For nyligt kunne man i den tyske ugeavis Die Zeit læse om en ny film. Journalisten var imponeret, men måtte samtidig indrømme, at den ikke var nem at holde ud:
”Det frygtelige ved denne fjernsynsfilm er, hvordan disse mænd, som hele filmen handler om, taler med hinanden: den afslappethed, med hvilken de planlægger drabet på 11 millioner mennesker.”
Citatet handler om den tyske instruktør Matti Geschonnecks film Die Wannsee-Konferenz, der sidst i januar i år udsendtes i anledning af 80-årsdagen for den berygtede konference i Berlin, der fandt sted den 20. januar 1942. Filmen iscenesætter med afsæt i historiske dokumenter, hvordan højtstående embedsmænd fra den nazistiske regering og ledende SS-officerer deltog i et ”møde med morgenmad” i en flot og stor villa ved Wannsee i Berlin.
Formålet med Wannsee-konferencen var at planlægge og koordinere den såkaldte ”endliche Lösung der Judenfrage”, jødespørgsmålets endelige løsning: Drabet på samtlige jøder i hele Europa, både i de områder, som nazisterne havde magt over i januar 1942, og i de områder, som de regnede med at besætte senere. 11 millioner mennesker, kom de frem til.
En fugleklat i tysk historie?
Filmen skriver sig ind i en lang tysk erindringskultur, der de seneste år dog har været udfordret. Ikke mindst de aktuelle politiske udviklinger har sat nyt fokus på Tysklands forhold til sin egen historie, den såkaldte Vergangenheitsbewältigung.
I 2018 omtalte den mangeårige CDU-politiker og nuværende ærespræsident for det højrepopulistiske Alternative für Deutschland, Alexander Gauland, nazitiden som en ”fugleklat” i den tyske historie. Allerede året forinden krævede den ligeledes højrepopulistiske politiker Bernd Höcke en komplet revurdering af den tyske erindringskultur.
I en tale omtalte Höcke det kendte Holocaust-mindesmærke i Berlin som en Denkmal der Schande, et skændslens mindesmærke. Han ønskede desuden en omvending af erindringskulturen på ”180 grader”.
Også i Danmark kan man gang på gang møde en forestilling om, at Tyskland og tyskere nu har pisket sig i mere end 70 år for folkemordet på jøderne. Derfor må det være slut med den tyske ”skyldkultur”, som det ofte bliver kaldt.
Netop Wannsee-konferencens placering i den tyske erindringskultur viser dog, at den ikke er så entydig, som mange tror. I virkeligheden har tyskerne ikke pisket sig selv siden 1945, og den højt besungne tyske erindringskultur havde i flere årtier ganske svære vilkår.
Et nærmere blik på historien viser, at den tyske efterkrigstid i høj grad var præget af tavshed og fortrængning. Det aktuelle fokus på nazitiden, som blandt andet Geschonnecks film er udtryk for, er snarere resultatet af mange årtiers indædte og voldsomme kampe og konflikter.
Wannsee-konferencens historiske betydning
Konferencen ved Wannsee i Berlin blev i december 1941 indkaldt af den ledende SS-officerer Reinhard Heydrich, der havde til opgave at koordinere og gennemføre den ”endelige løsning på jødespørgsmålet”. Sekretæren var SS-officeren Adolf Eichmann, der også skrev protokol under konferencen. Blandt konferencens øvrige deltagere var repræsentanter fra forskellige ministerier, deriblandt indenrigs-, udenrigs- og justitsministeriet.
Historisk set var konferencen ved Wannsee ikke, som mange tror, stedet, hvor Holocaust blev besluttet. På det tidspunkt, i januar 1942, kørte massemordets maskineri for længst. Senest efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 begyndte tyske specialstyrker – både fra SS og det såkaldte sikkerhedspoliti, SD – at dræbe jøder i de østeuropæiske områder.
De tyske specialstyrker benyttede sig i denne fase især af massenedskydninger. Som for eksempel i oktober 1941, hvor tyskerne i løbet af tre dage skød omkring 33.000 jødiske indbyggere fra det ukrainske Kiev i den såkaldte Babij Jar-massakre.
Ved Wannsee-konferencen i Berlin deltog flere SS-officerer, der selv aktivt havde medvirket i den slags massakrer, og Geschonnecks film viser dem ganske nøgternt smalltalke om massemordet som rutinearbejde. Ifølge en tysk historiker havde en af deltagerne sågar været med til at skyde flere hundrede jøder, lige inden han tog flyet til konferencen. Han kom direkte fra arbejde, så at sige.
Selve konferencen havde især til formål at koordinere det allerede igangværende massemord, som midt under krigen var en enorm logistisk udfordring. De mange interne stridigheder om kompetencer og ressourcer i det nazistiske bureaukrati skulle afklares, og desuden ville Heydrich vist stadfæste sin ledende rolle i selve eksekveringen af massemordet.
Heydrich fik alle kompetencer samlet hos sig, således at han havde styr på alle nødvendige skridt og aktioner. Bureaukratiet skulle fungere, og Heydrich ville sikre sig, at han stod i spidsen for det.
Empati med gerningsmændene
Eichmanns protokol over konferencen blev fundet efter krigen, og med afsæt i den viser Geschonnecks film, hvordan repræsentanterne fra de forskellige ministerier skændtes indbyrdes. Dog uden at ytre den mindste tvivl om selve mordplanerne.
Alle disse topnazisters indbyrdes modsætninger handlede om praktiske udfordringer. Og hvis nogen af dem overhovedet henviste til empati eller medfølelse, var den udelukkende rettet mod de soldater, der skulle gennemføre den ”svære opgave”.
Samtidig nøjes filmen med at vise selve konferencen. De involverede personers efterliv og videre skæbne er, forståeligt nok, ikke en del af filmen. Deltagernes personlige historier er dog ganske sigende for det tyske efterkrigssamfund, og ikke mindst den tyske erindringskultur.
Næsten ingen af konferencens deltagere blev anklaget efter krigen, og selv dem, som endte foran en dømmer, blev typisk ikke anklaget for deres medvirken i konferencen, men på grund af andre forbrydelser. Flere deltagere levede i ro og mag i efterkrigstiden, og enkelte, som juristen Georg Leibbrandt, fik sågar en fin karriere i Forbundsrepublikken.
Selv Eichmann blev vist ikke for alvor eftersøgt af de tyske myndigheder efter krigen. I dag ved vi, at den tyske efterretningstjeneste besad konkrete oplysninger om hans opholdssted i Sydamerika, men valgte ikke at gøre brug af dem eller dele dem med andre nationer. Først efter at den israelske efterretningstjeneste opsporede og bortførte ham i 1960, blev han sat for en dommer i Israel, dømt og henrettet for sine forbrydelser.
Tyskernes manglende interesse i konferencen og dens betydning afspejler sig også i Wannsee-villaens historie. Villaen blev opført i 1915, og SS og det tyske sikkerhedspoliti benyttede den fra 1940 som en slags gæstehus. Efter krigen overtog amerikanerne villaen for lidt senere at overdrage den til de vestberlinske myndigheder. Fra 1952 tjente den som vandrerhjem for skoleklasser fra den berlinske bydel Neukölln.
Allerede i løbet af 1960’erne ser vi imidlertid de første forslag til at omdanne villaen til et permanent minde- og erindringssted. Initiativet udgik dengang fra den polsk-tyske historiker Joseph Wulf. Wulf havde overlevet Auschwitz og kun med nød og næppe undgået døden ved at flygte under en af de store dødsmarcher sidst i krigen, da nazisterne drev de sidste fanger fra koncentrationslejrene mod vest. Væk fra Den Røde Hær.
Kampen om villaen ved søen
Wulf havde allerede siden 1950’erne indsamlet og opmagasineret en omfattende mængde dokumentation af de nazistiske forbrydelser, som det tyske efterkrigssamfund dog ikke viste nogen interesse i. I 1966 forslog han sammen med nogle andre at åbne et ”dokumentations- og forskningscenter” i villaen ved Wannsee.
Wulf mente, Wannsee-villaen også skulle danne rammen om internationale forskningsaktiviteter og en permanent udstilling om konferencen og de nazistiske forbrydelser. Reaktionerne i den tyske offentlighed var voldsomme – og afvisende.
Den dengang indflydelsesrige ugeavis Christ und Welt omtalte det planlagte dokumentationscenter som et Denkmal der Schande. Det er værd at bemærke, at chefredaktøren under nazitiden havde været SS-medlem og ansat i det nazistiske propagandaministerium. Wulf og hans venner, kunne man læse i avisen dengang, er mennesker, ”som åbenbart mest er optaget af at skænke os endnu flere makabre kultsteder”.
Christ und Welt stod ikke alene. Modstanden mod at bruge villaen som dokumentationscenter gik på tværs af de politiske partier, og i 1967 besluttede den socialdemokratiske borgmester for Vestberlin, Klaus Schütz, endegyldigt, at der skulle ikke bygges noget dokumentationscenter. Og selv om Wulf og hans støtter fortsat pressede på, var flertallet af tyskere tydeligvis ikke parate til et opgør med historien, og slet ikke med konferencen. Tavshed og fortrængning dominerede - til stor frustration for Wulf.
På et tidspunkt udtalte han: ”Du kan dokumentere de værste forbrydelser for tyskerne, og der findes muligvis den mest demokratiske regering i Bonn – men massemorderne går frit omkring, de har deres rækkehus og passer deres blomster.”
I 1974 afsluttede en dybt deprimeret Wulf sit eget liv.
Opgøret med tavsheden
Situationen ændrede sig først og langsomt i løbet af 1980’erne, hvor en ny generation af tyskere i stigende grad gjorde op med deres fædres og mødres tavshed og fortrængning. I 1992, næsten 50 år efter krigens afslutning og mere end 25 år efter Wulfs første initiativ, ændrede regeringen i Berlin sin holdning.
Regeringen lukkede Wannsee-villaen som udflugtssted for skolebørn og åbnede i stedet villaens døre for det nuværende Gedenk- und Bildungsstätte (minde- og uddannelsessted). I dag fungerer villaen som et internationalt anerkendt dokumentationscenter, med sit eget bibliotek og sin egen permanente udstilling. Biblioteket er opkaldt efter Wulf.
Konflikterne om den tyske erindringskultur var dog ikke slut. Ikke mindst kritikken mod etablering af mindesmærker og erindringssteder fortsatte – og kritikerne brugte delvis de samme formuleringer igen og igen. Især anklagen mod Wulf om, at han ønskede et Denkmal der Schande dukkede også senere op i den offentlige debat.
Den anerkendte forfatter Martin Walser brugte eksempelvis præcis det samme udtryk i sommeren 1998 om det dengang planlagte Holocaust-mindesmærke i Berlin. Og da han samme efterår modtog de tyske boghandleres velrenommerede fredspris, omtalte han på tilsvarende vis mindesmærket som et monument over ”vores skændsel” i en kontroversiel tale.
Höckes bemærkning fra 2017 er altså ikke uden fortilfælde. Forestillingen om et Denkmal der Schande spøger igennem hele den vesttyske efterkrigshistorie, fra 1960’erne til i dag.
Nutidens accept af erindringskulturen
Set med en historikers øjne er der med andre ord en stor kontinuitet i offentlighedens modstand mod den tyske erindringskultur. Modstanden startede allerede kort efter krigen og findes fortsat i dag. Dens udøvere benytter sig af nogenlunde de samme udtryk og begreber op gennem årtierne.
Samtidig vidner kampen om Wannsee-villaens skæbne om store historiske forandringer. Wulfs forslag om et dokumentationscenter i villaen ved Wannsee mødte først massiv modstand i store dele af samfundet, men begyndte sidenhen at nyde større og større opbakning.
Da Walser i 1998 kritiserede planerne for Holocaust-mindesmærket i Berlin, udløste hans tale den såkaldte Walser-Bubis-debat, hvor hans teser blev vendt og drejet i brede dele af offentligheden. Hans bemærkninger delte befolkningen i to næste lige store lejre, som diskuterede indædt og polemisk.
I dag er situationen en anden. Opbakningen til den tyske erindringskultur er tårnhøj, og dens kritikere er i dag henvist til det politiske spektrums ekstreme yderfløj. De rækker på ingen måde ind over midten længere. Nu har vi snarere at gøre med en grundlæggende konsensus i store dele af befolkningen om vigtigheden af erindringskulturen og nødvendigheden af at markere forbrydelserne som en advarsel til fremtidige generationer.
Nye undersøgelser bekræfter denne udvikling. Forskere fra universitetet i Bielefeld har siden 2018 ad flere omgange tryktestet befolkningens indstilling til nazitiden og til erindringskulturen. Deres resultater er entydige. Kun 14 pct. af tyskere er stærke tilhængere af at lukke fortidens mørke kapitler, hvorimod et flertal på næsten 90 pct. af tyskere mener, at viden om den nationalsocialistiske fortid er en væsentlig del af tysk identitet.
Næsten 70 pct. af nutidens tyskere mener, at Tyskland har et særligt ansvar på grund af sin historie, og et stort flertal ønsker, at erindringskulturen bibeholdes i sin nuværende form eller udvides endnu mere. Og i de helt unge generationer sporer forskere sågar en stigende interesse for den nationalsocialistiske historie: Ifølge en helt ny undersøgelse ønsker de typisk mere viden om Nazityskland.
Hvordan ville vi selv have handlet?
Udviklingen har naturligvis at gøre med den historiske afstand, der efterhånden er kommet til begivenhederne. Og det er ifølge alle undersøgelser tydeligt, at tyskere ikke føler skyld for forbrydelserne, men udelukkende et historisk ansvar. Kun 5 pct. af tyskere føler sig markant skyldige for de nazistiske forbrydelser.
Det er altså forkert at tro, at tyskere har pisket sig selv siden 1945. Der er snarere foregået en kamp om historien, som i meget højere grad har handlet om at bryde den mangeårige tavshed og fortrængning ved at tage et ansvar for de nazistiske forbrydelser. Det har aldrig for alvor handlet om efterkommernes skyld, som mange ellers påstår. Og hvis der er tale om skyld, handler den vist snarere om skyld- og skamfølelser over den mangeårige tavshed og fortrængning, som havde sænket sig som en dyne over Tyskland efter 1945.
Især de unge tyskeres interesse for historien er også motiveret af muligheden for at spejle deres eget liv i fortidens voldsomme begivenheder. De spørger sig om, hvordan de selv ville havde handlet. Ville de have støttet nazisternes regime? Ville de have været blandt gerningsmændene? Ville de have deltaget i Wannsee-konferencen?
Geschonnecks film om Wannsee-konferencen adresserer den slags spørgsmål. Ikke mindst fordi den ikke visualiserer massemordet med voldsomme eller afskrækkende billeder. Det er netop deltagernes nøgterne, ganske normale omgangstone på konferencen, der sætter tankerne om historiens mest voldsomme forbrydelser i gang. Deres tone og kulde foruroliger seeren. Filmen viser, at forbrydelserne måske er tættere på os, end vi har lyst til at indrømme. Og netop derfor er Wannsee-konferencen ikke kun en af de mest skræmmende, men også en af de også mest lærerige begivenheder i historien.
