Artiklen er opdateret kl. 14.20 med oplysninger om Boris Johnsons afgang.
Boris Johnson har kæmpet en svær kamp i disse dage for at beholde premiereministerposten i Storbritannien. Vi ved nu, at det ikke lykkedes.
Johnson har været presset i månedsvis på grund af et væld af forskellige sager, senest med det resultat, at adskillige ministre har forladt hans regering inden for blot de sidste to døgn. Han kritiseres blandt meget andet for ikke at have leveret på sine løfter fra Brexit.
Hvis Johnson skulle lykkes med at blive siddende, skulle han have samlet et historisk splittet land om sig - fra de konservative sydenglændere i hans egen regering til de mere venstreorienterede skotter i nord.
Derfor har han i længere tid arbejdet på at mobilisere en modvilje mod EU, mod en imaginær elite, en fælles trussel ude fra. Han ville afskaffe The Northern Ireland Protocol - den aftale, der ellers har sikret freden i den såkaldte Good Friday Agreement i Nordirland de sidste 24 år.
På den måde kan man se, at Johnson kender sin historie og ved, hvad han gør: Han mobiliserer et meget splittet land, Storbritannien, mod en påstået fælles, elitær fjende: EU. Hvor de ovenikøbet taler fransk. Fransk var op i 1400-tallet elitens sprog i England. Et sprog som underklassens angelsaksere ikke forstod.
Da Johnson forsøgte at samle de utilfredse vælgere i nord og vest med ’eliten’ i syd, kom det ham derfor til gode, at han trods sin egen elitebaggrund både taler elitens sprog, Received Pronunciation (RP) eller stiff upper lip-engelsk, og at han samtidig mestrer angelsaksernes sprog, der er mere udbredt i arbejderklassen i det vestlige og nordlige England og Storbritannien. Det var bl.a. hans ’angelsaksiske’ sprog, uden fremmedord, der gav ham stemmer ved Brexitvalget i 2016.
Der går nemlig nogle ældgamle skel ned gennem befolkningen i Storbritannien, der er så rodfæstede, at de kommer til udtryk i sproget. Dels i ordvalget, dels i udtalen.
De sidste 1.000 år har det nordlige og vestlige Storbritannien været stærkt forankret i det angelsaksiske, mens man i det rigere Sydengland orienterede sig mod det franske og normanniske. Skellene ses den dag i dag – i klasser, i politik, samfundsforhold, tænkemåde, kultur og i brugen af fremmedord.
I det følgende tager vi derfor på en rejse op gennem engelsk sproghistorie for at blive klogere på nutidens splittede Storbritannien.
Et splittet land og et fremmed sprog
Det oldfranske sprog blev indført i England i 1066 af normanneren Wilhelm Erobreren, der slog Harold Godwinson, den angelsaksiske konge, i slaget ved Hastings.
Harold Godwinson talte angelsaksisk, hvilket man havde gjort siden 400-tallet. Men efter 1066 blev det sådan, at hvis man ikke kunne tale fransk og følge den normanniske elites sociale normer, så kunne man ikke som angelsakser bevæge sig op i samfundets hierarki.
Resultatet er i dag, at underklassen og dem fra den ydre periferi i Storbritannien ikke kan bevæge sig op i samfundet uden at have gået på de rigtige kostskoler og universiteter, hvor man bruger mange fremmedord og snakker det rigtige engelsk, Received Pronunciation.
I Danmark gik det anderledes: Her gjorde Ludvig Holberg (1684-1754) så meget grin med folk, der blandede for mange fremmedord ind i sproget, at dansk forblev relativt rent. Men i England tog sproget farve af normannernes sprog, der var oldfransk, og senere af mange latinske og græske fremmedord.
Boris Johnson med det franskklingende mellemnavn ’de Pfeffel’ - og de fleste andre ministre før ham - har gået på eliteskolen Eton og er uddannet i klassiske studier på eliteuniversitetet i Oxford. Her lærte han elitens sprog, overklassens engelsk, latin og flydende fransk, og han spillede rugby, overklassen sport.
I 1984 blev han præsident for The Oxford Union, en prestigefyldt diskussionsklub, der udklækker mange politikere. Her diskuterer man politik og lærer at bruge de retoriske kneb, der stadig bruges i parlamentet.
Boris Johnson var også medlem af the Bullingdon Club, der er berygtet for druk og vandalisme, en klub der dårligt sløret skildres i filmen The Riot Club. Han deltog i elitens uddannelse, lærte elitens sprog og ritualer og brugte The Old Boy’s Network til at slippe for ansvaret for sine handlinger, akkurat som andre medstuderende, f.eks. toppolitikerne David Cameron og Michael Gove. Med andre ord: Boris Johnson er eliten.
En elite, som fungerer meget lig den, Wilhelm Erobreren etablerede for tusind år siden, da han havde erobret England: Den er lille, den har sine egne regler, den dominerer hele landet og den taler et andet sprog.
Romerne var den først elite
Skellet mellem en indtrængende, fremmedsproget elite i syd (England) og befolkningen i resten af Storbritannien, der har et kraftigere keltisk islæt, kan dog faktisk føres helt tilbage til romernes invasion af England i år 43 e.Kr.
Kejser Claudius indtog stort set hele det område, der senere kaldtes England. Her byggede romerne villaer, byer og templer med forbillede i et sydeuropæisk patron-klient system. Den lokale, keltiske elite lærte at tale latin, og man byggede badetermer og veje som i Rom, veje der stort set stadig bruges i dag.
Den del af England, som romerne besatte, har den mest frugtbare landbrugsjord. Langs dette område løber et skel, der har spillet en afgørende rolle helt op til nutidens Brexit-valg: Ser man på et kort over stemmefordelingen mellem de to dominerede partier, det konservative Tory og centrum-venstre-partiet Labour (og før dem de liberale) igennem de sidste 500 år, ser man, at de konservative med få undtagelser altid har haft flertal i Sydengland, men ikke i nord.
Undtagelserne var, da Tony Blair, en konservativ i labour-fåreklæder, formåede at vinde også i syd. Og til sidste valg, da Boris Johnson, en sydlig konservativ klædt i sproglige fåreklæder, også formåede at samle de nordlige, skeptiske vælgere. I Johnsons tilfælde overbeviste han folket på angelsaksisk om, at han talte folkets sag mod EU-eliten i 2016, da han vandt Brexit-valget:
”We can see the sunlit meadows beyond. I believe we would be mad not to take this once in a lifetime chance to walk through that door because the truth is it is not we who have changed. It is the EU that has changed out of all recognition; and to keep insisting that the EU is about economics is like saying the Italian Mafia is interested in olive oil and real estate.“
Knap 90 pct. af ordene i denne passage er af oldengelsk, angelsaksisk oprindelse. Selv Harold Godwinsson ville have forstået ham, hvis han var rejst 956 år frem i tiden.
Angelsakserne ændrede Englands sprog
Efter romerne kom angelsakserne i løbet af 400-tallet e.Kr. fra det frisiske, nordtyske og syd- og sønderjyske område, og de overtog nærmest hele England fra kelterne på samme måde, som da briterne overtog USA fra de lokale amerikanske indfødte stammer i 1700-1800-tallet.
Der findes i dag kun et dusin keltiske ord i nutidens engelsk, ligesom der også kun findes ca. 40 indfødte amerikanske ord i nutidens amerikanske engelsk. Det tyder på en total overtagelse af alle kulturelle værdier, ja måske en folkeforflyttelse og folkemord. Faktisk var angelsakserne meget værre end vikingerne, hvis man ser på, i hvor høj grad de ændrede Englands etniske sammensætning og sprog.
De tilbageværende keltere trak sig tilbage til Cornwall, Wales og Skotland, og man ser i England en total kulturel udskiftning af både sprog og religion.
Angelsakserne etablerede sig i det sydlige England i en række mindre kongedømmer, der bekrigede hinanden, og de skubbede kelterne længere og længere mod nord og vest i løbet af de næste århundreder. Processen endte med, at Harold Godwinson blev den sidste angelsaksiske konge i England - og endnu en elite vandt ind fra syd.
Vikingerne indførte mange danske ord
Inden Harold Godwinsons fatale nederlag ved Hastings blev angelsakserne dog også næsten erobret af norske og danske vikinger. Efter slaget ved Edington i 878 e.Kr. mod Alfred den Stores hær fik vikingerne hele den østlige del af England, og her kom den danske lov til at gælde, den såkaldte Danelaw.
Bynavne i tusindvis ender i Østengland på -by og -torp, ligesom i Skandinavien, og det vidner om, at vikingerne opdyrkede nyt land, når de slog sig ned med deres familier. Vikingerne blev i England i flere hundrede år, og der foregår derfor en langsom opblanding af det engelske sprog, formodentlig fordi der også var fredelig sameksistens.
Denne sammenblanding af angelsaksisk med den danske tunge betyder, at engelsk i dag er mere grammatisk simpelt for os danskere, end det var før vikingernes invasion. Det er også grunden til, at der findes flere parallelle ord fra dansk og angelsaksisk i engelsk, så man f.eks. både har ordene ale og beer, small og little.
I den østlige del af England findes der stadig dialekter, hvor der er endnu større reminiscenser af en stærk dansk dominans: Her hedder en hugorm hagworm, mens den i resten af England hedder adder. En armhule hedder armhole, ikke armpit. I Skotland kaldes børn barn, ikke children, ligesom deres kirke hedder Kirk, ikke Church of Scotland.
Splittelsen fortsætter op gennem historien
Da Knud den Store blev konge over Danmark, Norge, Sverige og England for 1000 år siden, udskiftede han den angelsaksiske elite med danske og norske jarler. Men han giftede sig også med den tidligere angelsaksiske konges enke, Emma, for at holde freden mellem de to etniske grupper.
Således blev der stadig talt både dansk og angelsaksisk i den største del af befolkningen, men denne dominans blev udfordret med Wilhelm Erobrerens invasion i 1066.
Kampen mellem den fransktalende, indvandrende elite og den dansk-angelsaksiske underklasse i England fortsatte ifølge historikeren James Hawes op gennem middelalderen og renæssancen.
I begyndelsen af 1900-tallet var Winston Churchill som medlem af en liberal regering optaget af at få knyttet det ydre Storbritannien i nord tættere på England i syd. Det skulle ske gennem mere selvstyre i nord – men det lykkedes ikke. Under verdenskrigene blev nord-syd-konflikten dog tøjlet på grund af presset fra en ydre, fælles fjende.
Men da Thatcher- og Major-regeringerne afviklede de gamle industrier i 1980’erne og 1990’erne, som havde været de nordlige regioners stolthed og identitet, brød splittelsen imellem nord og syd igen ud i lys lue. Afviklingen gik især ud over Nordengland og skotterne. Man ser meget af den modløshed og frustration, udviklingen såede, skildret i et humoristisk lys i filmen The Full Monty.
Denne splittelse gav Labour stort flertal i nord i de følgende år. Og Tony Blair lykkede med at få den over 100 år gamle selvstyretanke fra Churchill delvist realiseret i 1998, hvor han også sikrede The Good Friday Agreement og dermed afsluttede en strid, der kan spores tilbage til den normanniske invasion af Irland i 1167.
Det var den fred, som Johnson udfordrede i et forsøg på at beholde magten.
