Britannia Unchained er en lille bog, som fem unge, nyvalgte konservative parlamentsmedlemmer udgav i 2012 som en kritik af daværende premierminister David Camerons og finansminister George Osbornes økonomiske politik. Deres hovedpointe var, at den førte politik ikke var konservativ nok. De efterlyste en tilbagevenden til Thatcher-tidens neoliberale dagsorden med skattelettelser, afregulering og en mindre offentlig sektor.
Bogen skrev sig ind i en meget lang, intern debat i partiet om one-nation og two-nations konservatisme. One-nation konservative vil typisk være pragmatiske og vedkende sig et ansvar for hele befolkningen, hvorimod two-nations konservative ofte er mere ideologiske markedsfundamentalister, som accepterer også de negative konsekvenser heraf og i udgangspunktet ikke ønsker, at staten skal korrigere det frie marked.
To af forfatterne til bogen var Liz Truss og Kwasi Kwarteng, som nu er henholdsvis premierminister og finansminister i Storbritannien.
Liz Truss har nu ansvaret for et parti, der har lidt dyb og permanent skade af Brexit, og for et land, som befinder sig i den nok værste økonomiske krise siden i hvert fald 1970’erne.
Hun er leder af et parti, som har haft regeringsansvaret i de seneste 12 år; en periode hvor partiet har været manisk optaget af - og splittet på - spørgsmålet om Storbritanniens forhold til Europa, og som har brugt meget lidt opmærksomhed og ressourcer på at udvikle politiske løsninger på landets mange og dybe problemer. Udtræden af EU har kun forstærket problemerne.
Og hun har netop lidt et svidende nederlag: Under det konservative partis årskongres, der udspiller sig netop nu i Birmingham, blev hun så presset, at hun mandag måtte annullere dele af de topskattelettelser, der indgik i en meget omdiskuteret vækstpakke, som hun og Kwasi Kwarteng fremlagde for kun knap to uger siden.
Pakken kombinerer store, ufinansierede skattelettelser med store offentlige lån, der skulle holde energiregningerne i ro, og den førte straks til uro på de finansielle markeder. Tilliden fra omverdenen forsvandt, pundet raslede ned og renten steg.
Identitetskrise hos The Tories
Sommerens formandsvalg i det konservative parti har udstillet og tydeliggjort, hvor skadet partiet er af Brexit og af en fundamental splittelse om, hvilken form for parti, man ønsker at være.
Efter et udskilningsløb med afstemninger om i alt otte formandskandidater blandt medlemmerne af den konservative parlamentsgruppe vandt Liz Truss til sidst urafstemningen mod rivalen Rishi Sunak blandt partiets ca. 180.000 menige medlemmer og stod dermed også som Storbritanniens nye premierminister, da formandsvalgets resultat blev annonceret den 5. september 2022.
Formandsvalget blev afholdt, fordi den tidligere formand og premierminister Boris Johnsons skandaleombruste forvaltning af embedet til sidst blev for meget for et flertal i hans egen regering og parlamentsgruppe, og de pressede ham til at træde tilbage. Dermed havde partiet fået sin fjerde leder og landet sin fjerde premierminister på seks år.
Hvorfor Truss og ikke Sunak?
Sejren i formandsvalget var nem for Liz Truss. Hendes sejr var dog langt fra givet på forhånd. Ved starten på formandsopgøret var hendes odds hos bookmakerne 12/1, og hun fik kun opbakning fra 50 af sine egne parlamentskolleger i første valgrunde.
Men højrefløjen i partiet ønskede at sikre sig, at i hvert fald én af kandidaterne i sidste runde hos de menige partimedlemmer repræsenterede deres fløj. Én, der var loyal mod Boris Johnson, og som kunne være en modkandidat til Rishi Sunak, der spillede en hovedrolle i Boris Johnsons fald. Truss står derfor i gæld til den fløj og viste dette i udpegningen af sin regering.
Hun forstod, hvad de menige konservative partimedlemmer ønskede at høre - skattelettelser, mindre offentlig sektor og loyalitet mod Boris Johnson - og det brugte hun så seks ugers valgkamp på at fortælle dem.
Problemet for hende er, at det er nogle helt andre budskaber og en helt anden politik, som mødet med virkeligheden efterfølgende har krævet. Det møde har hun klaret katastrofalt dårligt i de første få uger.
Hendes rival Rishi Sunak førte en formandsvalgkamp, der, med hans baggrund som finansminister, fokuserede på mere traditionel konservativ økonomisk politik; ’sunde finanser’ og tilbageholdenhed med skattelettelser i en tid med skyhøj og stigende inflation.
Han tabte, fordi han var for saglig. Fordi han gav udtryk for, at håndtering af krisen er langt mere kompliceret end blot at love lånefinansierede skattelettelser, og fordi han blev set som den, der havde ført kniven mod Boris Johnson, som nød og stadig nyder stor anseelse i dele af partiet. Boris Johnson smed i de sidste taler, han holdt som premierminister, antydninger ind om, at han ville vende tilbage til No. 10 i Downing Street.
Alle Brexit-tvivlere er renset væk
Spørgsmålet om EU har skabt problemer for de konservative i Storbritannien gennem mindst tre årtier. Den EU-fjendtlige fløj i partiet er konstant vokset og blevet stærkere gennem perioden. Med etableringen af den interne ERG-fraktion (European Research Group) i parlamentsgruppen, ledet af den ærkekonservative Jacob Rees-Mogg, fik fløjen en platform, der, sammen med Nigel Farages UKIP, kunne presse på for at få den folkeafstemning, som udløste udmeldelsen.
Ingen af de otte formandskandidater kom bare i nærheden af at foreslå, at man burde arbejde på et kompromis med EU om grænseproblemet i Nordirland. Landets største problem, Brexit, var næsten helt fraværende i formandskampen. Kandidater, som gav udtryk for ikke at være fuldt og helt bag Brexit, havde ikke en chance og har ikke haft en chance i partiet siden 2016.
Det så man bl.a. i Boris Johnsons periode som premierminister. Han udrensede konsekvent alle, som ikke bad aftenbøn til Brexit-guden. Kun de formandskandidater, som havde støttet Brexit fra starten, så som Rishi Sunak eller Penny Mordaunt, eller som var fundamentalistiske konvertitter, så som Liz Truss, havde en reel chance, deres kvaliteter som leder i øvrigt ufortalt.
Partiets 180.000 medlemmer endte med at støtte den kandidat, som var mest loyal over for Boris Johnson, og dermed hans virkelighedsfornægtende Brexit-kurs. Den sammenhæng forstod Liz Truss, og hun udnyttede den.
Et mere ideologisk parti
Hele forløbet op til folkeafstemningen om Brexit, dens resultat og de seks år, der er gået siden, har skabt et konservativt parti, som er langt mere ideologisk, end det har været i mange år.
Det konservative parti har en selvforståelse som ’det naturlige regeringsparti’ og har haft stor succes i flere århundreder med ikke at være så ideologisk, at det gjorde noget – i modsætning til Labour. Tværtimod har partiet ofte vist sig som meget pragmatisk for at opfylde dets ambition om at bevare og/eller erobre regeringsmagten.
De tider ser ud til at være forbi og er afløst af et langt mere ideologisk parti, hvor det er ensbetydende med politisk undergang for konservative parlamentsmedlemmer, der tillader sig at betvivle fornuften i Brexit-projektet.
Theresa May forsøgte sig med konservativ pragmatisme for at få en aftale med EU og få den igennem sit splittede parti. Men hun led nederlag, fordi gammeldags pragmatisme ikke kunne levere det, som hendes ideologiske parlamentskolleger forlangte.
Johnson vandt det efterfølgende formandsvalg, fordi han ikke have kvababbelser med at love det umulige og derefter løbe fra det. Grundlæggende endte han blot med at acceptere den aftale om Nordirland, som EU hele tiden havde ønsket – nemlig at bevare Nordirland i det indre marked.
Johnson kunne have accepteret det udfald umiddelbart efter at have overtaget premierministerposten. Men hans politiske næse fortalte ham, at han havde behov for teatertorden omkring spørgsmålet; et slagsmål med EU og trusler om at forlade EU uden en aftale - og at netop hans aftale var en sejr. Det brugte han dygtigt til at vinde et stor valgsejr I 2019, men han leverede aldrig på løftet om af få Brexit done.
Liz Truss er en aggressiv angrebspolitiker. Hun er ikke en konsensussøgende premierminister, hvilket også hendes valg af ministre til hendes kabinet viser. Alle ministrene tilhører samme fløj som hende, og hun følger tæt Boris Johnsons fodspor ved ikke at tolerere vaklen i geledderne over Brexit og heller ikke i den økonomiske politik, som hun har udpeget sin gode ven og medforfatter til ovennævnte publikation, Kwasi Kwarteng, til at gennemføre.
Tre udfordringer presser Liz Truss
Liz Truss blev mødt af tre hovedudfordringer, da hun overtog posten som premierminister. De har alle har potentiale til at udvikle sig til alvorlige problemer for hende.
Den første udfordring handler om den leveomkostningskrise, som den britiske befolkning lider hårdt under. Liz Truss anerkender ikke, at de forudgående 12 års konservative regeringer har noget medansvar for denne krises alvor. Hun placerer i stedet skylden for stigende inflation, faldende realløn og stærkt stigende leveomkostninger på globale økonomiske tendenser og de chok på især energimarkederne, som Ruslands krig mod Ukraine har medført.
I de første få uger, efter at hun indtog Downing Street 10, har hendes bud på en krisepolitik været et loft over borgeres og virksomheders energiudgifter og massive skattelettelser til de velstillede som vejen til den vækst, hun hævder vil løse problemerne for almindelige briter. Begge initiativer skal finansieres gennem store lån i statskassen. Spørgsmålet er, om dette er nok til at undgå en genopførelse af den ’Winter Of Discontent’ som i 1978-79 aflivede den daværende Labour-regering og banede vejen for Margaret Thatcher.
Den anden udfordring, selv om der ikke har været talt meget om emnet i lang tid og nærmest slet ikke under formandsvalget i partiet, er en løsning på den strid med EU om grænsen mellem Nordirland og Storbritannien, som stadig truer med at ende i en handelskrig med EU. Noget, som den skrøbelige britiske økonomi bestemt ikke har brug for. Det er en udfordring, hun har arvet fra Boris Johnson, som arvede den fra Theresa May, og den er stadig ikke løst.
For det tredje har Liz Truss en bitter Boris Johnson siddende på den bageste bænk som menigt medlem af Underhuset. Han blev tvunget ud af premierministerembedet meget mod sin vilje og har stadig stor opbakning i dele i partiet. Og på vej ud antydede han flere gange, at han stadig har store politiske ambitioner.
Det konservative parti ønsker naturligvis at vinde næste parlamentsvalg, som skal komme senest i januar 2025. Hvis ikke Liz Truss hurtigt genskaber tillid oven på den noget brogede start, hun har fået, og hvis de konservative frem mod det valg ser sig selv bagud i meningsmålingerne i forhold til oppositionspartiet Labour, vil de begynde at kigge sig om efter en leder, der er god til at vinde valg. Det har Johnson bevist, at han er. I slutningen af september var afstanden mellem de konservative og Labour oppe på 33 procentpoint.
Ny ortodoks neoliberalisme
Liz Truss’ største problem har hun dog selv skabt på forbløffende kort tid. Den økonomiske krise, som brød ud med et faldende pund og fald i tillid til den britiske regerings økonomiske strategi på de internationale finansmarkeder efter annonceringen af skattelettelserne til de velstillede, er udelukkende Liz Truss’ og Kwasi Kwartengs ansvar.
Intet tvang dem til at love disse skattelettelser, den største pakke af skattelettelser siden 1972, der skabte den største økonomiske ustabilitet siden 2008. De valgte at gøre det af ideologiske årsager. Derfor er der ingen grund til at blive særlig overrasket over udspillet, men mange er tilsyneladende blevet det.
Udspillet til vækstpakken lå i direkte forlængelse af kernen i Liz Truss’ økonomiske filosofi. Som nævnt var hun medforfatter til et liberalistisk kampskrift i 2012, og også før dette var hun tæt på den kreds af politikere, økonomer og tænketanke i Storbritannien og USA, som associeres med det Mont Pelerin Society, som blev etableret i 1947 for at skabe grundlaget for et opgør med den internationale kollektivisme, som prægede efterkrigsårtierne.
Hun deler denne politiske filosofi med sin finansminister. De synes fast besluttet på at indføre en ny økonomisk ortodoksi i Storbritannien, koste hvad det vil for befolkningen og landets internationale anseelse.
Årskongressen i det konservative parti 2.-5. oktober 2022 blev dramatisk. Spørgsmålet er: Kan Liz Truss holde? Er hun et holdbart bud på en premierminister, der kan vinde næste valg for partiet?
