”Der er det videnskabelige og det ideologiske sprog for, hvad der sker med vejret, men der er næsten ingen intime ord.” Sådan skrev den engelske forfatter Zadie Smith i et essay i The New York Review of Books i 2014.
Når vi taler om klimaforandringerne, taler vi enten i videnskabens sprog – om gennemsnitstemperaturer, afsmeltningen af polerne og CO2-udledning. Eller i et ideologisk og stærkt værdiladet sprog om katastrofer, klimafornægtelse og forræderi imod fremtidige generationer.
Men er fakta-baseret viden og moralsk indignation nu også vejen frem, hvis vi vil gøre noget ved klimaet, spørger Smith, og efterlyser et tredje sprog – et, der begynder i det helt virkelighedsnære.
Årstiderne, der blev væk
Smith kalder sit essay ”Elegi over et lands årstider”. Det er dér, det nære og intime begynder: Ved årstiderne og måden, de er gået i skred på.
Perioderne med frost i januar og februar udebliver oftere og oftere. Efterårsstormene hersker vinteren ud. Det omskiftelige sommervejr er erstattet af lange perioder med varmt eller vådt vejr, alt efter hvor jetstrømmen har placeret sig. På alle årstider er vejret blevet mere ekstremt.
Alle de intime erindringer, som er knyttet til vejret og til årstidernes pålidelige skandering af vores liv, er blevet sært hjemløse.
Suset fra kælkebakken, som man ikke længere kan regne med at få hvert år, de flaksende flokke af sommerfugle, der bliver sjældnere og sjældnere, ugevis af tungt skydække, der kan lægge sig over villavejene næsten når som helst på året, stilheden blandt valmuerne efter den sidste humlebis exit.
De følelser og den sansning, der forbinder sig med varmen og kulden, med solen og skyerne, med vejret som den daglige atmosfære for vores færden. Det er alt sammen ude af sync.
Time is out of joint, som Hamlet siger.
Intime ord om de små tab
Har vi et sprog for det?
Mine minder om frostsmertende cykelfingre i november og flimmeret af gule regnfrakker i Sankt Hans-aftens evige støvregn lyder som malplaceret poesi i lyset af klimaforandringernes uoverskuelige konsekvenser; hungernød, skovbrande, vandmangel, folkevandringer og udslettelse af arter og nationer.
”Det er ikke meningen, du skal nævne de mindre tab, de virker ikke værd at nævne,” skriver Smith.
Men måske kan de intime ord om de små tab noget, som de store ord om den forestående katastrofe ikke kan?
Videnskabens og ideologiernes sprog er abstrakte. Hvad enten det er prognoser eller profetier, fra FN’s Klimapanel eller Greta Thunberg, er de svære at kapere. Ikke mindst fordi tidshorisonten er så relativt lang. Og måske risikerer alarmklokkernes bimlen til og med at forstærke en dybtliggende religiøs længsel efter apokalypsen, foreslår Smith.
De intime ord derimod taler om de forandringer, vi kan føle og sanse. De sidder i kroppen og i minderne. Og de forholder sig til vejret, ikke klimaet. Klimaet er et system, som går hen over hovedet på mig. Vejret er noget, jeg er midt i. Vejret er min verden.
Et indviklet klima
Det er op til forfattere som Zadie Smith at levere de intime ord. Og det er op til humanvidenskaben at undersøge dem, sætte dem på begreb og til debat.
Det sidste sker kun så småt. Ét er, at humanistisk forskning har svært ved at komme til orde i en klimadebat, som af forståelige årsager handler om problemløsning, og som primært foregår i krydsfeltet mellem naturvidenskab, økonomi og politik. Noget andet er, at den humanistiske forskning, der faktisk bedrives, sjældent er vendt imod de nære erfaringer, som Smith retter opmærksomheden imod i sit essay.
I stedet er den blandt andet rettet imod netop klimadebattens retorik; for eksempel hvordan katastrofen fremstilles, og hvad det er for nogle myter, fortællinger og metaforer der gemmer sig bag det, Smith kalder det videnskabelige og det ideologiske sprog.
Mest af alt har den humanistiske forskning været optaget at ændre måden, vi tænker over menneskets forhold til sine omgivelser på. Den kritiserer forestillingen om, at mennesket er universets centrum, og langer ud efter forenklende og uhensigtsmæssige modsætninger mellem natur og kultur.
Klimaet kan ikke reduceres til isolerede kendsgerninger. Det er i stedet med videnskabsfilosoffen Bruno Latours ord et anliggende: Klimaet er indviklet, viklet ind i alt muligt menneskeligt og ikke-menneskeligt.
En orkan vælter ikke færre huse af den grund. Men vores forståelse af orkanen handler ikke kun om vindhastighed, avancerede vejrmeldingssystemer og langsigtede klimakurver. Den omfatter også menneskelige reaktionstider, manglende politisk handlekraft, fortællinger om heltemodige enkeltskæbner, ruinerede familier, ødelagt planteliv, levende billeder af druknet, opspilet kvæg, syndflodsmyter, overnatninger i gymnastiksale, held i uheld og drømmen om et risikofrit liv.
De intime ord indgår i denne sværm af omstændigheder, men de bliver ofte overhørt og overkørt af mere slagkraftige budskaber.
Før vejret gik af lave
Hvordan lyder de så, de intime ord? Her er to eksempler, fra dengang årstiderne var garanter for genkendelse og gentagelse:
I 1906 skrev Johannes V. Jensen nogle små notitser under overskriften ”Vejret” i avisen Pressen. Den 10. juli kunne man læse denne:
”Den sydlandske Hede fra i Gaar fortsættes med et Tillæg af nogle Grader i Dag. København ser ud som om Indbyggerne gjorde et Forsøg på at grave sig ned i Gaderne for Køligheds Skyld. I et Vejr som dette er det, at Rønnebærrene begynder at gløde. Tag hvidt Tøj paa i Dag, hvem der kan.”
Varmen er skildret kropsligt i billedet af københavnerne, der graver sig ned i gaderne, og i rådet om, hvordan man bør klæde sig. Det er én ting. En anden er, at der er en fælles overenskomst om, at sådan er der nogle dage, der er, hver sommer. Især bemærkningen om, at det er i den slags vejr, at rønnebærrene begynder at gløde, indeholder en erfaringsbaseret kollektiv viden om naturfænomener, som gentager sig. Det er humoristisk almanakvisdom.
Jensens litterære vejrmeldinger udgør deres egen genre. En anden og større genre, som i den grad gør det i vejr og årstider, er haikudigtet. Her er et af mesteren over dem alle, Basho, citeret fra Hans-Jørgen Nielsens lancering af genren på dansk i 1963:
”Majregn/ forstøver// Og broens/ grånen// Frem af/ disen.”
Et haikudigt markerer sin nærhed til naturen ved i sit anslag at nævne eller antyde en årstid. Her er årstiden angivet ved dens vejr; en fin forårsregn, som opløser sig, så en bro dukker frem af tågen, næsten som en åbenbaring. Igen er det en skildring af en nært sanset erfaring. Vejrfænomenet gør indtryk. Det sætter sig i beskueren. Og også her hersker der en usvækket bevidsthed om, at denne situation er unik, men gentagelig, noget nær arketypisk. Den naturscene kan man være heldig at se hver maj.
Det er denne selvfølgelige viden om naturen som naturlig og cyklisk, som i dag er rystet. Ikke alene er vejret unaturligt, fordi det er påvirket af menneskelig aktivitet, det er uforudsigeligt på et helt andet niveau end hidtil.
Hvordan vil de intime ord se ud i dag, hvor årstiderne er forrykkede og forkerte? Hvor vejret gør anderledes opmærksom på sig selv, fordi det er ekstremt, anderledes og unaturligt?
Jeg har aldrig set noget lignende
En ting er, hvad vi kan gøre ved vejret, noget andet, hvad det betyder for os i vores hverdag. Vejrets betydningsdannelse kan vi kalde det. Det er en side af den humanistiske klimaforskning, som der endnu ikke er mange, der har set på. Måske fordi den ikke synes ”værd at nævne”, som Zadie Smith formulerer det.
Hendes essay er bagudrettet. Hun kalder det en elegi, en klagesang. Hendes pointe er, at ved at se tilbage på det tabte vækker vi følelser, som retter sig imod fremtiden. Først når man forstår vejrets betydning for ens egen verden, gør man måske noget ved det.
Ifølge Zadie Smith kommer vi ikke langt ved fortvivlet at udbryde: ”Åh, hvad har vi gjort!” Til gengæld skete der noget for hende selv, den dag hun gik med en ældre kvinde i haven. Da hun så den gule afsvedne jord og sine visne roser, udbrød kvinden: ”I alle mine år har jeg aldrig set noget lignende!”.
Det var dét udbrud og ikke det himmelråbende ”hvad har vi gjort?”, som fik hende til at tænke: ”Hvad kan vi gøre?”
