Vil man krydse den franske flod Loire lige nu, kan man roligt ignorere den store hængebro i Loireauxence og gå direkte over på den udtørrede flodseng under broen. De italienske alper har hverken sne på tinderne eller vand i åerne, og i Po-dalen nedenfor, hvor rismarkerne normalt står under vand, visner afgrøderne på tørre sletter.
Europa tørster. Vi har ikke bare hedebølge, men en dyb vandkrise med konsekvenser for landbruget, industrien, elproduktionen og husholdningerne.
”Vores samfund og den måde, vi lever på, er udfordret af vandmangel. Økonomisk vækst betyder større forbrug af ressourcer, også vandressourcer. Stigende vandforbrug og klimaforandringer er ved at sende os ind i en langsigtet global vandkrise, hvis vi ikke ændrer adfærd,” siger Jens Christian Refsgaard, professor emeritus i vandressourcer ved GEUS.
Problemet ikke bare er én tør sommer i Europa. Det stikker dybere, faktisk helt ned til grundvandsspejlet, og rækker hele jorden rundt.
Også i Kina er situationen lige nu ekstrem. Når turisterne går tur på havnefronten i Shanghai og spejder efter de ikoniske neon-oplyste skyskrabere, gigantiske reklameskærme og pulserende lysshow, bliver de skuffede. Ligesom i mange andre byer langs Yangtze-floden er elektriciteten nu rationeret, og overflødigt forbrug er forbudt.
Efter den værste hedebølge i historien er der nemlig ikke nok vand i Yangtze til at drive de kraftværker, som normalt leverer elektricitet til regionen. Selv de fabrikker, som er kronjuvelen i regionens økonomi, er midlertidigt gået i sort: Volkswagen, Toyota, Foxconn, der producerer iPhones, og CATL, verdens største leverandør af elbil-batterier, er alle uden strøm.
Selv hvis man ser bort fra den aktuelle tørke, bruger Kina og store dele af verden mere vand, end jorden kan understøtte og styrer mod en permanent vandkrise. Med klimaforandringer og stadigt stigende vandforbrug til klodens voksende økonomi ser det umiddelbart sort ud for verden på vandfronten.
”Den helt aktuelle situation er midlertidig og handler om ekstremt vejr. Men det er en forsmag på, hvordan fremtiden ser ud, hvis vi ikke får styr på overforbrug, vandpolitik og dårlig infrastruktur,” siger Jens Christian Refsgaard.
Alligevel mener han, at der er grund til optimisme. ”Vi kan ikke ændre vejret, men vi kan sagtens gøre noget for at afværge vandkrisen,” siger han.
Han peger på, at ét land allerede har realiseret de løsninger, der skal til, og hver dag høster gevinsterne: Danmark.
Mens verdens vandforbrug stiger år for år, bruger Danmark 40 pct. mindre vand end for 40 år siden.
”Vores økonomiske vækst, velstand og levestandard er helt afkoblet fra vandforbruget. Det kan også lykkes andre steder i verden, alle steder faktisk,” siger Jens Christian Refsgaard.
Overforbruget ender galt
Jens Christian Refsgaard påpeger, at det er helt nødvendigt at sætte ind, hvis vi skal afværge en langsigtet vandkrise, med store økonomiske, miljømæssige og menneskelige konsekvenser.
”De fleste steder på jorden er vandforbruget tæt knyttet til økonomien og fødevareproduktionen, så det kan være meget smertefuldt, når den ressource begynder at slippe op,” siger han.
Næsten halvdelen af verdens befolkning lever med betydeligt vandstress. Det er en indikator for, hvor mange procent af det tilgængelige vand – al den regn, der ikke fordamper – der bliver brugt til industri, landbrug osv. forklarer Jens Christian Refsgaard.
"Når vandstresset kommer over 40 pct., bliver det et stort problem. Verdensbanken har lavet studier af sammenhængen mellem nationaløkonomi og vandmangel, som viser, at vandstress kan koste 10-15 pct. af BNP,” siger han.
Det er muligt at opretholde et enormt overforbrug i en årrække. Det gør man både i USA og i Kina, hvor man forsyner industrien med enorme mængder gratis grundvand for at hjælpe økonomien. Men det er altid en stakket frist, advarer vandprofessoren.
”Hvis du bruger mere vand, end der bliver skabt, kommer der en dag, hvor der ikke er vand nok. Nogle kilder løber lynhurtigt tør, mens grundvandsmagasiner kan overforbruges i årtier, før de er tømt. Men så er de også tømt, og pludselig bliver man nødt til at stoppe forbruget eller betale ekstremt dyrt for alternative vandkilder. Begge dele kan dræbe økonomi og fødevareproduktion.”
I områder med betydeligt vandstress vil vandmanglen før eller siden begynde at kvæle fødevaresikkerheden, naturen og økonomien.
Det går altså galt, hvis vi fortsætter som hidtil i Kina og store dele af verden.
En god og en dårlig nyhed
Den gode nyhed er, at de tiltag, det vil kræve at løse vandkrisen, er velkendte, gennemprøvede og relativt simple.
Disse instrumenter handler både om adfærdsændringer, politik og teknologi. Bringer vi dem alle i spil, er vandkrisen til at håndtere.
En af årsagerne til Danmarks faldende vandforbrug er, at man i 1980’erne valgte at mangedoble prisen på vand for at finansiere nye anlæg til rensning af spildevand.
”Prisen gjorde, at industrien blev nødt til at effektivisere sit vandforbrug, og det har den gjort meget effektivt. Samtidig har der været kampagner for at få private til at bruge mindre vand. Og det har virket,” siger Jens Christian Refsgaard.
Sammen med andre tiltag, som blev indført op igennem 1990’erne, kan den danske succeshistorie være skabelon og idekatalog for resten af verden. De velafprøvede løsninger er lige til at tage ned fra hylden og implementere.
Den dårlige nyhed er, at det bliver et langt, sejt og i nogle tilfælde dyrt træk at føre dem ud i livet. Og de udgør ikke brugbare svar på den knastørre sommer 2022.
”Den helt aktuelle situation med tørke i Europa har jeg ikke en løsning på. Der er meget, vi kan og bør gøre for at udnytte vandressourcerne bedre og være mere forberedt på fremtiden, men det tager tid at gennemføre. At en flod er tørret ud, er der ikke så meget at gøre ved nu og her,” siger Jens Christian Refsgaard.
Vandmanglen denne sommer må kineserne og europæerne håndtere ved politisk at prioritere, om det begrænsede vand eksempelvis skal gå til landbrug, industri eller husholdninger – og leve med de problemer, det valg fører med sig. Det bliver en dårlig sommer uanset hvad, og vi kan kun for alvor gøre en forskel for fremtidens somre.
Løsning 1: Prisen skal afspejle omkostningerne
I dag er vand de fleste steder gratis eller langt billigere end det burde være. Ikke bare når man ser på vandets økonomiske værdi for forbrugeren, f.eks. industrien, men i endnu højere grad, når det kommer til de miljømæssige og økonomiske omkostninger ved at bruge det. Når prisen for vandforbruget afspejler de reelle omkostninger, følger mange af de nødvendige løsninger på vandkrisen af sig selv, og derfor er prisen det første sted at starte.
”Vi skal have nogle incitamenter i samfundet og nogle prisstrukturer på vand, hvor vi erkender, hvad vand betyder økonomisk og socialt. Så vil forbruget også begynde at tilpasse sig, og det allerværste spild vil hurtigt ophøre,” siger vandprofessor Jens Christian Refsgaard.
Helt lavpraktisk betyder det bare, at vand skal koste noget at bruge. Ikke at det behøver at være særlig dyrt.
Mange steder er vandforbruget helt gratis og bliver slet ikke målt. Man skal måske betale noget for at få adgang til vand, i form af et vandrør til det offentlige vandledningsnet, en privat boring ned til grundvandet eller en kanal til den nærmeste flod. Men vandet er derefter gratis eller takseres til et fast beløb per måned uanset forbrugets størrelse.
Resultatet er et enormt overforbrug.
”Mange steder kan landmænd helt gratis pumpe så meget grundvand op, de overhovedet vil. Og så kan det aldrig betale sig at være effektiv. De pumper bare maksimalt hele tiden, uden at justere efter behov. De fråser vildt med vandet, og selv om de ikke skal bruge det, lader de bare pumpen køre videre,” siger Jens Christian Refsgaard.
Det er ikke et spørgsmål om at skrue prisen op til et tårnhøjt niveau, som få kan betale, især ikke i lande hvor mange fattige er afhængige af vand til deres levebrød i landbruget. Her er det som regel nok at indføre vandmålere og taksere efter forbrug.
Derudover skal forbrug af den fælles vandressource altid koste noget, uanset om det er et offentligt ledningsnet, en privat grundvandsboring eller vandingskanal fra floder og søer.
”I Danmark skal man betale for selv at pumpe vand op. Både husholdninger og industri skal nemlig både betale omkostninger plus en grøn afgift. Landbrugets vandforbrug begrænser man ved kun at give et bestemt antal tilladelser til at pumpe vand for at tilgodese lokale miljøhensyn. Det vigtigste er at der er incitamenter til at begrænse forbruget af vand, fordi det er en begrænset ressource," siger Jens Christian Refsgaard.
Kommer der først en fornuftig pris på vandforbruget, følger den næste løsning mere eller mindre naturligt og bringer os et stort stykke tættere på målet om et bæredygtigt vandforbrug.
Løsning 2: Vandet skal bruges rationelt
Når en ressource er prissat under sin reelle værdi, inviterer det til overforbrug. Og når den er gratis, kan den bruges helt uden fornuft og omtanke. Derfor er der masser af nemme, effektive og billige tiltag, der bare venter på at blive sat i værk – så snart vandforbruget får en pris.
Det handler ikke om afvikling af økonomien, men effektivisering.
”Nogle lande er afhængige af industri, der kræver meget vand, og man behøver ikke nedlægge dem. Alle de industrier er i stand til at effektivisere markant. Som regel kan man f.eks. rense og genbruge vand i industriprocesserne i stedet for at hælde det ud og i det hele taget optimere på vandforbruget. Det har man bare aldrig gjort, fordi vandet er gratis. Man har fråset og ikke tænkt på at gå efter selv meget lavthængende frugter,” siger Jens Christian Refsgaard.
Markant effektivisering var netop, hvad der skete i den danske industri, da vandprisen steg i 1980’erne, og det samme skete kort efter i de private husholdninger med nye vaner og vandeffektiv teknologi.
Nogle gange er der også enorme besparelser at hente ved at tænke i helt andre baner frem for at optimere det eksisterende system.
F.eks. er det ikke rationelt, at der ligger vandhungrende tekstilfabrikker på den tørre nordkinesiske slette, hvor grundvandet snart er brugt helt op, når der i stedet kunne ligge en strømslugende elektronikfabrik, der ikke kræver vand. Tekstilindustrien kunne ligge i det vådere Sydkina eller et helt andet land med rigelige vandressourcer.
Det gratis vand i Nordkina har ikke afspejlet de reelle omkostninger, og derfor bliver ressourcerne ikke brugt, hvor de giver mening, forklarer Jens Christian Refsgaard.
”Den store løsning er kort sagt at spare på vandet, undgå at spilde det og udnytte det mere rationelt. Vandet skal bruges, hvor det giver mest værdi, alt andet er også en form for spild. Det vil hurtigt blive mere rationelt, når vand enten koster penge eller bliver politisk reguleret,” siger han.
Den klart største vandforbruger i verden er landbruget, og en bonde kan ikke bare stoppe produktionen uden at sulte og måske udløse hungersnød i området. Alligevel kan der også her gemme sig store og nemme besparelser, også når landbruget tilsyneladende drives effektivt i forvejen.
”Det kan være, at den ene afgrøde kræver mange gange mere vand end den anden. Er vandet gratis, spiller det slet ikke ind i bondens beslutning, men koster forbruget bare en lille smule, giver det mening for ham at vælge den mindre tørstige afgrøde, der passer bedre til de lokale vandressourcer,” siger Jens Christian Refsgaard.
På den måde kan vandforbruget også rationaliseres på den måde, at produktionen af de allermest ressourcetunge varer stopper eller flytter et sted hen, hvor den ikke overbelaster de lokale vandressourcer.
Regulering eller frit marked?
Selv om vandprisen og det fri marked er et effektivt svar på overforbruget, så er det ikke altid en populær metode, erkender Jens Christian Refsgaard, men det er heldigvis ikke den eneste måde at bruge vandressourcen mere effektivt.
”Det vil altid være svært at fordele vand mellem landbrug, husholdning eller industri. Du kan beslutte en fordeling politisk eller bruge priser og det fri marked. Begge dele virker, og begge dele er svære, der hvor der ikke er nok til alle,” siger han.
I Californien, som er fattigt på vand, har de et markedsdrevet system, hvor byerne køber vandkvoter fra landbruget i tørkeperioder.
”Om den løsning er retfærdig eller ej, er en smagssag, men den virker. Det får vandet derhen, hvor det giver mest værdi. Altså økonomisk værdi, og dermed måske samfundsmæssig værdi. Det er en metode, der fordeler vandressourcerne effektivt,” siger Jens Christian Refsgaard.
Særligt i fattigere lande, hvor mange kan få svært ved at betale vandregningen og hvor nogle landmænds overlevelse afhænger af prisen, bliver de sociale konsekvenser vægtet højere.
”I Sydafrika, som er lige så tørt Californien, men meget fattigere, greb man det anderledes an under en vandkrise, hvor man var tæt på at løbe tør. Det var en direkte eksistentiel trussel mod Cape Town, så man gik ind ved lov og tvang landmænd til at bruge en vis procent mindre vand det år og omdirigerede det til byen under krisen. Den løsning giver også mening,” siger Jens Christian Refsgaard.
Hvad enten det er markedskræfter eller politisk valgte kvoter, så er det afgørende, at vandet bliver brugt rationelt. Det vigtige er, at der bliver prioriteret på den ene eller anden måde, så vandet bruges på det, der er vigtigst, mens det samlede forbrug holdes nede på et bæredygtigt niveau.
Det kan i sidste ende betyde, at de varer, der kræver mest vand at producere, vil blive dyrere. Det kan også understøtte en mere bæredygtig forbrugeradfærd.
”Vandmangel er et langsigtet problem. Vores vandforbrug stiger. Vi bliver flere mennesker, og hver person bruger mere vand. Det sker i næsten alle lande i takt med økonomisk vækst og stigende ressourceforbrug. Der er en direkte kobling mellem økonomisk velstand, overforbrug og vandmangel,” siger Jens Christian Refsgaard.
I sidste ende hænger vandforbruget også sammen med resten af det verdensøkonomiske kredsløb og det stigende pres på jordens samlede ressourcer. Jens Christian Refsgaards ekspertise som vandforsker handler primært om en mere effektiv og bæredygtig udnyttelse af selve vandressourcerne, men vandkrisen er også tæt forbundet med bl.a. klimakrisen og den globale fordeling af ressourcer og velstand, som vi undersøger i temaserien Udsolgt!: Kriser og knaphed i verdensøkonomien.
Løsning 3: Luk hullerne i systemet
Selv om der er masser af lavthængende frugter at plukke, er der ingen, der virkelig har lyst til at spare, mens andre bruger løs. De steder, hvor ressourcerne er mest begrænsede, er det en svær politisk øvelse at prioritere.
Så er det godt, at der også findes en løsning, som er ren win-win: Stop med at spilde vandet.
Alle vandsystemer er fyldt med huller og sprækker, hvor vandet helt bogstaveligt fosser ud og går til spilde, og her er enorme vandmængder at spare.
”Mange steder i verden bliver 30-50 pct. af alt vand spildt i utætte rør, før det når sit mål. Det er helt normalt i den tredje verden og USA, men også nogle steder i Sydeuropa,” siger Jens Christian Refsgaard.
Det lyder helt oplagt og simpelt at lukke hullerne i utætte vandrør, men det er faktisk den løsning, der er sværest og dyrest at gennemføre i praksis. Det er meget nemt at måle, at der kommer mindre vand ud til forbrugerne, end man sender ind i rørene. Det er straks meget sværere at finde hullerne.
Under alle byer ligger der i tusindvis af kilometer vandrør, og at finde en læk er som at lede efter en nål i en høstak. Og selv hvis det lykkes, er det meget dyrt og besværligt at grave under veje og bygninger for at komme ind og lappe hullet.
”Det vil næsten altid være billigere for vandselskabet at pumpe mere vand op fra en boring eller tappe mere vand fra søen. Derfor løser de selvfølgelig ikke problemet,” siger Jens Christian Refsgaard.
I Danmark har vi ikke det problem, fordi vi har særlige afgifter på vandspild, så vandselskabet skal betale dyrt for alt det vand, der går tabt i rørene. Pludselig kan det godt betale sig for dem at investere i tætte vandrør.
”Det er helt bevidste incitamenter, og de virker. Vandspildet i danske vandrør er nede på 7 pct. nu, og det er mig bekendt verdensrekord,” siger Jens Christian Refsgaard.
Det er altså muligt at spare enorme mængder rent vand her, som ovenikøbet allerede var nået helt til vandrørene og var klar til brug. Det er dyrt og besværligt, men nødvendigt for at nå helt i mål med et markant lavere vandforbrug uden at spænde livremmen ind.
I de lande, som endnu ikke har råd til dyre infrastrukturforbedringer, er der som regel masser af gevinster at hente i mellemtiden ved at implementere de første to løsninger.
Ingen teknologiske mirakler
Løsningerne på vandkrisen ligger altså ligefor. Men det kræver penge, afsavn og hårdt arbejde at realisere dem. Findes der da ikke en nemmere løsning, som ikke kræver, at man skruer ned for forbruget og reparerer rør i det uendelige?
Følger man med i seneste nyt fra forskning og teknologi – og det gør man måske, hvis man allerede læser Vid&Sans – så støder man ofte på nyheder om den seneste fikse teknologi, som kan producere endeløst vand og afværge al vandmangel. F.eks. findes der teknologier til at lave vand ud af den rene luft, men den slags påfund skal man vare sig for, mener Jens Christian Refsgaard.
”Det plejer at være det, journalister spørger om først. Der er masser af smarte teknologier derude, nogle bedre end andre, men de er bare alt for dyre til at give mening i næsten alle sammenhænge. Til nogle enkelte formål i rige lande er det fint med f.eks. afsaltning, men vi kan godt glemme det som globale løsninger,” siger Jens Christian Refsgaard.
Afsaltning af havvand bliver mere effektivt og billigt år for år, og rige ørkenlande som Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel laver drikkevand på den måde. Men prisen og energiforbruget betyder, at det ikke er gangbart i større skala.
”Taler vi om landbrug, hvor det meste vand bliver brugt, har det ingen gang på jord. Det giver simpelthen ingen mening. Kunstvanding eksisterer pga. gratis vand. Historisk er det bygget omkring floder, hvor vandet bare var der, og i dag måske noget infrastruktur, som staten har betalt. Koster det ret meget, bliver det urentabelt,” siger Jens Christian Refsgaard.
Han ser afsaltning af drikkevand til rige ørkenbyer som en del af løsningen, men kun en meget lille del. Selv om det er langt billigere og mindre energikrævende end mere opfindsomme metoder som at høste vand fra luften, lander det i samme kategori som en luksusteknologi til en meget lille niche.
”Du kan sammenligne det med flaskevand. Det er en fin løsning, når du går rundt i byen og bliver tørstig. Men du køber jo ikke 300 flasker kildevand, hver gang du skal vande din græsplæne, vel? Det er sådan set samme logik,” siger han.
Slut med gratis vand
Løsningen i det store perspektiv er altså nogenlunde lavteknologisk og inden for rækkevidde, men det kræver en målrettet indsats, startende med de tungeste og lavest hængende frugter. Kuren lyder på realistisk vandpolitik, bedre vandinfrastruktur, smartere udnyttelse af vandressourcer og fornuftigt privatforbrug.
Alle de ting har vi stort set gennemført i Danmark, så det er bare med at efterligne succesen på globalt plan, så denne sommers ekstreme vandmangel ikke bliver normen i fremtiden. For det bliver den, hvis vi fortsætter overforbruget, advarer vandprofessor Jens Christian Refsgaard.
”Før har man betragtet vandressourcer som noget, der er uendeligt og som er gratis. Det er slut nu. Vi har nået et niveau, hvor det er en begrænset ressource, som skal prioriteres og bruges klogt. Vi kan ikke længere bare spilde og fråse. Der skal ske noget nu.”
