”FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os.”
En række sms’er, der er kommet for dagens lys i forbindelse med minkkommissionens arbejde, har givet offentligheden et unikt indblik i omgangstonen mellem regeringens topembedsmænd og ministre.
Især en række beskeder fra Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har vakt opsigt, og mange har studset over en sproglig tone, der forekommer barsk, direkte og flere gange tæt på grænseoverskridende. Eksempelvis er direktøren for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, blevet omtalt som en ”total fej kujon”.
Men spørger man Christian Kock, professor emeritus i retorik på Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet, er der intet opsigtsvækkende i, at politikere og embedsmænd formulerer sig i meget direkte vendinger.
”Jeg er helt sikker på, at den slags udtryk og sprog også forekommer i mundtlige samtaler mellem ledende embedsmænd og ministre,” siger han. ”Det direkte sprog viser bare, at afsenderen opfatter sms’er på samme måde som en som mundtlig samtale. Når vi taler sammen under fire øjne, bruger vi mange udtryk, som vi normalt aldrig ville bruge på skrift.”
Det usminkede sprog i Bertelsens sms’er ligger meget langt fra det klassiske billede af den neutrale embedsmand, der agerer diskret bag kulisserne og kun udtrykker sig i formfuldendte og diplomatiske vendinger.
På den måde kan sms-sagen måske være med til at give os et mere realistisk billede af embedsmændene og deres rolle i den politiske kommunikations- og beslutningsproces, mener Christian Kock.
”De fleste embedsmænd kommer fra samme sociale baggrund som vi andre. De er ikke rene robotter, der kun udtrykker sig i formfuldendte diplomatiske vendinger. De er mennesker, der også siger deres mening ligeud,” siger han.
Saftige metaforer
Sms-sagen har givet den brede offentlighed et unikt indblik i det politiske livs sproglige magtkultur.
Men Christian Kock mener ikke, at der er noget nyt eller overraskende i den hårde tone. Han ser først og fremmest det meget direkte sprog i sms’erne som et udtryk for, at en mundtlig kultur er flyttet over på en ny platform.
”Det nye er, at den bramfri tone bliver nedfældet digitalt i form af sms’er. Tidligere er den mundtlige jargon så at sige forvundet ud i luften. Men nu bliver den trukket frem i offentligheden, hvor den kan skabe diskussioner og forargelse. At være forarget over den hårde tone i politik, blot fordi den er bevaret digitalt i en sms, det synes jeg er noget pjat,” siger han.
I én sms skrev Barbara Bertelsen til Per Okkels, daværende departementschef i Sundhedsministeriet, om sin ”lyst til at nikke medierne en skalle” med henvisning til en artikel, hvor en række partier udtrykte ønske om at granske hendes personlige rolle i minksagen.
Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kommenterede sms’en på Twitter: ”Som mediemenneske synes jeg egentlig, det er rart at være advaret om, at når vi røvhuller nærmer os Statsministeriet, så skal vi lige holde øje med, om departementschefen har lyst til at nikke os en skalle.”
Men Christian Kock mener ikke, der er noget i vejen for, at Barbara Bertelsen kan udtrykke sin frustration over mediernes arbejde:
”Hvis hun bare havde skrevet, ’jeg er sur på medierne’, ville medierne så også have været forargede? Selvfølgelig må man være sur på medierne, hvis man synes, at de har klaret deres opgave dårligt. Og så må man også gerne sige det med en saftig metafor. Det forekommer mig lidt komisk, at medierne, som slår sig op med at demokratisere samtalen og kritisere magthaverne, fremstår så tyndhudede, når de selv kritiseres.”
Lukket kommunikation
Christian Kock hæfter sig ved, at Barbara Bertelsens sms’er er sendt til de øverste embedsmænd i departementer og styrelser – en snæver og lukket og gruppe mennesker på samme niveau som hende selv i det politiske hierarki.
Hvis tonen havde været tilsvarende hård over for menige medarbejdere, havde det straks været mere problematisk.
”Det er klart, at hvis en leder kommanderer rundt med sine ansatte i en grov tone og siger ’FUCK’ til folk, han eller hun har magt over, er det et reelt problem. Det er ikke bare dårlig ledelsesstil, der kan skabe et dårligt og dysfunktionelt arbejdsklima. Det kan også potentielt medføre, at underordnede embedsfolk ikke tør sige deres mening eller skræmmes fra at give faglig rådgivning om lovlighed og andre aspekter af politiske handlinger,” forklarer Christian Kock.
Men i den aktuelle sag ser Christian Kock intet problem i, at Barbara Bertelsen f.eks. skrev til Henrik Studsgaard, Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, at han og hans minister, nu afgåede Mogens Jensen, skulle ”lægge sig ned og rulle sig” eller ”hive plasteret helt af” og påtage sig ansvaret for aflivningen af de danske mink.
”De sms’er er sendt til Mogens Jensens departementschef. Jeg kan ikke se, at det er nogen stor sag. Det er bare et farverigt sprog med metaforer, der refererer til, at fødevareministeren skulle påtage sig skylden for beslutningen om at aflive mink. At hun siger det på en farverig og metaforisk måde, er udelukkende et spørgsmål om, at talestil overføres til sms’er,” siger han.
Politiske sproghandlinger
Men selvom Christian Kock ikke anser den hårde sprogtone for problematisk i sig selv, mener han alligevel, det er værd at bide mærke i den politiske magtudøvelse, den er udtryk for.
”Sms-korrespondancerne illustrerer, at hun forsøger at hævde sig som overordnet i forhold til andre departementschefer og ministerier. Nogle af sms’erne har meget klar karakter af krav eller ordrer til mennesker, hun ikke er chef for,” siger han.
”At sproget og stilen i embedsværket skulle være et særskilt problem, synes jeg er noget pjat. Det er en helt underordnet side af problematikken. En mere substantiel diskussion er, hvor meget og hvordan embedsmænd skal forsøge at påvirke politiske beslutninger.”
Nogle af Bertelsens hårdest formulerede sms’er var sendt til Per Okkels, departementschef i Sundhedsministeriet, for at få Seruminstituttets Kåre Mølbak til tydeligt at støtte den politiske beslutning om at aflive alle danske mink.
”Bertelsen forsøger i meget hårde vendinger at presse på for, at Mølbak ikke kun skulle udtale sig om det faglige, men anbefale en bestemt politisk beslutning. Det er en helt anden problemstilling, der ikke er snævert sproglig,” siger han.
En ny type embedsmand
Den direkte tone i Bertelsens mobilbeskeder ligger meget langt fra vores billede af den diplomatiske topembedsmand.
Christian Kock henviser til den britiske tv-serie Yes, Minister (senere Yes, Prime Minister) fra 1980’erne, hvor departementschefen, Sir Humphrey Appleby, var en af hovedfigurerne.
”Vi forbinder stadig departementschefer med typer som Sir Humphrey. Han var den glatte intrigemager, der agerede diskret bag kulisserne for at forhindre sin minister i at træffe beslutninger, som ville ændre på tingenes orden i det gamle hæderkronede embedsværk – eller i hvert fald forhindre, at de blev ført ud i livet. Hans mission var næsten altid systembevarende. Det billede er det måske meget godt, at vi får korrigeret,” siger Christian Kock.
Han er bekymret for, om sms-sagen og reaktionerne på den vil medføre indskrænkninger og begrænsninger i den skriftlige kommunikation i centraladministrationen fremover.
”Som sagen har afdækket, er der ikke klare regler for, hvorvidt sms’er skal journaliseres. Man har derfor igangsat et arbejde med at udforme nogle regler på området, så der fremover er klare forventninger og retningslinjer for, hvilke kommunikationskanaler man bruger, og hvordan man skal forholde sig til dem.”
Han advarer mod en udvikling, hvor embedsfolk og politikere fremover skal journalisere sms’er på samme måde som e-mails, så de kan trækkes frem i offentligheden og bruges politisk. Det betyder nemlig, at man indskrænker mulighederne for uformelle samtaler på fysisk afstand.
”Hvis ikke embedsfolk fremover må skrive som Barbara Bertelsen, og sms’erne ikke må bruges uformelt, så har man frataget vores embedsfolk og politikere et nyttigt arbejdsredskab. Det synes jeg er et problem,” understreger han.
