På Père-Lachaise-kirkegården i Paris, lidt til højre for hovedindgangen gemt væk bag en række skæve mosgroede og vejrbidte gravsten, finder man mausoleet for Abélard og Heloïse. Stenfigurerne af de to elskende ligger i fuld størrelse ved siden af hinanden på en sarkofag inde i et overdækket nygotisk kapel med åbne buer.
Vi besøger kapellet, fordi det er lige her den moderne vestlige idé om sanselig kærlighed begynder. Dén, der når sit kommercielle højdepunkt hvert år i februar med fejringen af St. Valentine’s Day.
Abélard var en fremtrædende filosof og teolog i Paris i begyndelsen af 1100-tallet. Han blev huslærer for Heloïse, hun var intelligent og smuk, de forelskede sig hovedkulds, hun blev gravid, og de giftede sig i dølgsmål med Heloïses fars accept. Giftermålet forhindrede dog ikke faren i at kastrere Abelard i en hævnakt, hvorefter Abélard bad Heloïse om at gå i kloster.
Deres breve til hinanden flere år efter balladen er siden blevet verdenslitteratur. Heloïse insisterer i sine breve på deres sanselige kærlighed, imens Abélard halvhjertet og lemlæstet forsøger at dirigere kærligheden i en mere moralsk og gudelig retning.
Lad os kalde brevene erotisk litteratur, set med datidens øjne, en intim samtale mellem to mennesker, hvis sjæle sværmer om hinanden og løftes imod det åndelige uden af den grund at give køb på kødets lyst.
Kærlighed ved første stik
Fortællingen om Abélard og Heloïse indeholder nogle af de ingredienser, som stadig fjernstyrer vores forestillinger om kærlighed og kærlighedens væsen.
De blev sat på formel et par hundrede år senere af den såkaldt høviske kærlighed. Den kaldes høvisk fordi høvisk betyder hof, og det var ved hofferne i Sydfrankrig og Italien, at den blomstrede frem i den sene middelalder. Den var stort set en litterær opfindelse skabt af ridderomaner og digte, men med rødder i platonisme og middelalderens kristendom.
Kærligheden synes fra begyndelsen at være et forhold mellem mindst tre mennesker. Abélard og Heloïse’ kærlighed defineres således af et samfundsforbud og en faderlig hævn. I ridderromanerne forhindrer borgherrens magt kærligheden mellem ridderen og borgfruen i nogensinde at blive realiseret. Og hadet mellem familierne ødelægger Romeo og Julies fremtidsudsigter.
Her ved de europæiske hoffer i 1300-tallet, opstod også idéerne om kærlighed ved første blik og den eneste ene. I samtidens digtsamlinger ser digteren typisk den elskede for første gang i kirken. Senere ser han måske den udkårne gå sammen med veninderne på gaden. Deres blikke mødes, og digteren rammes af Amors pil. ”Der er større farer i dit blik end i en snes af deres sværd,” siger Romeo til Julie. Den udkårnes blik er fatalt. Hun er fra da af den eneste ene.
Men størst af alt er dog…
Det blik, den forelskede digter rammes af, affotograferer han for at gemme den elskede i sin erindring. Ifølge konventionen dør hun nemlig relativt tidligt i digtsamlingen og efterlader digteren med sit skrøbelige øjebliksbillede og en ufuldbyrdet kærlighed. Ingen sex og intet ægteskab.
Det ekstremt potente ved denne forestilling var, at den tvang den forladte elsker til at se indad. Den sanselige kærlighed var en vej til dannelse og indsigt i sig selv og verdensgåden, i noget åndeligt, i sidste instans i Gud. I Dantes Den guddommelige komedie fører den afdøde Beatrice således Dante igennem Paradis og imod Gud. Den sanselige kærlighed er ikke sit eget formål. Den er et middel til noget langt større.
Modsat sin yngre italienske medsøster havde Heloïse sin egen stemme. Det er det enestående ved hende. Og hun nægter at forvandles til ånd.
I sine breve fra klostret minder Heloïse hele tiden Abélard om, at deres kærlighed var en sanselig kærlighed. Og hun minder os om, at den høviske kærligheds betoning af afkald og indsigt er mandens fortælling. En kastreret fortælling.
Den ultimative kærlighedspakke
Vi springer op til midten af 1700-tallet. Det er her, at kærligheden bliver romantisk. Den romantiske kærlighed sætter trumf på med en kærlighedspakke som består af seksualitet, sjælenes genkendelse og indsigt i verdensordenen, alt i én person, den eneste ene – som man til og med giftede sig med. Den har vist sig særdeles levedygtig denne romantiske kærlighed, men også, mildt sagt, svær at leve med.
I den romantiske kærlighed er krop, sjæl og ånd ét, og ægteskabet er dens institution. Det er et historisk kompromis mellem de stadig mere opskruede forventninger til kærligheden som det kompleks af følelser, hvorigennem vi opnår lykke, og det borgerlige samfunds behov for orden og reproduktion. Der er et stærkt dresserende element i denne kærlighedsideologi. Det er praktisk for samfundet at stabilisere seksualiteten og fantasien ved hjælp af ægteskab og moral.
Det tidlige 1800-tals litteratur er spækket med besyngelser af kærlighedens helende virkning, udmalinger af dens tragiske skæbner og undersøgelser af forelskelsens mindste rørelser. Senere i århundredet læser vi om dødsens kedsommelige ægteskaber og kvinden som handelsvarer imellem mænd. Det er på det tidspunkt, at den norske dramatiker Henrik Ibsen lader Nora smække med døren til dukkehjemmet og gå sin vej.
Love is the drug
Hundredeoghalvtreds år efter Noras sortie ligner kærligheden et teaterstykke. I hvert fald ifølge den franske litteraturkritiker Roland Barthes.
I sin bog Kærlighedens forrykte tale kortlægger han den særlige dramaturgi som er forbundet med at være forelsket. Dét, at vi alle sammen gør, siger og gennemlider akkurat de samme ting. At kærlighed gør blind, at vi ikke ved, hvor vi skal gøre af os selv, at vi bliver jaloux, at vi forbinder alt, vi møder, med den elskende, at vi mister interessen.
Det er forelskelsens ironi, at der, hvor vi søger det helt særlige, også er der, hvor vi er allermest ligesom alle de andre. Barthes beskriver en lidenskabelig, men underlig tom kærlighed. Kærligheden som gestik. Som opførte vi et skuespil. Når det er blevet sådan, er det ifølge Barthes fordi, kærligheden ikke længere kan levere en verdensforklaring – sådan som den kunne for middelalderens og romantikkens mennesker.
Måske giver kærligheden ikke længere indsigt i verdensaltet. Men den bekræfter i det mindste hver enkelt i, at hun eller han lever. Man mærker, at man er til, når man er forelsket. I den forstand er kærligheden nok den vigtigste meningsgiver overhovedet for det moderne menneske. Love is the drug som Roxy Music sang engang i 1970’erne.
Nektar mixet med fryd
Det var den også for den kvindelige græske digter Sappho. Lad os gå tilbage til hende. Tilbage til øen Lesbos og en kærlighed fra før Abélard og Heloïse. En kærlighed, som ikke var heteroseksuel, ikke digtet af mænd og ikke belastet med alt muligt ideologisk gods. Tilsyneladende, i hvert fald. For vi ved ikke ret meget om Sappho, og hendes digte er kun overleveret i fragmenter.
I det eneste komplette digt, vi har fra hendes hånd, beder hun Afrodite om at skænke sig kærlighedens lyst. For Sappho er kærligheden ikke længsel og lidelse, men udfrielsen fra den slags følelser. Den er ”nektar mixet med fryd” og ”Dirrende blade” hvorfra der ”drypper trance”.
Sapphos fordring til kærligheden virker stærk og enkel. Konflikterne mellem krop og ånd, afkald og opfyldelse, troskab og forelskelse, alt det middelalderlige og orgel-romantiske tankegods, lader ikke til at spille nogen afgørende rolle. Hun beder lidenskabeligt gudinden om at få del i kærlighedens lidenskab, om at give hende the drug.
My Funny Valentine
Er Sappho mere moderne end Abélard og Heloïse, selvom hun er syttenhundrede år ældre? Er hendes stemme så stærk, at den kan tale på tværs af historien og direkte til os? Måske. Men vi slås stadig med den romantiske kærlighed, dens løfter og dens eftervirkninger. Ikke mindst når vi fejrer Valentine’s Day. Er den dag ikke bare en tom gestus til den romantiske kærlighed?
Det er i den forbindelse værd at minde om, at navnet Valentin dækker over mindst tre katolske helgener, og at valget af februar til at fejre hans (eller deres) fødselsdag var strategisk. Det handlede om at udrydde den hedenske fest, vi kalder fastelavn og altid har fejret i februar.
Så lad os give hedenskabet og karnevallet det sidste ord:
Hvis man skal vurdere hvilken slags kærlighed, som i dag er den mest fremherskende, skal man gå til en anden grav på Père-Lachaise. Det er ikke Abélard og Heloïse, de besøgende flokkes om og lægger blomster ved, sådan som de gjorde engang. De ligger som sagt forladte og svært tilgængelige.
Nu til dags er topscoreren den politiske journalist Victor Noir. Noir blev skudt i en duel af prins Pierre Bonaparte i 1870 og blev snart en folkelig martyr. I lighed med det berømte kærlighedspar ligger han på ryggen i sten og fuld størrelse - og så har han et påfaldende stort lem under sine bukser. Stenen er glat og skinnende omkring lemmet og omkring munden. Legenden vil, at man med et kys eller berøring netop dér får et bedre sexliv.
Noir var ingen helgen. Og det er til ham, kærlighedens pilgrimme anno 2023 valfarter.
