Teknologi & Univers
Foto: Ritzau/Scanpix

Vild vækst i satellitter kan ende katastrofalt

Antallet af satellitter i rummet stiger eksplosivt. Det skaber trængsel og risiko for, at det hele ramler sammen og lammer kommunikation, økonomi og andre kritiske samfundsfunktioner. Der er akut brug for regler, styring og internationalt samarbejde, hvis ikke det skal ende katastrofalt, siger rumforsker.

Teknologi & Univers
Foto: Ritzau/Scanpix

Det accelererende rumkapløb er i overhængende fare for at udvikle sig til et teknologisk, økonomisk og militært katastrofe-scenarie. Antallet af satellitter i kredsløb vokser voldsomt, og skaber trængsel og høj risiko for kollisioner og mere rumskrot.

”Vi er på vej mod en krise på grund af rumskrot og rum-trængsel. Antallet af satellitter stiger ekstremt lige nu. Det samme gør vores afhængighed af dem – og dermed risikoen for, at det hele ramler sammen og ender i en katastrofe.”

Sådan advarer Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent på DTU Space, hvor han bl.a. forsker i trusler fra rummet.

Siden januar har vi sendt mere end 1.600 satellitter i kredsløb om jorden. Til sammenligning blev der opsendt 1.000 satellitter i hele perioden 2000-2010.

Det er ikke holdbart i længden, mener Michael Linden-Vørnle.

”Engang tænkte vi, at der er masser af plads i oceanerne, så vi kan bare smide så meget i dem som vi vil – det forsvinder bare. Den holdning har vi til en vis grad stadig til rummet. Men vi er nu nået dertil, hvor vi må erkende, at det ikke er ligegyldigt, hvor meget vi smider op i rummet og hvordan. Vi må tænke os meget grundigt om hver gang,” siger han.

Fra kold krig til guldfeber

Det nye rumkapløb er mere guldfeber end kold krig. Det er ikke supermagterne, der sender flertallet af satellitter op, men private firmaer, og de har allerede planer om nye satellitter i titusindvis.

Satellitter er i dag nødvendige for moderne bekvemmeligheder og nødvendigheder – fra navigation, kommunikation og underholdning til pengeoverførsler, cybersikkerhed og global handel. Uden et globalt netværk af satellitter med avanceret udstyr ombord, ville alt fra kortbetalinger til aktiehandel bryde sammen.

Ny rumteknologi og prisfald på raketter har skabt helt nye muligheder. F.eks. firmaer, der ugentligt scanner en landmands afgrøder, så han ved præcist, hvor og hvor meget han skal gøde eller vande. Eller virksomheder, der satellit-overvåger miner og fabrikker for at forudsige prisen på varer.

Den største nye tendens er såkaldte mega-konstellationer af mange tusinde satellitter, der skal levere internetforbindelse og mobilsignaler.

Alene i sidste uge sendte Elon Musk 48 satellitter op som led i sit Starlink-projekt, der skal levere trådløst internet på hele kloden. Starlink-sværmen omfatter allerede 1.892 satellitter, og planen er at nå op på 42.000. Amazon har samme mission med satellit-sværmen Kuiper og flere andre private aktører som Oneweb har også planer om at opsende mere end 20.000 satellitter i de kommende år.

Allerede nu er antallet af Starlink-satellitter så højt, at forskere har svært ved at tage fotos og foretage målinger af rummet. Der er simpelthen for mange lysglimtende satellitter i vejen for teleskoperne. Flere andre problemer følger i kølvandet på stigningen, men det største er risikoen ved selve mængden af objekter i kredsløb.

Skrækscenariet nærmer sig

I dag er der i alt 4.700 aktive satellitter, men kurven stiger eksplosivt takket være store kommercielle projekter. Det øger risikoen for, at det hele ender galt.

Hver eneste satellit-opsendelse efterlader brugte raketdele, der flyver rundt som skrot, og flere satellitter, der kan blive ramt af skrot eller af andre satellitter. Det er en farlig situation.

”Jo mere rumskrot vi har, jo flere sammenstød vil der ske. Og hvert sammenstød skaber mange nye stykker skrot, hvilket igen fører til endnu flere sammenstød, endnu mere skrot osv. Når det et kritisk punkt, kan det skabe en selvforstærkende kaskade-effekt, den såkaldte Kessler-effekt. Hvis det løber løbsk, kan det i sidste ende ødelægge mange satellitter og gøre rummet meget svært tilgængeligt,” siger Michael Linden-Vørnle.

Forleden var det faktisk tæt på at gå rigtig galt. Det russiske militær skød en af sine egne gamle satellitter i luften for at teste et rumvåben og skabte dermed 1.500 nye stykker rumskrot, der blandt andet fløj imod den Internationale Rumstation, hvor astronauterne og kosmonauterne måtte gøre klar til evakuering, indtil faren var drevet over.

Det var stort set identisk med plottet til filmen Gravity fra 2013. Her ender den russiske satellitsprængning med en katastrofe. Den starter en domino-effekt af skrot og ulykker, der både smadrer den internationale rumstation og masser af ruminfrastruktur. Er det bare Hollywoods løbske fantasi, eller kunne den slags faktisk ske?

”For fem år siden ville jeg have sagt nej, det kommer aldrig til at ske i virkeligheden. Det vil i hvert fald ikke løbe løbsk på den måde. Men allerede i dag er stadig flere, der peger på, at det faktisk er en reel risiko, fordi vi får så mange satellitter i kredsløb, at det hurtigt kan eskalere,” siger Michael Linden-Vørnle fra DTU Space.

Flere satellitter, mere skrot, større risiko

Selv når det ikke går galt, kræver det enorme ressourcer at overvåge alle objekter i kredsløb og flytte satellitter for at undgå sammenstød. Ifølge Det Europæiske Rumagentur, ESA, er der nu 30.000 stykker rumskrot i den farligste kategori over 10 cm – og 330 millioner af de mindste stykker, der langsomt nedbryder satellitter som en konstant sandstorm.

”10 cm lyder måske ikke af meget. Men når det rammer med 36.000 kilometer i timen, kan selv et lille stykke skrot gøre rigtig meget skade,” siger Michael Linden-Vørnle.

Rumskrot kan være alt fra gamle, døde satellitter, der suser rundt uden styring, til brugte raketdele og småstykker fra tidligere sammenstød og ulykker. Den største mængde skrot er opstået ved en kinesisk våbentest i 2007, et sammenstød mellem to satellitter i 2009, og nu den russiske våbentest i november.

Mængden af både skrot og satellitter risikerer at nå et kritisk niveau, hvor ulykker hurtigt kan sprede sig.

”Det er blevet en betydelig risiko at leve med. En større ulykke, eller et militærangreb i rummet, kan slå hele samfundet ud, for vi er afhængige af satellitter. Det er ikke bare din satellitnavigation i bilen. I dag kan du ikke engang lave en pengeoverførsel uden satellitter. Masser af teknologi vil bryde sammen,” siger Michael Linden-Vørnle fra DTU Space.

Et amerikansk studie har vist, at en afbrydelse af GPS-systemet alene i USA vil koste 300 milliarder kr. om måneden, indtil systemet er genoprettet. Dertil kommer alle de andre systemer, der vil gå i stykker uden satellitter.

En ny frontlinje

Løbsk rumskrot kan også udvikle sig til et militært skrækscenarie. Uden satellitter kan militærstyrker hverken se, høre, kommunikere med hinanden eller bruge deres mest avancerede systemer og våben.

Rummets stigende kommercielle og militære værdi betyder, at de store nationer nu øver sig i rum-krigsførelse, der både handler om at beskytte egne satellitter og sætte andre nationers satellitter ud af spil.

Det kan ske ved hjælp af jamming, der blokerer for en satellits kommunikation, spoofing, der forfalsker signaler fra en satellit, eller ved at blænde den med laser.

Endelig er der decideret fysisk ødelæggelse. Man kan flyve tæt på den og klippe den i stykker med en stor saks eller puffe den mod jorden, hvor den vil brænde op i atmosfæren.

At sprænge en satellit med et missil, som russerne gjorde for nylig, er risikabelt og skaber masser af rumskrot. Den mest destruktive mulighed er at detonere et atomvåben i rummet, der udsender en elektrisk puls, som ødelægger alle satellitter i området – inklusive ens egne.

”I et realistisk konfliktscenarie vil man nok ikke skyde hinandens satellitter ned som det første. Det er for farligt. Man vil bruge jamming og andet, som kan sætte modstanderens satellitter ud af spil uden at skabe kaos og ødelægge egne satellitter. Men dét er også nok til at lamme en nation. Megen kommunikation og overvågning foregår via satellitter – hæren, flåden og flyvevåbnet er afhængige af dem, og det samme er hele vores digitale infrastruktur,” siger Michael Linden-Vørnle, der også er med til at rådgive det danske forsvar om rum-trusler.

Sidste år så vi en test af et anti-satellitsystem, hvor en russisk satellit fløj helt tæt efter en amerikansk spionsatellit.

”Selv om satellitten ikke tog skade, fik det amerikanerne helt op i det røde felt. De mente, det var en våbentest. Russerne viste, at de kunne flyve op på siden af en anden satellit. De kunne nemt have skudt et projektil afsted, ristet dens elektronik med mikrobølger eller taget fysisk fat i satellitten,” siger Michael Linden-Vørnle.

Vildere end det vilde vesten

Hernede på Jorden har vi regler, traktater og internationale organisationer til at regulere militære, kommercielle og logistiske konflikter, f.eks. i internationalt farvand. Der findes en FN-traktat om det ydre rum (Outer Space Treaty) fra 1967, som de fleste lande har tilsluttet sig.

Traktaten handlede dog mest om at begrænse masseødelæggelsesvåben i rummet og er så bredt formuleret, at de enkelte nationer har masser af rum til fortolkning, når de omsætter traktaten til national lovgivning.

Da der heller ikke er nogen international myndighed til at håndhæve lov og orden i rummet, består reguleringen i praksis kun af frivillige aftaler mellem de store spillere. Men ingen ønsker at begrænse deres egne muligheder, og de store nationer med USA i spidsen erklærer ligeud, at de betragter rummet som deres egen interessesfære.

Selv om aktørerne opfører sig nogenlunde civiliseret, er situationen uholdbar, mener Michael Linden-Vørnle. Der er et helt akut praktisk behov for systematisk samarbejde og trafikstyring i rummet, ligesom der er for luftfart.

”I dag er det sådan, at når man opdager to satellitter, der kan komme faretruende tæt på hinanden, så må man sende en email eller ringe til ejerne og finde en løsning sammen. Men det er jo ikke sikkert, man lige har deres telefonnummer, især hvis det er en militærsatellit. Det kan potentielt set let gå galt,” siger han.

”Når man flytter en satellit for at afværge en mulig kollision, risikerer man også at skabe flere nye kollisions-risici, som man ikke havde forudset, fordi ingen sidder med det fulde overblik og ansvar.”

Også affaldsproblemet kalder på en fælles indsats. Ifølge Michael Linden-Vørnle er der først og fremmest brug for, at de store nationer går sammen om en plan for at få ryddet op i det rumskrot, der allerede flyver rundt derude. Derudover er det påtrængende nødvendigt, at rumfarende virksomheder står ved deres forpligtelser til at fjerne det, de sender i kredsløb.

”Der er ingen faste internationale regler – kun frivillige aftaler. Så man må sætte sin lid til, at de nationale myndigheder, der giver tilladelse til opsendelse af satellitter, også stiller klare krav til, at man skal fjerne skrottet igen. Dér kan man imidlertid have sin tvivl,” siger Michael Linden-Vørnle.

Flere af de store spillere begynder med små skridt at tage ansvar på sig. SpaceX har ændret sine Starlink-satellitter, så de skaber mindre lysforurening, og Amazon har lovet, at deres Kuiper-satellitter vil falde ned, senest et år efter at deres mission udløber.

Det er en start, men ikke nok. Der mangler stadig en systematisk indsats, hvis rumkapløbet ikke skal ende i en katastrofe.

BIOGRAFIER

Vid&Sans
Journalist på Vid&Sans. Skriver om bl.a. natur, sundhed, teknologi og miljø.
Astrofysiker og chefkonsulent, DTU Space
Astrofysiker og chefkonsulent på Institut for Rumforskning og -teknologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space). Arbejder bredt inden for rumforskning – for tiden med fokus på rum-trusler og rumsikkerhed. Er også officer af reserven og er i dag med til at rådgive det danske forsvar i rumspørgsmål.

ANBEFALET TIL DIG

Hvad Søren sagde Mette?

Statsministerens tale ved Folketingets åbning er en pligthandling dikteret af Grundloven. Men det er ikke en genre, der er størknet – tværtimod. Som Mette Frederiksen demonstrerede med sin tale forleden, er det en sjælden mulighed for at italesætte sit politiske værdigrundlag på egne præmisser.

Sådan opstilles kandidater til Folketinget

Mere end fem gange så mange kandidater opstilles til valg, som der er pladser i Folketinget. Men der er stor forskel på, hvor svært det er at blive stillet op for de enkelte partier. Her giver lektor i statskundskab og partiforsker Karina Kosiara-Pedersen et overblik over, hvordan man kan blive opstillet til Folketinget.

Menu