60 dages ubetinget fængsel og udvisning.
Det var dommen til en 40-årig litauer, da han i februar i år stod tiltalt i Højesteret for gentagne gange at have tigget i Danmark og for at være rejst ulovligt ind i landet. Han havde blandt andet rakt et papkrus frem mod de forbipasserende på Københavns Hovedbanegård, og dermed havde han overtrådt Straffelovens §197 om betleri, og netop det at det foregik på en jernbanestation var en skærpende omstændighed.
Folketinget har nemlig de seneste fem år strammet op i kampen mod tiggeri. I 2017 blev det besluttet at det i en 3-årig periode skulle være særligt strafbart at tigge bestemte steder, eksempelvis på stationer og gågader. I 2020 blev den ordning gjort permanent, og det var det, der ramte den 40-årige litauiske mand.
Han skal dog være glad for, at han ikke havde tigget i det centrale København for 300 år siden, for så havde straffen være noget hårdere.
Peter Wessel Hansen, der er arkivar ved Københavns Stadsarkiv, har forsket i de fattiges kår i 1700-tallet og netop udgivet en bog om tiggeriet dengang.
Han understreger, at der naturligvis er store forskelle på statsmagtens indgreb mod tiggeriet dengang og nu, men ser også lighedspunkter:
”Det, der bliver problematiseret i den nye tiggerlov er, at man ikke vil have tiggerne ved supermarkeder, stationer og andre offentlige steder. Og det, der har været brugt som argumentation, er, at tiggeriet er utryghedsskabende for borgerne. At tiggeri på den måde skulle være en slags ’uorden’, ligner nogen af de tanker, som Frederik den 4. havde i starten af 1700-tallet,” siger han.
Værdige og uværdige fattige
Da Frederik den 4. i 1708 indførte et forbud mod tiggeri, var der tusindvis af tiggere rundt omkring. Reglerne var lidt forskellige i København og provinsen, men tiggeri havde faktisk siden 1500-tallet været tilladt for ”værdige” fattige, der kunne få et tiggertegn. Det drejede sig om syge, gamle og børn. Folk i den arbejdsduelige alder var derimod ”uværdige”, da det blev set som en kristen pligt at arbejde.
Men tiggertegnet blev altså fjernet af Frederik 4., der forbød tiggeriet og i stedet indførte en slags forsorgssystem eller socialvæsen til de fattige.
”Hjælpen skulle finansieres gennem frivillige gaver, for det ville være ukristeligt at udskrive en fattigskat. I stedet gik man rundt med bøger og fik folk til at skrive sig op til at give et fast beløb, og hvis man ikke efterfølgende betalte, kom pantefogeden. Og de, der ikke gav noget, risikerede at få deres navn læst op fra prædikestolen i kirken. Så der var egentlig tale om en slags frivillig tvang,” fortæller Peter Wessel Hansen.
Det var kun beboere i sognet, der kunne få fattighjælp. Fattige fra andre sogne eller udlandet blev sendt hjem.
Kirken var i det hele taget meget involveret i fattigvæsnet, der skulle stoppe tiggeriproblemet. Frederik 4.’s lov blev sendt ud til præsterne, så de kunne kundgøre den fra prædikestolene. Det var nærmest en pligt at gå i kirke på det tidspunkt, så på den måde kom budskabet ud til alle. I fattigvæsnets direktion – det, der svarer til vores tids Socialstyrelse – sad der højtstående præster, og også de lokale fattigvæsner var som oftest styret af sognets præster.
Selvom Frederik den 4.’s far, Christian den 5., havde forsøgt at bekæmpe tiggeriet ved blandt andet at forbyde borgerne at give almisser, havde mange alligevel lyst til at hjælpe de fattige ved at stikke dem en skilling. En del mente ligefrem, at de havde gavn af at give til tiggere, for med lidt held – og måske lidt overtalelse – gav tiggeren en velsignelse som belønning. Og den slags kunne Gud høre og ville måske på mirakuløs vis hjælpe med at løse et dagligdagsproblem med et lille mirakel. Derfor var det svært at komme tiggeriet til livs – også selv om de værdigt trængende fattige fik lidt støtte fra det nye socialsystem.
Lange straffe for tiggeri
Mange af datidens optegnelser om fattigvæsenet er gået til i forskellige brande, blandt andet under bombardementet i København i 1807, til stor ærgrelse for historikere som Peter Wessel Hansen. Men han kan dog glæde sig over, at der er lokaliseret 220 rapporter fra fattigfogederne i 1779.
Her beskrives, hvordan folk fra mange forskellige dele af samfundet er blevet taget i at tigge. Det kunne være håndværkere, der havde mistet alt på grund af sygdom, eller decideret hjemløse. Men også soldaterfamilier og søfolk fra Nyboder kunne have brug for en ekstra indkomst.
”I dag ernærer man sig typisk kun via ét job, men dengang kunne en sømand eksempelvis være nødt til også at arbejde lidt som skomager, mens konen solgte fisk, og så kunne børnene blive sendt ud for at tigge,” siger Peter Wessel Hansen. Han refererer en konkret sag, der illustrerer, hvor hårdt livet var for de fattige på det tidspunkt:
”En skibsbygger på Holmen og hans hustru, Bodil, havde den blinde pige Johanne Sofie som plejebarn. Da hun var 8½ år, tog Bodil hende med ud at tigge, og de blev fanget af fattigpolitiet, da de gik fra dør til dør og tiggede ved Helligåndskirken. Bodil blev sendt i fængsel, og Johanne blev sendt på sindssygehospitalet Skt. Hans, hvor hun opholdt sig, indtil hun døde som 42-årig.”
Fængselsstraffene for tiggeri var i 1700-tallet 3 måneders fængsel, inklusive hårdt tvangsarbejde, første gang man blev fanget. Anden gang vankede der et års fængsel, og tredje gang, politiet fik fat i en tigger, var det fængsel for bestandig.
Så den litauiske mand, der blev dømt af Højesteret i februar, kan trods de seneste års stramninger alligevel glæde sig over, at straffen er lidt anderledes end dengang, hvor Danmark for alvor startede sin kamp mod tiggeri.
-
Peter Wessel Hansen var for nyligt gæst i radioprogrammet Kraniebrud på Radio4, hvor du kan høre mere om kampen mod tiggeri i 1700-tallet.
