Op til 1.000 kandidater kæmper om vælgernes gunst op til det kommende folketingsvalg. Nogle stiller op for første gang og forventer slet ikke at blive valgt; andre har haft en lang karriere i Folketinget og tager deres genvalg for givet. Indimellem er der kandidater, der kæmper for at blive (gen-)valgt.
Men hvad skal der egentlig til, for at man kan blive opstillet til Folketinget? Hvad skal man gøre som kandidat? Og hvordan bliver man valgt?
Alle kan stille op - næsten
I Danmark er der de samme krav til at være vælger og til at være opstillet som kandidat ved folketingsvalg, nemlig at man er 18 år, er dansk statsborger, har fast bopæl i Danmark og ikke er umyndig.
Det betyder, at alle vælgere kan stille op til folketingsvalget, hvis de vil. Hvis man stiller op uden for et parti, kræver det blot, at man anbefales af mindst 150 og højst 200 vælgere, der bor i den opstillingskreds, man vil stille op i. Vælgerne, der støtter en, skal skrive under på det, hvorefter underskrifterne skal indsendes til Ankestyrelsen senest kl. 12 elleve dage før valget.
Hvis man skal vælges uden for partierne, dvs. som løsgænger, kræver det mellem 15.000 og 20.000 stemmer. Vi kan ikke på forhånd sige, hvor mange stemmer, der skal til for at få et kredsmandat ved et kommende valg.
Men hvis man gerne vil vælges, skal man opstilles for et politisk parti. Jacob Haugaard, aarhusiansk komiker, der blev valgt som kandidat uden for partierne ved folketingsvalget 1994, er den ene og den seneste af kun to undtagelser siden 1953. Ellers har alle vores folketingsmedlemmer været valgt for et parti.
Partier skal først godkendes
Nye politiske partier, der vil opstille kandidater, skal først være opstillingsberettigede. Det er en proces med flere skridt. Først skal deres partinavn godkendes af Valgnævnet. Dernæst skal de via www.vaelgererklaering.dk indsamle et antal underskrifter, der svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer, der blev afgivet ved det seneste folketingsvalg. Indenrigs- og Boligministeriet sikrer sig, at vælgererklæringerne er gyldige, og godkender partiet.
Partier, der blev valgt ind i Folketinget ved seneste folketingsvalg, og som fortsat er repræsenteret, skal ikke indsamle vælgererklæringer. Dét, at man fortsat skal være repræsenteret, betyder, at eftersom kun fire ud af fem folkevalgte forlod Alternativet, skulle de ikke indsamle vælgererklæringer på ny.
Omvendt betyder det, at man blev valgt ind ved seneste valg, ikke, at et nyt parti kan få et medlem af Folketinget til at melde sig ind og derved undgå at indsamle vælgererklæringer. Moderaterne skulle for eksempel indsamle vælgererklæringer, selv om Lars Løkke Rasmussen allerede sad i Folketinget.
Fælles for nye partier og partier, der allerede er repræsenteret i Folketinget, er, at de kan opstille kandidater. Men inden vi dykker ned i, hvordan de gør det, tager vi et skridt tilbage og ser på, hvorfra partierne rekrutterer de kandidater, der ender på valgsedlen.
Partimedlemmer - en rekrutteringspulje
Vejen til en plads på stemmesedlen har traditionelt gået gennem partiernes medlemsorganisationer, og for de fleste partier er det fortsat den vej, der oftest anvendes. Partierne har i deres vedtægter regler om, at kandidaterne skal være medlem af partiet. De fleste partier kræver, at man har været medlem et stykke tid, f.eks. tre måneder eller et halvt år. Når partier henter kandidater udefra, kan det være nødvendigt at dispensere fra kravet om, at kandidater skal have været medlem af partiet et bestemt stykke tid.
Det er nemt at melde sig ind i et politisk parti. Det kan ske online og kræver blot, at man udfylder en indmeldelsesblanket og betaler nogle hundrede kroner i kontingent – i Enhedslisten afhænger kontingentet dog af ens indkomst. De danske partier har en tradition for at kræve, at man ikke er medlem af andre partier, men ellers er der ikke større barrierer for at melde sig ind.
Partimedlemsundersøgelser viser, at de fleste melder sig ind i et parti, fordi de ønsker at støtte partiet og partiets politik. I fløjpartierne angiver medlemmerne også, at det er vigtigt for dem at give modstand til andre partier, og i partier med markante partiledere, f.eks. da Pia Kjærsgaard var formand for Dansk Folkeparti, er der også en del medlemmer, der angiver, at de meldte sig ind på grund af partilederen.
Ungdomspartier giver erfaring
Vi har tradition for i Danmark, at unge partimedlemmer er organiseret i selvstændige politiske ungdomsorganisationer. Disse ungdomspartier er i de fleste tilfælde formelt koblet til de politiske partier på den måde, at medlemmerne betaler nedsat eller intet kontingent til moderpartiet. Desuden er ungdomsorganisationernes forperson oftest repræsenteret i partiets ledelse, hovedbestyrelsen, enten med stemmeret eller blot med ret til at deltage.
Ved at deltage i arbejdet i partiet eller i ungdomsorganisationen kan man som medlem lære meget om politik og det politiske håndværk. Man kan dermed udvikle sine kompetencer generelt, men der er i mange partier også specifikke kurser for kommende kandidater. Den politiske uddannelse internt i partier og ungdomsorganisationer kan være afgørende, hvis man ikke på anden vis har erfaring med at holde tale, argumentere, forhandle osv.
Kandidater uden for partiet
De politiske partiers medlemmer har traditionelt udgjort den rekrutteringspulje, hvorfra partierne kunne hente kandidater til valg til kommunalbestyrelser, regionsråd og Folketinget.
Men medlemsorganisationen udgør ikke den eneste karrierevej for de politiske partier; de finder også kandidater uden for partiet. Nye partier har ikke nødvendigvis en medlemsorganisation og bliver derfor nødt til at hente deres kandidater udefra. Ny/Liberal Alliance opstillede f.eks. spidskandidater, der var kendt fra andet end traditionel politik ved deres første valg f.eks. var Ole Birk Olesen en kendt liberal debattør, og Thyra Frank var forstander for plejehjemmet ’Lotte’.
Kendte debattører og sportsfolk har til medier fortalt, hvordan de er blevet spurgt af flere forskellige partier, om de ville stille op. Nogle har sagt ja og har haft en politisk karriere, som f.eks. Ulrik Wilbek og Joachim B. Olsen.
Men kandidaterne behøver ikke være landskendte. Specielt ved kommunalvalg kan det være en fordel for partierne at opstille f.eks. formanden for den lokale fodboldklub eller en lokal erhvervskvinde. Det er derfor også muligt at blive spurgt, om man vil være kandidat for et politisk parti, selvom man ikke er medlem. Der er muligvis en genvej.
Sådan opstilles kandidater
Fælles for alle opstillingsberettigede partier, både nye partier og partier, der allerede er i Folketinget, er, at de kan opstille kandidater. Men der er stor forskel på, hvordan de gør det.
Danmark er ved valg opdelt i 10 storkredse. 92 opstillingskredse er fordelt på de 10 opstillingskredse. Kandidater kan kun stilles op inden for én storkreds, men man kan godt være opstillet i flere opstillingskredse.
Vælgerne kan kun stemme på de kandidater, der stiller op inden for den storkreds, de bor i. Det betyder f.eks., at det kun er vælgerne i Nordjylland, der kan stemme på Mette Frederiksen og Inger Støjberg, mens vælgerne i de andre ni storkredse må vælge en anden kandidat fra henholdsvis Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne, eller de kan stemme på selve partierne.
Eftersom opstilling af kandidater er en vigtig opgave for partierne, og faktisk den eneste opgave, de har monopol på, har partiernes procedure traditionelt været reguleret i partiernes vedtægter. Men når nye partier skabes og skal i gang, er det ikke givet, at partiet har en organisation og vedtægter. Selv hvis partiet har vedtægter, er det ikke givet, at de kan følges, specielt ikke hvis første valg kommer hurtigt efter etableringen, eller hvis meningsmålingerne stiller et større antal kandidater i udsigt end først ventet.
Masser af kaffe og ostemadder
De gamle, etablerede partier har traditionelt haft en medlemsorganisation med lokale vælgerforeninger i de enkelte kommuner eller opstillingskredse, og i en del af disse har vælgerforeningerne selv opstillet deres kandidater.
Gennem partiarbejdet viser man, at man er en god kandidat – og i nogle partier gør man sig ’fortjent’ til at blive stillet op. Som nogle kandidater har udtalt i forskningsinterviews, skal der brygges en del kaffe og spises mange ostemadder med den eller de lokale partiforeninger i opstillingskredsen. Langt fra alle folketingskandidater kommer fra eller bor i deres opstillingskreds, og det handler derfor i høj grad om at ’passe kredsen’ for at sikre, at kredsen gerne vil opstille en.
Indimellem kan der centralt fra opstå et ønske om, at en bestemt kandidat opstilles – også selvom der allerede er en lokal kandidat. Det kan betyde kampvalg, eller at den lokale partiforening bliver overbevist om at opstille ledelsens kandidat.
I nyere partier foregår kandidatopstillingen med mere central kontrol. I Danmarksdemokraterne har potentielle kandidater f.eks. kunnet melde sig til Inger Støjberg, der har rejst landet rundt for at interviewe og på den basis beslutte, hvem der kunne stille op for Danmarksdemokraterne ved deres første valg.
Der er også i Moderaterne en vis central kontrol, men det er ifølge partiets vedtægter ikke kun formanden, der bestemmer. Hovedbestyrelsen nedsætter et valgudvalg, der kommer med forslag til spidskandidater i de 10 storkredse, som hovedbestyrelsen skal godkende. Valgudvalget foreslår også de øvrige kandidater, men de prioriteres via afstemning blandt partiets medlemmer. Medlemmerne kan ikke selv vælge, om de stiller op, men skal opstilles af valgudvalget.
Hos Nye Borgerlige er det hovedbestyrelsen, der godkender kandidater, inden de opstilles af de lokale vælgerforeninger og udpeger storkredsenes spidskandidater.
De forskellige opstillingsregler betyder, at der er stor variation mellem partierne i, om det er partiets leder og ledelse, eller de andre medlemmer i ens egen partiforening, der afgør, om man skal have mulighed for at stille op.
De forskellige processer betyder også, at der er forskel på, hvor langt der er fra ideen om at stille op og til at stå på stemmesedlen. Den længste vej har de tro partisoldater i de gamle partier taget; den korteste ser ved dette valg ud til at være hos Danmarksdemokraterne. Her er der dog langt fra kun nye kandidater opstillet, da en del har parlamentarisk erfaring. Det er i modsætning til Moderaterne, hvor flere uden politisk erfaring er kommet med på kandidatlisten. Men der er stor forskel på, hvor stor succes de to partier i meningsmålingerne står til.
Hvad er en god kandidat?
Når det kommer til de personlige karakteristika, er de politiske partiers medlemmer ikke repræsentative for deres vælgere, hvormed rekrutteringspuljen er skæv. Der er f.eks. flere mænd, ældre og langt uddannede blandt medlemmerne end blandt vælgerne.
De politiske partier lægger i større eller mindre grad vægt på forskellige karakteristika, når de opstiller kandidater. Det kan være helt formelt, f.eks. angiver Socialdemokratiets regler, at der skal være både kvinder og mænd på stemmesedlen, hvilket betyder, at partiet opstiller en ekstra kandidat, hvis kandidaterne i alle opstillingskredse inden for en valgkreds har samme køn.
Næsten alle partier sikrer, at der er både mænd og kvinder på partiets liste, men der er andre karakteristika, som nogle partier lægger vægt på, mens andre ikke gør. Der er en tendens til, at partierne til venstre for midten i højere grad lægger vægt på en mangfoldig kandidatliste, når det gælder køn og etnicitet, mens partierne til højre for midten lægger vægt på f.eks. erhvervserfaring. Det er specielt ved kommunalvalg, hvor der opstilles en længere liste med kandidater, at partierne kan sikre mangfoldigheden.
Siden 1994 har andelen af kvinder blandt de indvalgte været højere end for folketingskandidaterne, hvilket betyder, at vælgerne i lidt højere grad vælger kvinder. Når vælgerne bliver spurgt om deres stemmeadfærd, viser det sig, at kvinder stemmer på mænd og kvinder i lige stor grad, mens mænd i højere grad stemmer på mænd. Køn har derfor en betydning, men det er langt fra det eneste, vælgerne vælger på basis af.
Kandidater konkurrerer internt
Der er opstillet mere end fem gange så mange kandidater, som der er pladser i Folketinget. De kæmper alle mere eller mindre i valgkampen. Nogle af kandidaterne er sikre på at blive valgt, mens andre slet ikke regner med at være i nærheden. Det er kandidaterne herimellem, der har allermest at kæmpe for i en valgkamp.
Partiernes samlede stemmetal er afgørende for, hvor mange mandater, de får. Men hvem i partiet, der får en plads Folketinget, afgøres i de fleste af partierne af kandidaternes personlige stemmetal. Der er derfor i høj grad også konkurrence mellem nogle af kandidaterne fra samme parti og ikke kun mellem kandidaterne på tværs af partier.
Studier af kandidaternes kampagner og deres valgresultater har tidligere vist, at:
- Ca. en tredjedel af valgresultatet er givet på forhånd, nemlig om man er siddende MF’er eller ej, og i hvor mange opstillingskredse, man står øverst på stemmesedlen.
- Omtrent en tredjedel af valgresultatet kan forklares med kandidaternes kampagner, der består af en mangfoldighed af traditionelle kampagneaktiviteter så som at hænge valgplakater op og uddele pjecer, online redskaber som sociale medier, samt annoncer og optræden i radio, TV mv.
- Den sidste tredjedel af kandidaternes valgresultat kan ikke forklares ved deres karakteristika, så det er alt det andet, der spiller ind - f.eks. hvordan det går partiet generelt, partilederens succes osv.
Alt i alt giver det mening, at kandidaterne i tiden op til folketingsvalget kæmper om vælgernes gunst, fordi det kan gøre en forskel for dem.
Efter valget tjekkes gyldigheden
Når folketingsvalget er afgjort, og det står klart, hvem der har fået de 179 mandater, skal Folketinget selv afgøre gyldigheden af deres valg. Grundloven angiver, at man kan miste sin valgbarhed, hvis man er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør, at man er uværdig til at være medlem af Folketinget. Men det er Folketinget, der afgør, hvad ’almindeligt omdømme’ er.
Sådan er det ikke ved kommunal- og regionsrådsvalg. Her er man ikke valgbar, hvis man idømmes en frihedsstraf, eller hvis man f.eks. ubetinget frakendes førerretten til bil.
