Krop & Sind
Illustration: Lotus Pedersen

Tynde kan hjælpe tykke i kampen mod overvægt

Hvorfor kan nogle mennesker ikke tage på, uanset hvad de spiser? Det forsøger forskere fra Metabolismecentret at finde ud af. Forklaringen kan måske være et våben mod fedmeepidemien.

Krop & Sind
Illustration: Lotus Pedersen

For nogle lyder det næsten for godt til at være sandt, men for andre kan det være ganske ubehageligt: Uanset hvad du spiser, kan du ikke tage på. Det er virkeligheden for en lille del af befolkningen – en gruppe, som af videnskaben kaldes ”konstitutionelt tynde” eller ”naturligt tynde”.

Hvor mange der befinder sig i gruppen af naturligt tynde, er usikkert, men det er en af de ting, forskere fra Metabolismecentret på Københavns Universitet i øjeblikket drømmer om at finde ud af. Men allerhelst vil de finde ud af, hvorfor der er en del mennesker, der er resistente over for fedme i et samfund, hvor kiloene sætter sig som baderinge om maven på stadig flere.

”Potentielt kan viden om naturligt tynde hjælpe os til at forstå, hvad det er for nogen ting i vores miljø, der gør folk tykke. Vi vil gerne kortlægge biologien i de tynde mennesker og lokalisere de processer i hjernen eller andre organer, som er med til at forhindre deres vægtøgning. Lykkes det, kan den viden måske bruges til at udvikle nye lægemidler mod svær overvægt eller andre stofskiftesygdomme,” fortæller Jens Lund, der er fedmeforsker og ph.d.-studerende ved Metabolismecentret.

Godt 53 pct. af den danske befolkning er ramt af moderat eller svær overvægt ifølge Den Nationale Sundhedsprofil, som Sundhedsstyrelsen udgav i 2021. Til gengæld er kun 1,4 procent af befolkningen undervægtige. Blandt de undervægtige findes blandt andet folk, der lider af kræft eller spiseforstyrrelser, men altså også et antal naturligt tynde.  

Sund undervægt

Fænomenet med naturlig tyndhed defineres som en sund form for undervægt. Det vil sige, at personerne er i den undervægtige BMI-kategori, og at de ikke tager på, selvom de prøver at overspise. De har heller ikke sygdomme, der kan forklare undervægten.

Forskerne kan sondre mellem eksempelvis folk med spiseforstyrrelser og de naturligt tynde ved at se på det vægtregulerende hormon leptin. Niveauet af leptin i blodet er meget lavt blandt dem, der er ramt af spiseforstyrrelse, men er på et normalt niveau hos de naturligt tynde.

”Vi ved simpelthen ikke, hvorfor denne gruppe af mennesker ikke kan tage på. De kan spise lige så mange kalorier som normalvægtige og dyrke samme mængde motion, men vejer markant mindre. Når man måler deres forbrænding, kan den godt være lidt højere end hos normalvægtige, men ikke nok til at give den endegyldige forklaring,” fortæller Jens Lund.

Der er dog flere teorier om, hvad der forårsager den slags fedmeresistens.

”Man har ikke kortlagt, hvor god kroppen er til at optage de næringsstoffer, vi indtager gennem kosten. Kalorierne skal jo fra tarmsystemet og maven over i blodet for at blive en del af kroppens samlede energiregnskab. Nogle mennesker udskiller op til ti pct. af kalorierne fra kosten gennem afføringen, mens det for andre blot er 1-2 pct. Det kan måske forklare en del af forskellen, men det er svært at afgøre, hvor meget det betyder,” understreger Jens Lund.

Vippende fødder

”En anden del af forklaringen kan være det, der kaldes fidgeting. Nogle mennesker bevæger sig ubevidst mere i løbet af en dag, for eksempel ved at vippe med foden eller ved andre små bevægelser. Nogle undersøgelser har vist, at det kan betyde en forskel på 700 kalorier om dagen, men efterfølgende studier har ikke kunnet genfinde den forskel. Det kan dog være en mulig faktor,” siger Jens Lund.

Naturligt tynde er ikke kun et dansk eller nordeuropæisk fænomen, men ses i mange lande. Andelen formodes at være stabil, mens andelen af personer med overvægt stiger.

”De naturligt tynde illustrerer, at vi ikke har særlig meget kontrol over vores egen kropsvægt. Vægten er biologisk bestemt, og kan vi finde årsagerne til naturlig tyndhed kan vi måske bruge denne viden til at bremse fedmepidemien,” forklarer Jens Lund. 

Kraniebrud på Radio4 havde for nylig en hel udsendelse om de naturligt tynde. Den kan du høre her:

De naturligt tynde i fedtets tidsalder.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist på Vid&Sans.
Fedmeforsker og ph.d.-studerende, Metabolismecentret, Københavns Universitet
Fedmeforsker og ph.d.-studerende ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Københavns Universitet. Formidler viden om fedmeforskning under navnet ”Adipocæn” (Fedtets tidsalder) på Facebook og Instagram.

ANBEFALET TIL DIG

Menu