Det er svært ikke at blive imponeret over den ukrainske nations indædte kamp mod de invaderende russere i disse dage. Uanset hvilket forhold man har til Rusland og russerne, så kommer man til at holde med ukrainerne. Det kræver mod at tage kampen op mod de store.
Ukrainerne viser, hvilket stof de er gjort af. De viser, at det har betydning, at man markerer, hvad man står for – også selv om det ikke nødvendigvis får det ønskede resultat. Som en anden flok vikinger taget ud af en norrøn heltetradition er de lige nu i fuld gang med at skabe sig et ry.
Vi kan få en dybere forståelse af, hvorfor det er så vigtigt for ukrainerne at kæmpe og vise verden, hvad de står for, ved at se på, hvordan netop vikingerne opfattede skæbne og eftermæle tilbage i førkristen tid i Norden.
Vikingetidens fokus på slægt frem for individ kan, med lidt god vilje, sammenlignes med forholdet mellem individ og nation i Ukraine. Hensynet til helhedens fortsatte eksistens og gode vilkår går forud for den enkeltes liv.
En vigtig dimension i dette er fortællingen. De heltefigurer – kvinder som mænd – som vikingerne beundrede, ser ud til at have tænkt, at: ’Selv om jeg mister mit liv, forsvinder jeg ikke, såfremt jeg har båret mig ad som en helt, for så vil fortællingen om mig leve videre. Men hvis jeg opfører mig fejt og tarveligt, går jeg over i historien som en slyngel.’
Vikingerne er blandt dem, der i en fjern fortid var med til at forme den ukrainske nation. De kom sejlende ad floder dybt ind i det område, der nu er Ukraine, og grundlagde i 700-tallet byen Kyiv. Den blev senere hovedstad for det mægtige Rusrige. Dem, der blev hængende i området, tilpassede sig den lokale kultur og blev ukrainere.
Tilsvarende har der naturligvis været mange kulturelle udvekslinger mellem ukrainere og russere gennem tiderne. Men store og små indflydelser til trods er ukrainerne naturligvis ukrainere – de er hverken russere eller vikinger.
For vikinger havde skæbnen en anden betydning
Hvis vi skal forstå, hvilke menneskelige kvaliteter der vakte beundring i vikingetiden, og hvordan man dengang ville afkode en sådan konflikt, så må vi kigge i sagaer og gamle heltedigte, der i dag er bevaret i en række håndskrifter fra middelalderens Island.
Det skorter ikke på krig og konflikt i hverken sagaer eller heltedigte. En interessant ting ved heltedigtene er, at de genfortæller historier, som i vikingetiden blev fortalt om fortidens store helte – altså folk, der blev beundret for deres gøren og laden, og som var værd at fortælle om. Handlingen i norrøne heltedigte udspiller sig typisk i tiden mellem år 200 og år 600.
Skæbne er et begreb, der ofte involveres i den slags nordiske heltefortællinger, og som regel med et noget dystert fortegn. Tendensen er, at skæbnebegrebet findes frem netop i tilspidsede, overvældende og på anden vis afgørende situationer. Der er altså noget på spil, når norrøne helte begynder at tale om skæbne, men hvad mener de egentlig?
Vi taler ofte om skæbnen som noget, vi tror på – eller ikke tror på. Vi ser det som en overnaturlig magt, der forudbestemmer, hvordan vores liv skal være, og hvad der vil ske os. I forhold til norrøn tradition er dette imidlertid ikke helt rigtigt, men det er heller ikke helt forkert.
Heltedigte fortæller om skæbne
Vikingetidens idéer om skæbne illustreres bedst med et eksempel. Det kunne være heltedigtet om de to brødre Hamðir og Sǫrli, der drager ud for at hævne deres halvsøster, Svanhildr. Som det ofte er tilfældet i norrøne heltesagn, er historien en kende kompleks – men lad os lige få styr på trådene:
Hamðir og Sǫrli er sønner af Guðrún og Jónakr. Deres halvsøster Svanhildr er datter af Guðrún, og deres halvbror Erpr er søn af Jónakr. Så vi har en temmelig sammenbragt søskendeflok, men fordi de er søskende, har de alle en loyalitet og en forpligtelse over for hinanden.
Svanhildr er blevet gift med Kong Jǫrmunrekkr, men da hun beskyldes for at være ham utro, slår han hende ihjel ved at lade nogle heste trampe hende til døde. Svanhildr er imidlertid uskyldig, og det tilfalder nu hendes brødre at hævne hendes grumme død.
Historien om hævntogtet fortælles i heltedigtet Hamðismál, ’Hamðir’s tale’, der er overleveret i det håndskrift, der kaldes ’Ældre Edda’. Håndskriftet er fra ca. 1270, digtet fik sin nuværende form engang i 800-tallet, og handlingen er hensat til midten af 300-tallet. Her reagerer Hamðir og Sǫrli på deres mors opfordring til at hævne Svanhildr, selv om de godt ved, at de vil komme op imod en stor overmagt. Faktisk regner de ikke med at komme hjem igen, men det afholder dem ikke fra at tage af sted.
Da brødrene ankommer til Kong Jǫrmunrekkrs hal, er der fest, og kongen drikker vin. Han er ikke bange for brødrene, men planlægger med glæde at lade dem hænge. Men han undervurderer Hamðir og Sǫrli på det kraftigste. Selv om de kun er to mod alle kongens mænd, kæmper de sig vej helt hen til Jǫrmunrekkr selv og hugger arme og ben af ham. Nu råber den lemlæstede konge til sine mænd, at de skal kaste sten mod brødrene, siden der skal mere til end almindelige våben for at dræbe dem. På denne måde dør Hamðir og Sǫrli trods alt til sidst.
Men ligesom i en opera er der tid til, at brødrene har en længere samtale, inden de dør. Det er her, skæbnen kommer på bane. Det sidste, vi hører fra dem, lyder omtrent sådan her:
”Vi har kæmpet godt, vi står på fjenders lig – sværddræbte ligger de på gulvet – som ørne på en gren; vi har vundet stor berømmelse, selv om vi nu dør; ingen lever en dag længere end nornernes dom.”
Det er udtrykket ’nornernes dom’, der hentyder til skæbnen. I norrøn tradition er nornerne nogle overnaturlige kvindefigurer, som repræsenterer skæbnen, og deres ’dom’ er et billede på døden. Billedet dukker op, netop som Hamðir og Sǫrli stirrer døden i øjnene og kan se, at de ikke overlever. Men samtidig udtrykker brødrene en vældig tilfredshed med at have vundet stor berømmelse. De fortryder med andre ord ikke noget.
Det er naturligvis heltemodigt af to mænd at kaste sig ud i kamp mod en indlysende overmagt. I tillæg er deres hævn retfærdig, fordi Svanhildr – fortæller sagnet – var uskyldig, og under alle omstændigheder er det en urimeligt bestialsk død, Jǫrmunrekkr udsætter hende for. Så det handler om død og ære, men også om skæbne og, især, eftermæle.
Accept af skæbnen er et norrønt kernepunkt
Der sker noget spændende i krydsfeltet mellem disse fire begreber: Død, ære, skæbne og eftermæle. For det første viser brødrene, at de er deres heltestatus værd ved overhovedet at begive sig af sted, til trods for forudanelsen om, at de ikke kommer hjem igen.
For det andet formår de at møde døden med oprejst pande – de er ikke bange for at dø, nu hvor de har levet op til deres forpligtelser om at hævne og dermed kan forlade livet med æren i behold. De omtaler døden som den skæbne, der nu tilfalder dem.
Sidst, men absolut ikke mindst, tilkendegiver de deres tilfredshed med det ry, som de har skabt sig gennem deres modige handlinger.
Den skæbne, brødrene ser for sig – resultatet af deres gerninger, om man vil – handler ikke om, hvor uretfærdig hele situationen er, eller hvor urimeligt det er, at de skal dø. Det er ikke en skæbne, som de forsøger at undslippe. Nærmest tværtimod. Denne accept er et kernepunkt i den norrøne tolkning af skæbnen.
Skæbnen, i norrøn forstand, handler ikke om, hvornår noget sker – for eksempel hvornår man skal dø. Spørgsmålet ’hvornår’ handler om tid og kronologi, og det er noget andet end skæbne.
Det handler heller ikke om, hvorfor noget sker – for eksempel hvorfor ens søster er blevet dræbt. Spørgsmålet ’hvorfor’ handler om årsagssammenhæng og kausalitet, men skæbnen kan netop ikke regnes ud; det er ikke et logisk begreb. Ej heller er det et moralsk begreb, for det handler heller ikke om, hvorvidt det, der sker, er rigtigt eller forkert i moralsk forstand.
Det vigtige er, hvad man gør eller ikke gør
Faktisk handler skæbnen om noget så simpelt som hvad der sker – og det faktum at det sker. Ikke hvad der kunne eller burde ske, men det der sker, uanset om man kan lide det eller ej, uanset om det er godt eller skidt. I denne forstand er skæbnen en udefrakommende magt, der bryder ind i menneskers liv og dikterer hvilke vilkår, man må forholde sig til. Men det springende punkt er, hvordan man forholder sig til de vilkår, man bliver budt.
Skæbnen er altså ikke en overnaturlig magt, der definerer et menneskes liv. Det er ganske vist en magt uden for menneskers rækkevidde, som griber ind i menneskers tilværelse og stiller dem i afgørende situationer. Men det er også det enkelte individs chance til at vise, hvem de er.
Skæbnen er en udfordring – den kommer ind i ens liv og tvinger en til selv at definere, hvad man er for en person. Hvordan reagerer man, når man pludselig står der i den afgørende situation? Løber man sin vej? Eller går man på med krum hals? Viser man sig som en kryster eller som en helt?
Der er her, drivkraften ligger for norrøne helte. Hvad vil de andre sige om mig, efter jeg er død? Hvordan vil jeg blive husket? Nornernes dom – altså døden – er uundgåelig. Den kan man ikke gøre noget ved. Men den dom, ens medmennesker fælder over en, er man til gengæld selv herre over. Man skaber selv sit eftermæle i kraft af de ting, man siger og gør, mens man er i live.
Og dét er ens skæbne. Gennem sine handlinger og reaktioner viser man sig selv og omverdenen, hvem man egentlig er. Fokus ligger altså i denne verden, blandt ens medmennesker – hvad giver man dem anledning til at sige om en?
Påtager sig rollen og kæmper for eftermælet
Hamðir og Sǫrli er ikke i tvivl. Da de hører om deres søsters død samt deres forpligtelse til at hævne hende, stritter de ikke imod. De bebrejder deres mor mange ting, og de aner, at de ikke vil komme levende hjem igen – men de påtager sig rollen. Derpå gør de deres bedste for at leve op til den rolle.
Denne tretrinsraket af viden (hvad er det for vilkår, skæbnen stiller mig i), accept (jeg påtager mig den rolle, som skæbnen tildeler mig) og udlevelse (jeg gør mit bedste for at udfylde den rolle) er kendetegnende for norrøne heltes tolkning af skæbnebegrebet. Brødrene ser ingen anden udvej end at påtage sig rollen og derpå kæmpe ikke blot for retfærdighed men også for, at de vil blive husket for det gode.
Det er her, ukrainerne kommer ind i billedet. De påtager sig også rollen, tager skæbnens brutale udfordring op og gør deres bedste for at forsvare deres land og deres ry. De ser ingen anden udvej end at kæmpe. Det er ikke en situation, de selv har ønsket eller skabt – men nu, hvor den er opstået, viser de gennem deres handlinger, hvad det er for noget stof, de er gjort af.
Man afslører sig selv gennem sine handlinger
Det er tankevækkende, det der norrøne fokus på, at man afslører sig selv igennem sine handlinger. Man bliver pludselig bevidst om, at det faktisk betyder noget, hvad man gør og siger – også selv om det ikke nødvendigvis fører til det ønskede resultat. Men man markerer, hvad man selv står for – og det er vigtigt.
Ukrainerne markerer lige nu i dén grad, hvad de står for. Deres handlekraft i mødet med en aggressiv og invaderende nabo kan kun vække beundring. De er i gang med at skabe sig et ry og et omdømme, og det er vigtigt for dem, ganske som det var vigtigt for norrøne helte.
Til gengæld ser det ud til, at russerne ikke i samme grad har styr på, hvad de er i færd med at afsløre om sig selv. Vi kan kun håbe, at de kommer på bedre og mere selvransagende tanker.
Naturligvis må vi heller ikke glemme os selv, for hvad er egentlig vores rolle i krigen i Ukraine, som enkeltpersoner og som nation?
Svaret på dette spørgsmål er ikke fastlagt af nogen overnaturlig magt. Det er op til os selv at give eftertiden et svar. Hvad vil de andre sige om os danskere, når krigen engang er slut? Var vi en flok feje kujoner og passive tilskuere? Eller trådte vi i karakter? Gjorde vi nogen forskel?
