I august 2011 stod den daværende konservative premierminister, David Cameron, sammen med sin tidligere skolekammerat fra Eton College, Boris Johnson, der dengang var konservativ overborgmester i London, på gaden i en Londonforstad og betragtede ødelæggelserne efter en række optøjer med afbrændte biler og smadrede butikker til følge.
De brugte udtrykket ’Broken Britain,’ om det, de så, og henviste til almindeligt moralsk forfald og brudte familier som deres bud på en forklaring på optøjerne. De havde ikke overskud til at kigge indad og spørge, hvilket ansvar britiske politikere, herunder dem selv, havde for de omstændigheder, der var medvirkende til at skabe grundlaget for optøjerne.
Nu, 11 år senere, står det klart, at udtrykket Broken Britain nu i langt højere grad end dengang passer på Storbritanniens situation. Og det står klart, at det parti, de repræsenterer, bærer hovedansvaret for, hvor galt det er gået, idet det har været ubrudt i regering siden 2010.
Fra top til bund i G7 på seks år
I 2015 lå den britiske økonomi toppen blandt G7-landene. De konservative havde netop vundet parlamentsvalget og havde opnået et lille flertal efter i de forudgående fem år at have regeret i koalition med det meget mindre liberaldemokratiske parti. Økonomien udviste gode vækstrater, lav og faldende arbejdsløshed, stærk vækst i erhvervsinvesteringerne og faldende statsligt underskud. Det gik altså rigtig godt økonomisk.
På det tidspunkt var oppositionspartiet Labour tilmed i færd med at vælge Jeremy Corbyn som leder, og de blev derfor ikke set som en seriøs trussel mod konservativ dominans i overskuelig fremtid.
I dag, efter 12 år i regering, har de konservative ført den britiske befolkning ind i den diametralt modsatte situation med en økonomi, der efter alt at dømme er på vej ind i en alvorlig recession. Den engelske centralbank, Bank of England, og andre eksperter og analyseinstitutter forudsiger, at situationen kun bliver værre i de kommende år, og at der er behov for gennemgribende reformer og en kombination af skattestigninger og hårde nedskæringer i de offentlige budgetter for at få økonomien i balance.
Rishi Sunak, den femte konservative premierminister siden 2016, annoncerede da også i sin første tale den 25. oktober, at landet står over for meget dybtgående økonomiske problemer.
Hvad har ændret sig siden 2015? Det korte svar er Brexit; både Brexit i sig selv og de alvorlige og selvpålagte skadevirkninger, som udmeldelsen af EU har påført den britiske økonomi, og i høj grad også den dominans, som emnet har givet en fundamentalistisk højrefløj i det konservative parti.
De interne splittelser i det konservative parti går direkte tilbage til Brexit-afstemningen og det kaos, den skabte, fordi man i partiet åbenlyst ikke have gjort sig nogen overvejelser om, hvordan et flertal for leave skulle udmøntes.
Gennem de seneste otte år, fra årene umiddelbart forud for Brexit-afstemningen til i dag, har partiet bevæget sig fra David Camerons pragmatiske EU-skepsis over den indledende relativt bløde udgave af Brexit, som Theresa May forsøgte at komme igennem med, men til sidst knækkede på, til Boris Johnsons hårde og virkelighedsfornægtende Brexit og senest til Truss’ fantasiudgave af en økonomisk politik, der skulle udnytte de frihedsgrader, hun hævdede Brexit havde givet Storbritannien.
Markedet tog magten fra Truss
Liz Truss’ og hendes første finansminister, Kwasi Kwartengs, forsøg på at indføre den form for økonomisk politik, som de beskrev i deres neoliberale kampskrift fra 2012, Britannia Unchained, holdt kun i 44 kaotiske dage.
Regeringen ønskede at skabe vækst gennem forskellige finanspolitiske lempelser, herunder afskaffelse af topskat for de rigeste briter. Det skulle ske ud fra en teori om en trickle-down-virkning, altså en nedsivningseffekt, på resten af økonomien, så skattelettelserne med tiden også skulle komme middelklassen og de fattigere briter til gode. Der findes ikke noget empirisk belæg for, at teorien virker.
(Læs også artiklen: Storbritannien er vågnet til en ny neoliberal virkelighed)
Regeringens hensigt var at finansiere skattelettelserne gennem øget statslig låntagning. De internationale finansmarkeder reagerede prompte og hårdt på planerne, sendte pundet ud i et styrtdyk og hævede renten på de lån, Storbritannien ønskede at optage.
Det kendte slogan fra Brexit-valgkampen om at ’tage kontrollen tilbage’ (fra EU) døde og blev erstattet af en virkelighed, der viste, at Storbritannien havde mistet kontrollen med sin egen økonomiske politik. Paradoksalt nok viste det sig, at netop markedet tog magten og kontrollen fra to af de politikere, som besang det.
Det konservative partis tunge ansvar
Det er naturligvis ikke alle Storbritanniens økonomiske kvaler, der skyldes Brexit. Også før 2016 led landet under en række mere eller mindre permanente problemer med lav produktivitet, en geografisk meget skæv økonomi, et uddannelsessystem, som ikke bibragte store dele af befolkningen de nødvendige kvalifikationer, og underskud på betalingsbalancen.
De to internationale kreditvurderingsbureauer, Moody’s og Standard & Poor’s, har begge nedgraderet Storbritanniens økonomiske udsigter fra stabile til negative; noget som koster på omkostningerne for den britiske stat, når der skal optages statslån.
Situationen for det konservative parti er således alvorlig, og for befolkningen er den endnu værre. Aktuelt står man derudover med leveomkostningskrise, høj inflation og massive egentlige fattigdomsproblemer for store dele af befolkningen.
Det konservative parti får med rette, eftersom det har været i regering uafbrudt i 12 år, skylden for meget af dette. Den interne uro i partiet med fløjkrige, talrige udskiftninger af premierministre og andre ledende ministre har ikke gjort befolkningen mildere stemt over for partiet, og kravet om et parlamentsvalg er massivt. Et valg vil dog næppe komme før i efteråret 2024, - faktisk kan det trækkes helt til januar 2025 - for partiet har et solidt flertal i parlamentet og vil næppe udskrive valg på et tidspunkt, hvor det med stor sandsynlighed vil lide et massivt nederlag.
Partiets situation er en konsekvens af flere forskellige faktorer. Nogle af dem, f.eks. Covid-pandemien og de økonomiske omvæltninger, der er forårsaget af Ruslands angreb på Ukraine, er internationale og uden for britiske politikeres kontrol.
Men én væsentlig faktor, som alene ejes af det konservative parti, er en uforholdsmæssigt stor indflydelse fra den yderligtgående Brexit-fløj i partiet. En indflydelse som har forværret mange problemer. Theresa May gik ned på et forsøg på at forene de hårde Brexit-fundamentalister med de økonomiske og strategiske realiteter. Efter hende forsvandt Johnson ind i sin fantasiverden og placerede partiet i en ikke-eksisterende virkelighed, hvor Brexit kunne gennemføres uden negative konsekvenser for Storbritannien.
Denne tiltagende styrke internt i partiet til de ekstreme Brexit-fundamentalister har vanskeliggjort løsninger, fordi man fra den fløj prioriterer ideologisk renhed over traditionel konservativ pragmatisme med fokus på løsninger på virkelighedens problemer.
Det har efterladt partiet i kaos og reelt gjort regeringspartiet uregerligt. Så længe man i partiet ikke får taget et opgør med den fløj, som numerisk udgør et mindretal, vil partiet ikke være i stand til at regere rationelt og til gavn for land og befolkning.
En nylig YouGov-måling viser, at 54 pct. af de adspurgte briter mener, at Brexit var en fejltagelse, mens blot 34 pct. stadig mener, at det var den rette beslutning. Så partiet afspejler ikke befolkningens holdninger på spørgsmålet.
Er Sunak partiets og nationens redning?
Da Liz Truss blev valgt til partileder, skete det efter en seks uger lang valgkamp internt i partiet. Sidste del af valget mellem de to sidste kandidater blev endeligt afgjort af partiets ca. 180.000 medlemmer, som dermed installerede Liz Truss i Downing Street.
I valgkampen mod Rishi Sunak sagde Liz Truss tydeligt, hvad hun ville, så medlemmerne bærer dermed også et medansvar for det kaos, som hendes 44 dage som premierminister endte med at blive til. I hver eneste debat under formandsvalgkampen gjorde Sunak det klart, hvad konsekvenserne ville blive af den økonomiske politik, hun ville føre. Og han fik ret.
Én årsag til, at medlemmerne angiveligt foretrak Truss frem for Sunak, var loyalitet over for Johnson, som Truss hele tiden har støttet. Men dermed accepterede flertallet af de konservative medlemmer også den måde, Johnson havde forvaltet embedet på.
Johnson gav også sin opbakning til Truss, måske mere for at undgå Sunak, som havde ført an i parlamentsgruppens opgør med Johnson. Måske håbede han på, at hans egen dårlige præstationer ville se bedre ud i sammenligning med Truss – og at han kunne vende tilbage, når hun forventeligt var hurtigt væk fra posten. Det lykkedes faktisk også næsten for ham. Hvis afgørelsen af det indtil videre seneste formandsvalg i oktober også var endt hos de menige medlemmer, ville disse formentlig have foretrukket Johnson frem for Sunak.
Nu har landet så fået sin tredje premierminister inden for tre måneder. Da Rishi Sunak blev valgt, skete det efter en kun én uge lang procedure. Det udvalg i partiets parlamentsgruppe, der har ansvaret for afholdelse af formandsvalg, besluttede at sætte en høj tærskel for at komme på stemmesedlen, nemlig 100 støtteerklæringer. Deres håb var, at man dermed kunne undgå endnu engang at risikere, at medlemmerne valgte ’forkert’.
Det lykkedes. Hvor valget af Truss blev afgjort af 180.000 medlemmer, blev valget, eller rettere kåringen, af Sunak foretaget inden for parlamentsgruppens 357 medlemmer.
Det er ikke så underligt, at både oppositionen og flertallet i befolkningen har krævet et parlamentsvalg, så vælgerne kan afgøre, hvem der skal lede landet gennem de kommende vanskelige år.
Hold øje med budgettet 17. november
Det konservative parti har nu valgt Rishi Sunak som ny leder og dermed premierminister. Han er den første blandt de tre, der har siddet på posten i de seneste fire måneder, som ikke er valgt af partiets højrefløj eller haft højrefløjens opbakning. De fleste fra denne fløj støttede Boris Johnsons kandidatur i oktober, indtil han trak sig.
Men partiets Brexit-ekstremistiske højrefløj har ikke lagt sig ned, og vi vil med garanti høre mere fra den, hvis de ikke er tilfredse med Sunak.
Sammenlignet med Boris Johnson og Liz Truss fremstår Rishi Sunak langt mere kompetent og politisk mainstream, og mange har sikkert draget et lettelsens suk, da han blev valgt. Tilbage til normalen, har formentlig været manges reaktion. Men normalen har ikke indfundet sig. Sunak står med præcis samme problemer som sine forgængere. Forskellen er måske hans tilgang til dem.
Én ting, han ikke kommer uden om, er, hvordan han vil løse landets alvorlige økonomiske problemer. Det vil vi få nærmere indsigt i den 17. november 2022, når hans finansminister Jeremy Hunt efter planen fremlægger regeringens første bud på et budget. Hvordan bliver balancen mellem skattestigninger og udgiftsreduktioner; hvad vil de gøre i forhold til leveomkostningskrisen? Højrefløjen i partiet vil med stor sandsynlighed være stærke modstandere af skattestigninger, uanset situationens alvor.
Og hvis den mere realistiske tilgang til virkeligheden skulle få Sunak til at slå ind på en kompromissøgende kurs i forhold til EU for ikke yderligere at forstærke de massive økonomiske problemer, som landets farvel til det indre marked skaber for britisk økonomi og for tusindvis af virksomheder, så vil han omgående høre fra Brexit-ekstremisterne på de bageste bænke i parlamentet.
Selvom der lige nu er 1,7 millioner ubesatte jobs i Storbritannien, både i den private og offentlige sektor, vil det samme ske, hvis han begynder at tale om at liberalisere indvandringspolitikken.
Den fremtrædende fortaler for det rene, ideologiske Brexit, Jacob Rees-Mogg, sendte et klart signal herom, da han trak sig fra sin ministerpost den dag, Sunak blev udnævnt. Det gjorde Rees-Mogg med et brev, som han daterede med St Crispin’s Day i stedet for med datoen, den 25. oktober. Deri ligger en stærk symbolsk reference til engelsk enegang og storhed, og med Rees-Mogg’s pen også en reference om kompromisløshed i forhold til til EU og Brexit.
Så selvom persongalleriet delvist er ændret, har den grundlæggende situationen, som Sunak står over for, ikke ændret sig med skiftet fra Truss til Sunak.
Det tæller dog nok til Sunaks fordel, at de fleste i det konservative parti må have indset, at de ikke kan blive ved med at udstille deres splittelse så åbent, som tilfældet har været gennem de seneste måneder. Hvis partiet fortsætter med at gøre det i de næste to år frem mod næste parlamentsvalg, vil dets historiske rolle i britisk politik nok være udspillet.
