Natur & Klima
Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Til kamp mod klima-kolonialisme

I sin nytårstale sagde dronning Margrethe, at videnskab og teknik var løsningen på klimaforandringerne. Det tekniske fix er dog langtfra tilstrækkeligt, for klimaforandringerne har rod i klodens koloniale fortid, og et ensidigt fokus på videnskab og teknik kan være med til at øge den globale klima-uretfærdighed.

Natur & Klima
Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Vi troede, det var olie, men det var blod. Sådan lyder titlen på den nigerianske miljøforkæmper og poet Nnimmo Basseys digtsamling fra 2002. Bassey sætter ord på den konkrete konflikt, der er opstået i Niger-deltaet, hvor store olieselskaber som Shell og Exxon gennem mange årtier har udvundet olie til stor skade for miljøet og lokalbefolkningen.

Engang troede folk i Nigeria, at de kunne blive frie og lige på grund af den rigdom, der flød fra olien. I virkeligheden var det deres blod, der kom til at flyde ud på jorden, når de forsøgte at gøre oprør mod de multinationale selskaber og blev slået hårdt ned af regimets militær og paramilitære styrker. Nigerias sorte guld er endt med at blive landets forbandelse.

Titlen på Basseys digtsamling indfanger Nigerias dobbelttydige forhold til olie, men den er også sigende for forbindelsen mellem olie, uretfærdighed og undertrykkelse på globalt plan. Olie har nemlig ikke bare været drivkraften bag industrialiseringen og skabelsen af de moderne velfærdssamfund. Olie har også bidraget til øget ulighed og eskalerende konflikter, som i langt overvejende grad er gået ud over de fattige lande.

Uligheden bag klimaforandringerne

Med nutidens enorme klimaforandringer forstærkes etiske udfordringer i forhold til at sikre lige fordeling af de goder og risici, der er forbundet med forbrug af olie og andre fossile brændstoffer. I dag fokuserer de fleste forskere og verdens ledere – akkurat ligesom dronningen i sin nytårstale – på udledning af CO2 som den direkte årsag til klimaforandringerne. Når problemet er CO2, er løsningen som regel teknisk. For eksempel at vi skal satse på grøn energi i form af vindmøller og solceller eller på at indfange og deponere CO2.

CO2-udledning udgør dog kun en begrænset del af det enorme problemkompleks, som vi nu kalder klimaforandringer eller bæredygtighed. En langt større og mere grundlæggende udfordring for hele verden er det ulige magtforhold mellem de industrielt udviklede lande og udviklingslandene. Klimaforandringerne er et symptom på global ulighed.

Klimaforandringerne går værst ud over udviklingslandene, og de har mindst råd til at tilpasse sig.

Klimaforandringerne er nemlig opstået som følge af de udviklede landes udbytning af udviklingslandenes arbejdskraft og naturressourcer, herunder fossile brændstoffer, træ, mineraler og fødevarer. Udbytningen har været med til at drive stærkt stigende produktion og forbrug i vores del af verden siden den industrielle revolution i 1800-tallet – og dermed skabe grundlaget for klimaforandringerne.

Samtidig er klimaforandringerne nu med til at forstærke den globale ulighed ved at fastholde udviklingslande i fattigdom og politiske uroligheder. Klimaforandringerne går værst ud over udviklingslandene, og de har mindst råd til at tilpasse sig. En undersøgelse lavet af forskere ved det amerikanske Stanford University i 2019 anslog, at klimaforandringerne har forværret den økonomiske ulighed i verden med 25 pct. sammenlignet med en verden uden klimaforandringer.

Resultatet er, at de 23 rigeste lande, herunder Danmark, med kun 12 pct. af Jordens befolkning står for samlet set 50 pct. af alle CO2-udledninger nogensinde. Mere end 150 lande med 88 pct. af Jordens befolkning står for den anden halvdel.

Samlet set viser tallene, at CO2-udledning er tæt knyttet til klodens nyere udviklingshistorie, men også at udvikling og lige fordeling af omkostningerne ved klimaforandringerne er en vigtig del af løsningen – måske endnu vigtigere end store vindmølleparker, elbiler og grønne brændstoffer.

Klima som grundlag for kolonialisme

Industrialisering og kolonisering gik hånd i hånd i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. En lang række teknologiske forbedringer – ledsaget af en enorm udbygning af private virksomheder og offentlige institutioner – skabte grundlaget for industrielt udviklede og dermed politisk-økonomisk magtfulde lande, der kæmpede om territorialrettigheder i store dele af Afrika, Syd- og Mellemamerika, Asien og Oceanien.

I samme periode opstod den første klimavidenskab, og den blev blandt andet brugt som et redskab for kolonisering og et forsvar for kolonialisme. Klima var på dette tidspunkt ikke et globalt fænomen, sådan som vi forstår det i dag. Begrebet klima hentydede derimod til regionale forskelle i temperatur, nedbør, fugtighed m.m.

Viden om klimaet udgjorde et nyttigt redskab i koloniherrernes hænder, når de skulle planlægge og gennemføre tiltag inden for landbrug, skovbrug og minedrift i kolonierne.

Viden om klimaet udgjorde et nyttigt redskab i koloniherrernes hænder, når de skulle planlægge og gennemføre tiltag inden for landbrug, skovbrug og minedrift i kolonierne. Samtidig fungerede de nye koloniområder som et ”laboratorium” for videnskabelige undersøgelser af forholdet mellem klima, miljø og mennesker.

Resultaterne understøttede fremherskende teorier om menneskets udvikling. Groft sagt blev der lavet en forbindelse mellem de – for europæerne – fremmede kulturer og deres tropiske klima. Det tempererede klima derimod havde frembragt industrialiserede lande.

Klima fungerede dermed som en markør mellem primitive eller underudviklede samfund og den såkaldt civiliserede verden. Samme forskel lå til grund for racetænkningen, som også fik opbakning fra evolutionsbiologi og eugenik i slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.

Den britiske historiker David N. Livingstone har argumenteret for, at både klima- og racevidenskab gav moralsk opbakning til kolonialismen – altså ideen om, at kolonisering var en forpligtelse for de industrielt udviklede lande for at hæve resten af verden til et højere civilisatorisk trin. Vi ved i dag, at kolonialisme ikke bare udløste udvikling, men også undertrykkelse og ulighed.

Ikke klimaforandringer, men blod

David N. Livingstone fremlægger de historiske forbindelser mellem klima, kolonialisme og menneskesyn i en podcast på BBC med titlen Empire of Climate. Også i dag er klima og klimaforandringer ikke kun videnskabelige emner, men også en eksistentiel og geopolitisk kampplads med koloniale implikationer.

Med en ikke særligt poetisk omskrivning af Nnimmo Basseys ord: Vi troede, det var klimaforandringer, men det var blod. En undersøgelse udgivet i tidsskriftet The Lancet Planetary Health sidste år konkluderede, at helt op til 5 millioner mennesker omkommer hvert år som følge af klimaforandringerne. Til sammenligning har covid-19-pandemien på to år krævet samme antal ofre.

Klimaforandringerne går ikke overraskende hårdest ud over de fattigste lande i verden. Det skyldes landenes klima og interne socioøkonomiske forhold præget af fortidens kolonialisme og deraf følgende politiske uroligheder, men også den aktuelle førte klimapolitik på globalt plan.

Når Danmark og de 22 andre rigeste lande i dag er i stand til at reducere eller standse vækst i CO2-udledninger, er en forklaringerne, at der finder en omfattende eksport af CO2-udledninger sted. Det sker ved, at CO2-tung industri rykker til andre dele af verden.

Når vi importerer produkterne, indgår omkostninger som følge CO2-udledning ikke som del af prisen. Det er en kolonialisme med modsat fortegn. I stedet for at importere naturprodukter til forarbejdning i den industrialiserede verden, som det skete under kolonialismens højperiode, er det nu en eksport af problemerne, der er med til at øge vores velstand.

Et nyt EU-initiativ lanceret i juni 2021, Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), vil prøve at løse problemet ved at indføre en afgift på import af CO2-tunge produkter. Ifølge FN’s organ for handel og udvikling er det dog tvivlsomt, om CBAM vil have en reel begrænsende effekt på CO2-udledningerne. Sikkert er det derimod, at den vil medvirke til yderligere global ulighed for udviklingslandene, som typisk har mere CO2-intensiv produktion end udviklede lande.

Den udbredte tendens til at se klimaspørgsmålet som en teknisk eller handelsmæssig udfordring, der kræver avanceret teknologi eller nye afgifter, kan i sidste ende også komme til at virke som klimakolonialisme. Udviklingslandene har ikke selv råd til udvikling baseret på CO2-neutral energi- og produktionsteknologi. I værste fald skal de gældsætte sig yderligere for at købe ny, avanceret klimateknologi af de udviklede lande.

Siden spørgsmålet om global retfærdighed blev sat på dagordenen af FN’s verdenstopmøde i Rio i 1992, er ulighed og blodsudgydelser som følge af miljøproblemer og klimaforandringer bare vokset. Ved COP26 i Glasgow sidste år var der igen udbredt utilfredshed med, at udviklingslandenes udfordringer ikke blev taget alvorligt nok. Klimaforandringerne er tegn på grundlæggende svagheder i den globale verdensorden. De kan desværre ikke løses ved videnskab og teknik alene. Vi har et fælles ansvar for hele klodens fremtid.

Værsgo ven

Her er en gratis artikel til dig

Det er dog ikke alle vores historier, som er gratis. Så hvis du synes, at Vid&Sans er et nyhedsmedie for dig, er du mere end velkommen til at blive medlem.

bliv medlem
Det koster 89 kr. om måneden.

BIOGRAFIER

Lektor, Aarhus Universitet
Lektor og centerleder ved Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet. Forsker i videnskabshistorie og -kommunikation.

ANBEFALET TIL DIG

Hvad Søren sagde Mette?

Statsministerens tale ved Folketingets åbning er en pligthandling dikteret af Grundloven. Men det er ikke en genre, der er størknet – tværtimod. Som Mette Frederiksen demonstrerede med sin tale forleden, er det en sjælden mulighed for at italesætte sit politiske værdigrundlag på egne præmisser.

Sådan opstilles kandidater til Folketinget

Mere end fem gange så mange kandidater opstilles til valg, som der er pladser i Folketinget. Men der er stor forskel på, hvor svært det er at blive stillet op for de enkelte partier. Her giver lektor i statskundskab og partiforsker Karina Kosiara-Pedersen et overblik over, hvordan man kan blive opstillet til Folketinget.

Menu