I går modtog den tanzaniske forfatter Abdulrazak Gurnah Nobelprisen i litteratur for sine ”kompromisløse og medfølende” beskrivelser af kolonialismen. Dermed er han skrevet ind i udødeligheden.
Men meget sigende kredsede mange af pressens spørgsmål ikke om litteratur. De handlede om skandalen i 2017 hvor afsløringer om #metoo, løgne og hemmeligheder i Det Svenske Akademi rullede ud for verdenspressen. Flere spåede dengang prisens snarlige endeligt, og de færreste kunne se, hvordan den skulle finde sin plads i verden igen. Spøgelset fra 2017 hænger tydeligvis stadig ved, og man kunne fristes til at spørge, om den gamle hæderkronede pris overhovedet spiller en rolle længere - i en tid med Goodreads, bogbloggere og bestsellerlister?
Ja, mener Mads Rosendahl Thomsen, der er litteraturprofessor ved Aarhus Universitet. ”Den spiller en vigtig rolle for vores billede af, hvad litteratur er og kan være,” siger han.
Prisen er altid blevet beskyldt for at være for snæver og elitær. Men Mads Rosendahl Thomsen mener slet ikke, at skellet mellem fin og bred litteratur er særlig interessant.
"Vi skal droppe tanken om høj og lav litteratur. Den skelnen ser man jo ikke inden for rockmusik eller tv-serier. Her kan det fineste sagtens ramme den brede befolkning. Litteraturen er bare ikke i samme grad lykkedes med at forene det ypperste med bred appel, som vi har set det med alt fra The Beatles og Led Zeppelin til The Sopranos og Breaking Bad.”
Truslen kommer indefra
Men påvirker Nobelprisen overhovedet vores opfattelse af litteratur? Det mener Mads Rosendahl Thomsen.
Han mener, at der findes en indre trussel i litteraturen, som prisen er med til at udfordre: Ser vi tilbage over tid, så er der en forskydning i gang, hvor romanen får en mere og mere central plads i læsernes bevidsthed – og på litteraturstudierne.
"Vores litteraturopfattelse snævrer sig ind i disse år,” siger han. ”Vi bliver mere og mere optaget af romanen som det typisk litterære, hvilket i sidste ende fører til at den kommer til at kaste skygger over andre litterære genrer, som vi tidligere har haft mere fokus på. Men Nobelprisen er med til at skubbe til vores forståelse af, hvad litteratur er og kan være.”
Han kalder listen over nobelpristagere ”dejligt ujævn”.
"Ser man bare på listen fra de seneste år, udtrykker den jo et stort spænd i forståelsen af, hvad litteratur kan være. Fra Louise Glück over Kazuo Ishiguro til Bob Dylan. Og historisk set har dramatikere jo fyldt meget," siger han.
Den værste tid og den bedste tid
Bøgerne får større og større konkurrence fra film og tv-serier i kampen om publikums opmærksomhed. Men Mads Rosendahl Thomsen mener ikke, at kvalitetslitteraturen entydigt er i krise.
”For øjeblikket lever vi i litteraturens værste og bedste tid,” siger han.
”Engang herskede der bred konsensus om, at bøger var lig med dannelse, og kom man fra et hjem med bogreol, så fremtiden lys ud. Men i dag har litteraturen ikke længere patent på de store fortællinger. Tv-serier og film bliver i stigende grad de medier, der serverer de store dramaer for borgerne.”
Sidste år gik en litteraturanmelder i Kristeligt Dagblad så langt, at han pegede på tv-serien Mad Men som en af årtiets største litterære oplevelser.
Men udviklingen er ikke entydigt negativ. For på samme tid som nogle ser en litteratur i krise, så peger andet i retning af en renæssance for det gamle skrevne medie.
Litteraturen er ikke god til sex.
Mads Rosendahl Thomsen, Aarhus Universitet
”Vi har aldrig haft så mange veluddannede borgere med så meget tid tilovers, som potentielt kan bruges på at læse bøger. Og litteraturen rykker ind på nye platforme som lydbøger og podcasts. For ikke at tale om bogsalget: Mens aviser nedruster på deres printoplag, så oplevede bogbranchen en stor stigning i salget af bøger under coronakrisen - trods utallige dommedagsvarsler gennem tiden,” forklarer Rosendahl Thomsen.
Tre emner litteraturen har svært ved
Mads Rosendahl Thomsen er grundlæggende meget optimistisk på litteraturens vegne. Dog ser han tre områder, hvor kvalitetslitteraturen har svært ved at komme i sync med andre medier.
"Litteraturen har for det første et problem med fremtiden. Den har en tendens til at blive reaktionær og være meget optaget af det, der er sket i stedet for at undersøge det, der vil ske."
Der findes mange eksempler på dystre fremtidsskildringer i litteraturen, George Orwells 1984 er måske det fremmeste, men også en storsællert som Cormac McCarthys The Road kan nævnes. ”Det skyldes nok, at der sjældent er ret meget saft og kraft i idylliske fremtidsskildringer. Der er ikke det samme på spil fortællermæssigt i rosenrøde historier, hvor alt ender godt,” siger Rosendahl Thomsen.
Et andet område, hvor litteraturen kommer til kort, er: Sex.
"Litteraturen er god til kærlighed og god til følelser, men den er ikke god til sex," siger Mads Rosendahl Thomsen. "Når man læser selv de bedste beskrivelser af sex i litteraturen, er der mange steder, hvor det hele kammer over og bliver virkelig tåkrummende. Og samtidig viste E. L. James med Fifty Shades of Grey, at der var et marked for en mindre bornert litteratur."
Årsagen kan være, at litteraturen ikke er et visuelt medie, forklarer han. Derved har tv-serier og film måske et forspring i at skildre den sanselige seksualitet som i nogen grad kan være ordløs.
Som et tredje svaghedspunkt nævner han humor. Det platte grin og komedier har kronede dage i biografer og på streamingtjenester, og standup-komikere er gået fra kult til mainstream på et par årtier, men i litteraturen er måske mere sparsomt med humor, eller den er anderledes. Og ikke mindst er litteraturkritikken ikke så god til at tale humor op.
"Det skyldes jo ikke, at litteraturfolk ikke har humor. Selv den franske litteraturteoretiker Jaques Derrida indrømmede, at han så sitcoms – omend han nok gjorde det på en meget kritisk måde, mente han selv" griner Mads Rosendahl Thomsen.
Ser man på listen over prismodtagere, har Rosendahl Thomsen tilsyneladende en pointe. Den flyder ikke ligefrem over af forfattere, der dyrker fremtidsskildringer, sex eller humor.
Han fremhæver dog et nyligt eksempel, nemlig britiske Kazuo Ishiguro, der modtog prisen i 2017. "Han skriver sådan set om fremtiden, men altid på en uafklaret måde. Det er det, der giver ham litterær kvalitet.”
Ishiguro er også et eksempel på en modtager med langt bredere appel end nogle af de mere nicheprægede forfattere. To af hans bøger er filmatiseret, og han optræder på Times liste over de 100 bedste engelsksprogede forfattere.
På den måde er vi sådan set inde ved kernen i Mads Rosendahl Thomsens litteratursyn. For ham handler det ikke om fin eller ufin. For ham handler det hele om kvalitet.
”Kvalitet kan vi finde på alle niveauer," siger han.
