhjælp? Og hvordan kommer man hurtigt i gang med at lære det lokale sprog?

Samtidig er der opstået en synlig aktivisme mod Rusland. For eksempel er der demonstrationer uden for Ruslands europæiske ambassader den 24. i hver måned.

”Tidligere har vi ikke set nogen særlig kritisk aktivisme blandt de russere, der bor uden for Rusland, men det ser vi nu,” fortæller Katrine Stevnhøj. ”Nogle grupper arbejder transnationalt og støtter for eksempel arbejdet for menneskerettigheder inde i Rusland ved hjælp af advokater, der arbejder med udgangspunkt fra Polen.”

Mange af de russiske emigranter er dog bange for, at de ikke er berettigede til politisk asyl i europæiske lande, særligt efter at EU har begrænset udstedelsen af Schengen-visum til russiske statsborgere. Emigranterne efterlyser en forståelse for, at hvis de skal rejse tilbage til Rusland, risikerer mange af dem at blive straffet for deres politiske aktivisme.

Aktivisme rykker ikke magtbalancen

For Rusland er det problematisk, at store dele af den højtuddannede arbejdskraft forlader landet, vurderer Katrine Stevnhøj. Selv om Putin har udtrykt i taler, at dem der rejser ud, er forrædere og helst skal blive væk – så er det brain drain, der foregår, et problem for styret og for landet.

Men der sker også et demokratisk brain drain, påpeger Katrine Stevnhøj:

”Hvem er tilbage til at genopbygge et mere demokratisk styre, hvis man når dertil? De, der håber at kunne rejse tilbage til Rusland, vil mangle en politisk legitimitet, for de var ikke til stede, mens omvæltningerne stod på. Fremmedgørelsen bliver værre, jo længere tid der går,” påpeger hun.

Den aktivisme, der foregår blandt de russiske emigranter i udlandet i form af blandt andet de 130 nye initiativer og organisationer, har ikke nogen større effekt på det russiske regime, vurderer hun - i hvert fald ikke endnu. En af årsagerne er blandt andet, at oppositionen mangler en fælles frontfigur. På nuværende tidspunkt rykker eksil-oppositionen ikke ved magtbalancen internt i landet.

Men de mange nye tiltag kan synliggøre den undertrykkelse, der foregår i Rusland, og de kan lægge pres på styret ved for eksempel at sætte fokus på politiske fanger.

”Græsrodsinitiativerne vidner om, at dem, der rejste ud af Rusland, har ressourcer og er kritiske over for styret. De er foretagsomme, og de vil gerne skabe forandringer. Deres mål er et demokratisk Rusland,” fortæller hun.