Traditionen for at synge fællessang ved fester og folkelige sammenkomster er stærk i Danmark. Den kan spores et par århundreder tilbage, til en tid, da samfundsudviklingen skabte grobund for den. Ved begyndelsen af 1800-tallet opstod i Danmark som i andre lande en ny national identitetsfølelse, som også udmøntede sig i et behov for at kunne udtrykke sig i fællesskab. Det kan man netop i fællessang, som i dette århundrede for alvor dukkede op uden for kirken, idet den blomstrede frem i folkehøjskoler, foreninger og ved folkemøder.
Når fællessangen især blomstrede i Danmark, skyldtes det ikke mindst, at præsten og digteren N.F.S. Grundtvig gødede jorden for en stærk sangkultur gennem sine tanker om sangens samlende kraft og gennem sine folkelige sangtekster, som formidlede kulturarv og historie. I denne folkelige fællessangstradition har sangen som oftest været bærer af et budskab, gerne om danskhed, og desuden fungeret som ledsager til et andet hovedformål såsom et foredrag eller en festtale.
Sanglige altædere
I nyere tid er der dog sket en drejning. Vi har fået en type fællessangsbegivenheder, hvor det at synge i sig selv er årsagen til at mødes. Ved arrangementer som Live fra Højskolesangbogen på DR og Maratonsang i Vartov i København behøver deltagerne ikke en ydre anledning til at synge. Sangteksterne betyder derfor mindre, mens deltagelsen i den musikalske fællesperformance er kommet i højsædet. I dag kan Poul Henningsens ateistiske revyvise ”I dit korte liv” fra 1941 sagtens synges side om side med kristne salmer. Det at synge er ikke længere nødvendigvis en bekendelse til det, vi synger. Vi er blevet sanglige altædere.
Mennesker har brug for begge dele – at blive hørt og at høre til.
Man kunne ellers tro, at fællessangen ville forstumme, efterhånden som vores multikulturelle, sekulariserede og individualiserede samfund har gjort det sværere at finde en fælles sag at synge om. Men fællessangen er fleksibel: Den overlever manglen på ideologisk konsensus, fordi vi kan flytte fokus fra ordenes betydning til fællesskabet i den musikalske udførelse.
Ved at betone den fælles deltagelse fremhæver vi sangens funktion som rituel handling. Når vi sammen med andre synger de samme ord og toner, sender vi et signal til os selv og hinanden om, at vi er et fællesskab. Det er selve det at synge, der skaber fællesskabet – ikke sangene.
Hør til og bliv hørt
I foråret 2021 konkurrerede DR1 og TV2 i bedste sendetid fredag aftner med hver sit sangprogram. DR’s var Fællessang hver for sig, og TV2’s var 14. sæson af talentshowet X Factor. Tilsammen viste programmerne, hvor bredt sangens sociokulturelle funktion spænder: fra at fremhæve det særlige individuelle talent til at nedtone individuelle forskelle og forglemme sig selv i fællessangens store kor. Mennesker har brug for begge dele – at blive hørt og at høre til.
Nogle, der især har brug for begge dele, er samfundets marginaliserede. Forskere fra universitetet i Sheffield har gennem et par studier af korsang med hjemløse vist, at ved at synge med andre kunne de opnå en tiltrængt følelse af tilhørsforhold. Og ved at synge for andre kunne de opleve, at deres stemme for en gangs skyld blev hørt.
Den amerikanske musiketnolog Thomas Turino deler musikudførelse op i to kategorier: på den ene side den præsenterende, hvor en aktiv kunstner performer for et passivt publikum. På den anden side den deltagende, hvor alle tilstedeværende er med til at udøve musikken.
Moderne vestlig musikkultur lægger vægt på den præsenterende musikudførelse og de få, enestående musikalske virtuoser, hvilket ifølge den newzealandske musikforsker Christopher Small frarøver alle os andre vores medfødte musikalitet. Den teknologiske udvikling, der har gjort, at vi kan høre musik i vores AirPods, hvor og når vi vil, har desuden medvirket til, at de fleste snarere lytter tavst til sange end synger selv. I de seneste år har der dog været stigende interesse for at synge fællessang i Danmark. Så måske ser vi tegn på, at vi er ved at generobre retten til selv at udtrykke os musikalsk.
Demokratisk flerstemmighed
Korsang er på én gang både præsenterende og deltagende sang. At gå til kor kan handle om alt fra nydelsen ved at udføre store musikværker for store publikummer til trygheden ved at være del af et fællesskab. I 2021 gennemførte organisationen Sangens Hus en undersøgelse af dansk korliv. Den viste blandt andet, at 63 % af danske korsangere synger i kor på grund af fællesskabet, men kun 15 % for koncerternes skyld. Korsang er åbenbart meget mere end musik.
Simsalabim bamba saladu saladim. Når ordene ikke betyder noget, kan de heller ikke skabe barrierer og splid
Samtidig er det en form for demokratisk dannelse. Den enkelte indgår i et harmonisk fællesskab, hvor stemmerne er forskellige, men lige vigtige, og det er afgørende at lytte til hinanden. I sproglig dialog skiftes parterne til at tage ordet og er nødt til at tie, mens andre taler, men i kor kan flere stemmer ytre sig samtidig uden at tale i munden på hinanden.
Den britiske musikantropolog John Blacking har brugt begrebet ’demokratisk flerstemmighed’ til at beskrive fænomenet. Når vi synger sammen, opstår en samklang, der kan få os til at opleve gensidig lydhørhed og fælles forståelse, der rækker ud over den musikalske situation og ligefrem kan stimulere til politisk engagement.
Et kulturelt immunforsvar
Den fællesskabsdannende effekt ved at synge sammen har været kendt i århundreder. I 1828 skrev Grundtvig i Theologisk Maanedsskrift, at det mere er menighedens inderlige deltagelse end salmen i sig selv, der rører og opbygger os i kirkesang. Et opsigtsvækkende udsagn fra en mand, der har skrevet omkring 1.600 salmetekster.
Siden har forskere inden for en række områder som sociologi, ritualstudier, musik, antropologi og psykologi bekræftet, hvad Grundtvig anede: At det at synge sammen, at klinge på de samme toner og svinge i den samme rytme kan skabe en uhyre stærk følelse af samhørighed, der kan række ud i store grupper af mennesker.
Religionshistoriker og Grundtvigekspert Katrine Frøkjær Baunvig beskriver fællessang som et kulturelt immunforsvar. Især i krisetid kan sang nemlig styrke fællesskabet og danne værn mod fjenden. I Danmark har vi oplevet sangens betydning under de slesvigske krige i 1848-50 og 1864, hvor den antityske krigssang ”Dengang jeg drog afsted” blev en decideret landeplage.
Sang var ligeledes et vigtigt udtryk for danskhed hos det danske mindretal i tiden op mod Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920, og under besættelsestiden i 1940’erne samlede de store alsangsstævner hundredtusinder til fædrelandssang. Denne historiske betydning står stærkt i danskernes kollektive erindring. Og netop derfor kan fællessang fungere som et udtryk for, at vi står sammen, når vi trues af nye kriser såsom coronapandemien i 2020. Andre steder i verden har sang spillet en lignende rolle, for eksempel i de baltiske lande, hvor fællessang var en vigtig faktor i løsrivelsesprocessen fra Sovjet omkring år 1990.
Det er altså med god grund, at der i den seneste tid har været megen bevågenhed omkring sangens fællesskabende evne. Imidlertid må vi ikke overse, at det ikke er alle, der føler sig inkluderet. Fællessang kan også virke ekskluderende, og for nogle føles den som et klaustrofobisk nationalromantisk vakuum, sådan som kunstneren Niels Lyhne Løkkegaard gav udtryk for, da han som en happening i 2020 vakuumpakkede Højskolesangbogen.
Den mest effektive icebreaker
Når vi laver musik, behøver vi ikke at blive enige med hinanden om et bestemt udsagn, og en mangfoldighed af livssyn kan derfor sameksistere, så længe vi kan fange hinandens rytme.
Den norske forsker i musikpædagogik Nora Bilalovic Kulset har vist, at sang kan hjælpe børn med at blive del af en gruppe, allerede før de mestrer sproget. I sang har børnene en måde at være sammen på, som ikke kræver sproglige kompetencer, og de bliver ovenikøbet mere empatiske af at synge sammen.
På denne måde skaber sang fællesskaber mellem børn på tværs af kulturer. Sanglege på legepladsen og i skolegården fungerer således allerbedst som social inklusion, når sangen består af vrøvleord – hvad børnesang jo tit gør. Simsalabim bamba saladu saladim. Når ordene ikke betyder noget, kan de heller ikke skabe barrierer og splid.
Desuden er sang en særlig hurtig måde at skabe et fællesskab på. Et studie fra University of Oxford sammenlignede i 2015 sang med andre typer af ryste-sammen-aktiviteter såsom håndarbejde og kreativ skrivning og fandt, at fællessang var den mest effektive icebreaker. Det hænger netop sammen med, at sang er en mere umiddelbar og uforpligtende samværsform end samtale. Når vi synger, behøver vi ikke engang at smalltalke. Vi kan bare være.
