Vid&Sans stikker ikke hovedet i busken. Til gengæld stak vi det i forrige uge langt ind i en hvepserede. Eller måske rettere: et bistade. Det gjorde vi med artiklen om, at seks milliarder hyggelige honningbier i den danske natur er skidt for biodiversiteten. Læs historien her.
Vi vidste godt, at det var en kontroversiel artikel, allerede før vi publicerede den. Derfor diskuterede vi den grundigt – og overvejede nøje argumenterne for og imod den form, artiklen fik. Baggrunden for vores valg vil jeg gerne dele med jer. For netop de valg siger en hel del om, hvilke ambitioner Vid&Sans har – og hvilket medie Vid&Sans ønsker at være.
Og bare rolig, dit foretrukne forskningsbaserede nyhedsmedie kommer ikke til at få sønderlemmende kritik af Pressenævnet. Det vil jeg godt vædde et års forsyning af den fineste lynghonning på.
Kort efter at artiklen blev tilgængelig på Vid&Sans’ hjemmeside, skrev Danmarks Biavlerforening i en mail til redaktionen, at professor Carsten Rahbek – historiens hovedkilde – kun præsenterede den ene side af sagen. Og at artiklens form var i strid med Pressenævnets vejledning om god presseskik. Plus en masse andet. Alt sammen venligt.
Det er hugget på journalistikkens stentavler, at man skal lade alle parter komme til orde. Alt andet er uredeligt. Det giver også dynamik og drama, når to eller flere forskellige synspunkter støder hårdt sammen.
Denne journalistiske standardmodel ville også have været den nemme løsning her. Vi kunne have skrevet artiklen om, at nogle mener, de mange bier er noget skidt for naturen - mens andre synes, de er alletiders. Ingen ville have undret sig, for vi er alle så vant til, at meninger brydes i spalterne. Og hvis en eller anden mener A, så skal der helst være en anden, der mener B. Sådan siger det journalistiske dogme i hvert fald.
Hvis en eller anden mener A, så skal der helst være en anden, der mener B. Sådan siger det journalistiske dogme i hvert fald.
Men Vid&Sans skal altid være på faglighedens side. Vi ledte efter velanskrevne forskere inden for biodiversitet, der ville argumentere for det synspunkt, at seks milliarder honningbier i Danmark ikke skader naturen. Dem kunne vi bare ikke stampe op af jorden.
Vel er der forskelle mellem forskerne i deres vurdering af skadevirkningerne, fordi de lægger vægt på forskellige studier i ind- og udland. Og der er blandt dem også bred enighed om, at honningbier langtfra udgør den største trussel mod den danske natur.
Men allervigtigst: De førende forskere er enige om, at honningbier i den danske natur skader biodiversiteten i en eller anden grad.
Professor Carsten Rahbek blev ikke valgt som hovedkilde til artiklen, fordi han har de mest markante synspunkter på bier i den danske natur. Heller ikke det modsatte. Carsten Rahbek var den rette kilde, fordi han har en meget høj faglighed på netop dette relevante område.
For os på Vid&Sans står artiklen og de efterfølgende reaktioner som en vigtig påmindelse om, at man ikke altid gør læseren klogere ved at lukke forskellige synspunkter ind og sætte dem hårdt op over for hinanden som ligeværdige.
I dette tilfælde kunne vi ikke finde et ligeværdigt forskningsbaseret modsynspunkt til det, professor Carsten Rahbek fremlægger. Der er simpelthen ikke to parter.
I dette tilfælde kunne vi ikke finde et ligeværdigt forskningsbaseret modsynspunkt til det, professor Carsten Rahbek fremlægger. Der er simpelthen ikke to parter.
Der er forskningsbaseret viden med nuancer og kompleksitet og usikkerheder. Den skal Vid&Sans levere. Og så er der en interesseorganisation af biavlere, der er ærgerlige over, at deres bier ikke er en gave til naturen og dens artsrigdom, men nok nærmere er en trussel.
Sommetider er ny viden bare ubekvem for både afsender og modtager. Men frygten for at støde læsere vil ikke afholde Vid&Sans fra at offentliggøre en forskningsbaseret nyhedsartikel. I nogle situationer kan graden af ubehag ved en bestemt oplysning måske endda være ligefrem proportional med vigtigheden af at formidle den viden til et bredt udsnit af danskerne.
Jeg er ikke biavler – selv om jeg godt nok har overvejet at blive det og faktisk tog et kursus sidste år. Mit levebrød er ikke truet af indsigt fra forskere i biologi. Men også jeg er lidt ærgerlig, for jeg elsker lynghonning på morgenbrødet. Og jeg synes, det er så fint og hyggeligt at støde på en flok bistader i skovkanten på min gåtur på heden. Også jeg skal til at se anderledes på bier, på bistader og måske i det hele taget på den natur, jeg møder på mine gåture i det fri.
Vi er nemlig midt i en natur-revolution i Danmark. Noget helt nyt er på vej. Med de natur-nationalparker, politikerne har besluttet at rulle ud over hele Danmark, er mennesket ved at trække sig ud af naturen og overlade den til sig selv på store områder. Det er en bevægelse, der ikke er set før i danmarkshistorien.
Menneskets indflydelse skal ud af disse natur-nationalparker, og det skal honningbierne, der jo er et husdyr og et fremmedelement i den danske natur, dermed også. Vi er ved at tage et stort skridt væk fra designede skove med høje bøgetræer, drænet skovbund med mange anlagte stier, små indhegninger med pæne grantræer – og hyggelige bistader.
Det er grunden til, at vi på Vid&Sans ikke bare lader bierne summe i fred og i stedet koncentrerer os om det, der kunne ligne de store spørgsmål i samfundet. De små kræ kan komme til at spille en vigtig birolle i en af tidens største omvæltninger. Naturen kommer måske tilbage. Og den udvikling dækker vi selvfølgelig i Vid&Sans.