Der er ikke meget i dansk politik, der er mere omdiskuteret end valgløfter. På den ene side lancerer partierne valg efter valg en stribe nye løfter, der skal overbevise vælgerne om at stemmer på dem. På den anden side har valgløfterne et dårligt ry. De er tom tale, der ikke bliver overholdt, når først valget er overstået.
I 2019 stjal Socialdemokratiet effektivt dagsordenen med løftet om en Arne-pension – retten til at gå tidligt på folkepension, hvis man havde været længe på arbejdsmarkedet. Løftet blev omdrejningspunktet for store dele af valgkampen det år, og meget tyder på at det hjalp Socialdemokratiet med at vinde valget. Og hvad mere er: Løftet blev holdt! I dag har vi faktisk fået en Arne-pension, som tusindvis af danskere vil komme til at nyde godt af.
Men Arne-pensionen var blot ét løfte. Op imod 2019-valget afgav Socialdemokratiet hele 112 valgløfter. Det lyder af meget, men er faktisk et ganske typisk antal for partier i vestlige demokratier. Der loves om stort og småt på tværs af en række områder. Ingen vælgere kan rimeligvis overskue blot en brøkdel af udbuddet.
Så hvordan står det egentligt til med valgløfterne – både dem fra 2019 og dem fra tidligere? Hvilken funktion tjener de i et repræsentativt demokrati som det danske? Betyder de noget for vælgerne? Og – måske allervigtigst – hvornår holder politikerne det, de lover?
Valgløfter gør vores demokrati muligt
Vestlige demokratier som det danske er repræsentative. Det vil sige, at vi vælger politikere til at repræsentere os i parlamentet indtil næste valg, hvor de så skal stå til regnskab for deres beslutninger og enten genvælges eller skiftes ud. Alternativet er et mere direkte demokrati, hvor vi alle sammen stemmer om al lovgivning – men sådan en styreform er selvsagt umulig i praksisi store, moderne samfund som det danske. Derfor er de to centrale spørgsmål i nutidens demokratier: Hvordan finder vælgerne ud af, hvilke partier de vil stemme på? Og hvordan sikrer vælgerne sig, at partierne rent faktisk repræsenterer dem, når de er blevet valgt?
Valgløfter er et svar på begge spørgsmål. Et valgløfte er et løfte om en konkret handling eller et konkret resultat i fremtiden. Et parti kan fx love at stemme for en ret til tidlig pension (en handling) eller at sikre en reduktion af CO2-udledningen uden præcist at fortælle, hvordan man vil opnå det (et resultat). Det centrale ved et valgløfte er, om det er konkret nok til, at vi som vælgere efterfølgende kan se, om løftet er blevet overholdt eller ej.
Vælgere, der er i tvivl om, hvem de ønsker at stemme på, kan bruge valgløfter til at finde det parti, som bedst passer til deres egne præferencer. Arne-løftet var et signal til de vælgere, der ønsker en ret til tidlig pension, om at stemme på Socialdemokratiet – og i lige så høj grad et signal til de, der ikke vil have en sådan ret, til at holde sig langt væk.
Efter et valg tjener valgløfterne en ny funktion, nemlig at fastholde partierne på den politiske kurs som gjorde, at de fik befolkningens stemmer i første omgang. Partierne lovede at gøre noget bestemt. For partierne er der derfor meget på spil, for tilliden til partiet kan hurtigt komme til at lide et knæk, hvis løfterne ikke overholdes. Og uden tillid bliver det svært at overbevise vælgerne til næste valg om at stemme på partiet igen.
Et klassisk eksempel på betydningen af sådan et tillidsbrud så vi med den sidste Nyrup-regering i slutningen af 1990’erne. Her havde Socialdemokratiet med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen genvundet magten ved valget i 1998 med et løfte om ikke at ville røre ved efterlønnen – hvorefter regeringen kort tid efter gjorde lige præcist dét. Meget tyder på, at konsekvensen blev en massiv vælgerflugt til Venstre, der vandt 2001-valget med et brag. Meget bedre gik det ikke for Helle Thorning-Schmidts regering, som blev kendt som ”løftebrudsregeringen”, bl.a. fordi den endte med at skrotte et løfte om at etablere en trafikmæssig betalingsring omkring København.
De kyniske, men ikke så opmærksomme vælgere
Det er en folkesport at gøre grin med partierne og alle deres mange løfter. Vi kalder løfterne for valgflæsk, og mange mødes endda på valgaftenen til en solid omgang af slagsen. Som forfatteren L. C. Nielsens formulerede det i 1898:
”Nu lokkes der med Løfter
Nu angles der med Ord
Og Valgflæsket skæres for
Ved folkets Bord”
Selvom de fleste er glade for demokratiet, er vælgerne i de fleste vestlige lande generelt ret kyniske, når det gælder valgløfter. I 2015 svarede 71% af danskerne at de ikke stolede på det, politikerne siger i valgkampen. Det stemmer rimelig godt med det vi ved fra internationale undersøgelser, der viser, at mere end halvdelen af vælgerne rundt omkring i Europa og USA ikke tror på, at politikerne gør en reel indsats for at holder deres valgløfter.
Måske er det også årsagen til at mange har svært ved at huske, hvilke valgløfter partierne afgiver. I forbindelse med 2019-valget havde langt de fleste svært ved at huske så meget som ét valgløfte, efter valget var overstået. Undersøgelser i ugerne efter valget viste, at med undtagelse af Arne-pensionen var det allerede efter få uger meget begrænset, hvor mange vælgere, der fulgte med i, om de resterende løfter blev overholdt. Igen svarer det til de internationale erfaringer. Sagt uden filter: Reelt aner vælgerne ikke hvad de taler om, når de synes, at politikerne ikke holder, hvad de lover.
De ordholdne politikere
De seneste år har et hold af internationale forskere samlet en stor database med de mere end 20,000 valgløfter, der blev afgivet i 57 valg fordelt på 12 vestlige demokratier. Hvor mange af disse valgløfter blev mon holdt, hvis et parti vandt regeringsmagten og dermed måtte formodes at have muligheden for at gøre, hvad det har lovet? Svaret ville sikkert overraske mere end én vælger.
Forskerne skelner mellem løfter, der er helt eller delvist opfyldt. Tag fx et løfte om at forbyde alt salg af alkohol til unge under 21 år. Løftet er helt opfyldt, hvis alt salg bliver forbudt for folk under 21 år (eller hvis man vælger at stramme endnu mere), mens det kan være delvist opfyldt, hvis man strammer adgangen for unge, men ikke helt så meget som lovet. Det kunne fx være, hvis man forbød salg af hård spiritus, men fortsat tillod salg af øl og lignende.
På tværs af alle 57 valg, som de internationale forskere undersøgte, holdt regeringspartierne 60% af deres løfter helt eller delvist. I lande som Storbritannien og Sverige, som typisk har flertalsregeringer, var overholdelsesgraden helt oppe på 80-90%. Modsat lå den nærmere de 50% i lande, hvor regeringerne ikke har flertal alene, som fx i Holland, eller hvor magten er delt mellem en præsident og en lovgivende forsamling, som fx i USA.
Danmark var ikke en del af det store internationale forskningsprojekt. Men meget tyder dog på, at de samme mønstrer gør sig gældende herhjemme. Af de 112 valgløfter som Socialdemokratiet afgav i optakten til folketingsvalget i 2019 er omtrent halvdelen helt opfyldt og yderligere en sjettedel delvist opfyldt. Og der er endda lidt tid tilbage for regeringen at løbe på endnu.
De negative medier og befolkninger
Det faktum at de fleste regeringer, inklusiv den nuværende danske, ser ud til at holde (helt eller delvist) i omegnen af to tredjedele af alle deres løfter virker overraskende, når man tænker på befolkningens opfattelse af partierne som nogle, man ellers ikke kan stole på.
En mulig årsag til vælgernes lidt misforståede opfattelse findes i nyhedsmediernes fokus. Det er velkendt at nyhedsmedier har en såkaldt negativitetsbias: de fokuserer mere på negative end på positive historier. Forskning viser, at det også gør sig gældende, når det kommer til valgløfter. Et løfte, der ikke er overholdt, har væsentlig større sandsynlighed for at blive omtalt i nyhedsmedierne end et løfte, der er blevet indfriet. På den måde opstår der hurtigt et indtryk hos almindelige borgere af, at valgløfter, ja, det er noget partierne tager ganske let på så snart valgkampen er forbi.
Men måske skal vi ikke kun skyde skylden på nyhedsmediernes skæve dækning. Ny forskning tyder på, at også vælgerne lider af negativitetsbias. Vi husker og lægger mest vægt på brudte løfter, når vi skal beslutte, hvem vi vil stemme på. Når vælgerne bliver mindet om, at et parti har holdt et løfte, gør det dem ikke mere sympatisk indstillet over for partiet. Men hvis vi bliver mindet om et løftebrug, så falder sympatien mærkbart. Vælgerne er kort fortalt nogle utaknemmelige typer, som ikke værdsætter, hvad der bliver gjort for dem, men hidser sig op, når de ikke får det, de er blevet stillet i udsigt.
Hvorfor lover partier overhovedet noget?
Nu melder det gode spørgsmål sig så: Hvorfor lover partierne vælgerne noget som helst? Er det ikke mere sikkert at holde sin mund, når nu vælgerne er så uopmærksomme og mistroiske?
En væsentlig del af svaret er nok, at selvom man nemt risikerer at brænde fingrene på valgløfter efter valget, så virker de ikke desto mindre før valget. Arne-løftet satte dagsordenen op til valget, og tvang de borgerlige partier til at tale om et emne, de ikke ønskede, nemlig retten til et liv efter arbejdslivet. Samtidigt mobiliserede løftet givetvis også mange af de socialdemokratiske kernetropper, der enten har haft en tendens til at blive hjemme på valgdagen eller – endnu værre – stemme på Dansk Folkeparti. Samme effekt så vi med Donald Trumps løfte i det amerikanske præsidentvalg i 2016 om at bygge en mur til Mexico. Løftet gjorde, at valget i høj grad kom til at handle om indvandring, som Trump ønskede det, og det mobiliserede i millionvis af konservative sofavælgere.
Så engang imellem gør valgløfter noget positivt for partierne, og en enkelt home run kan være rigeligt til at sikre valgsejren.
Udover at overbevise vælgerne, kan valgløfter også tjene andre funktioner for partierne. De kan være med til at sikre opbakning fra interessegrupper og lobbyister, fordi de sender et signal om, at partiet tager deres problemer alvorligt. I modsætning til vælgerne følger interessegrupper som fx Dansk Industri eller Ældresagen indgående med i politik, og vil nøje overvåge, om netop løftet til dem bliver indfriet eller ej. Derfor kan det have stor værdi for en interessegruppe, at et parti forpligter sig på en bestemt politik via et valgløfte. Hvem vil eksempelvis i disse tider ikke gerne have støtte – eller i hvert fald ikke kritik – af en klimaorganisation som Naturfredningsforeningen eller Greenpeace?
Det forhold at valgløfter ikke bare retter sig mod vælgerne, men også mod en række andre samfundsaktører, kan hjælpe med at forklare, hvorfor partierne laver så mange løfter, som de gør, selvom det er farligt. Og hvorfor de overholder så mange af dem, uanset at vælgerne helt overser bedriften.
