Diskussionerne om en bred regering hen over midten bølger frem og tilbage her i dagene op til folketingsvalget. Socialdemokratiet går til valg på at skabe en bred regering, og Moderaterne arbejder for det samme, mens Venstre og Det Konservative Folkeparti afviser muligheden.
Vi har ikke så meget erfaring med brede regeringer, der inkluderer både et rødt og et blåt parti, her i Danmark. Men det har de i Finland. Og dér har det vist sig, at brede regeringer ofte har så svært ved at blive enige internt om politisk-ideologiske tiltag, at de fremstår politisk uambitiøse. Det bliver afgørende, hvilke partier der sidder på hvilke ministerposter, for det er her, de enkelte partier kan få deres politik gennemført.
Om dét er værd at kopiere, er et politisk valg. Det bliver spændende at se, hvordan regeringskonstellationen bliver efter valget 1. november 2022.
Fandt sammen af frygt for Sovjetunionen
I Danmark har vi kun haft en regering hen over midten med deltagelse af mindst ét blåt og ét rødt parti en enkelt gang i efterkrigstiden, - hvis altså man ikke regner Radikale Venstre med som et rødt eller et blåt parti. Vi havde SV-regeringen under ledelse af Anker Jørgensen fra 1978 til 1979.
I vores nordiske naboland Finland har man faktisk mange års erfaringer med regeringer, som består af både røde og blå partier. I tiden efter 2. Verdenskrig, altså i samme periode, hvor vi kun har haft en enkelt bred regeringskonstellation i Danmark, har sådanne regeringer været det dominerende i Finland.
Årsagen skal findes uden for Finlands grænser, nemlig i Den Kolde Krig og i Finlands forhold til Sovjetunionen og, siden 1992, til Rusland.
De finske politikere frygtede, at Finland skulle blive underlagt Sovjetunionen, og derfor lagde de under hele Den Kolde Krig vægt på at skabe et bredt samarbejde hen over midten. Det indbefattede altså både røde og blå partier.
Denne tradition er i høj grad blevet videreført, også efter Den Kolde Krigs ophør. Den eneste nyere undtagelse er den rent borgerlige regering, som Finland havde fra 2015 til 2019.
Den nuværende finske regering, der ledes af den socialdemokratiske statsminister Sanna Marin, som tiltrådte i 2019, lever helt op til traditionen. Den består, ud over af Marins eget socialdemokratiske parti, af ikke mindre end fire andre partier: Centerpartiet, som nærmest svarer til Venstre herhjemme, Vänsterförbundet, som nærmest svarer til SF eller Enhedslisten, Gröna Förbundet og endelig det svensktalende mindretals parti Svenska Folkpartiet, der minder om Radikale Venstre i Danmark.
Mange andre regeringer siden 1945 har også ofte bestået af blandt andet
Socialdemokraterne, Centerpartiet og Svenska Folkpartiet. Men man har somme tider set også konstellationer, hvor det gamle kommunistparti DFFF var med, sammen med både Socialdemokraterne, Centerpartiet og Svenska Folkpartiet og ind imellem andre partier.
Konservative blev holdt udenfor
Under Den Kolde Krig var der en tendens til, at det store konservative parti Samlingspartiet som et af de eneste partier systematisk blev holdt ude, når regeringerne blev dannet. Kun enkelte gange var de med i regeringer i denne periode. Sovjetunionen så nemlig helst ikke konservative politikere på ministertaburetterne, og det ønskede stort set alle de andre partier at tage hensyn til.
Men siden 1987 har Samlingspartiet ofte været med i brede regeringer af både højreorienterede og venstreorienterede partier. Somme tider sammen med blandt andet Socialdemokraterne. Efter Den Kolde Krigs afslutning har der også i en periode været dannet en regering, hvor begge de borgerlige partier Centerpartiet og Samlingspartiet var repræsenteret sammen med Gröna Förbundet, men uden om Socialdemokraterne.
Så alle mulige regeringskonstellationer på tværs af røde og blå partier har med andre ord været det dominerende i Finland i hele efterkrigstiden, både under Den Kolde Krig og i årtierne derefter.
Fire finske erfaringer
Hvad har så karakteriseret de finske regeringer og omstændighederne omkring dem? I hvert fald er der fire erfaringer at hente:
- Regeringsdannelserne har taget relativt lang tid i forhold til, hvad vi traditionelt har været vant til i Danmark. Når partierne skal have så mange ender til at mødes og forsøge at blive enige, selv om de har vidt forskellige politisk-ideologiske udgangspunkter, kan det ofte tage mange uger eller ligefrem måneder at lave et regeringsprogram.
- Når først der er opnået enighed om at danne en regering og om et regeringsprogram, har regeringen ofte ikke haft særligt markante politiske synspunkter. De deltagende socialister, socialdemokrater, midterpartier og borgerlige partier har ofte villet noget ret forskelligt med samfundet inden for næsten alle politiske områder. Og derfor har man heller ikke kunnet blive enige om at gennemføre så markante politisk-ideologiske tiltag.
- Fordelingen af ministerposter på de forskellige partier i regeringen har ofte haft afgørende betydning for, hvilken politik, der blev gennemført på de forskellige sagsområder.
Når Centerpartiet f.eks. har haft finansministerposten samtidig med, at Vänsterförbundet har haft undervisningsministerposten, har der typisk været ført en klassisk, stram borgerlige finanspolitik, samtidig med, at man i undervisningspolitikken i høj grad har fokuseret på at tage et særligt hensyn til de elever, som kom fra socialt udsatte hjem. Dette har man set med den nuværende regering. - Dannelsen af en regering på tværs af højre-venstreskalaen har ofte ført til, at de få af Riksdagens partier, som ikke kom med i regeringen, gik stærkt frem ved det efterfølgende valg. De vælgere, der havde stemt på et parti, som kom til at indgå i regeringen, er ofte blevet skuffede over, at netop deres parti ikke fik mere af dets politik igennem.
Hvis for eksempel et af de to store, gamle, borgerlige partier, Centerpartiet og Samlingspartiet, gik ind i en regering hen over midten, og det andet parti stod udenfor, så er det ofte gået sådan, at partiet uden for regeringen blev belønnet kraftigt af vælgerne ved det efterfølgende riksdagsvalg.
Ministerposter bliver ekstra vigtige
Selv om der altid vil være forskellige specifikke nationale forhold, der gør sig gældende i Finland og i Danmark, taler de finske historiske og aktuelle erfaringer alligevel deres tydelige sprog med hensyn til, hvad vi måske kan forvente her i Danmark, hvis politikerne efter valget forsøger at gå sammen om en regering på tværs af blokkene. For eksempel, hvis der skulle blive dannet en regering af Socialdemokratiet, Moderaterne og ét af de to gamle borgerlige partier, Venstre eller Det Konservative Folkeparti.
Man skal for det første forvente meget lange regeringsforhandlinger, og at der dermed vil gå lang tid, inden det politiske arbejde med for eksempel at løse de akutte økonomiske problemer for alvor kan begynde.
Vi kan også forvente, at vi får en regering, som ikke vil have særligt markante politisk-ideologiske holdninger til, hvor samfundet skal bevæge sig hen. Desuden vil fordelingen af ministerposter blive særdeles afgørende for, hvilken politik, regeringen vil føre på de forskellige områder.
Og endelig skal både Socialdemokratiet og det borgerlige parti, som eventuelt vælger at gå med i en sådan regering, altså Venstre eller Det Konservative Folkeparti, nok indstille sig på at miste endog rigtig mange stemmer ved næste folketingsvalg. Stemmer, som formentlig vil gå fra Socialdemokratiet til SF eller Enhedslisten og fra Venstre til Konservative – eller omvendt, fra Konservative til Venstre, alt efter hvem der går med i en bred regering.
Hvis både Venstre og Det Konservative Folkeparti beslutter sig for at gå med i en regering med Socialdemokratiet og Moderaterne, vil begge de to gamle borgerlige partier formentlig miste en del stemmer til andre borgerlige partier ved næste folketingsvalg.
Det store spørgsmål er således, hvilke af partierne herhjemme, der er villige til at løbe risikoen for på længere sigt at miste mange af deres vælgere i jagten på ”den finske model” - og i det brede samarbejdes navn.
