”Totalt paralyseret.” ”Et helvede.” ”En forfatningsmæssig krise.” Det skortede ikke på pessimisme fra folkene omkring Macron, da resultatet fra søndagens parlamentsvalg blev gjort op. Frankrig er i den uvante situation, at præsidentens parti ikke har et flertal i parlamentet og derfor er afhængig af kompromiser med andre partier for at få sin politik igennem.
Frankrig har tidligere haft perioder med såkaldt cohabitation, hvor et andet parti end præsidentens har flertal i parlamentet. Senest i 1997-2002, hvor republikaneren Jacques Chirac var præsident, mens socialisten Lionel Jospin stod i spidsen for regeringen.
Da man i 2000 indførte en ny valglov, som lagde parlamentsvalg umiddelbart efter præsidentvalg, var det bl.a. for at minimere risikoen for, at præsidenten regerer med indskrænket magt.
Men intet er længere som det plejer i fransk politik – som man så ved søndagens parlamentsvalg. Præsidenten mistede sit absolutte flertal i Nationalforsamlingen, en ny koalition gav fremgang til den ellers notorisk splittede venstrefløj, og den yderste højrefløj fik sit store gennembrud – mens valgdeltagelsen satte ny bundrekord.
Fransk politik er på vej ind i ukendt farvand – så hvad har valget lært os, og hvad kan vi vente os af de kommende fem år?
1. Frankrig har (måske) fået en ny venstrefløj
Valget blev en succes for den nye venstrefløjskoalition Nupes (Ny økologisk og social folkefront), som er et samarbejde mellem Socialistpartiet, Kommunistpartiet, De Grønne og La France Insoumise.
I spidsen for sidstnævnte står Jean-Luc Mélenchon, der også var venstrefløjens stærkeste kort til præsidentvalget i april, hvor han fik 22 pct. af stemmerne og var ét procentpoint fra at komme i anden valgrunde.
Venstrefløjen i Frankrig er notorisk splittet, og Mélenchon har med sin polemiske og aggressive stil været ekstremt upopulær blandt mange medlemmer hos Socialistpartiet og De Grønne. Derfor er det overraskende, at det lykkedes at danne en bred valgkoalition blandt de ledende partier til venstre for Macron.
På det personlige plan er koalitionen en succes for Mélenchon. I modsætning til Socialistpartiet og De Grønne går han ind for et grundlæggende opgør med det eksisterende system. Mélenchon ønsker et nyt politisk system med afskaffelse af præsidentembedet og mere direkte folkelig inddragelse i lovgivningsprocessen, og han gik til valg på en direkte og radikal omstilling til en grøn økonomi.
Nupes blev dannet på Mélenchons initiativ, og hans mere radikale linje må nu ses som den mest succesfulde og den dominerende på venstrefløjen.
Med 26,2 pct. fik Nupes flest stemmer i parlamentsvalgets første runde, om end tæt forfulgt af Macrons valgkoalition med 25,8 pct.
Frankrig har ikke et proportionalt valgsystem, men et first-past-the-post-system, som betyder, at hver af de 577 valgkredse vælger sin egen kandidat.
I anden runde, hvor man kun kan vælge mellem de kandidater, der fik flest stemmer i første runde, vandt Nupes 142 af Nationalforsamlingens 577 pladser. Det svarer til ca. 23 pct., omkring en fordobling fra sidste valg.
Nupes er ikke et nyt parti, men et valgsamarbejde, hvor de forskellige partier ikke stiller med modkandidater i samme kreds og på den måde støtter hinanden. Selv om kandidater har været opstillet på Nupes’ liste, danner de i Nationalforsamlingen forskellige grupper (Socialisterne for sig, De Grønne for sig osv.).
Koalitionen har især vist sig at være en stor succes for La France Insoumise og De Grønne, mens Socialist- og Kommunistpartiet begge har mistet parlamentsmedlemmer. Derfor vil disse partier formentlig være betænkelige ved at indgå en sådan alliance igen.
Omvendt kan De Grønne, som ellers traditionelt har været lunkne over for valgsamarbejder, have fået blod på tanden.
Under alle omstændigheder er de dage, hvor det gamle socialistparti definerede den franske venstrefløj, endegyldigt forbi. Frankrig har i stedet fået en ny og mere sammensat venstrefløj, som først og fremmest er defineret af La France Insoumises rød-grønne projekt.
2. Den republikanske front er død
Rassemblement National (RN), Marine Le Pens parti på den yderste højrefløj, fik med 89 mandater et historisk gennembrud. Partiet har, trods hæderlige stemmeandele, aldrig haft mere end de 35 mandater, som de fik ved deres første valg i 1986, hvor der midlertidigt blev eksperimenteret med proportional repræsentation. Siden da er tallet aldrig kommet over 8 – før i søndags.
Det skyldes traditionen for en ’republikansk front’, hvor vælgere på tværs af det politiske spektrum af princip har stemt på modkandidaten til den yderste højrefløjs kandidat i anden runde, uanset denne modkandidats politiske position.
I 2017 fik Le Pens parti eksempelvis 13,2 pct. af stemmerne i første runde, men endte med blot 1 pct. af mandaterne.
Sådan gik det ikke denne gang. Vælgere fra det moderate højre til det yderste venstre blev i stor stil hjemme i stedet for at faire barrage (bygge dæmning) mod kandidater fra den yderste højrefløj.
Dermed afspejlede de deres politiske ledere, som nok advarede imod at stemme på Le Pens parti, men kun i de færreste tilfælde opfordrede direkte til at stemme på andre partier end deres eget.
Valget var det første store skridt mod den normalisering, som den yderste højrefløj og Marine Le Pen længe har søgt. Partiet er nu stort nok til at have sin egen gruppe i Parlamentet. Det får dermed tilskud til at holde arrangementer, kommissionsposter og mulighed for at varetage administrative poster i parlamentsregi. Og måske vigtigst af alt får RN som den største oppositionsgruppe (da Nupes ikke konstituerer sig samlet), langt større mulighed for at stille spørgsmål og modforslag og dermed præge den offentlige debat i Frankrig.
På det personlige plan var valget en enorm succes for Marine Le Pen og hendes mangeårige ambition om at give den yderste højrefløj en aura af normalt og regeringsdueligt parti.
Det var omvendt et kæmpe nederlag for den mere aggressive, antisystemiske strategi, som medieikonet Eric Zemmour og hans parti Reconquête! lagde for dagen.
Partiet vandt ikke et eneste mandat, og Zemmour selv formåede end ikke at komme videre til anden valgrunde i sin egen valgkreds i Var. Den var ellers blevet nøje udvalgt, fordi det var den kreds, hvor flest havde stemt på ham til præsidentvalget.
Med den republikanske fronts sammenbrud er toppen af det etablerede politiske system nu en langt mere sammensat størrelse, der strækker fra en divers venstrefløj til en markant styrket højrefløj.
Parlamentsvalget var præget af udtalt krisestemning og apati. Der blev talt meget lidt om politiske programmer, og rigtig meget om franskmændenes manglende deltagelse samt om strategiske valgalliancer for at blokere den ene eller anden kandidat.
Valgdeltagelsen satte da også ny bundrekord. Blot 47,5 pct. af de stemmeberettigede mødte op til valgets første runde. Til sammenligning var valgdeltagelsen 60 pct. i 2007, og lå i perioden 1960-2000 mellem 70 og 85 pct.
3. Den politiske legitimitetskrise stikker dybt
Endnu mere bekymrende var valgdeltagelsen blandt de unge. Blot 31 pct. af de 18-24-årige stemte, og blandt de 25-34-årige var andelen sølle 29 pct. Det er ildevarslende for det politiske systems fremtidige legitimitet.
Valgdeltagelsen stiger med alderen, men som flere forskere har påpeget, kan man ikke automatisk forvente, at folk begynder at stemme, blot fordi de bliver ældre. Tendensen er, at dem, der altid har stemt, bliver ved med at stemme senere i livet, mens folk, der aldrig har stemt, sjældent begynder at gøre det.
Med andre ord har Frankrig nu en hel generation, hvor meget få ser valgdeltagelse som en fornuftig eller nødvendig politisk handling.
Denne legitimitetskrise, hvor meget få bakker aktivt op om de ledende politikere, kan meget vel blive fulgt op af en regeringskrise. Frankrig har traditionelt været kendetegnet ved ekstrem centralisering af magten omkring en stærk præsident, som har kunnet regere uden synderlig modstand.
Macrons valgkoalition, Ensemble!, formåede med 245 mandater ikke at opnå de 289, som er nødvendige for et absolut flertal. Derfor er præsidenten afhængig af andre grupper i parlamentet.
Politisk virker det traditionelle højrefløjsparti, Les Républicains, der indtil for nylig var Frankrigs dominerende parti, som en oplagt koalitionspartner.
Problemet er bare, at partiets eksistens i høj grad hviler på at være i opposition til Macron. Partiet fik 61 mandater og formåede dermed at undgå den totale nedsmeltning, som nogle frygtede. Men det vil næppe overleve, hvis det ofrer sin traditionelt-borgerlige oppositionslinje til fordel for et samarbejde med Macron.
Faktisk er det mere sandsynligt, at partiet trækker yderligere mod højre, da flere ledende figurer har lagt op til samarbejde med Le Pen.
Dermed er Macron endt i den situation, han for alt i verden ville undgå – og på forhånd har fremhævet som umulig. Macron og folkene omkring ham advarede op mod valget om, at en stemme på andre partier end hans eget ville gøre Frankrig ”uregerligt” og bringe det i en forfatningsmæssig krise.
Macron forhøjede indsatsen yderligere ved at advare ministre om, at de ville miste deres ministerposter, hvis ikke de formåede at opnå valg i deres respektive valgkredse.
Det lykkedes for størstedelen, men ikke for sundhedsminister Brigitte Bourguignon, og økologiminister Amelie de Montchalin. Premierminister Elisabeth Borne formåede kun lige akkurat at vinde sin valgkreds og indgav derfor sin opsigelse, hvilket Macron dog afviste.
Macron forsøgte med andre ord at gøre valget til et valg mellem hans regering og dets modstandere. Det valg tabte Macron, og han nu kan se frem til en svækket regering i et i forvejen kriseramt Frankrig.
Hvad så nu?
Frankrig befinder sig i en uvant situation. Der er teknisk set ikke rigtigt tale om cohabitation, hvor ét parti har præsidentembedet og et andet parti har flertallet og regeringsmagten. Der er snarere tale om en diffus og åben proces med mange forskellige interesser og mulige udfald.
Herhjemme er vi vant til, at et væld af politikere fra forskellige partier har en indflydelsesrig stemme i den offentlige debat. Men i Frankrig handler det ofte om at være for eller imod præsidenten.
Mélenchon udtalte op til valget et håb om at ”genparlamentisere” Frankrig – forstået på den måde, at mere magt til parlamentet ville give en mere åben politisk debat og være sundt for det politiske klima i landet.
Det er dog tvivlsomt, at valget vil have denne effekt. Der er ikke noget flertal imod Macron, og fransk politik risikerer først og fremmest at blive defineret af taktiske skærmydsler, hvor forskellige partier forsøger at positionere sig som den sande opposition imod præsidenten.
Det er også svært at se, hvem der får mulighed for at sætte dagsordenen. Venstrefløjen står stærkere, men er stadig splittet og langt fra at kunne dominere parlamentet. Den yderste højrefløj med Le Pen i spidsen står mere samlet og kan utvivlsomt bruge valget i sin normaliseringsproces. Men hendes parti vil få sine egne problemer med at bevare sin gennemslagskraft protestparti, i takt med at det får reel magt og indflydelse.
Endelig er der Macron. Han er nok svækket, men har trods alt stadig parlamentets største gruppe – og præsidentembedet.
Frankrigs største problem er demokratisk. Befolkningen virker i stigende grad klar til at opgive det politiske system, og det er uklart, hvem der kan puste nyt liv i det.
Den vigtigste lære fra valget er, at denne krise ser ud til at fortsætte også de næste fem år.
