Jakob Skovgaard er på en gang skuffet og tilfreds.
Han er lektor i statskundskab ved Lunds Universitet, hvor han forsker i klimapolitik og sammenhængen mellem økonomi og klimakrise. Og efter det nyligt overståede klimatopmøde COP27 i Egypten sidder han tilbage med blandede følelser.
”COP27 kørte generelt i to spor, og resultaterne stikker i hver sin retning. I forhold til at afbøde konsekvenserne af klimaforandringer var der historiske og væsentlige fremskridt. Men i forhold til at stoppe klimaforandringerne var der desværre ikke de store fremskridt,” siger han.
Aftalen, der endelig kom i hus søndag efter to ugers forhandlinger i badebyen Sharm el-Sheikh, indvarslede også en helt ny kobling mellem netop økonomisk udvikling og klimapolitik, som Jakob Skovgaard hæfter sig særligt ved.
”For første gang er man begyndt at inkludere de store offentlige finansielle institutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og Den Afrikanske Udviklingsbank. De skal spille en meget større rolle i den grønne omstilling, og det bliver virkelig spændende at følge. Det kan potentielt få enorm betydning,” siger han.
Succesen: International klimaretfærdighed
Når Jakob Skovgaard kalder aftalen skelsættende, er det først og fremmest fordi der blev vedtaget en international fond, som skal dække tab og skader forårsaget af klimakatastrofer.
De rige lande, som også står for den største CO2-udledning, skal betale til fonden, og de fattigere lande, som er mest sårbare over for klimaforandringer, kan få udbetalt penge, når de bliver ramt af klimakatastrofer.
Sådan en mekanisme har været på de fattigste landes ønskeliste i mere end 30 år, siden de allerførste klimatopmøder blev afholdt. Men først nu er der bygget bro mellem de lande, der forårsager klimaforandringerne, og dem, der lider mest under dem.
”De rige lande har trukket det ud i 30 år, men nu er de endelig gået med til at smide nogle penge i den fond. Det er et væsentligt skridt,” siger Jakob Skovgaard.
Han er faktisk lidt overrasket over, at det blev vedtaget, og vil nu lige vente og se, hvordan det udspiller sig i praksis.
”Nogle er helt oppe at ringe, men jeg er afventende. Jeg ser det som et skridt i en positiv retning mod en mere internationalt retfærdig håndtering af klimaforandringer og deres konsekvenser. Men det er kun ét skridt, og nu får vi se.”
Udsigt til langvarig tovtrækning
Jakob Skovgaard påpeger, at det vil tage tid at få fonden på plads. Og den konkrete udmøntning vil få stor betydning for, hvor effektiv den bliver i praksis: Hvert enkelt land skal først finde pengene, og ingen kommer til at betale, før alt det formelle er på plads.
”EU og USA er gået med til aftalen og dermed også til at betale til fonden. Så det skal nok blive til noget. Men der mangler stadig vigtige detaljer om, hvor mange penge de betaler ind, og under hvilke vilkår de bliver udbetalt,” siger Jakob Skovgaard
Der udestår dels en diskussion af, hvilke lande der skal være berettiget til hjælp, og dels en tovtrækning om, hvor pengene præcis skal komme fra. Den store fare er, at pengene bliver taget fra midler, der i forvejen var øremærket til lignende formål.
”Der er ingen sikkerhed for, at pengene ikke bliver taget fra eksisterende klimatilpasningsmidler. Og så er vi jo lige vidt. Ender vi med at kalde det både erstatning ved klimatab og klimatilpasning og udviklingsbistand, tæller vi bare de samme penge flere gange, uden at der reelt kommer flere midler til,” siger Jakob Skovgaard.
Det er et område, det er værd at holde tæt øje med de næste år, hvor fonden skal udmøntes i praksis, mener han.
”Der kommer til at være mange slagsmål om de her penge. Hvem betaler, hvor meget betaler de, hvor kommer pengene fra, hvor skal de bruges, hvilke lande kan modtage pengene, hvem skal styre hvad de skal bruges på? Det vil blive diskuteret på de næste mange klimatopmøder.”
En mulighed er også, at der vil blive lagt en afgift på international fly- og skibstrafik og på profitterne fra de store olie- og gasselskaber, og at de penge så kan gå ind i fonden. Mekanismen til dette er sådan set på plads, men viljen til internationale afgifter har ikke været der endnu, siger Jakob Skovgaard.
Ikke desto mindre er vedtagelsen af klimafonden i sig selv historisk. Den næste tid vil vise, om projektet får endnu mere momentum eller sander til i forhandlinger om den praktiske implementering. Potentialet er i hvert fald massivt til stede.
Skuffelsen: CO2-udslippet, der ikke forsvandt
Klimatopmødets andet hovedspor var måske det vigtigste, i hvert fald i vores del af verden. Det handlede om at bygge videre på Paris-aftalen fra COP21, hvor verden forpligtede sig på at holde den globale opvarmning under smertegrænsen på 1,5 grader. Dét mål kræver en opbremsning i det globale CO2-udslip, som slet ikke er blevet realiseret.
Og det bliver den nok heller ikke.
”COP27-aftalerne har ikke fået os mere i retning af at opnå målet. Slet ikke,” siger Jakob Skovgaard.
Landene blev ikke på topmødet enige om nogen konkrete forpligtelser til at udfase fossile brændsler og sænke udledningen af klimagasser i forhold til tidligere klimaaftaler.
”Generelt synes jeg, at resultaterne på det område har været skuffende. Der var forsøg på at hæve ambitionsniveauet, men de faldt til jorden og blev ikke vedtaget. Det tegner dårligt for fremtiden, rent ud sagt,” siger Jakob Skovgaard.
F.eks. foreslog Indien med støtte fra EU at accelerere den langsomme udfasning af kul, som blev vedtaget på sidste års COP26 i Glasgow, og samtidig udvide udfasningen til også at omfatte olie og gas. Men det blev ikke vedtaget.
En sort kattelem
Arbejdet for at bremse udslippet af drivhusgasser gik ikke bare i stå efter COP27 – på nogle punkter gik det ligefrem baglæns, mener Jakob Skovgaard.
”En klart negativ udvikling er, at man nu ikke længere kun taler om vedvarende energi, men også low emissions energy. Det udvander de internationale aftaler og kan potentielt være en kattelem for fortsat at bruge fossile brændsler,” siger han.
Udtrykket ’lav-emission’ bliver ofte brugt frem for ’vedvarende’ for også at inkludere atomkraft, der ikke teknisk set er vedvarende, men stort set CO2-frit. Udtrykket har dog ingen klar officiel definition, og derfor er det farligt, at det nu har sneget sig med i aftaleteksterne fra COP27.
”Nogle bruger det til også at omfatte nogle fossile brændstoffer. Særligt gas bliver af nogle omtalt som ’low emission’, fordi det relativt set har lavere emissioner end kul,” siger Jakob Skovgaard.
Verden var i forvejen langt fra de ambitiøse mål fra COP21 i Paris, og de færreste forventede, at COP27 ville formå at ændre kursen tilstrækkeligt. Jakob Skovgaard konkluderer da også efter klimatopmødet, at vi i endnu højere grad styrer mod at overskride målene.
Paradigmeskiftet: Grøn omstilling er økonomisk udvikling
Ud over forhandlingsresultaterne i de to hovedspor – det forbavsende positive og det entydigt negative – åbnede topmødet en helt tredje front i klimakampen. Lidt overraskende blev der vedtaget en aftale, som bringer en ny gruppe af særdeles magtfulde spillere på banen: De internationale finansinstitutioner.
Som forsker i økonomi og klimapolitik og forfatter til bogen ’The Economisation of Climate Change’ om netop økonomiske organisationers rolle i klimaforandringer på godt og ondt, ved Jakob Skovgaard bedre end nogen, hvor vigtig en forandring, der lige skete under COP27.
”Det vil påvirke verdens økonomiske udvikling massivt, særligt i udviklingslande. Det tror jeg kan gøre en enorm forskel klimamæssigt. Der er i hvert fald et stort potentiale,” siger han.
Den lille caribiske ø-stat Barbados fik verdens lande med på at vedtage en klar opfordring til, at udviklingsbankerne inddrager den grønne omstilling langt mere i deres formål og praksis.
Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og regionale institutioner som Den Afrikanske Udviklingsbank og Den Asiatiske Udviklingsbank råder over enorme pengekasser. Dem kan klimatopmøderne formelt ikke bestemme over, men det, der lige skete på COP27 var alligevel betydningsfuldt.
”Institutioner som IMF og Verdensbanken låner enormt mange penge til især udviklingslande. Det vil flytte gigantiske investeringer fra sort til grøn, hvis midlerne ikke længere går til kulkraft og olieindvinding, men til tiltag som både finansielt, økonomisk og klimamæssigt giver mening,” siger Jakob Skovgaard.
Klimatopmødet har ikke direkte beføjelser over institutionerne, men de styres af de selvsamme lande, som lige har vedtaget COP27-aftalerne. Selvom de fattigste lande har mindre indflydelse i institutionerne end på klimatopmødet, vil beslutningen få betydning.
”Det vil styrke de kræfter inden for udviklingsbankerne som vil gøre dem mere grønne,” siger Jakob Skovgaard.
”Allerede nu har de stærkt begrænset deres långivning til ’sorte’ projekter som kulkraft og olieudvinding. Og COP27 kan skubbe på den udvikling og også gøre det lettere for lande ramt af klimakatastrofer at rejse penge.”
Fra sort vækst til grøn omstilling
De internationale finansielle organisationer er skabt for at sikre økonomisk stabilitet og fremgang i verden. Ifølge Jakob Skovgaard giver det derfor absolut mening, at klimaet bliver tænkt ind, for klimaet påvirker også den økonomiske stabilitet på længere sigt. Noget, som det globale økonomiske system ellers har forsømt at tage højde for.
”De er med rette blevet beskyldt for at være dårlige for klimaet. Selv for nylig har de givet penge til at lede efter nye oliekilder, opstarte ny olieproduktion og bygge nye kulkraftværker. De har haft en enormt negativ påvirkning på klimaet, og de projekter kommer til at have en negativ klimaeffekt langt ud i fremtiden,” siger Jakob Skovgaard.
Økonomisk vækst har været det altoverskyggende redskab til at sikre sociale fremskridt i udviklingslandene og global økonomisk stabilitet. Det er sket med stor succes, men også på bekostning af klimaet.
Klimadagsordenen og det økonomiske vækstparadigme, som de finansielle institutioner opererer inden for, har længe stået som hinandens modsætninger – med væksten som den soleklare vinder af den indbyrdes konkurrence, også på klimatopmøderne. Det er ret nyt, at de to mål bliver forsøgt koblet sammen, også internationalt igennem udviklingsbankerne.
”Det er en stor skude, som man nu forsøger at vende. Særligt udviklingslande vil få mulighed for at udvikle deres økonomier i en mere grøn retning,” siger Jakob Skovgaard.
Selv om det kun står svagt i aftaleteksten fra COP27, forventer han, at det er tegn på et skifte, som med tiden vil blive særdeles betydningsfuldt.
”Udviklingsbankerne spiller i forvejen en stor rolle i den økonomisk udvikling, og nu vil også deres betydning for den grønne omstilling bare vokse,” siger Jakob Skovgaard.
De fattige lande satte dagsordenen
Alt i alt er det store facit efter COP27 en kombination af stilstand, tilbageskridt og måske begyndelsen på et fremskridt i indsatsen for rent faktisk at ændre verdens katastrofekurs mod uoprettelige klimaforandringer.
Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader ser ud til at være stendød, og blev ikke genoplivet på klimatopmødet i Egypten. Heller ikke, selv om de store offentlige pengetanke begynder at investere mere grønt end sort.
”Det overordnede resultat er blandet. På nogle punkter er det gået fremad. Men skal jeg være lidt hård, så er jeg ikke tilfreds,” siger Jakob Skovgaard.
Det har været endnu en demonstration af, at verden i fællesskab takler klimakrisen alt for langsomt. Men også af, hvad FN’s klimatopmøder faktisk kan.
International politik er ofte en arena for de rige, de magtfulde og de få. Men COP-systemet er også for de mange og de små.
”De her COP’er er et af de få steder, hvor de fattige lande har mere at skulle have sagt, og det var derfor fonden til tab og skader blev vedtaget denne gang. Uden for COP-systemet har de rige lande magten, og vi må se hvordan det bliver, men nu er det på dagsordenen, og de rige har også skrevet under,” siger Jakob Skovgaard.
For Jakob Skovgaard illustrerer klimatopmøderne verdenssamfundets træghed, når det handler om at adressere svære spørgsmål som klimaforandringer og økonomisk omstilling. Men også at fremskridt ikke er umulige.
”En gang imellem opstår der bare momentum, og ting, som i mange år virkede urealistiske, bliver pludselig vedtaget alligevel. Som 1,5-graders-målsætningen i Paris eller klimaskadefonden nu. Jeg tror f.eks. ikke, at den internationale afgift på fly- og skibstrafik bliver gennemført foreløbig. Men man ved det aldrig. Nogle gange går det bare stærkt.”
