Nu er det jul igen. Og dermed er det også tid til at gentage den årlige stammedans rundt om vores juletræstotem, der som altid kulminerer med det nøje indstuderede taknemmelighedsritual, hvor mere eller mindre tilfældigt indkøbte gaver overdrages med meget lidt indpakkede krav om behørigt tak.
Selvom det er skønt at få gaver, kender vi dog godt alle sammen den situation, hvor vi har lidt mere svært ved at takke for dem end ellers.
Det kan være, når vi får julegaven, som giveren fandt på udsalg i sommer og som derfor ikke kan byttes.
Det kan være, når vi pakker den hjemmelavede julegave op, som vi selv sagt heller ikke kan returnere noget sted, lige meget hvor dårlig den glade giver end måtte være til strikning eller papmache.
Eller det kan være den helt slemme, hvor gaven indeholder en uvelkommen genstand, giveren selv fik til jul i fjor, og som nu gives videre mest af alt for at blive den kvit.
Hvis familien da ikke ender i den totale opgiven på gaveidéfronten og skyder en kontant afregning ind under juletræet i en pænt dekoreret pengekuvert med en rød sløjfe til fri strangulering i en global kinesisk ejet onlinebutik.
Jo, julen er gavernes fest, og på kryds og tværs deler vi goder ud til hinanden. ”Varer kan man få i tusindvis”, står der i Peter Fabers ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Allerede i september i år advarede Nationalbanken mod hasarderede gavekøb op mod jul og speedede renten op til juletræets top for at bremse den stigende vareefterspørgsel.
Men er vi overhovedet taknemmelige for alle de ting, vi stresser sådan over at købe til hinanden? Og hvorfor er det egentlig så vigtigt at udvise taknemmelighed – selv for de gaver, vi langt fra havde ønsket os?
I det nedenstående giver jeg en guide til både at forstå, hvad taknemmelighed overhovedet er – og til hvordan du får en juleaften, der rent faktisk er værd at være taknemmelig for.
Taknemmelighed – en taktisk tanke
Tak er et ord, vi siger. Taknemmelighed er en følelse. De bør hænge sammen – men hvordan? Det kan vi komme nærmere, hvis vi ser på, hvad der egentlig ligger i ordet ’tak-nemmelighed’:
Det danske ord 'tak’ kommer af det norrøne þökk og det oldengelske þanc, som betyder 'tanke’ eller ’behag‘. Det engelske ’Thank you’ er ligeledes i familie med ’thinking’ – den kognitive proces at tænke.
Ordet ’nemme’ betyder ’at lære’ – du kender det måske fra sætningen: ”hvad man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer”.
Groft sagt: taknemmelighed er den behagelige følelse, der opstår, når man anvender lærdommen om at sige tak for mad og gaver. Lidt polemisk kan man sige, at taknemmelighedsfølelsen opstår af et logisk, taktisk kalkuleret opdragelsesmønster, der går ud på at lære børn at sige tak for det hele, så de som voksne ikke forbryder sig mod almindelig høflighed. At udvise taknemmelighed er at have lært at forbinde ordet tak med en behagelig tanke.
Skal vi være taknemmelige for taknemmeligheden?
Selve adfærden at give hinanden noget, at gøre noget for hinanden, er dog ikke noget, der kun hører væsner med sprog til. Gavegivning er noget, alle dyr gør pr. automatik på de måder, der nu er særegne for deres art.
Dyr sikrer relationen til de andre dyr ved at give og modtage for at undgå at blive smidt ud af gruppen. Feks. piller en chimpanse pels på alfahannen i chimpansegruppen for at bekræfte sin lavere status og for at få beskyttelse fra muskelbundtet. Nogle dyr gentager hinandens handlinger med nøjagtighed: du klør mig i nakken og jeg klør dig i nakken, samme sted og i lige så lang tid i en form for symmetrisk gensidighed, som bekræfter gruppetilhørsforholdet.
Allerede i Antikken var taknemmelighed blandt mennesker dog en omdiskuteret følelse. Den græske filosof Aristoteles brød sig ikke særlig meget om gaveudveksling, gunstbevisninger og den taknemmelighed, der skulle følge med. For ham at se, var taknemmelighed nemlig i virkeligheden en smart måde at få modtageren til at føle sig mindreværdig og afhængig af giverens overflod på. Taknemmelighedsritualer underkuer modtager og ophøjer giver.
Og hånden på hjertet: den dynamik kan vi godt se i flere af de ellers opbyggelige juleeventyr, vi læser for vores børn i juletiden. Tænk f.eks. på ”Peters Jul”, hvor den fattige Rasmus inviteres ind for at se de velhavende ungers julegaver og selv må glædes over at arve en slidt trøje, mens han trakteres med kage og stegte æbler. Skal den passage mon lære velhavende børn at tilgodese de fattige som ligeværdige dele af flokken? Eller lære de fattige at føle sig taknemmelige for den plads ved bordet, de trods alt har fået?
Dyr giver og modtager, fordi deres instinkter påbyder dem at skulle. De føler (så vidt vi da ved) ikke taknemmelighed.
Men det gør vi mennesker – vi ved, vi skal udvise taknemmelighed for de gaver, vi gives. Og hvis vi ikke kan præstere følelsen, føler de fleste af os i stedet skyld og skam.
Derfor har vi også lært at holde pertentligt styr på julegavernes regnskab – og det er der faktisk en forskningsbaseret god grund til.
Det er vigtigt for forhold at performe taknemmelighed
For julen handler jo i den ideelle verden ikke blot om gavegivning men om gaveudveksling. En praksis, hvor alle parter spiller rollerne som både givere og modtagere.
Det kalder den franske sociolog Marcel Mauss for reciprocitet - det betyder gensidighed. Faktisk giver vi aldrig noget til nogen, bare fordi vi har lyst, siger Mauss. Vi gør det fordi, vi er moralsk forpligtede til at give, modtage og gen-give goder til alle, vi anser som etiske subjekter ligesom os selv.
Jeg giver dig en julegave (som du muligvis ikke ønsker dig), og du siger tak (selvom du muligvis ikke mener det). På den måde skifter personerne plads mellem at give og modtage i samme sociale taknemmelighedsritual – jeg giver en gave, du giver et tak. På den måde opretholder vi et ligeværdighedsforhold, hvor vi bekræfter hinandens etiske værd. Alt er godt – i hvert fald i forhold til regler for god opførsel. For vi kan ikke lide eller acceptere utaknemmelighed eller at nogen glemmer at sige tak. Så er det som om gruppen går i stykker, tilhørsforholdet beklikkes. Derfor må taknemmelighed performes, også når den ikke føles – ellers er selve relationen på spil.
Det ved dyrene, og de er smarte. De gør det bare. No hard feelings. Vi mennesker har mere bøvl med bedstemors hjemmestrikkede sweater, som er for stor, kradser, er grim. Den stod ikke på vores ønskeseddel. Vi siger ikke kun tak, men tusind tak (for det gør man til jul) – men vi mener måske ikke et ord af det.
Med taknemmelighedsritualet er vi inde i en stærkt reguleret prosocial reciprok adfærdshandling, frækt understøttet af spejlneuronerne i hjernen, der tilsiger os at kopiere hinanden. Både når vi ikke mener det og når den varme dopaminagtige følelse rent faktisk flyder rundt i kroppen og højstemt besynger, at giveren ramte plet med gaveindkøbet og får os til ikke blot at performe men også føle taknemmelighed.
Taknemmelighedens afledte effekter
Et andet sted i taknemmelighedslandskabet finder vi trivselspsykologerne. De har i en snes år har beskrevet, hvordan man ved at træne sin taknemmelighed for de små ting, styrker en lang række andre positive følelser som kreativitet, leg, håb, optimisme, kærlighed.
At føle taknemmelighed har altså afledte effekter for modtageren af også såkaldt dårlige gaver – det betaler sig at føle taknemmelighed, også for den grimme sweater. Derfor skal vi måske ikke være helt så bange for at finde netop den helt rigtige gave til alle vores relationer – i en vis forstand er det virkelig tanken, der tæller.
Denne indsigt har inspireret konsulentverdenen til at sende en tsunami af selvhjælpsbøger ud, der har fundet motorvejen til julegavebordet i smagfuldt indpakningspapir. Men kan vi være sikre på, at taknemmelighed føles ens for alle mennesker? Hvad nu, hvis taknemmelighed for ét menneske er lig med mindreværd hos et andet, måske jalousi eller skadefryd?
Faktisk viser forskning, at en del mennesker nærmest aldrig føler taknemmelighed – og slet ikke til jul, kunne vi tilføje. I stedet regulerer mange mennesker gaverne ved en balanceret købmandsregning: Jeg har givet dig for 100 kroner i julegave, så skal jeg også modtage for 100 kroner af dig. Så lige præcis til juleaften kan der være idé i at kombinere tanken, der tæller, med et fast budget.
En gave, der faktisk giver
Lad os vende tilbage til den hjemmestrikkede sweater. Vi tager hele ritualet en gang til. Denne gang set fra giverens side.
Et helt års arbejde med knitrende pinde og farvestrålende garn. Den gamle dame pakker de bløde gaver ind i nydeligt papir med et sirligt håndskrevet kort: Til… Fra…. Strikket i kærlighed. Gode materialer. Hjemmelavet. Tidens trend. Bærbar, cirkulær, sustainable, klimavenlig, sparsommelighed, strikke-zen etc.
Hvad nu hvis bedstemor havde afleveret gaverne i løbet af året i stedet for til jul - som en uventet gunstbevisning til familiemedlemmerne. Det, som forskerne kalder for en ”undeserved merit and unexpected kindness”. Hvad var der så sket?
Det har trivselspsykologerne igen et svar på. En af dem er den 96-årige benediktinermunk og ph.d. David Steindl-Rast. Han mener, at en uventet venlighed, en altruistisk handling, givet af et godt hjerte uden at vente noget til gengæld, i stedet for som en sur tjans til en på forhånd dedikeret anledning, ikke bare styrker relationen til et andet menneske (prosocial adfærd, reciprocitet etc.). Den skaber også inderlige, ikke-materialistiske lykkefølelser, baseret på lykke- og kærlighedshormonet Oxytocin, som frigives i hjernen, når vi føler taknemmelighed.
Steindl-Rast kalder det for fejringer af nuet og gaven – en højstemt ”celebration of the present” – som forbinder giveren og modtageren i et særligt yndefuldt, smukt og nådigt øjeblik, der er langt væk fra begreber som markedsmekanismer og moralske forpligtelser.
Vi taler måske ligefrem om det, der er vigtigst her i livet: Evnen til at være noget for hinanden. Evnen til kærlighed. Evnen til at være taknemmelig for det nære. For selve eksistensen og at være til i en større sammenhæng med naturens kredsløb.
Fire råd til en juleaften, du kan være taknemmelig for
I en bog af taknemmelighedsforskeren, psykologiprofessor Robert A. Emmons, står der et sted: ”Taknemmelighed er først og fremmest en særlig måde at se på, som ændrer dit blik.”
Og det er måske værd at huske, når du på lørdag sidder der ved træet og skal pakke gaver op. For mens julens ekstremt materialistiske ”pris, pris, pris, pris, pris, pris, tænk dem bare under indkøbspris” og velinstuderede taknemmelighedslovsange kun bidrager til overmæthedens sansesløvhed, er der jo stadig den mulighed at følge Nationalbankens advarsler og skære ned på juleorgiet.
Med taknemmelighedsvidenskaben som rygdækning, kan du nemlig sagtens tillade dig at foreslå, at I i familien skærer lidt ned på antal og storhed af gaverne i år. Ikke bare for klimaet og inflationens skyld. Som vi har set, er der nemlig langt større livsglæde og lykke for mennesker, hvis gaveniveauet holdes nede på et overskueligt og gensidigt niveau.
Så her på falderebet kommer fire gode råd til at gøre taknemmeligheden til en god og ikke blot pligtmæssig del af årets juleaften:
- Tag ved lære af Aristoteles’ kritiske syn på taknemmelighed og læg et ærligt, fælles ambitionsniveau, som ligger så tilpas lavt, at også den fattigste eller travleste iblandt jer, har råd til at være ligeværdigt med. Så ingen giver mere end de modtager og kommer til at underkue i stedet for at glæde.
- Lyt til Steindl-Rast og brug i stedet de overskydende midler (eller gaver, I allerede nåede at købe, inden ambitionsniveauet blev lagt) til at glæde og fejre hinanden i løbet af året. Uden anledning eller bagtanke.
- Lær af Mauss og perform taknemmeligheden for de ting, du så rent faktisk får juleaften – også hvis selve følelsen ikke rigtig melder sig. Din relation til det andet menneske er mere værd end gavens indhold.
- Og tag taknemmelighedspsykologernes råd og se, om du kan øve dig i at føle taknemmelighed over de små ting, du måtte opleve aftenen igennem, også selvom dine julegaver ikke er en af dem. Så du kan gå ind i det nye år med mere optimisme, håb og kreativitet.
