Klokken 8.00 lørdag morgen den 26. februar 2022 udsendte det statsejede russiske propagandamedie RIA Novosti en bemærkelsesværdig artikel.
Under overskriften ”Ruslands offensiv: Den nye verden bryder frem”, hyldede skribenten, Petr Akopov, Ruslands lynsejr over Ukraine i et triumferende manifest på hele fire sider. Akopov fremhævede Putins mod og fejrede i svulstige vendinger, at Ukraine endelig var vendt hjem til moderlandet. En ny æra var begyndt.
På det tidspunkt havde krigen raset i knap tre døgn. Og mens granater regnede ned over civile ukrainere, bevægede russiske kampvogne sig med sneglefart og i kilometerlange køer mod Kyiv ad smalle indfaldsveje. Vinteren var varmere end forventet, og de ukrainske marker var lige så mudrede som de russiske invasionsplaner.
”Manifestet viser, hvordan Putin og Kreml var forblændet af en fortidig idé om, at Rusland er en stormagt med legitime krav på Ukraines territorium og folk,” siger Mette Skak, lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Hun forsker i Ruslands sikkerhedspolitik, det storpolitiske magtskifte og efterretningsaktiviteter.
”Samtidig udstiller det Putins rendyrket imperialistiske, ja folkemordsagtige plan om at russificere den ukrainske befolkning. I manifestet understreges det flere gange, at Rusland med sejren i Ukraine har genvundet sin historiske helhed ved at samle det russiske folk – storrusserne, belarusserne og ”lillerusserne”, altså ukrainerne – i ét forenet Rusland,” siger hun.
Netop fordi manifestet fremstiller ukrainerne som en del af det russiske folk, omtales krigen ikke som en krig mellem to nationer, men som en ”borgerkrig”.
Manifestet er spækket med den slags opsigtsvækkende formuleringer. Ifølge det engelsksprogede centralasiatiske medie Caravanserai er den allermest foruroligende formulering dog talen om ”løsningen på det ukrainske spørgsmål”. En retorik, der trækker på en uhyggelig arv fra Holocaust.
Ifølge Christo Grozev, lederen af det internationale graverjournalistiske forum Bellingcat, er der ingen tvivl om, at manifestet stammer fra Kremls kontorer. Det yderst malplacerede dokument dukkede nemlig op på flere statskontrollerede medier samme dag.
Heldigvis gik det ikke som Akopov storladent drømte om, og hans sejrsmanifest blev mildest talt udgivet en postgang for tidligt. Der er blevet spekuleret i, om publiceringen skete ved en fejl. Styret i Kreml var nemlig hurtig til at fjerne det fra internettet igen. Men nettet har som bekendt en god hukommelse, og manifestet kan stadig søges frem på Web Archive.
Nedenfor kan du læse teksten på dansk i sin fulde ordlyd. Dermed er Vid&Sans – så vidt vides – det første danske medie, der bringer sejrsmanifestet i sin fulde længde.
”Akopovs sejrsmanifest står i dag, et år og en helt anden virkelighed senere, som en skamstøtte over Putins hovmod og imperialistiske strategi. Det peger tilbage på os i Vesten, på vores ønsketænkning om Putin og ledelsen i Kreml. De opererer efter en menneskefjendsk og virkelighedsfjern logik. Det må og skal vi indse,” siger Mette Skak.
-
Ruslands offensiv: Den nye verden bryder frem
RIA Novosti, 26. februar 2022 08:00. Af Petr Akopov
En ny verden fødes for vore øjne. Ruslands militæroperation i Ukraine har indvarslet en ny æra – i tre dimensioner på én gang. Samt selvfølgelig i den fjerde, den internt russiske. Her begynder en ny periode både i ideologien og i selve modellen for vores socioøkonomiske system – men begge dele er det værd at behandle særskilt lidt senere.
Rusland er ved at genoprette sin enhed; tragedien i 1991, denne frygtelige katastrofe i vores historie med dens naturstridige forvridninger, er overvundet. Ja, med store omkostninger, ja, gennem de tragiske begivenheder i en egentlig borgerkrig, for nu skyder brødre, splittet ved at tilhøre de russiske og ukrainske hære, stadig på hinanden. Men Ukraine som anti-Rusland eksisterer ikke længere. Rusland er i færd med at genoprette sin historiske enhed ved at samle den russiske verden, det russiske folk i dets helhed af storrussere, belarusere og lillerussere [altså ukrainere, red.].
Hvis vi havde forsømt dette, hvis vi havde ladet den midlertidige splittelse få fodfæste gennem århundreder, ville vi ikke blot forråde vores forfædres historiske erindring, men også blive forbandet af vores efterkommere, fordi vi tillod opløsningen af det russiske land.
Vladimir Putin har påtaget sig dette – sagt uden en dråbes overdrivelse – historiske ansvar ved at beslutte, at løsningen på det ukrainske spørgsmål ikke skal overlades til kommende slægtled. Når det kommer til stykket, ville behovet for at løse det jo stadig udgøre hovedproblemet for Rusland – af to hovedårsager. Og af disse udgør spørgsmålet om national sikkerhed, det vil sige Ukraines omdannelse til anti-Rusland og en vestlig forpost, der kan sætte os under pres, kun den næstvigtigste.
Den vigtigste vil altid være problemet med et splittet folk, problemet med national ydmygelse – da det russiske hus for første gang mistede en del af sit fundament (Kiev) og derpå blev tvunget til at affinde sig med eksistensen af to stater; ikke ét, men to folk. Altså: enten frasige sig sin historie og forlige sig med den vanvittige fortælling om, at ”kun Ukraine er det ægte Rusland” eller magtesløst skære tænder og mindes dengang ”vi mistede Ukraine”.
Ukraines tilbagevenden, altså dets tilbagevenden til Rusland, ville for hvert årti blive mere og mere vanskelig – der ville være momentum for at omprogrammere, afrussificere russere og sætte ukrainske smårussere op mod russere. Og hvis Vesten skulle opnå fuld geopolitisk og militær kontrol med Ukraine, ville dets tilbagevenden til Rusland blive fuldstændig umulig – vi ville skulle kæmpe for det mod den samlede atlantiske blok.
Nu er dette problem væk - Ukraine er vendt tilbage til Rusland. Dette betyder ikke, at Ukraine bliver afviklet som stat, men reorganiseret, genetableret og ført tilbage til sin naturlige tilstand som en del af den russiske verden. Inden for hvilke grænser og i hvilken form vil alliancen med Rusland så blive konsolideret (gennem CSTO og Den Eurasiske Union eller Unionsstaten Rusland og Belarus)? [CSTO er den russiske pendant til NATO, mens Den Eurasiske Union svarer til EU, red.] Dette vil blive afgjort, når der er sat punktum for Ukraines historie som anti-Rusland. Under alle omstændigheder er perioden, hvor det russiske folk er splittet ved at lakke mod enden.
Og her begynder den anden dimension af den kommende nye æra – den, der vedrører relationerne mellem Rusland og Vesten. Eller ikke kun Rusland, men hele den russiske verden, det vil sige tre stater – Rusland, Belarus og Ukraine – der i geopolitisk forstand agerer som en enhed. Disse relationer er trådt ind i en ny fase. Vesten ser Rusland genetablere sine historiske grænser i Europa. Og det er man højlydt fortørnede over, selv om man inderst inde må indrømme, at det ikke kunne være anderledes.
Troede nogen i de gamle europæiske hovedstæder, i Paris og Berlin, for alvor, at Moskva ville opgive Kiev? At russerne for altid vil være et splittet folk? Og det netop i en tid, hvor Europa forenes, og hvor den tyske og franske elite forsøger at overtage kontrollen med den europæiske integration fra angelsakserne og opbygge et forenet Europa? Imens man glemmer at foreningen af Europa kun var mulig takket være foreningen af Tyskland, som kun var mulig takket være Ruslands gode (om end ikke særlig kløgtige) vilje. At man derefter langer ud efter russisk territorium, er ikke blot topmålet af utaknemmelighed, men en geopolitisk dumhed. Vesten som helhed og Europa i særdeleshed havde ikke styrken til at fastholde Ukraine i sin indflydelsessfære og endnu mindre til at erobre Ukraine. Hvis ikke man forstår dette, må man være en geopolitisk tåbe.
Mere præcist var der kun én mulighed: at satse på Ruslands, det vil sige Den Russiske Føderations, yderligere sammenbrud. At det ikke virkede, burde have stået klart for tyve år siden. Og allerede for femten år siden, efter Putins tale i München, kunne selv de døve høre: Rusland vender tilbage.
Nu forsøger Vesten at straffe Rusland, fordi det vender tilbage, fordi det ikke retfærdiggør planerne om at tjene på dets bekostning, fordi det ikke tillader udvidelsen af det vestlige rum mod øst. I deres forsøg på at straffe os antager Vesten, at vores forhold til dem har vital betydning for os. Men det er længe siden, det har forholdt sig sådan – verden har ændret sig, og det forstår ikke kun europæerne, men også angelsakserne, der styrer Vesten. Et vestligt pres på Rusland vil ikke føre til noget. Der vil være tab på begge sider, når konfrontationen skærpes, men Rusland er klar til dem moralsk og geopolitisk. For Vesten selv indebærer den tilspidsede konfrontation enorme omkostninger – og de vigtigste er ikke af økonomisk art.
Europa ønskede autonomi i den vestlige verden – for det tyske projekt for europæisk integration giver ikke strategisk mening, samtidig med at den angelsaksiske kontrol over Den Gamle Verden opretholdes ideologisk, militært og geopolitisk. Men dette projekt vil ikke lykkes, for angelsakserne har brug for at kontrollere Europa. Men autonomi er også nødvendigt for Europa af en anden grund – for det tilfældes skyld, at staterne isolerer sig (som følge af voksende interne konflikter og modsætninger) eller orienterer sig mod Stillehavsregionen, hvor det geopolitiske tyngdepunkt er ved at flytte sig hen.
Men den konfrontation med Rusland, som angelsakserne trækker Europa ind i, fratager europæerne deres egen chance for selvstændighed – for slet ikke at nævne, at de forsøger at tvinge Europa til et tilsvarende brud med Kina. Når nu atlanticisterne har så store forhåbninger om, at den "russiske trussel" vil forene vestblokken, må man selv i Berlin og Paris forstå, at uden håbet om autonomi vil det europæiske projekt simpelthen kollapse på mellemlangt sigt. Derfor er selvstændigt tænkende europæere aldeles uinteresserede i at bygge et nyt jerntæppe langs deres østlige grænse – de indser, at det vil være en indhegning af Europa. Uanset hvad er dets århundrede (eller rettere, halve årtusinde) med globalt lederskab forbi – men der er stadig flere muligheder åbne for fremtiden.
Fordi opbygningen af en ny verdensorden – det er den tredje dimension af de aktuelle begivenheder – accelererer, ses dens konturer mere og mere tydeligt under det vigende dække af angelsaksisk globalisering. Den multipolære verden er endelig blevet en realitet – operationen i Ukraine er ikke i stand til at samle andre end Vesten mod Rusland. Resten af verden ser og forstår ganske udmærket, at dette er en konflikt mellem Rusland og Vesten; et svar på atlantisternes geopolitiske ekspansion og Ruslands tilbagevenden til sit historiske rum og sin plads i verden.
Kina og Indien, Latinamerika og Afrika, den islamiske verden og Sydøstasien – ingen tror længere på, at Vesten står i spidsen for verdensordenen, endsige sætter spillereglerne. Rusland har ikke kun udfordret Vesten, men vist, at æraen med vestlig global dominans må anses for fuldstændigt og endegyldigt forbi. Den nye verden vil blive bygget af alle civilisationer og magtcentre, naturligvis sammen med Vesten (forenet eller ej) - men ikke på Vestens præmisser eller efter Vestens regler.
-
Oversættelse: Vid&Sans i samarbejde med Sanwes Sproginstitut og Mette Skak.
Du kan læse den originale russiske version af teksten på dette link: Наступление России и нового мира
