I 2023 kan vi fejre 50-året for vores medlemskab af EF og 30-året for vores medlemskab af EU.
Det vil nogle gøre mere helhjertet end andre, for synet på medlemskabet har altid delt vandene. Det er også baggrunden for den særlige tilknytning til EU, som Danmark i dag har: Medlem ja, men med forbehold. Alt efter temperament kan vi vælge at betragte dette som et B-medlemskab eller et nødvendigt værn for dansk selvstændighed og suverænitet.
Der er dog ingen tvivl om, at Danmarks skæbne er tæt, hvis ikke uløseligt, sammenkædet med Europas, og så længe Europa grundlæggende tegnes af EU, deler Danmark skæbnefælleskab med Unionen.
Det gælder også, hvis vi som briterne skulle træde ud. Ikke kun på grund af vores store økonomiske indlejring i og afhængighed af unionsmedlemskabet, men også fordi alle større politiske tildragelser i Unionen, selv en opløsning, vil påvirke Danmark afgørende. Forholdet handler nemlig ikke kun om Danmark i Europa, men nok så meget om Danmark i verden.
Historien strækker sig også længere tilbage end medlemskabet af EF. Lige siden Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 har en nytegning af Europa således været på dagsordenen – en nytegning, som også på afgørende vis har berørt Danmark og påkaldt sig danske regeringers fulde opmærksomhed.
At Danmarks skæbne er uløseligt forbundet med Europas, er der imidlertid ikke noget historisk nyt i. Slet ikke. Det skæbnefællesskab strækker sig langt, langt tilbage i historien. Det nye ved situationen efter 1945 var derimod, at nytegningen skete i Europas navn, og at der længe var flere forskellige versioner på bordet.
Europa i mange designs
Danmarks forhold til Europa efter 1945 falder i tre kronologiske hovedperioder.
En første periode fra 1945 til 1972, hvor der var flere konkurrerende europavisioner og planer på bordet. En anden periode fra 1972 til 1993, hvor Danmark blev medlem af EF (Det Europæiske Fællesskab) og skulle vænne sig til at indgå i en helt ny type – overnationalt – samarbejde. Og en tredje periode fra 1993 til i dag, hvor de overnationale udfordringer blev større med skabelsen af EU (Den Europæiske Union), men hvor Danmark gennem fire forbehold trak nogle grænser i forhold til, hvor meget europæisk integration man kunne gå med til.
I den tidlige periode blev den første store udfordring, hvordan Danmark skulle stille sig til udbruddet af den kolde krig og Europas deling i en Øst- og en Vestblok. Valget faldt, da Danmark først tog imod den amerikanske Marshall-hjælp i 1948 og året efter trådte ind i Atlantpagten (NATO). Det placerede Danmark solidt i den amerikansk-ledede Vestblok. Medlemskabet af NATO fik i øvrigt afgørende betydning for, hvordan Danmark gik til de mere selvstændige europæiske planer, der var på tegnebrættet.
Allerede under verdenskrigen var der i diverse eksil- og modstandsmiljøer i Europa formuleret ønsker om, at Europa måtte samles på et mere føderalt plan for at dæmme op for den aggressive europæiske nationalisme, der to gange tidligere i århundredet havde ført til verdenskrig.
De planer fik konkret substans efter NATO’s dannelse og det amerikanske pres for at genopruste det nyoprettede Vesttyskland. Den franske regering lancerede således i 1950 to planer for skabelsen af dels en europæisk kul- og stålunion og dels af et europæisk forsvarssamarbejde.
Begge del må ses i lyset af planerne om økonomisk og militær genoprustning af Vesttyskland, men også som et forsøg på at skabe en stærkere vesteuropæisk stemme over for USA. Danske regeringer fulgte udviklingen nøje, men var ikke fristet af at lade sig inddrage i de franske planer, hvoraf i øvrigt kun kul- og stålunionen blev til noget. Opfattelsen var, at dansk sikkerhed var bedst og tilstrækkeligt varetaget i NATO.
Landbruget stemmer ja
Den danske tilgang ændrede sig imidlertid, da de samme seks europæiske lande, der havde været involveret i forhandlingerne om de franske planer, besluttede at oprette EF. Det skete med underskrivelsen af Rom-traktaterne i 1957.
EF-samarbejdet blev bygget op om et økonomisk samarbejde i form af en toldunion, og havde, hvad der udøvede stor tiltrækning i Danmark, en ambition om skabe en fælles landbrugspolitik. Landbrugseksporten var vigtig for Danmark, men havde det generelt svært på de internationale markeder på grund af udbredt protektionisme.
Det var dog ikke nogen enkelt sag at beslutte sig for at søge om optagelse i EF. Danmark og landbruget havde nemlig store økonomiske og politiske interesser i et samarbejde med Storbritannien og resten af Norden. Men da Storbritannien besluttede at ansøge i 1961, gjorde Danmark det samme - også selv om begge lande netop var trådt ind i frihandelssamarbejdet EFTA, der var en konkurrerende handelsblok til EF.
EFTA var langt fra en prioriteret løsning for Danmark. Dels indbefattede samarbejdet ikke en fri handel med landbrugsvarer, dels betød løsningen, at de to vigtigste markeder for dansk eksport, Storbritannien og Vesttyskland, kom til at befinde sig i hver sin blok. Derfor blev alle sejl sat til for at sikre dansk medlemskab af EF.
Der var dog ikke megen vind i sejlene i de første mange år. Først da Frankrigs præsident Charles De Gaulle trådte tilbage i 1969, skete der noget. Den nye franske præsident Georges Pompidou var meget mere åben for en udvidelse, og derfor kunne Danmark – sammen med Storbritannien og Irland - træde ind i EF den 1. januar 1973. I Danmark skete det efter, at en folkeafstemning 2. oktober 1972 med et stort flertal på godt 63% af de afgivne stemmer havde givet grønt lys for medlemskab.
Flæskeprissyndromet og den danske velfærdsstat
Tilhængere af det danske EF/EU-medlemskab har i hovedsagen peget på tre hovedfordele ved at være med.
Den første går på, at EF/EU er et fredsprojekt, der har og skal hele modsætningerne mellem de europæiske stater. Den anden påpeger, at EF/EU-medlemskab er adgangsbilletten til at øve indflydelse på en række store dagsordner fra miljø og klima over teknologiudvikling og -applicering til markeds- og konkurrenceforhold internt i Europa og i den globale konkurrenceøkonomi.
Den sidste dimension berører også den tredje fordel, som tilhængere har set ved det danske medlemskab. Nemlig at EF/EU er en afgørende ramme for udvikling og modernisering af den danske økonomi. Det er den fordel, tilhængerne historisk set har lagt mest vægt på.
Da medlemskabsperspektivet blev konkret med de første danske overvejelser om EF-medlemskab, lød det ellers kritisk, at Danmark ville pantsætte sin førstefødselsret for ”udsigten til en ret linser”, som skibsrederen A.P. Møller formulerede det, eller for ”store ord og fedt flæsk”.
Den sidste salve kom fra det nydannede SF’s første formand Aksel Larsen. Og netop de ord kom til at skabe grundlaget for den effektive modstandermetafor, at det danske medlemskab af EF blev tvunget igennem af hensyn til landbruget og høje flæskepriser. Sådan så tilhængerne ikke på det, og slet ikke den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag.
Ganske vist var EF-medlemskabet en gave til landbruget, men på grund af landbrugets store betydning for den danske eksport og for indtjening af fremmed valuta, var medlemskabet også en nødvendighed for at gøre Danmark til en moderne industriøkonomi. Det sidste var på sin side igen en nødvendighed for at udbygge velfærdsstaten. I den udlægning smagte flæsket ligesom lidt anderledes.
Det indre markeds mange gevinster
Medlemskabet har på mange parametre også været en ubestridelig fordel for Danmark.
Udnyttelsen af landbrugets eksportpotentiale under den fælles landbrugspolitik var således hovedårsagen til, at Danmark trods sin velstand helt frem til årtusindskiftet var nettomodtager af ydelser fra EF/EU.
Talrige økonomiske analyser har ligeledes slået fast, at Danmark sammen med Tyskland har høstet de største gevinster ved adgangen til EU’s indre marked. Småstaten Danmark har ganske enkelt fået et meget større og stabilt hjemmemarked gennem medlemskabet.
Det var også en vigtig baggrund for den måde Danmark klarede efterkrigstidens anden store økonomiske transformation, nemlig overgangen fra den internationaliserede velfærdstat til globaliserede konkurrencestat i perioden fra 1980’erne og frem.
Kernen i tilgangen var, at vækst og velstand afhang af et lands evne til at indstille sig på den nye konkurrencesituation under globaliseringen. Det betød, at fokus skulle lægges på strukturreformer af arbejdsmarked, administration og uddannelse for at øge konkurrenceevnen og kvalificere dansk økonomi og danske firmaer til at klare presset på de globale markeder, herunder det indre marked
Det var Schlüter-regeringerne, der introducerede skiftet i 1980’erne. Bl.a. gennem fravalg af devalueringer som konkurrenceredskab til fordel for en fastkurspolitik, der låste kronen til kursen på D-mark. Senere låste Nyrup Rasmussen-regeringerne kronen til euroen i 1990’erne.
Når Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regeringer kunne videreføre projektet, skyldtes det, at de ikke omfavnede den neoliberale markedsdagsorden uden reservationer og egen politisk tilpasning.
Den socialdemokratiske konkurrencestat blev markedsført under begrebet flexicurity, der både søgte at tilpasse sig den globale konkurrencesituation gennem øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet, men også gennem en fastholdelse af sikkerhedsnettet i velfærdsstaten.
Unionen og suverænitetsudfordringen
At ikke alle danskere købte konkurrencestatstilgangen, måtte Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved og Mogens Lykketoft, arkitekterne bag 1990’ernes konkurrencestatstilgang, sande, da de i 2000 sendte danskerne til stemmeurnerne for at bane vejen for Danmarks fulde tilslutning til EU’s økonomiske og monetære union.
Vælgerne stemte nej med godt 53% af de afgivne stemmer. Derfor har vi endnu i dag kroner i pungen og på dankortet og ikke euro.
I alt har Danmark afholdt ni folkeafstemninger om EF/EU medlemskabet, hvoraf de seks har resulteret i ja og de tre i et nej. Danmarks forhold til den europæiske integration har således både været svær og komplekst at håndtere.
Det har det, fordi medlemskabet har omfattet samfundets store spørgsmål. Bl.a. økonomisk modernisering, velfærd, sikkerhed og hvilken grad af kontrol, selvbestemmelse og suverænitet, Danmark og de enkelte lande skal have i Unionen. Fremover vil spørgsmålet om klimaomstilling også i stigende grad komme til at påvirke netop spørgsmålet om suverænitet.
Alle de spørgsmål deler vandene, og det er baggrunden for, at Danmark efter det snævre nej ved Maastricht-afstemningen i 1992 kun trådte ind i EU på et forbeholdsgrundlag sanktioneret ved Edinburgh-afstemningen året efter.
Forbeholdene til trods er EU-medlemskabet kommet med en pris i form af øget europæisering. EU er i dag effektiv medlovgiver og administrator i Danmark. Landet er åbnet, udenlandske studerende og arbejdstagere udfordrer universalismen i velfærdsmodellen, og den danske arbejdsmarkedsmodel er under pres fra EU’s lovgivning, senest og for nuværende i sagen om EU’s mindstelønsdirektiv.
Europæiseringen og suverænitetsaspektet har drevet den danske EU-modstand og skepsis. Der har også fra første færd i den danske optagelsesproces været luftet bekymringer for den danske velfærdsstat og den danske model. Hvor tilhængerne så medlemskab som uomgængelig for at finansiere og udvikle velfærdsstaten, frygtede skeptikere og modstandere for tab af kontrol over velfærdstatens indretning.
Unionen har nemlig aldrig været stendød, som Poul Schlüter annoncerede kort afstemningen af EF-pakken i 1986.
EU-holdninger i bevægelse
Lige efter Anden Verdenskrig diskuterede man åbent, om den nationale suverænitet hørte fortiden til. Også i Danmark. Erfaringen med Hitler og krigen fik modstandsfolk og politikere til at overveje, om der skulle skabes et Europas Forenede Stater.
Men allerede dengang var det sådan, at debatten samtidig fulgte tydelige ideologiske linjer. Var det konservative Churchill, der foreslog det, var borgerlige politikere med fremme i debatten, mens socialdemokraterne hellere ville nøjes med et socialdemokratisk Norden.
Siden blev tilgangen til EF og EU også præget af ideologi. Ved Danmarks optagelse i EF og frem til cirka år 2000 førte venstrefløjen an i skepsissen. Herefter tog højrefløjen teten.
Det handlede om globalisering – ikke mindst indvandring og udkant – men naturligvis også om europæiseringsprocessen, der udfordrede suveræniteten og den historiske nationalstat.
Venstrefløjen tog derimod det europæiske projekt til sig. For dem blev det set som måden at forene Europa på efter den kolde krig og som et redskab til at adressere globale problemstillinger som miljø, klima og social ulighed.
Og måske er holdningen til EU-medlemskabet netop nu ved at ændre sig mere grundlæggende. Særligt i de seneste 5-6 år - efter at have oplevet Brexit, Donald Trump og krigen i Ukraine - virker det som, at danskerne ikke længere opfatter EU som ”dem”, men som ”os”.
I europæiske opinionsmålinger fremstår danskerne ofte som mere positive over for medlemskabet end andre landes borgere, og ved europaparlamentsvalget i 2019 led de danske EU-skeptiske bevægelser og partier da også et stort nederlag. Efter 40 års uafbrudt repræsentation røg Folkebevægelsen mod EU således helt ud af Parlamentet.
Endelig kan bevægelsen også ses ved det markante ja på næsten 67%, der blev afgivet ved den seneste folkeafstemning i 2022 om ophævelsen af forsvarsforbeholdet.
EU ser nu til at byde sig til som et anker i usikre tider. Kun tiden vil vise, om ankret er solidt nok til at holde – med eller uden Danmark om bord - de næste 50 år.
