Kunst & kultur
Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell
Læsetid: Ca. 6 min.

Umusikalsk litteraturundervisning ødelægger læselysten

Der er meget lidt musikalitet, når børn og unge har skønlitteratur på skoleskemaet. Det kan have konsekvenser for lysten til at læse bøger og litteratur.

Kunst & kultur
Illustration: Ruth-Anne Degn Dausell

Hvad tror I så, Hans Scherfig vil sige med romanen? Hvilken type rim er der i teksten? Hvordan vil du karakterisere novellens hovedperson?

De fleste kan genkende den slags spørgsmål fra danskundervisningen i folkeskolen eller gymnasiet. I en helt almindelig dansktime stiller læreren typisk mere end 50 spørgsmål – mere end ét i minuttet.

Og det er dræbende for læselysten blandt børn og unge, mener Louise Rosendal Bang, ph.d.-stipendiat på DPU ved Aarhus Universitet. Hun er ved at lægge sidste hånd på sin afhandling om litteraturundervisningen i det danske skolesystem.

Hun har analyseret en række klassesamtaler om litteratur i folkeskoler og på gymnasier, og samtalerne er næsten udelukkende lærerstyrede, med fokus på analyse og faglige værktøjer. Det betyder, at børnene mister noget vigtigt.

”Jo flere spørgsmål der bliver stillet, jo færre svar kommer der fra eleverne. Det betyder i sidste ende, at den litterære samtale bliver en lukket fest,” siger Louise Rosedal Bang.

Den tilgang til litteraturen betyder, at der er meget lidt plads til elevernes oplevelse af teksten.

”Det er en kold tekstlæsning, der er meget systematisk. Den bærer præg af, at man skal ride igennem teksten med fagtermer og analytiske redskaber. Det gør, at man taber alle de andre måder, man kan læse en tekst på – f.eks. den æstetiske. Børn og unge går glip af tekstens musik og meget af det, vi hver især kan få ud af en tekst. Vi kan helt misforstå litteraturen som kunstart, når vi læser litterære tekster med alle de her instrumenter i hånden,” siger Louise Rosendal Bang.

Barbie og Svanesøen

Den typiske klassesamtale i dansktimerne er bygget op efter en samtaleskabelon med tre trin: Læreren spørger, eleven svarer, læreren evaluerer elevens svar – og går derpå videre med et nyt spørgsmål. Selvom læreren stiller åbne spørgsmål, er der ofte et underliggende facit, fordi læreren typisk spørger med en bestemt faglig pointe for øje.

Vi kan helt misforstå litteraturen som kunstart, når vi læser litterære tekster med alle de her instrumenter i hånden.

Louise Rosendal Bang, Aarhus Universitet

”Lærerne bruger formuleringer som ’hvis jeg skal give dig et hint…’ og ’ja, du er på sporet…’. De giver ledetråde – som om det er en quiz, hvor eleverne skal svare rigtigt.”

I en af de klassesamtaler, som Louise Rosendal Bang observerede, talte klassen om en dansk novelle, hvor der optræder nogle gæs på en mark.

”En af eleverne sammenlignede det med en scene fra animationsfilmen Barbie og Svanesøen. Det grinede klassen og læreren lidt overbærende af, og så døde pointen dér.”

Og det er vel okay, for hvad har en Barbie-film med litterære naturbeskrivelser at gøre? En hel del, ifølge Louise Rosendal Bang.

”De to scener har faktisk masser af faglige fællestræk, hvis man dykker ned i dem. Og uanset hvad kunne man godt have taget fat i elevens sansning og talt videre om den uden at bedømme den på forhånd. Hvad var der sket, hvis eleven havde fået tid til at beskrive scenen – hvordan lød den, hvilke billeder var der i den?”

Der sker nemlig noget vigtigt, når læreren giver plads til elevernes og sine egne umiddelbare sansninger, stemninger og oplevelse af teksten.

”Jeg ser elever, som virkelig gerne vil læse mere sanseligt, men som ikke får plads til det i samtalen. De får måske lov at tale nogle sanselige detaljer frem, men de får ikke respons på det, og så dør de diskussioner, fordi læreren er på sporet af noget andet. Men med det mister vi noget vigtigt: Vi taber elevernes samtalemedbestemmelse og oplevelse af litteraturen som indgang til noget sanseligt og kunstnerisk,” siger hun.

De tusind spørgsmåls motorvej

Spørgsmål-svar-strukturen i undervisningen er ikke ny. Den kan føres helt tilbage til 1903, hvor en fremsynet gymnasierektor fra Ordrup importerede den spritnye idé om klassesamtaler fra Sverige. I de næste årtier sagde danske skoler støt og roligt farvel til den klassiske overhøring, hvor læreren udpegede og hørte eleverne. Ind kom i stedet den frivillige og demokratiske håndsoprækning, hvor eleverne selv skulle markere og melde sig på banen.

”Vi tænker nok stadig i dag, at det er en demokratisk og inkluderende måde at undervise på. Men det med, at læreren hele tiden stiller spørgsmål, har udviklet sig til en overstruktureret og mærkelig form for samtale,” siger Louise Rosendal Bang.

Hun understreger, at hendes ærinde ikke er at slå den enkelte lærer og underviser oven i hovedet. Tværtimod. Generelt er de fagligt dygtige og samvittighedsfulde, og de står jo på skuldrene af en hundrede år gammel undervisningstradition.

Litteraturen er demokratisk, men litteraturundervisningen er det ikke.

Louise Rosendal Bang, Aarhus Universitet

Hendes pointe er, at der nogle gange er andre veje at gå i danskundervisningen end de tusind spørgsmåls motorvej.

”Vi skal også have samtaler, hvor det er vores sansninger, observationer og registreringer, som er omdrejningspunktet for samtalen i stedet for spørgsmål og svar,” siger Louise Rosendal Bang.

Den slags samtaler betyder ikke, at læreren skal pakke fagligheden væk. Men de kan servere de faglige pointer mere direkte frem for at pakke dem ind i pseudospørgsmål:

”I stedet for at snige fagligheden ind ad bagvejen med ledende spørgsmål kan det være mere reelt, at læreren siger direkte, hvad det er, hun gerne vil have eleverne til at se efter i teksten,” siger Louise Rosendal Bang.

Vi skal læse som om vi lytter til musik

For Louise Rosendal Bang er det også et spørgsmål om, at litteraturen skal være for alle.

”Litteraturen er demokratisk, men litteraturundervisningen er det ikke. Jeg mener, at alle skal kunne tage en bog og læse den uden det filter, der fortæller os, hvordan den skal læses. Det betyder ikke, at vi ikke skal bruge alt det, vi har lært i skolen. Men vi skal kunne læse med selvtillid, fordi vi har oplevet, at det, vi sagde om litteratur i skolen, var okay,” siger Louise Rosendal Bang.

For mange er mødet med dansktimernes romaner og noveller ikke befordrende for at læse skønlitteratur senere i livet. Her kunne vi måske lære af musikken, mener Louise Rosendal Bang. ”Flere ville turde læse, hvis vi havde samme frie, upåvirkede tilgang til litteratur, som de fleste har til musik: Vi tænder, lytter og sanser. Den konflikt og præstationsangst, som mange oplever i forhold til litteratur, oplever de færreste med musik. Vores møde med musikken er ikke gået gennem musiklærere, som bedømte, om vi svarede rigtigt eller forkert. Så måske er det dér, vi skal hen: At vi bruger litteratur som musik – som en fri indgang til en sanselig og kunstnerisk verden.”

BIOGRAFIER

Signe Tonsberg
Vid&Sans
Journalist og skribent på Vid&Sans. Skriver især om børn, unge, skole, pædagogik og uddannelse.
Louise Rosendal Bang
Ph.d-stipendiat, Aarhus Universitet
Ph.d.-stipendiat ved DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Forsker i tekstæstetiske samtaler og litteraturundervisning.

ANBEFALET TIL DIG

Når Danmark siger undskyld

Morten Østergaard, Paven og DR har gjort det. Din kæreste gjorde det i går – og TV2 gør det lige nu: Siger undskyld. En undskyldning kan være høflig eller provokerende, personlig eller officiel. Men den er langtfra uskyldig.

Menu