Magtens tektoniske plader forskubber sig i disse år. Mens Kina stormer frem på den internationale scene, er USA’s globale indflydelse på retræte. Corona-pandemien har tydeliggjort, at den verdensorden, som har hersket siden Sovjetunionens opløsning, med USA som den altdominerende supermagt, er under hastig afvikling.
Men vi skal ikke nødvendigvis forvente en tilbagevenden til den kolde krigs bipolære magtfordeling, hvor Kina blot overtager Sovjetunionens rolle som hovedudfordrer til USA og Vesten.
Det vurderer Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforskermed speciale i USA’s udenrigspolitik og diplomati på DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier).
Han anser det for mere sandsynligt med en multipolær verdensorden, hvor lederskabet er mere fragmenteret og f.eks. omfatter andre aktører som EU, Indien og Brasilien.
”USA og Kina vil være de toneangivende magter. Men vi har allerede set andre aktører træde frem og være førende på enkeltspørgsmål. EU er svagt militært, men forsøger f.eks. at positionere sig på bløde værdier som demokrati og menneskerettigheder og gå foran i klimakampen. Vi ser allerede nu, at lande eller regioner er ledende på nogle områder, men ikke på andre, og det er sandsynligt, at vi vil se mere af det,” siger han.
Hvad definerer en supermagt?
Der findes ikke en officiel definition på en supermagt. Men ofte er en supermagt karakteriseret ved sin evne til at øve indflydelse og positionere sig selv som den ledende magt overalt i verden. Der er forskellige måder at opgøre magt på, men som regel inkluderer det militær og økonomisk styrke såvel som diplomatisk og kulturel indflydelse. En supermagt bør være ledende inden for alle disse områder.
Kinesisk opstigning, amerikansk splittelse
Militært er USA fortsat verdens ubestridt stærkeste nation, og også økonomisk og teknologisk indtager landet en førsteplads. Når dét ikke længere er nok til at sikre landet en suveræn førerposition, skyldes det især en kombination af to ting, påpeger Rasmus Sinding Søndergaard: USA’s store interne udfordringer og Kinas opstigning på verdensscenen.
Under præsident Xi Jinping er Kina stormet frem på en række områder. Eksperter forudser, at landets økonomi overhaler USA’s allerede inden 2030. Det betyder, at Kina har ressourcerne til at udfordre USA, påpeger Rasmus Sinding Søndergaard.
Militært er der stadig langt igen. Men på andre områder er kineserne i fuld gang med at positionere sig på den internationale scene – blandt andet ved at søge mere magt i internationale organisationer som FN, WHO, WTO og Verdensbanken.
Der er ekstremt stor økonomisk ulighed. Middelklassen skrumper, og for rigtig mange amerikanere går det den forkerte vej økonomisk,
Rasmus Sinding Søndergaard, DIIS
Samtidig oplever USA den største nationale krise i årtier, forklarer Rasmus Sinding Søndergaard.
”USA er enormt splittet. Der foregår i de her år en omfattende kulturkamp mellem liberale og konservative kræfter, og målinger viser den højeste grad af polarisering siden borgerkrigen (1861-1865, red.). Landet befinder sig i en identitetskrise. Der er ekstremt stor økonomisk ulighed. Middelklassen skrumper, og for rigtig mange amerikanere går det den forkerte vej økonomisk,” siger han.
Han tilføjer, at amerikanernes syn på udenrigspolitikken er præget af en modreaktion på krigen mod terror, hvor USA gennem to årtier har ofret enorme økonomiske og menneskelige ressourcer på bl.a. krigene i Irak og Afghanistan.
”Mange amerikanere er ikke længere interesserede i, at USA skal være verdens politibetjent og sætte så mange amerikanske liv på spil. De vil i højere grad have, at man fokuserer på interne problemer og bruger ressourcerne nationalt,” siger han.
Den udvikling var også med til at bane vejen for, at en person som Donald Trump kunne blive valgt til præsident. ”Trump var et symptom på problemerne, ikke årsagen. Men hans America First-politik forstærkede både den indenrigspolitiske polarisering og den udenrigspolitiske udvikling mod et mere indadvendt USA.”
COVID-19 og verdensordenen
Når spørgsmålet om USA’s rolle som supermagt er blevet særligt aktuelt lige nu, skyldes det i høj grad COVID-19. Nogle amerikanske analytikere mener, at pandemien er den største globale krise, verden har oplevet siden 2. Verdenskrig, og at håndteringen af den har afsløret dybe revner i det internationale samarbejde. De har kaldt det et ”efterskælv”, som markerer enden på den gamle verdensorden.
Rasmus Sinding Søndergaard er kun delvist enig. Han mener, klimakrisen er en større global krise end COVID-19, og at vi netop i forhold til klimakrisen har set masser af tegn på, at det internationale samarbejde skranter. Men han er enig i, at pandemien har sat turbo på udviklingen og sået yderligere tvivl om USA’s fremtidige rolle som stormagt. Det er den første krise i årtier, der er blevet håndteret uden amerikansk førerskab.
”Det er altid svært at vurdere en krise, når man er midt i den, men der er ingen tvivl om, at COVID-19 har været en stress-test af den eksisterende verdensorden,” siger han.
”Det, vi har set, er, at stater verden over først og fremmest har plejet egne interesser, forsøgt at nationalisere forsyningskæder og lukket grænser. Det er gået hårdest ud over de fattige lande, som f.eks. har måttet vente på vacciner. Vi får booster-shots her, før de får deres første stik i Afrika. Så man har prioriteret egne interesser over den internationale solidaritet. Samtidig har pandemien accelereret konflikten og mistilliden mellem Vesten på den ene side og Kina/Rusland på den anden side og pustet til den vestlige verdens opfattelse af Kina som et land, man ikke kan stole på,” siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Forskellige interesser
Det sidste er præsident Joe Biden formentlig godt tilfreds med. Der er nemlig ingen tvivl om, at Biden-administrationen ønsker, at USA fortsat skal være den dominerende magt i verden, og derfor vil forsøge at bremse eller forhindre Kinas opstigning.
”Biden forsøger at gøre det til en ideologisk, værdibaseret opdeling mellem demokratier på den ene side og autokratier på den anden. For ham er der nogle helt konkrete fordele ved at frame kampen med Kina som en trussel mod amerikanske værdier. Indenrigspolitisk kan det være med til at give noget opbakning fra republikanerne. Men jeg tror også, han forsøger at bruge det som en måde at knytte nogle lande tættere sammen, som ikke passer ind i den traditionelle øst-vest-opdeling – eksempelvis asiatiske demokratier som Indien, Japan, Taiwan og Korea – og få dem til at stå sammen mod Kina,” siger han.
På samme måde forsøger amerikanerne at gøre forholdet til Kina til det altdominerende emne over for Europa.
”De ønsker, at vi skal prioritere sikkerhedsinteresser højt og holde kineserne ude, f.eks. ved ikke at investere i Huawei, kinesisk 5G-netværk osv. De er heller ikke begejstrede for, at Nordstream2-pipelinen skal levere gas til Europa fra Kinas strategiske partner, Rusland,” siger Rasmus Sinding Søndergaard.
”Det bliver i det hele taget stadig tydeligere, at vi har forskellige interesser på tværs af Atlanten. Amerikanerne er f.eks. ikke lige så afhængige af energi udefra som Europa er, og derfor kan de prioritere geopolitiske interesser over energibehov. Vi har også forskellige interesser geografisk. Kina er langt væk fra Danmark, men det er Rusland ikke. Amerikanerne er derfor mere bekymrede for kineserne, end vi er,” siger han.
En vanskelig opgave
Rasmus Sinding Søndergaard mener, at Biden står over for en meget vanskelig opgave, men anerkender, at den nuværende præsident til en vis grad har fået USA tilbage på den internationale scene. Samtidig med at han indenrigspolitisk har fået vedtaget nogle store, vigtige reformer, har han forsøgt at genetablere relationerne ude i verden samt genindtræde i det multilaterale samarbejde i de internationale organisationer og f.eks. Paris-aftalen.
Men han påpeger samtidig, at der er tale om en langvarig proces.
”Man kan ikke fjerne polariseringen eller den voldsomme økonomiske ulighed i USA på fire år. Det nytter heller ikke at tage til Paris eller Berlin og sige, at nu er alt ved det gamle. For Biden kan ikke garantere, hvad der sker om tre år, når der igen er valg. Det er bestemt muligt, at vi ser Trump vende tilbage – eller en, der kører en lignende politisk linje,” siger Rasmus Sinding Søndergaard.
Bekymrende for Danmark
For Danmark og det øvrige Europa kan en ny verdensorden med et svækket USA både være en fordel og en ulempe, mener han:
”Et USA, der ikke længere i samme omfang kan eller vil agere storebror for resten af verden, tvinger potentielt Europa til at arbejde tættere sammen om at løse vores fælles problemer og gøre os mindre afhængige af USA. Men det er langtfra sikkert, at det kommer til at ske. Set isoleret fra Danmarks perspektiv vil de fleste nok mene, at den amerikansk ledede verdensorden helt tilbage fra 1945 har været en fordel. Vi har bevaret vores suverænitet, vi har nydt godt at en orden baseret på et værdisæt vi kan identificere os med, vi har draget stor fordel af en åben økonomisk verdenshandel, fordi vi er et lille land, og der har stort set været fredeligt i vores del af verden.”
I det lys kan en verdensorden, hvor Kina og Rusland spiller en større rolle, godt være bekymrende for Danmark, mener Rasmus Sinding Søndergaard.
