2021 blev endnu et år, hvor det danske drikkevand skabte overskrifter i medierne. Det giftige PFAS er fundet i drikkevandet flere steder, hvor der er blevet forurenet med brandskum, f.eks. i Korsør. I GEUS’ nyeste rapport fra december 2021 kan man læse, at der er målt pesticidrester under grænseværdierne i over halvdelen af alle drikkevandsboringer i Danmark, og i 14,6 pct. af boringerne ligger pesticidfundene over grænseværdierne. Og 1. januar bragte DR en dokumentar om den lille by Krogsbølle på Fyn, hvor pesticidfundene i drikkevandet er 44 gange højere end de tilladte værdier.
Men en af de hjemlige forskere, som ved mest om grundvandet som drikkevandsressource, professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra Danmark Tekniske Universitet, mener ikke der er grund til bekymring for drikkevandet. Kvaliteten af grundvandet – det vil sige råvaren for drikkevandsproduktionen – udgør derimod en stadig større udfordring for den danske vandforsyning.
”Generelt er det vand, der kommer ud af hanen, sikkert, godt og sundt. Det opfylder de kriterier, Danmark og EU kræver. Samtidig har vi stor forsyningssikkerhed. Som borgere skal vi ikke være bekymrede for at drikke vandet fra den offentlige vandforsyning. Man skal tværtimod glæde sig over, at man indimellem lukker en drikkevandsboring. Det viser, at kontrollen virker,” siger Hans-Jørgen Albrechtsen, der i mere end tredive år har forsket i grundvandet som drikkevandsressource.
Alligevel er der truende skyer i horisonten. Forureningsproblemer i grundvandet viser sig nemlig først med flere årtiers forsinkelse. Så de problemer, vi ser i dag, er resultatet af håndteringen af kemikalierne for årtier siden. Og det betyder samtidig, at vi ikke kan løse aktuelle drikkevandsproblemer ved at beskytte grundvandet nu og her.
”Hvis vi forestiller os, en ideel verden, hvor der fra i morgen slet ikke kommer flere kemiske stoffer ud i miljøet, vil der alligevel gå en menneskealder, inden grundvandet er rent. Fra det øjeblik, man stopper med at bruge et bestemt stof, går der 30 eller 40 år, før man ikke længere vil finde rester af stoffet i grundvandet og dermed potentielt i drikkevandet. Så længe varer det for en regndråbe at sive ned igennem jordlagene. Derfor er der brug for at handle på den forurening af drikkevandet, vi konstaterer i dag,” siger Hans-Jørgen Albrechtsen.
Nye stoffer kommer til hele tiden
Et konkret eksempel på forsinkelsesproblemet er de nylige fund af DMS (N-N-Dimethyl-sulfamid), som er et nedbrydningsprodukt fra to meget anvendte svampemidler; dichlofluanid, der er et biocid i maling og træbeskyttelsesmidler, og tolylfluanid, som var godkendt til besprøjtning af frugt og bær fra 1973-2007.
”Man forbød svampemidlerne for snart femten år siden, fordi man havde mistanke om, at de kunne give problemer, men man fulgte ikke op med et måleprogram, som kunne følge stoffet i jordlagene. Så det er først for få år siden, at Miljøstyrelsen via en omfattende screening fandt stoffet i grundvandet. I bagklogskabens lys burde man have haft et måleprogram, så man kunne sætte ind noget før,” siger Hans-Jørgen Albrechtsen.
Vandforurening i Danmark – et overblik
1980’erne: Man finder nitrat og oliestoffer i grundvandet. Nitrat stammer fra landbrugets gødning, mens oliestofferne stammer fra byernes benzintanke og oliedepoter. Regulering af nitratforureningen betyder, at koncentrationen i grundvandet nu er faldet, og regionerne har i stort omfang kortlagt og fjernet punktkilderne. Men en del af oprydningen er stadig i gang.
1986: Folketinget vedtager en pesticidhandlingsplan. Et vigtigt element er, at man nu skal overvåge grundvandet bedre.
Slutningen af 1980’erne: Udsivning af mange forskellige kemikalier fra lossepladserne betyder, at mange drikkevandsboringer bliver flyttet. Men den dag i dag er der stadig udfordringer, bl.a. ved Grindstedværket.
1990’erne: Chlorerede alifater (opløsningsmidler) dukker op og er helt overvejende en byforurening fra lakerere og tørrenserier. Fundene har siden været årsag til mange lukkede boringer.
1990: Danmarks Geologiske Undersøgelser, DGU, præsenterer den første datagennemgang, som viser, at der er pesticider eller nedbrydningsprodukter i 7 procent af de undersøgte boringer. Det skaber vild diskussion. Mange mener, at er der er fejl i analysemetoderne, i boringerne eller noget tredje. Men resultaterne bekræftes: Stofferne er sivet ned gennem jorden og har nået grundvandszonen.
Slutningen af 1990’erne: Man finder stoffet BAM (2,6-dichlorbenzamid), som er et nedbrydningsprodukt fra et ukrudtsmiddel, der især bliver brugt til at holde perlesten fri for ukrudt. Det er brugt både omkring gartnerier, i private haver, på gårdspladser og omkring vandforsyningen. Mange boringer bliver lukket, og der bliver renset for stoffet nogle steder.
Efter 2000 og til i dag: Nye målemetoder tages i brug og afdækker det ene pesticid-nedbrydningsprodukt efter det andet.
2018-19: Miljøstyrelsen foretager en massescreening for 415 pesticider i grundvandet, og man finder 11 stoffer, hvoraf nogle ikke har været fundet før, bl.a. CTA (chlorothalonil-amidsulfonsyre) – der mistænkes for at skade arveanlæg. I massescreeningen findes desuden DMS (dimethylsulfamid), DPC (desphenylchloridazon) og Triazol, der har været brugt som pesticider og træbeskyttelsesmidler.
2021: Miljøstyrelsen skærper grænseværdien for ”evighedskemikalierne” PFAS efter krav fra EU. Omtrent samtidig findes de i grundvandet ved brandøvelsespladsen i Korsør. PFAS er også fundet på steder, hvor forureningskilden ind til videre er ukendt, for eksempel på Fanø.
Kilde: Hans-Jørgen Albrectsen, DTU.
”Lige nu ved vi faktisk ikke, hvordan koncentrationen af DMS vil udvikle sig – altså om den forurening, vi ser nu, er begyndelsen på et stigende problem, eller om koncentrationen vil falde som følge af, at moderstofferne ikke længere bliver anvendt, så forureningen forsvinder i løbet af få år.”
På samme måde med de såkaldte evighedskemikalier, PFAS, som i dag viser sig som et stort problem på visse lokaliteter:
”Her har Miljøstyrelsen for nylig revurderet grænseværdierne og fundet grundlag for at skærpe dem – ligesom de har gjort det med andre kemiske stoffer i tidens løb. Samtidig kan analyseinstrumenterne i dag måle med større følsomhed, og dermed finder man flere stoffer end før. Det er dog helt overvejende i grundvandet, man finder stofferne, og ikke i drikkevandet, som pumpes ud til forbrugerne,” påpeger Hans-Jørgen Albrechtsen.
”Der bliver hele tiden bliver fundet nye kemiske stoffer i grundvandet, som man ikke har kendt til før. Dermed kan der selvfølgelig være en lille tvivl, om der så alligevel er stoffer i drikkevandet, som vi bare ikke har været opmærksomme på og analyseret for. Men generelt er de nye stoffer, der er påvist de senere år, ikke særlig farlige, koncentrationerne er meget lave, og vandværkerne tager affære, når der findes nye kemikalier i drikkevandet. Men der er ingen tvivl om, at den stigende grundvandsforurening er et problem,” siger han.
En usynlig succes
Vi danskere kan bryste os af, at vi får rent, klart og friskt drikkevand fra undergrunden – modsat det klorlugtende sø- og flodvand, der løber ud af hanerne andre steder i verden. Men Hans-Jørgen Albrechtsen minder om, at vandet ikke kommer direkte fra undergrunden, men fra vandværker, som sikrer vandkvaliteten og forsyningssikkerheden hver eneste dag.
”Mange glemmer, at der er et vandværk mellem grundvandet og forbrugeren. I vandværkerne sker der en beluftning og rensning for uønskede stoffer. Man pumper ilt i vandet, og blæser samtidig metan og andre gasser ud af det sammen med sulfid, som ellers ville give vandet en em af rådne æg. Via sandfiltre og biologiske processer fjerner man også jern, der fælder ud som okker, samt mangan, arsen og tungmetaller som nikkel. Endelig bruger man nogle steder også aktivt kul til at fjerne bestemte pesticider,” siger han.
”Hvis ikke vi gjorde dét, ville vandet være mindre sundt, og heller ikke smage særlig godt. Så vi kan være stolte af, at vandforsyningen fungerer, og at der sjældent er afbrydelser i forsyningen. Jeg vil kalde det en usynlig succes,” siger han.
Når man finder pesticidforurening, der overskrider grænseværdierne, er strategien generelt at lukke boringen og lede efter rent vand et andet sted. Det kan imidlertid være vanskeligt mange steder, og så er strategien i stedet at fortynde sig ud af problemerne, pointerer Hans-Jørgen Albrectsen:
”Konkret betyder det, at man blander vandet fra en forurenet boring med vand for en uforurenet boring, så koncentrationen kommer ned under grænseværdierne. Det er måske lige vel demokratisk – i stedet for at rense vandet og fjerne forureningen, fortynder man sig ud af problemet, så mange mennesker får drikkevand med et meget lavt indhold af forurening,” siger han.
”Det er en tankegang, vi forlod på andre områder helt tilbage i 1960’erne. Ellers ville vi stadig lukke urenset spildevand ud i havet, og vi ville ikke sætte filtre på skorstene.”
Problemer i Østdanmark
Kigger man på Danmarkskortet, peger han på, at behovet for drikkevand især er stort på Sjælland, omkring København og de store byer (bortset fra Aalborg).
”Vi kan ikke i Østdanmark få drikkevand andre steder fra. Der findes ikke hemmelige uudnyttede, uforurenede vandressourcer, som man bare lige kan skifte over til. Det begynder at klemme til. Hvis vi skal have forsyningssikkerhed, er der nogle af de store vandværker, der må gøre noget. Rigtig mange små vandværker kan også komme i problemer, hvis en boring bliver forurenet. De har ingen garanti for at finde en ren boring, så de risikerer at måtte lukke og koble sig på nabovandværket. ”
”Hvis man også fremover vil sikre den gode vandkvalitet især i Østdanmark, er der brug for at se på forskellige rensningsmuligheder, ” siger Hans-Jørgen Albrechtsen. ”I visse tilfælde, f.eks. med PFAS, er det direkte uansvarligt, at man ikke tager værktøjer i brug, som reelt kan fjerne de farlige stoffer.”
Rensning er ikke en glidebane
Et klassisk modargument imod rensning af drikkevandet er, at det vil skabe en glidebane, så man bare kan forurene løs. Den logik giver Hans-Jørgen Albrectsen ikke meget for.
”Jeg mener, vi skal gå på to ben for at beskytte drikkevandet. Det ene handler om at regulere brugen af kemikalier og arealanvendelser og beskytte det grundvand, der dannes i dag. Det prøver man bl.a. fra politisk hold ved at etablere nogle ”grundvandsparker”, hvor man undgår pesticider og udlægger til økologisk drift eller natur,” siger han.
Dette løser imidlertid bare ikke problemerne lige nu og her. ”Derfor er det andet ben at sørge for, at der ikke sker overskridelser af grænseværdierne i vores daglige drikkevand. Og her mener jeg godt, at man i stedet for at blande vandet, kan begynde at rense det. Jeg tror faktisk, at vi kan komme i den situation, at det visse steder er nødvendigt for at sikre forsyningssikkerheden. Jeg kan ikke se nogle argumenter for ikke at rense, når der er behov for det – bortset fra at det koster penge og energi,” siger han.
”For at være sikker på, at vi fremover kan garantere vores børn og børnebørn godt, sikkert og sundt drikkevand, så skal vi gribe fat i de værktøjer, vi har. Tænk på rumstationen, hvor astronauterne skaffer rent drikkevand ved hele tiden at rense det samme vand. Det viser, at man altså godt rense fra en meget dårlig kvalitet til en god. Det koster selvfølgelig penge og energi, men det kan lade sig gøre. Aktuelt har vi en udfordring, fordi renseteknologier endnu ikke altid er omkostningseffektive. Men vi kan selvfølgelig ikke acceptere dårligt drikkevand i Danmark,” slutter Hans-Jørgen Albrechtsen.
