Religiøsitet og tro kan være svært at begribe, både for religiøse og for ikke-religiøse mennesker, og sammenhængen mellem tro og helbred har til alle tider skabt debat. Der er centrale helbredelsesritualer i verdens religioner, og indimellem hører vi om mennesker, som bliver mirakuløst helbredt for livstruende sygdomme alene gennem deres tro.
Forskningen viser, at tro påvirker vores hjerne og krop, og at nogle mennesker oplever lindring af symptomer som smerte og tristesse gennem religiøs praksis. Men hvorfor virker det – og hvorfor virker det mere for nogle personer end for andre?
Det handler om forventninger. Vores forventninger former vores opfattelse af verden – og hvis vi forventer, at troen hjælper os til at blive raske, kan det have en stor effekt. Både hjerne og krop bliver påvirket.
Hjernens årti førte til nye metoder
Forskere fra en række fag har interesseret sig for hjernen i over 100 år, men først omkring 1990’erne var der et gennembrud. På det tidspunkt vedtog den amerikanske kongres nemlig ’Hjernens årti’ som et satsningsområde.
Den medfølgende økonomiske indsprøjtning førte til nye metoder at studere hjernen på, hvor det ikke var nødvendigt med operative indgreb. En lang række publikationer om hjernen, bevidsthed, neuropsykologi osv. er kommet ud af denne satsning. I dag har man mange muligheder for at studere hjernen.
Der har længe været en interesse for meditation, tro og helbred hos forskere, men resultaterne af utallige studier har været plaget af utilstrækkelige eksperimentdesigns, meget små antal forsøgspersoner samt stort set ingen gentagelser af eksperimenterne ved forskellige uafhængige laboratorier. Desuden har interessen for religion og helbred været præget af religiøse eller spirituelle dagsordner hos forskerne, med det resultat, at der kunne stilles spørgsmålstegn ved deres troværdighed.
Forskere har forgæves ledt efter bestemte hjerneområder, som angiveligt skulle være udviklet til religiøse oplevelser.
Der har også her været en del fejlslagne forsøg. For eksempel de mange forsøg med fjernforbøn. Ideen var at vælge en gruppe patienter og udsætte den ene halvdel for anonym fjernforbøn, dvs. én eller flere troende, som beder bønner for den ene gruppe. På den måde kunne man finde ud af, om deres symptomer og efterfølgende behandlinger blev forbedret i forhold til den gruppe, som ikke modtog fjernforbøn. Resultaterne har ikke ført til entydige resultater.
Hjernen forventer altid noget
I begyndelsen af 00’erne har flere religionsvidenskabsforskere og religionspsykologer foretaget både hjernestudier og udviklet mere holdbare eksperimentdesigns. Disse forskere lagde sig tæt op ad nyere hjerneforskning, som har fundet ud af, at vores oplevelser, tænkning og kommunikation trækker på mange forskellige hjerneområder, og derfor er jagten på særlige religiøse hjerneområder dømt på forhånd.
Man har i stedet lagt sig op ad den nu gældende forståelse af hjernen som et proaktivt organ, der hele tiden forsøger at forudse det næste nu, om det så gælder kroppens funktioner, social kommunikation eller blot vores aktiviteter i den fysiske verden.
Hjernens forudsigelser, altså forventningsprocesser, baseres på sanserne, tidligere erfaringer og påvirkninger udefra. Nye oplevelser forudsætter tidligere oplevelser, og hjernen afprøver, hvorvidt dens kortlægning af kroppen og det sociale miljø passer til tidligere erfaringer. Således kan hjernen nå at rette op på sine forventninger, hvis noget ikke passer til tidligere oplevelser.
Forskerne har fundet ud af, at man kan påvirke folk ved at ændre på sansernes informationer og folks forventninger. Hvis man reducerer sansernes virkninger, f.eks. ved at deltagerne har bind for øjnene eller ørepropper i ørerne, og forøger forventningerne ved for eksempel at stille dem noget i udsigt, kan man få folk til at opleve spirituelle eller mærkelige ting.
I et forsøg udført af et team af religionsforskere under ledelse af Marc Malmdorf Andersen, Aarhus Universitet, ændrede man deltagernes perceptionsmuligheder. Det førte til, at religiøse deltagere fik religiøse eller spirituelle oplevelser, afhængig af deres religiøse baggrund. De ikke-religiøse deltagere fik blot nogle mærkelige oplevelser.
I et hjernescanningsforsøg af forbøn udført af et tværfagligt team under ledelse af religionsforsker Uffe Schjødt, Aarhus Universitet, fandt man ud af, at hvis religiøse deltagere troede, at den bedende, som talte i deres høretelefon, var en karismatisk person med helbredende evner, blev de hjerneområder, som rummer vores kritiske evner, nedreguleret. Nogle deltagere havde ovenikøbet en fornemmelse af Guds nærvær.
I en række forskellige forsøg med smerter, bøn og ekstreme religiøse ritualer fandt et team under ledelse af religionsforsker Else-Marie Elmholdt Jegindø ud af, at deltagernes forventninger var styrende for, hvordan de oplevede smerte. For troende deltagere blev deres oplevelse af smertens ubehag og intensitet lavere end for ikke-religiøse deltagere.
Ovennævnte forsøg rejser et væsentligt spørgsmål, nemlig hvordan det kan være at religiøse overbevisninger og healingritualer kan have en positiv indvirkning på troende menneskers helbred?
Når religion helbreder
I et studie fra 2014 brugte vi på Institut for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet et usædvanligt datasæt til at undersøge de lidelser, som folk oplevede helbredelse for gennem forbøn.
Datasættet kom fra et magasin, som blev udgivet af en dansk missionsorganisation, der turnerede rundt i menigheder i hele landet med det formål at helbrede gennem forbøn. Organisationen indsamlede og udgav vidnesbyrd fra mennesker, som havde oplevet helbredelse. Vi havde altså knap 1.000 vidnesbyrd fra ti års missionsvirksomhed i Danmark, som alle var indsamlet og redigeret på samme måde.
Fra et videnskabeligt perspektiv kunne datasættet naturligvis ikke bruges til at undersøge, om forbøn faktisk virker på underliggende fysiologiske og psykologiske problemstillinger. Det kunne heller ikke bruges til at sige, hvor ofte eller hvor længe effekten af forbøn virker. Men datasættet var et interessant indblik i, hvilke lidelser folk egentlig oplevede at blive helbredt for.
Vi udviklede en systematisk analysestrategi og kodede alle 936 vidnesbyrd omhyggeligt. Analysen viste, at de lidelser, som danskere havde oplevet helbredelse for, falder ind under tre kategorier:
- Subjektive symptomer uden tydelige fysiologiske symptomer, såsom hovedpine, piskesmæld og udefinerede smerter.
- Kroniske lidelser med varierende symptomforløb, hvor intensiteten afhænger af patientens opmærksomhed, f.eks. tinnitus, slidgigt og rygsmerter.
- Affektive lidelser og adfærdsproblemer, såsom depression, afhængighed og sorg.
70 pct. af lidelserne i datasættet blev beskrevet som smerter i muskel- og skeletsystemet såsom ryg- eller knæsmerter.
Der var til gengæld en del lidelser, som vi ikke fandt i datasættet. For eksempel var der ingen, der blev helbredt for udbredte sygdomme som influenza, halsbetændelse og forkølelser, og der var heller ingen brækkede arme og ben. Hvorvidt det skyldes, at folk ikke opsøger helbredelse for midlertidige lidelser, ved vi ikke.
En anden lidelse, som ikke helbredes gennem forbøn, er cancer. Flere vidnesbyrd fortæller, hvordan forbøn har hjulpet dem med behandlingsrelaterede symptomer, psykologiske problemstillinger og med at håndtere sorgfaser ved dødsfald i forbindelse med kræftforløb. Men selve kræften blev altså ikke helbredt i dette datasæt.
De tre kategorier af lidelser, vi fandt i datasættet, kender vi også fra andre terapiformer, som vi ofte grupperer under paraplyen ’alternativ behandling’. Forbøn ser altså ud til at være effektiv ved samme typer af lidelser som akupunktur, kiropraktik og kraniosakralterapi.
De samme tre kategorier af lidelser kender vi også fra forskningen i placeboeffekter. Placeboforskningen er interessant, fordi der er en hel gren af den, der undersøger effekterne af at modtage behandling i sig selv. Fra denne forskning ved vi, at der er en række faktorer, som har betydning for, hvor stor en effekt, mennesker oplever af en behandling.
Vores forventninger påvirker sanserne
Vi ved eksempelvis, at smertelindring kan opnås alene ved på forhånd at have observeret en anden person opleve lindring.
I et studie fra 2009 bad de italienske forskere Colloca og Benedetti forsøgsdeltagerne om at sidde ved siden af en person, som blev påført smerte. Deltagerne observerede, at personen vred sig i smerte, hver gang en rød lampe på smerteapparatet lyste, mens personen kun beklagede sig lidt, når en grøn lampe lyste. Hvad de ikke vidste var, at personen var en skuespiller.
Da deltagerne efterfølgende blev koblet til smerteapparatet, rapporterede de oplevelsen af smerten som værre, når den røde lampe lyste. I virkeligheden var smertepåvirkningen præcis den samme ved både den røde og den grønne lampe.
Det er tankevækkende, at vi kan opnå smertelindring alene gennem social observation. Fra placeboforskningen ved vi også, at effekten af en pille er større end effekten af social observation. Effekten af flere piller er større end ved én pille. Effekten af en placeboinjektion er større end ved piller. Og effekten af en placebooperation er større end ved injektion.
Et andet studie viser, at en behandling rapporteres som mere effektiv, hvis behandleren opleves som varm og tillidsvækkende, selvom selve behandlingen er den samme.
Den canadiske placeboforsker Kaptchuk sammenligner i en analyse fra 2011 medicinsk behandling med akupunktur og en indfødt helbredelsesceremoni blandt Diné-folket i USA. Kaptchuks pointe er, at alle tre behandlingsformer består af en lang række handlinger, som kategoriserer patientens oplevelse af lidelsen ind i en kulturel forståelsesramme.
Diné-healeren kobler med fysisk berøring patientens krop sammen med hellige sandmalerier og religiøse sange. Akupunktøren sætter nåle i patienten, imens hun forklarer, hvordan hun genopretter balancen mellem energierne i kroppen. Lægen lytter til hjerte og lunger, måler blodtrykket og udskriver medicin med henvisning til medicinsk viden, som er svært tilgængelig for den uindviede.
I alle tre situationer får patienten gennem bestemte handlinger og roller justeret sine bevidste og ubevidste forventninger til sygdommen og behandlingen. Det kurerer ikke nødvendigvis det underliggende fysiologiske problem, men det kan lindre mere subjektive og svingende symptomer såsom smerte og nedtrykthed.
Kaptchuk er særligt optaget af de kropslige oplevelser, som bringes i spil i behandlingen. Gennem kropslig manipulation får patienten nemlig fysiske feedback-loops af behandlingens effektivitet, som kan være med til at overbevise om, at behandlingen er effektiv. Når ryggen siger knæk under kiropraktorens hænder, så føles det ganske enkelt som om, der sker noget.
Er det sundt at tro?
Når vi fortæller om vores forskning, bliver vi ofte spurgt om, hvorvidt det så er sundt at være religiøs.
Svaret er desværre ikke helt enkelt. Selvom religiøse ritualer og forestillinger både kan lindre fysiologisk og psykologisk smerte, så kan de også have den modsatte virkning. En sygdom kan opleves som gudernes straf, hvilket kan føje et ekstra pres til en i forvejen stresset situation for den syge. Når positive effekter af et helbredelsesritual udebliver, kan det opleves som om, at man har mistet forbindelsen til ånderne, hvilket kan føles håbløst og fortvivlende.
Religiøse helbredelsesritualer kan altså både have positive og negative konsekvenser for den syge, alt afhængig af, hvordan de spiller sammen med personligheden, den sociale kontekst og den generelle psykologiske tilstand.
Det samme gør sig i øvrigt gældende for sekulære behandlingsformer, altså ikke-religiøse og medicinske. Helbredelsesprocesser består af et komplekst samspil mellem individets psykologiske disposition, adgang til konstruktive sociale fællesskaber, muligheder for fortolkning i den kulturelle referenceramme samt de fysiologiske symptomer på den specifikke lidelse. Det samme terapeutiske forløb kan give smertelindring til én person, og give frustrationer og fortvivlelse hos en anden. Det kan være svært at forudsige, hvordan det vil virke.
Men selvom det er svært at give et entydigt svar på, hvilke helbredelsesritualer, som er virksomme for bestemte personer, så viser forskningen, at vores religiøse tro og praksis rent faktisk kan flytte vores hjerner. Kultur og religion er afgørende for at skabe vores forventninger til verden – og vores forventninger former vores sansning af både krop og omgivelser.
Vil du vide mere? Læs også: Tro, håb og mening fører til et sundere liv
