”Vi befinder os lige nu et sted, hvor vi ikke ønsker at være, og vi gør ting, som vi ikke har ønsket at gøre.” Sådan sagde Omid Nouripour, en af de to formænd for partiet De Grønne, for nylig i en tysk fjernsynsudsendelse. Nouripours bemærkning afspejler stemningen på store dele af den tyske venstrefløj. I mange årtier har man i Tyskland som helhed forsøgt at undgå en militaristisk udenrigspolitik. Og det gælder i særlig grad på den politiske venstrefløj, hvor opbakningen til Bundeswehr, Tysklands forbundsarmé, historisk set har været til at overse.
Putins angrebskrig mod Ukraine har nu ændret perspektiverne i tysk politik: hvor man indtil nu, på baggrund af erfaringerne fra Anden Verdenskrig, har sigtet efter en fredelig og ikke-aggressiv tilgang til international politik, har de seneste begivenheder ført til et nyt fokus på militærudgifter og evnen til at forsvare sig mod en aggression udefra - den såkaldte Wehrbereitschaft. Det tyske parlaments historiske beslutning om at tilføre 100 milliarder euro til militæret, plus en permanent forhøjelse af forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP, er konsekvensen af dette nye perspektiv, som nu dominerer Tyskland.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget de nye udmeldinger og de nye forsvarsudgifter for alvor vil ændre den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik fremover. Vil vi se en mere aktivistisk udenrigspolitik, og muligvis sågar tilbagekomsten af en ny tysk militærmagt i midten af Europa? Svaret på disse spørgsmål gives bedst, hvis man vender blikket bagud og husker nogle af de tidligere diskussioner i tysk politik.
”Westbindung” som fundament for tysk sikkerheds- og udenrigspolitik
Fundamentet for Forbundsrepublikkens udenrigspolitik har siden 1950'erne været den såkaldte Westbindung - integrationen af Vesttyskland i det vesteuropæiske og amerikanske værdisystem og de tilhørende institutioner. I forlængelse af den såkaldte Schuman-plan fra 1950 besluttede den daværende tyske kansler Konrad Adenauer sig for at åbne Forbundsrepublikken mod vest, i første omgang med hensyn til det økonomiske samarbejde, lidt senere også med hensyn til forsvarspolitikken. I 1955 blev Forbundsrepublikken således medlem af NATO.
Westbindung-politikken var imidlertid ikke ukontroversiel eller uden alternativer. Allerede i 1950’erne fandtes der stærke stemmer blandt eksempelvis de tyske socialdemokrater, der ønskede et neutralt Tyskland i midten af Europa. Mange socialdemokrater såvel som dele af den nationalkonservative fløj i Adenauers egen parti, CDU, mente at Adenauers integrationspolitik mod Vesten ville fastlåse den tyske deling og fordybe kløften mellem Øst- og Vesttyskland. Man argumenterede for, at Westbindung ville gøre en tysk genforening umulig på sigt – en fremtidsudsigt, mange tyskere havde svært ved at acceptere.
Nationalstatsdebatten i 1990'erne
Adenauers strategiske satsning på Vesten er løbende blevet kritiseret op igennem historien - især af den politiske højrefløj. En del intellektuelle nationalkonservative, heriblandt den dengang indflydelsesrige forfatter og historiker Armin Mohler, advokerede allerede i 1950’erne og 1960’erne for et uafhængigt Tyskland i midten af Europa, med en selvstændig militær- og sikkerhedspolitik uden for de vestlige forsvarsalliancer. Især den franske præsident Charles de Gaulle var et forbillede for disse kredse, som mente, at Forbundsrepublikken måske selv burde anskaffe sig atomvåben, ligesom Frankrig gjorde det i sin tid. Selv den bayerske ministerpræsident og Tysklands senere forsvarsminister, Franz Josef Strauß, var en overgang en del af den debat.
I løbet af 1970’erne og 1980’erne tabte disse mindre vestligt orienterede positioner indflydelse i Forbundsrepublikken. Men med Murens fald og den tyske genforening i 1990 dukkede en del af argumenterne op igen. Mange debattører anså delingen af Tyskland i to stater for at være en historisk undtagelse, en midlertidig anomali, der med Murens fald og genforeningen var ophævet igen. I den internationale politik talte man derfor i stigende grad om en ”normalisering” af det forenede Tyskland. Som den daværende udenrigsminister, Klaus Kinkel, udtrykte det i en principerklæring fra marts 1993, var det nye Tyskland præget af en grundlæggende ”tilbagevenden til normalitet i såvel indre som ydre anliggender”.
En del tilhængere af tysk normalisering forbandt deres længsel efter en ny og selvbevidst tysk nationalisme med den udenrigspolitiske forestilling om en suveræn stat, der selvbevidst skulle indtage sin retmæssige plads i det internationale samfund. Ifølge disse stemmer skulle ”den nationale interesse” reetableres som kategori i udenrigspolitikken, samtidig med at man ønskede et geopolitisk opgør med ”vest-bindingen”. Flere efterlyste i denne periode en uafhængig sikkerhedspolitik og et selvstændigt militært råderum.
Tysklands geopolitiske placering som suveræn stat i midten af Europa - en stat, der umisforståeligt formulerer sine nationale interesser - blev hos de nationalkonservative forfattere og debattører forbundet med en forventning om fremtidige militære handlingsoptioner. Eksempelvis ønskede journalisten Michael Inacker, at Tysklands tidligere tendens til ”at skjule sig bag en skinverden af kollektive sikkerhedsstrukturer” nu skulle erstattes med ”Tysklands frihed til at agere på egen hånd i sikkerhedspolitiske og militærpolitiske anliggender”.
Scholz’ vendepunkt set med historiske briller
De aktuelle debatter om en ny sikkerhedspolitik ligner på nogle måder de argumenter, vi kender fra både 1950’erne og 1990’erne. Især under Trump, med hans erratiske regeringsstil og manglende opbakning til NATO, diskuterede flere og flere politikere, om ikke det snart var på tide at skabe en ny sikkerhedspolitisk arkitektur i Europa, uafhængigt af USA’s velvilje. Og de seneste dage har man sågar kunnet høre enkelte stemmer i den tyske debat atter lufte ideen om at anskaffe sig tyske atomvåben.
Alligevel er forskellen fra 1990'ernes normalstatsdebatter ikke til at overse. I dag er der ingen seriøse stemmer, der ønsker, at Tyskland skal træde ud af NATO, og vi ser ingen argumenter for en selvstændig militær- og sikkerhedspolitik uden for det europæiske samarbejde. I modsætning til dengang, hvor især kræfter fra den politiske højrefløj ønskede en ”normalisering” af Tyskland som neutral stat i midten af Europa, ligger fokus i dag udelukkende på det europæiske samarbejde. Der er ingen tegn på en tysk enegang, og man vil næppe kunne forvente, at Tyskland vil forsøge at placere sig som ny militærmagt i Europa. Det modsatte er mere sandsynligt. Forklaringen på den forskel skal ikke mindst findes på den politiske venstrefløj og i de forskydninger i det tyske samfund, vi har set de seneste årtier. Hvor de nationalkonservative stemmer i årene efter 1945 endnu var ganske indflydelsesrige, til tider sågar dominerende, begyndte deres positioner at blive mere og mere marginaliserede i løbet af 1980’erne og 1990’erne. Især på det værdipolitiske område begyndte det tyske samfund at flytte sig mere og mere til venstre: En voksende andel af tyskerne begyndte at omfavne liberale og verdensåbne ideer, og enhver ide om en ny nationalisme eller stormagtspolitik tabte massiv opbakning.
Disse forskydninger kunne allerede mærkes i begyndelsen af 00’erne, også med blik på det sikkerhedspolitiske område. Alene det, at Angela Merkel i 2002 vovede at antyde, at en ny regering med CDU i spidsen kunne overveje at støtte USA's krig mod Irak, førte til et massivt fald i opbakning til partiet og sikrede den daværende kansler, Gerhard Schröder, fornyet opbakning. Og selv om venstrefløjen var splittet med hensyn til NATO’s militære indsats i det forhenværende Jugoslavien i 1990’erne, var grundindstillingen ikke til at tage fejl af: Man skal søge den diplomatiske vej til at løse kriser, og militære aktioner skal så vidt muligt være legitimeret af et FN-mandat, eller i det mindste begrundet i en overhængende humanitær katastrofe. Vejen frem er det multilaterale samarbejde, ikke en genkomst af nationale interesser eller en selvstændig militærpolitik. Enhver politiker, der vil gå en anden vej, vil tabe et hvilken som helst valg i Tyskland.
Modstanden i det tyske samfund
Den tyske fokus på multilateralt samarbejde, på FN og NATO’s sikkerhedspolitik, har ikke ændret sig med Scholz’ tale i Forbundsdagen. Selv om talen var skelsættende og epokegørende på mange områder, skal den især tolkes som supplement til den diplomatiske og multilaterale tilgang, som Forbundsrepublikken har fulgt siden Anden Verdenskrig, og som heller ikke debatterne fra 1990’erne kunne ændre på.
De aktuelle udviklinger afspejler det samme. Således er det eksempelvis tydeligt, at der i alle venstrefløjspartier findes en vis modstand mod Scholz’ nye linje. Selv blandt de tyske socialdemokrater er der en del stemmer, der advarer mod en militarisering af den tyske udenrigspolitik, og også blandt Die Linke og De Grønne ser vi kritiske stemmer.
Dermed ikke sagt, at Scholz’ udmelding ikke får opbakning i den tyske befolkning. Næsten alle partier vil bakke op omkring hans Zeitenwende og de kommende lovforslag om forhøjelsen af forsvarsbudgettet. Under overfladen ligger dog stadig en del bevågenhed og modstand mod en alt for entydig genkomst af en militariseret udenrigspolitik, og ethvert skridt bliver iagttaget meget nøje. Man kan fornemme, at alle – ligesom Nouripour udtrykker i det indledende citat – anerkender behovet for et sikkerhedspolitisk skifte lige nu og her, men at de fleste samtidig håber på, at Tyskland også fremover vil prioritere det diplomatiske og humanitære arbejde. En ny stormagtspolitik, som nogle havde drømt om i 1990’erne, er end ikke inden for sigte.
Pengefordelingen
Det er desuden sigende for den fortsatte modvilje mod for stor militarisering, at de nye udgifter til militæret og forsvaret ledsages af andre bevillinger. Allerede i de første forhandlinger om et sikkerhedspolitisk skifte for Tyskland blev det klart, at Scholz ikke vil have opbakning til sin pakkeløsning, hvis ikke han også lover at investere massivt i det humanitære arbejde og i at udbygge diplomatiet. Desuden blev det hurtigt afgjort, at de 100 milliarder euro til militæret skal suppleres med massive investeringer i den grønne omstilling i Tyskland. Den tyske finansminister, Christian Lindner fra det liberale FDP, har således allerede tilkendegivet, at Tyskland – udover de 100 milliarder euro til militæret – vil bruge yderligere 200 milliarder euro til at sørge for, at Tyskland bliver energipolitisk uafhængigt af Rusland og den fossile energi i det hele taget.
Tager man samtidig med i betragtning, at den største del af de 100 milliarder euro til militæret vil blive brugt på europæiske militærprojekter og på at lappe på de mange mangler i den tyske hærs udrustning, er der vist næppe tale om en decideret oprustning af det nationale militær: Det gælder mest om at sikre, at det tyske Bundeswehr er indsatsparat, hvis behovet opstår.
Og ansigt til ansigt med en aggressiv russisk stormagtspolitik, der potentielt også truer andre lande end Ukraine, er beslutningen formentlig uden reelt politisk alternativ. Set med historiske briller er der dog grænser for, hvor meget Tyskland vil kunne skifte kurs. En aktivistisk udenrigspolitik, eller sågar en ny tysk enegang på den militærpolitiske scene, som nogle endnu har drømt om i 1990’erne, er langt fra i sigte.
