Det danske retssystem møder hver dag sigtede, tiltalte og vidner, som ikke kan tale og forstå dansk på et niveau, så de kan deltage i en retshandling uden hjælp. For at retten skal kunne vurdere spørgsmål om skyld og ansvar, må de ikke-dansktalende derfor have en tolk.
Forskningsprojektet INTERPRETING har netop vist, hvordan tolke i grundlovsforhør påtager sig langt flere fagligt krævende opgaver end ’bare’ det at levere en højt kvalificeret oversættelse. Det har projektet gjort ved hjælp af sociolingvistiske studier, hvor sprog forstås som et socialt fænomen, og udgangspunktet er mødet mellem mennesker, der kommunikerer.
I fire år har projektet undersøgt, hvordan tolke arbejder som mellemled mellem borger og myndigheder ved at analysere optagelser af tolkede retsmøder i Dommervagten. Møderne foregik på i alt 13 forskellige sprog, bl.a. albansk, arabisk, persisk, polsk, svensk, spansk og somali.
Her blev det tydeligt, at tolken også spiller en helt central rolle i det at skabe forståelse mellem retten og de sigtede og dermed sikre, at sagsgangen bliver korrekt og retfærdig. Det sker på forskellige måder, afhængig af, om tolken oversætter for den sigtede, dommeren eller advokaterne. Og det kræver en reflekteret og kompetent tolk med stor viden om både retten, det danske og det fremmede sprog at vide, hvordan man skal håndtere de forskellige situationer, man møder i retten.
Desværre er situationen i dag kritisabel. Vi har nemlig ikke en nationalt anerkendt uddannelse og heller ingen certificering for retstolke. Det betyder, at retten og de sigtede og tiltalte ikke kan være sikre på, om tolkene egentlig er kompetente nok - og manglende kvalifikationer kan være direkte problematiske for vores retssikkerhed. Personer risikerer i værste fald at blive uretfærdigt dømt.
Det er desuden et stort problem, at de retningslinjer, der eksisterer for retstolkning i dag, ikke på alle måder er særlig gode beskrivelser af det arbejde, tolkene faktisk gør, og det arbejde, der er behov for.
Den usynlige tolk
Som udgangspunkt er det tolkens opgave at skabe forståelse mellem den dansktalende retsinstans og de ikke-dansktalende deltagere. Tolkningen skal give en person, der ikke behersker dansk, samme mulighed som en dansktalende for at forstå, hvad der bliver sagt, og for selv at blive forstået. Forståelse er altså helt centralt.
Det understreges ofte i tolkevejledninger, at der ikke må tilføjes eller ændres noget i en oversættelse. Den skal være en præcis gengivelse af betydningen af det, der siges i den oprindelige ytring, uanset om det giver mening eller ej.
Vejledning om tolkning i de danske retssale skriver f.eks., at kommunikationen helst skal ske ”(næsten) som om ingen tolk var til stede”. Det er jo en lidt spøjs formulering, som i hvert fald tydeligt viser, at tolken, trods sin centrale rolle, egentlig ses som et lidt forstyrrende element, der helst skal være så godt som usynlig.
”Her er din advokat”
Der er store forskelle på deltagerne i en retssag. For dommere og advokater er det et arbejde, som de er uddannet til, og som de udfører hver dag. Der er en masse ting, de ikke behøver at sige tydeligt – f.eks. om de retslige procedurer, som de alle kender.
Men mange sigtede eller tiltalte er kun i retten én gang i deres liv. De har derfor brug for mere information for at forstå, hvad der egentlig foregår. Tolken hjælper dem ved at uddybe og tydeliggøre det, der ellers er indforstået. Dét er en af tolkens ofte oversete opgaver.
Et eksempel på, at tolken gør det implicitte eksplicit, er, når dommeren præsenterer den sigtede for sin beskikkede forsvarer. Det er en fast procedure i retten, og ofte nøjes dommeren med at sige: ’Her er din advokat’.
Men mange tolke vælger at formidle budskabet ved at pege på advokaten i retssalen og fortælle, at advokaten er blevet stillet til rådighed af retten.
Det sidste er relevant, fordi sigtede i Grundlovsforhør kan være nervøse for, hvor sådan en advokat kommer fra, og hvad vedkommendes funktion er. På det tidspunkt er det under 24 timer siden, sigtede er blevet tilbageholdt. Vedkommende kender formentlig ikke det danske retssystem og er ofte forvirret.
Tolken kan derfor berolige ved at tilføje, at forsvarsadvokaten hverken er ansat ved retten eller politiet, men er uafhængig og upartisk. Det kan være vigtigt, for nogle sigtede kommer fra retssystemer, hvor man ikke altid har den store tillid til myndighederne.
Tolken vælger altså at udtrykke klart og tydeligt, hvad dommeren nogle gange antyder, nogle gange slet ikke nævner - men dog også indimellem kan finde på at italesætte. Tolken sørger for, at den sigtede forstår nogle af de procedurer, der er åbenlyse for retsrepræsentanterne. Den sigtede bliver dermed hjulpet til at skabe sammenhæng i sin egen sag og forstå rettens procedurer.
Tolken er ordstyrer
I retten er der faste rammer for, hvem der kan tale hvornår. Grundlæggende er det dommeren, der tildeler de enkelte deltagere ordet og annoncerer, når en ny aktivitet skal sættes i gang. Langt de fleste af de sigtede i Dommervagten siger meget lidt, når de bliver spurgt, og de tager meget sjældent ordet selv. Men det hænder.
Hvis deltagerne taler i munden på hinanden, bliver det udfordrende for tolken - for hvem skal der så oversættes for?
Hvis tolken tolker for en sigtet, der taler uden at have fået ordet, vil tolken normalt prøve at få den sigtede til at tie stille. Det kan gøres på forskellig måde, mere eller mindre tydeligt og høfligt.
Når tolken vælger ikke at oversætte det, sigtede siger, er det ofte, fordi det ikke er meningen, at sigtede skal tale på det tidspunkt. I den situation vil sigtedes bidrag formentlig ikke engang ende i referatet af sagen, også selv om de bliver oversat. Dermed viser tolken sig som loyal mod rettens forståelse af orden.
Det er dommerens rolle at være mødeleder, men det er svært at lede et møde, hvis man ikke forstår det sprog, som den sigtede taler. Derfor står alle tolke ind imellem i situationer, hvor de kan eller måske endog bliver nødt til at overtage mødelederrollen over for de sigtede.
Og det er altså en væsentlig anden rolle end ’bare’ at oversætte det, der bliver sagt under mødet.
Sprog kan tales på mange måder
Sprog kan tales på mange måder, som ikke alle ligner det, man lærer i et klasseværelse. Sigtede kan tale dialekt eller med særlig personlig variation. Det kan faktisk endda være svært at fastsætte sigtedes modersmål. Og hvad gør tolken så? Man kan synes, at tolken i så fald burde sige nej tak til opgaven, men problemet er mere grundlæggende.
Nogle gange ved tolken, at der sandsynligvis ikke er andre i landet, der vil være bedre til at forstå sproget. Det kan også være, at tolken først opdager ret sent, at sigtede faktisk er vanskelig at forstå - men sigtede har jo brug for og krav på hjælp.
Og det skaber vanskeligheder. For hvordan oversætter man ”præcist” og ”ordret”, hvis den sigtede taler på en måde, der ikke er grammatisk korrekt, bruger ”forkerte” ord, tøver meget, ikke færdiggør sine sætninger og har en udtale, som ikke er almindelig?
Hvis tolken gengiver alt, hvad den sigtede siger, vil det i mange tilfælde skabe en fortælling, der er meget svær at følge med i på dansk – og i værste fald vil det være rent nonsens. Faktisk kan det jo ikke engang nødvendigvis lade sig gøre i praksis.
Tolkene oversætter derfor normalt til det, vi kalder for standarddansk. De gør det usammenhængende mere sammenhængende og taler grammatisk korrekt. Dermed bliver oversættelsen nem at forstå for de dansktalende retslige professionelle, men samtidig kan den komme langt væk fra sigtedes egne ord.
Tolken bygger bro
Tolken udfører et stykke sprogligt arbejde, så alle deltagere i retten kan forstå hinanden, også selv om de ikke taler samme sprog. Det er dog de færreste, der har indblik i, hvad tolken rent faktisk foretager sig.
I praksis tilpasser tolken både sigtedes og de retlige aktørers udsagn ved at modificere, forkorte, udvide eller give mere kontekst.
Tolke forklarer nogle af rettens implicitte forståelser og de særlige procedurer, som udenforstående ikke kender til. Hvis ikke de gjorde det, ville mange sigtede ikke kunne følge med i deres egen sag.
Tolke træffer altså konstant en række strategiske valg, der ikke altid stemmer overens med et retsligt perspektiv på tolkens opgave. Det er nemlig i strid med de officielle retningslinjer, for tolken forventes kun at tolke det, der bliver sagt og ikke det, der underforstås.
Det er selvfølgelig et godt spørgsmål, om det ville være en ’god’ eller ’bedre’ tolkning, hvis tolkene ændrede praksis og aldrig forklarede, standardiserede eller tilføjede. Hvis det skete, ville det stille større krav til retsrepræsentanterne. F.eks. skulle de i så fald selv forklare en række procedurer, og det ville forlænge retsmøderne betragteligt.
Man kan så spørge, om det ikke giver de ikke-dansktalende en fordel at have tolk i forhold til de dansktalende sigtede, der måske heller ikke altid forstår, hvad der foregår? Næppe.
Det er vanskeligt at være afhængig af en tolk. Man er hele tiden koblet af den umiddelbare sammenhæng, og den lille ekstra sproglige hjælp gives altså til mennesker, der i forvejen har et meget dårligere udgangspunkt, og som ikke kender det danske retssystem. Desuden kan de dansktalende altid henvende sig direkte til advokater og dommer uden at skulle igennem en tolk. Der er altså mange fordele ved at tale rettens sprog.
Manglende politisk velvilje
Retstolkning kræver en bevidst, reflekteret og kompetent tolk med en stor viden om både det danske retsvæsen, det fremmede og det danske sprog.
Men situationen i dag er stærkt utilfredsstillende, for der mangler en nationalt anerkendt uddannelse eller certificering for at blive retstolk. Og dét kan have katastrofale konsekvenser.
Der mangler tilsyneladende politisk initiativ og handlekraft. Og man kan ikke lade være med at overveje, om den generelle nedvurdering af humanistiske uddannelser og sprogstudier ikke mindst bidrager til at underminere den politiske vilje til at sikre retstolkningen – og dermed retssikkerhed for vores ikke-dansktalende medborgere.
