Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Seks sportsbegivenheder, der ændrede verden

Vinter-OL i Kina og fodbold-VM Qatar handler om langt mere end ædel kappestrid og sportslig hæder. Der er også geopolitisk imagepleje og benhårde økonomiske interesser på spil. Sport er altid blevet brugt til politiske formål, med vidt forskellige midler og varierende held. Vid&Sans stiller skarpt på seks megabegivenheder med politiske overtoner – fra fodbold-VM i Mussolinis fascistiske Italien til OL i Reagans nyliberale Amerika.

Samfund & Individ
Foto: Ritzau/Scanpix. Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Næste fredag slår Kinas kommunistiske styre dørene op for de olympiske vinterlege i Beijing. Og senere på året lægger det stenrige oliemonarki Qatar græs til verdensmesterskaberne i fodbold.

Begge værtsnationer har givetvis håbet, at de enorme sportsbegivenheder ville skabe international goodwill og positiv opmærksomhed. Men indtil videre har opmærksomheden været negativ.

Det kinesiske styre anklages for folkedrab og etnisk udrensning af det uighuriske mindretal i det nordvestlige Kina. 1 million uighurer er sat i arbejdslejre, og en række lande, herunder USA og Danmark, har varslet diplomatisk boykot af Vinter-OL.

Qatar er blevet stærkt kritisereret for brud på menneskerettighederne i direkte forbindelse med VM-slutrunden. Det vurderes, at over 6.000 udenlandske tvangsarbejdere er døde, mens de byggede de store flotte fodboldstadions, som Schmeichel & Co skal spille på til december, og flere lande har truet med boykot.

“Sport og politik har siden antikkens tid været sammenblandet. Men i moderne tid er OL og VM store internationale begivenheder, der tiltrækker sig hele verdens opmærksomhed – på godt og ondt,“ siger Christian Tolstrup Jensen, der er historiker og adjunkt ved Malmø Universitet og har forsket i sportsevents ud fra et historisk og sociologisk perspektiv.

Vid&Sans har bedt ham udpege de store sportsbegivenheder fra de sidste hundrede år, hvor de politiske overtoner, motiver og konsekvenser har været mest tydelige.

Hans eksempler viser ikke bare, at sammenblandingen af sportslige og politiske interesser går langt tilbage. De illustrerer også, at værtsnationernes politiske interesser er blevet forfulgt med vidt forskellige midler – og meget skiftende held.

Mussolinis store fodboldsatsning

Første gang et diktatorisk regime er vært for et OL eller et fodbold-VM er i 1934, hvor den blot anden VM-slutrunde afholdes i Italien, under den fascistiske diktator Benito Mussolinis ledelse.

Som udgangspunkt gik fascisterne egentlig ikke op i sport, men de opdager hurtigt fodboldens appel og potentiale. Det er ganske vist en angelsaksisk opfindelse, men Mussolini og fascisterne prøver at give den et nationalt italiensk præg ved blandt andet at give italienske navne til fodboldklubberne og betone det særligt italienske på landsholdet. 

“Italien blev først samlet i 1861, så på det tidspunkt er det et relativt ungt land. Mussolini bruger fodbolden og fodbold-VM til at propagandere for det nye samlede Italien. Samtidig udbygger man fortællingen om ”den nye mand” – det fascistiske ideal om, hvordan man skal være som italiensk mand. Man bruger ret mange ressourcer på at få talt Italien og denne slutrunde op. Man laver blandt et cigaretmærke for at skabe opmærksomhed,” siger Christian Tolstrup Jensen.

Mens Mussolini kontrollerer aviserne i Italien, er dækningen i de udenlandske aviser blandet. Der er kritik af det fascistiske regime, men også begejstring og ros for afviklingen af slutrunden.

Under VM fyger anklagerne om korruption blandt dommerne, og flere tvivlsomme dommerkendelser går da også Italiens vej – helt ind i finalen, som dømmes af semifinalens skandaløse dommer, og som Italien vinder 2-1 over Tjekkoslovakiet.

De italienske verdensmestre fejrer sejren. Pokalen de bærer på har skriften 'Il duces turnering' - med direkte henvisning til Mussolini. Den rigtige VM-pokal kan anes i hånden på spilleren til venstre.

Samme dag køres også den afsluttende etape i det italienske cykelløb Giro d'Italia, som italieneren Learco Guerra vinder. Landets største sportsavis, La Gazzetta, står derfor i et dilemma: Er det vinderen af cykelløbet eller de nykårede verdensmestre i fodbold, der skal pryde forsiden? Cyklingen vinder.

“At cykelløbet ender på forsiden, viser, at Mussolini og hans stort anlagte VM i fodbold ikke får den værdi i befolkningen, som var meningen. Italien får måske opbygget lidt goodwill i kraft af VM, men de smadrer den ved at gå ind i Etiopien året efter.”

At regimer ødelægger deres image umiddelbart efter en succesfuld sportsbegivenhed, ser man også i senere i historien. Få år efter VM i 1978 starter Argentina Falklandskrigen. Og ganske få dage efter at vinter-OL i Sochi er afsluttet i 2014, går Rusland ind i Ukraine og annekterer Krim-halvøen.

Hitler arvede OL – og udnyttede det maksimalt

OL i 1936 har en helt særlig ikonisk plads i idrætshistorien. Legene åbnes af Adolf Hitler selv på Berlins nybyggede Olympiastadion med plads til over 100.000 heilende tilskuere.

Men det er ikke nazistyret, der oprindelig har fået værtskabet. Den Olympiske Komite tildeler Tyskland værtsrollen i 1931, to år inden nazisternes magtovertagelse. Weimar-republikken vil bruge OL til at vise det forenede og demokratiske Tyskland, der havde rejst sig fra 1. verdenskrigs tunge åg. Men inden da kupper nazisterne sig til magten og bliver dermed værter for OL.

“På det tidspunkt er nazisterne ikke særlig interesseret i sport. Det betragtes ikke som en germansk tradition. Men ligesom de italienske fascister i 1934 ser de en klar mulighed for at skabe en fortælling for folket og udnytte det populistiske potentiale, der ligger i et OL,” siger Christian Tolstrup Jensen.

Et OL i Nazityskland falder ikke i god jord hos andre lande, der allerede er begyndt at være bekymrede over antisemitisme og krigsretorik. Flere lande truer med boykot, men det bliver ved truslen.

Hitler skruer helt op for pomp og pragt, og henter inspiration fra antikkens olympiske lege. Det olympiske stadion i Berlin bygges med klar inspiration fra Colosseum, og fakkelløbet med “den hellige ild” genopfindes.

Men uden for stadion skrues der op for charmeoffensiven. I de 16 dage hvor OL afholdes, er jazz-musik f.eks. tilladt i gaderne, og de antisemitiske skilte er pillet ned.

Hitlers massive propaganda-øvelse kombinerer to ugers almindelighed i Berlins gader med en sportslig afvikling, der er planlagt ned til mindste detalje.

Ifølge Christian Tolstrup Jensen lykkes det i overvældende grad.

“Over for det tyske folk får nazistyret skabt et billede af et succesfuldt arrangement. Samtidig høster Nazityskland faktisk roser for arrangementet – også fra udlandet. De sendes videre til befolkningen, men kritikken gør selvfølgelig ikke,” siger han.

Vinderceremonien for mændenes femkamp. På vinderskamlen står fra venstre: Oberstløjtnant Abba, Italien (sølv). kaptajn Handrick, Tyskland (guld). løjtnant Leonard, USA (Bronze). Billede: Bundesarkiv ved Stempka

“Nazityskland omvender ikke nogen kritikere, men den hårde internationale kritik forstummer måske en smule. Isoleret set er legene teknisk veludførte, og der er rosende ord fra pressen, også den danske,” siger Christian Tolstrup Jensen. ”Efterhistorien har skabt et andet billede af legene. Men i samtiden får de ros.” 

Terrorskygger over tysk genopretning

OL i München 1972 er på mange måder tænkt som den store kontrast til OL i 1936. Det skal ikke demonstrere nazismens fortræffeligheder, men vise verden et nyt, fredeligt og demokratisk Vesttyskland, der har lagt Anden Verdenskrig og holocaust-rædslerne bag sig.

”OL i München ledsages af et enormt politisk budskab om fred, demokrati, åbenhed og transparens. Man ønsker at nedbryde en masse fordomme om Tyskland, både over for omverdenen og tyskerne selv,” siger Christian Tolstrup Jensen.

”Det viser sig helt ned i arkitekturen. Det olympiske stadion i München er et parklandskab, hvor man føler sig velkommen og ikke skræmt, som når du nærmer dig stadion i Berlin.”

Det olympiske stadion i München er udformet som en stor park, der viser verden, at Tyskland er et åbent land.

”Legene skal vise Vesttyskland som normalt og fredeligt. Der er sågar et kodeks for, hvordan servicepersonale skal agere over for turister. Og det lykkes virkelig, legene bliver symbolet på Vesttyskland som en fredelig del af det vestlige samfund.”

Men de olympiske lege i München 1972 vil ikke først og fremmest blive husket for fred og demokrati. Den palæstinensiske terrorgruppe Sorte September tager ni israelske OL-atleter som gidsler i en terroraktion, der ender med at koste 11 israelere og en tysk politibetjent livet. Legene afbrydes, men genoptages.

Man skulle tro, at sådan en terrorbegivenhed ville skade Tysklands omdømme, men ifølge Jensen er det nærmest det modsatte, der bliver tilfældet.

“Tyskerne bliver anerkendt som ofre, selv om der er hård kritik af sikkerheden og politiets formåen,” siger han.

En lang række terrorangreb fra militante grupper kommer til at præge Tyskland op gennem 1970’erne. Alligevel ændrer det ikke opfattelsen af OL i München som et succesfuldt politisk projekt, mener Christian Tolstrup Jensen.

“Det var ikke bare et reklamestunt. Det politiske budskab var meget oprigtigt ment, og det fremstår utroligt stærkt i historien. Tyskernes ønske om demokrati, frihed og fred kunne virkelig mærkes på alle måder,” uddyber han.

Mario Kempes reddede juntaens røv

Det er ikke altid, et værtskab for en stor sportsbegivenhed er en succes. Nogle værtskaber giver store underskud, andre medfører store interne uroligheder og konflikt. VM i herrefodbold 1978 i Argentina er et eksempel på, at det internationale pres nærmest ødelægger slutrunden.

Den argentinske junta er kommet til magten ved et militærkup i 1976, hvor politiske modstandere forsvinder. Jorge Rafael Videla er landets nye præsident, og med kuppet har juntaen ikke bare fået magten, men også et fodbold-VM,

“Fodbold er en vigtig del af argentinsk kultur, så for juntaen er det en oplagt mulighed for at vise det nye Argentina, og over for befolkningen er svært at sige nej til et VM på argentinsk jord.” siger Christian Tolstrup Jensen.

Den internationale opmærksomhed er dog ikke positiv. Militærkuppet har fået den internationale kritik til at vælte frem.

“En række internationale organisationer kritiserer Argentina voldsomt for brud på menneskerettighederne. Og det internationale pres gør, at juntaen ikke som andre regimer formår at bruge slutrunden til at opbygge international goodwill. Tværtimod er deres værtskab bestemt ikke velanset rundt i verdenen,” forklarer han.

Den massive kritik af Argentina kan minde om den kritik, Qatar kommer til at opleve 44 år senere. Men den vigtigste forskel finder man på fodboldbanen.

For trods mystiske resultater og mistanke om bestikkelse bliver VM rent fodboldmæssigt en succes i Argentina. Angriberen Mario Kempes spiller som en drøm under slutrunden. Han bliver topscorer og kåres til turneringens bedste spiller. Myten om, hvordan han bærer Argentina frem til VM-guldet, lever stadig den dag i dag.

Mario Kempes dribler med bolden i VM-finalen, hvor Argentina vinder 3-1 over Holland. Kempes scorer 2 af målene og han bliver topscorer i turneringen med i alt 6 mål.

“Det lykkes juntaen at skabe et fællesskab omkring fodbolden og en opbakning til Argentina som et succesfuldt land. De får midlertidigt skabt et fælles ’Vi’, som dog kun holder under slutrunden,” fortæller Christian Tolstrup Jensen.

“De argentinske landsholdsspillere er fanget i en svikmølle – de vil gerne spille god fodbold, men er på den måde også med til at legitimere regimet,” siger Christian Tolstrup Jensen.

Det kan sammenlignes med det dilemma, som Danmark og andre lande står i ved VM i Qatar: Man vil gerne gøre det godt på fodboldbanen – og allerhelst vinde det hele. Men ved at stille op kan man også beskyldes for at blåstemple et autokratisk diktatur.

I 1978 er VM-sejren vigtig for den argentinske befolkning, men succesfortællingen er falmet noget med tiden.

“Det argentinske landshold fra dengang er nærmest blevet symbolet på det offentlige traume, som det var at leve under juntaens regime,” siger Jensen.

Afbudsramte koldkrigslege

Næst efter Berlin 1936 fremstår Moskva 1980 som de olympiske lege, der har været mest tydeligt politiseret.

I flere år har Sovjetunionen overvejet at byde på OL, men af frygt for omverdenens kritik og negative blik gør de det ikke før 1974, hvor de tildeles værtskabet for OL i 1980.

Sovjetunionen ser legene som en oplagt propaganda-mulighed. OL skal samle sovjetborgerne om det kommunistiske projekts fortræffeligheder – og vise det frem for udlandet.

Det ideologiske sigte er væsensforskelligt fra Nazitysklands, påpeger Christian Tolstrup Jensen.

“Nazisterne ville ikke først og fremmest sprede nazismen, men vise et stærkt og glorværdigt Tyskland. Sovjetunionen har derimod et inderligt ønske om at udbrede kommunismen som verdensideologi. De vil vise, at de er ligeværdige med Vesten – eller bedre. Men det lykkes ikke særligt godt,” siger han.

Åbningsceremonien i Moskva bruger Sovjetunionen til at vise kommunismens fortræffeligheder. Billede: RIA Novosti archive, Sergey Guneev

“OL har en lang planlægningshorisont. Hvor der er nogenlunde fredeligt i starten af 1970’erne, begynder det at gå galt for Sovjetunionen i slut-halvfjerdserne. De opstiller mellemdistanceraketter i Østeuropa og går ind i Afghanistan i 1979, hvilket sætter OL i et helt andet lys,” fortæller Christian Tolstrup Jensen.

Mere end 60 nationer, herunder USA, Vesttyskland, Kina og Japan, boycotter OL, og en række vesteuropæiske lande udebliver fra åbningsceremonien. En håndfuld lande, herunder Danmark, deltager, men stiller op under OL-flaget, så det er den olympiske hymne, og ikke nationalsangen, der spiller under medaljeceremonierne.

Det kommer til at præge legene.

“Sovjet får ikke de udenlandske gæster, som de gerne vil have, og der kommer ikke tv-billeder af Moskva ud til hele verden. Og sportsligt lider det under, at der mangler dygtige atleter at konkurrere imod. Arrangementet lykkes til en vis grad og bliver betegnet som velafholdt. Men der er også et politisk opbrud i Sovjetunionen, hvor der kommer mere og mere kritik. Det kommer OL ikke til at lægge en dæmper på,” siger Jensen.

OL som kapitalistisk showcase

Som den store kontrast til OL i det kommunistiske Moskva bliver det efterfølgende OL afholdt i kapitalismens mekka. Legene i Los Angeles, Californien, kommer på alle parametre til at adskille sig fra tidligere OL og VM-slutrunder.

“Mens de andre OL- og VM-værtskaber var centreret omkring statens styre, der skabte mål, ramme og retning, er statens image under OL i Los Angeles sekundært. Legene er privatfinansierede, og det er byen, der er katalysator. Men også dét er politisk,” siger Christian Tolstrup Jensen.

OL bliver anderledes, fordi der ikke er andre, der har budt på det. Derfor får arrangørerne frie hænder og lov til at beholde sponsor-penge og tv-rettigheder – et anseeligt beløb. Det skaber en ny model for IOC, hvor OL bliver et produkt, der kan sælges, og medierettigheder er en lukrativ forretning.

“Lokalt betyder værtskabet rigtig meget, men statens rolle er begrænset. Ronald Reagan, der er præsident på dette tidspunkt, er med til at åbne legene – men så tager han på ferie! Han viser sig ikke på tribunerne som Mussolini eller Hitler. Men han bruger det i sin valgkamp efter OL som en fortælling om, hvad det private initiativ kan gøre,” siger Jensen.

Tårnet til den olympiske fakkel under åbningsceremonien. Selve åbningsceremonien er et stort anlagt show, der til fulde matcher Sovjetunionens fire år tidligere.

Trods boykot fra Sovjetunionen og en række østbloklande bliver OL i Los Angeles en succes, både sportsligt, mediemæssigt og ideologisk.

“Det helt store, der kommer ud af disse lege, er ideen om OL som et byudviklingsværktøj og som et økonomisk redskab. OL i 1984 er stadig en reference for idrætsarrangementer i dag, både økonomisk og samfundsmæssigt. Den vigtigste arv fra dette OL er, at du både kan komme på verdenskortet og tjene penge på et stort idrætsarrangement,” fortæller Christian Tolstrup Jensen. 

“USA har ikke noget at bevise over for et vestligt publikum, sådan som Sovjet havde fire år tidligere. Alligevel fremstår OL 1984 gennempolitisk, fordi det indirekte fremviser de vestlige liberale værdier,” siger han.

Den historiske arv lever videre

Når åbningsceremonien indleder vinter-OL i Beijing næste fredag, vil der ikke være danske politikere på tribunerne. Sammen med USA og flere andre lande har man valgt en ”diplomatisk boykot”: Atleterne stiller op, og medierne transmitterer fra legene som sædvanlig, men man sender ikke officielle repræsentanter. En light protest, bl.a. mod Kinas hårdhændede fremfærd mod uighurerne.

Christian Jensen tvivler på, at det vil have den store effekt. Han påpeger, at vinter-OL ikke en særlig stor sportslig begivenhed, sammenlignet med sommer-OL.

OL i Beijing 2008 var enormt. Det symboliserede et fremadstormende Kina, der brugte legene til at vise sig frem som en stormagt, både internt og eksternt.

“I sammenligning er vinter-OL meget småt målt på seertal, antal deltagende lande, og generel opmærksomhed. Det har næsten ikke nogen diplomatisk værdi,” siger han.

For regimer verden over har store sportsbegivenheder i næsten 100 år været en genvej til legitimitet, goodwill og imagepleje. Men med tiden er det blevet langt sværere at styre den internationale mediedækning. Det mærker Qatar meget tydeligt allerede nu, mere end et halvt år før den første VM-kamp fløjtes i gang. Ørkenstaten har slet ikke fået den internationale goodwill, man måske havde håbet på.

“Qatar har fået opmærksomhed, men den er negativ og kritisk,” siger Christian Tolstrup Jensen.

Til gengæld forudser han, at VM-slutrunden kan blive en succes på andre parametre: Ligesom OL i 1984 har VM i Qatar et stort element af strategisk byudvikling, hvor de massive beløb, der er postet i slutrunden, investeres i at gøre Doha attraktiv for udenlandske investeringer og turister.

Værsgo ven

Her er en gratis artikel til dig

Det er dog ikke alle vores historier, som er gratis. Så hvis du synes, at Vid&Sans er et nyhedsmedie for dig, er du mere end velkommen til at blive medlem.

bliv medlem
Det koster 89 kr. om måneden.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist på Vid&Sans. Skriver om teknologi, univers og samfund.
Adjunkt, Malmø Universitet
Cand.mag. i historie og ph.d. i kulturstudier med særlig viden om idræt og sportsevents ud fra et historisk og sociologisk perspektiv. Har tidligere bl.a. forsket i dansk idræt under Besættelsen og den politiske baggrund for sportevents i Danmark og Norge i dag.

ANBEFALET TIL DIG

Demografisk angst

Flere og flere masseskyderier og terrorhandlinger er motiveret af forestillingen om ”den store udskiftning”: Den hvide mand er trængt i defensiven, og drastiske voldshandlinger retfærdiggøres som nødvendigt selvforsvar, skriver professor Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet.

Menu